Kommentar

Lystforvirring: Hvor længe kan lysten li' at være loyal?

CV-generationen følger sin lyst, lige så naturligt som tidligere generationer gjorde sin pligt. Vi lever i lystens tidsalder - og nu står kampen så om, hvilke lyster som er de mest autentiske og holdbare. Men ét er sikkert, lysten er ikke undertrykt, den er i fuld udfoldelse
8. april 2010

I forrige uge kunne man i Informations artikel 'Hellere misbruges end slet ikke at blive brugt' læse om den belastning, den nye CV-loyale generation af studerende udsætter sig for, når de forbedrer deres CV. Først blev forskeren Jørgen I. Jørgensen citeret for, at CV-jagten ødelagde de studerendes muligheder for at følge sine egne lyster og behov. Så fulgte filosoffen Anders Fogh Jensen op med, at fokus på CV'et tog den lystbetonede faglige fordybelse fra de unge. Og til sidst indrømmede formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Mikkel Zeuthen, at det kan være et utroligt hårdt konkurrencepres - et CV-pres - at være studerende. Men er det rigtigt, at man har taget enhver form for lyststyring fra den unge generation af studerende? Næppe.

Denne generation er vokset op blandt forældre og pædagoger, hvis projekt har været, at barnet skulle formulere og forfølge sin egne ønsker og lyster. Børnene forventer derfor, at deres ønsker bliver opfyldt, mens forældrene på deres side håber, at barnets ønsker trods alt falder sammen med deres. Det gør de som bekendt ikke altid.

Ikke helt selvkørende

Barnet tager sig friheder, som befrierne - forældre, pædagoger, lærere og arbejdsgivere - hellere havde været fri for. Uddannelsesinstitutionerne var hellere fri for, at de unge brugte så meget tid på at realisere sig selv før studiet, eller fri for det meget erhvervsarbejde ved siden af det. Arbejdsgiverne vil gerne have højtuddannet arbejdskraft med krav om kompetenceudvikling, men ser også gerne, at den enkeltes engagement og lyst ikke altid skal afgøre, om en opgave løses tilfredsstillende. For selv i en foranderlig verden er der brug for at kunne mestre såvel kedsommelige drifts- som udviklingsopgaver. Ak ja, gid det var så vel, men al kedsomhed kan ikke sendes til Kina.

Forsker Susanne Ekman fra CBS har karakteriseret moderne videnmedarbejdere som teenagere, der inkarnerer det skisma, at de vil bestemme selv, men stadig have lommepenge. Det betyder, at de på den ene side vil have lov at udvikle sig selv gennem deres uddannelse og arbejde, men de kræver til stadighed positiv opmærksomhed i form af anerkendelse og opmuntringer fra lærere eller chefer. Lysten er med andre ord ikke helt selvkørende. Den kræver stadig opmærksomhed fra lærere og chefer - uden deres opmærksomhed driver lysten ikke værket.

I pligtens navn

Er det ikke netop denne moderne lyst - altså den moderne lystmanagement - som Jørgensen, Fogh Jensen og Zeuthen kritiserer? Går deres kritik i virkeligheden på, at det unge menneskes lyst er at tjene penge og forbedre sit CV, mens dets virkelige lyst burde være at fordybe sig i at læse hele bøger. Problemet med denne type kritik er, at den abonnerer på en lyst - eller snarere et savn - som udvikler sig parallelt med, at den unge CV-generation for fuld fart forfølger deres konkurrerende lyster. CV-generationen er med andre ord født til at være lystforvirret. Det gør dem i tvivl, men det gør dem også dynamiske i deres engagementer - så længe lysten nu varer. Tvivl-og-giv-dig-hen kunne et motto for deres lystforfølgelse være.

Er den ene, den dybe, lyst mere autentisk end den anden og mere flagrende? Næppe. Men der kan godt være en ubalance mellem dem. Med andre ord kan der være god grund til, at fremme en gammeldags lyst til at pukle i pligtens navn med kedelige og langvarige opgaver. Måske er det netop savnet af dybe menneskelige behov eller af faglig fordybelse, som lidt ældre gnavne mænd som Jørgen I. Jørgensen, Anders Fogh Jensen og undertegnede fra tid til anden kommer til at kræve af en generation, der ganske enkelt ikke er opdraget til denne dybtfølte lyst. Uanset hvad, så er den CV-loyale generations lyst ikke trådt under fode. Derimod er den anderledes skruet sammen end tidligere generationers. Og under alle omstændigheder kan de fleste blive enige om, at lysten spiller førsteviolin i vores samtid. Det er ikke pligten, alle refererer til. Måske er det tidens egentlige ubalance - og udfordring.

Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Schatter Carendi

Eller kan det tænkes, at det er tid til at gøre noget nyt? At det ikke er 'kun' er et alenlangt CV, der gør tricket? Det er jo noget af en balancegang - at lære fra dem der gik før en selv og i selv samme øjeblik forholde sig kritisk til det eksisterende for at skabe nyt. Det er jo ikke kun de unge, der er anderledes opdraget - det er jo også samfundet, der forsigtigt afprøver nye former i takt med at de sidste nye individer på stammen bevæger sig igennem livet - i samspil med de ældre og de ældste. Livet er ikke længere kronologisk tilrettelagt for vugge til grav. Det har det jo faktisk aldrig været, men der har tidligere været en majoritet, hvis vej i livet var relativ synlig fra fødsel. Men kompleksiteten tager til, forstået på den måde, at vejene langt fra længere er synlige. De er det måske for nogen, men langt fra hos alle. At reducere dette til en 'lyst - pligt/arbejdsomheds' problematik er problematisk fordi alle nuancerne undslipper. Det er klart det letteste i forsøget på at forstå tendenser og udvikling generelt. men forståelsen for levet liv skal jo ikke nødvendigvis være let.. Men omvendt, at tingene ikke er lette betyder heller ikke, at det eneste rigtige er at knokle videre indenfor de eksisterende former. Hvad nu hvis disse former har udtjent deres rolle? Det er ikke svært at skrive et CV, gøre det tilpas attraktivt, eller tage endeløse rækker af uddannelser og kurser med henblik på at gøre det lækkert. Det, der er svært, er at skabe det rum, hvor lige præcis ens egen tone bidrager til symfonien. Det er svært fordi dette rum sjældent skabes i rigide rammer. Måske er den generation, jeg er del af, doven, forvent, forkælet og lyststyret. Dog er den ikke kun dette - den er også nyskabende, nysgerrig, rebelsk, helhedssøgende og knoklende på sin måde. Alle mennesker er mange ting på en og samme tid og derfor skal vi passe så meget på med vores elskede kategoriseringer. De ordner kaos for os midlertidig, men prisen er ofte, at vi samtidig dræber det, vi forsøger at forstå.

Søren Kristensen

Da jeg var ung studerende havde jeg lyst til at spise et æg hver morgen, men jeg havde ikke råd. Idag har jeg råd til to æg hver morgen, men jeg har end ikke lyst til ét. Lysten har vist sig at være illoyal og hvad kan man så lære af det? Absolut ingenting.

Søren Rehhoff

Den lystforvirring som Claus Holm hylder, fører vel ikke nødvendigvis til større dynamik, den kan ligesågodt føre til større passivitet og opretholdelse af et samfundsmæssigt status quo.
Folks jagt på det gode CV handler jo nok også mere om konkurrenceforholdene på arbejdsmarkedet end, at den er et udtryk for "lystmanagement".
Lysten kommer jo i en vis forstand først til udfoldelse i mødet med den disciplinering folk møder og hvor nødigt Claus Holm end vil indrømme det, indebærer hans egen generations læggen vægt på "lysten", hvor børn har skulle formulere og forfølge deres egne ønsker og lyster, også en form for disciplinering. Samtidig med, at det har understøttet en udvikling i retning af et mere neoliberalistisk samfund, hvor folk i højere grad har skullet konkurrere mod hinanden, f.eks i kampen om det lækre CV og dermed måske er blevet afholdt fra, at udforske andre former for lyst.