Klumme

Mærket for livet

Vi kan simpelthen ikke sende folk i krig og så lade dem miste fodfæstet i deres egne liv, når de kommer hjem igen
Mange danske soldater, der har været på Balkan eller i Afghanistan, er blevet mærket for livet på samme måde som dem fra Anden Verdenskrig. Der er bare ikke mange der husker at hylde dem - og der er ingen, der samler dem op. På billedet ses Bravokompagniet på patrulje i Green zone, nord for Gereshk i Afghanistan, hvor opiumvalmueerne blomstrer.

Mange danske soldater, der har været på Balkan eller i Afghanistan, er blevet mærket for livet på samme måde som dem fra Anden Verdenskrig. Der er bare ikke mange der husker at hylde dem - og der er ingen, der samler dem op. På billedet ses Bravokompagniet på patrulje i Green zone, nord for Gereshk i Afghanistan, hvor opiumvalmueerne blomstrer.

Søren Bidstrup

Debat
16. april 2010

'9. april mærkede dem for livet'. Sådan lyder en overskrift i Fyens Stifttidende for nylig på et dobbeltopslag om Veteranforeningen for 1940. I dag, 70 år senere, er det stadig et tilstedeværende ar i de tidligere soldater og deres familiers liv, hvad der foregik som indledning til Anden Verdenskrig. Hvis årstallet var et andet kunne overskriften lige så godt have handlet om soldaterne, som har været udstationeret i Balkan eller Afghanistan. Også de kommer til at bære arrene efter krigsrædslerne resten af livet.

Angsten æder dem langsomt op, de er på førtidspension, og deres familier har forladt dem for mange år siden. Der er ikke mange dobbeltopslag om dem i aviserne - og hvis det endelig sker, så er det netop som sociale tilfælde, ikke som stolte veteraner. Det handler om ex-soldater, om et tabu, der først nu så småt begynder at slå revner - og om politikere, der overhovedet ikke har levet op til deres ansvar som arbejdsgivere for denne gruppe. Ingen nævnt, ingen glemt - jeg har ikke selv nogensinde stillet et forslag eller et spørgsmål vedrørende denne problematik, mens jeg sad i Folketinget. Jeg har bare syntes, at krigene var forkerte, og så har det ligesom stoppet ved det.

En stille revolution

Men det er altså ikke godt nok. Den enkelte soldat, ham har vi bare at passe ordentlig på. Vi kan simpelthen ikke sende folk i krig og så lade dem miste fodfæstet i deres egne liv, når de kommer hjem igen.

Det har i mange, mange år været stærkt tabubelagt blandt soldaterne at tale om de psykiske skader efter krigene. At tale om angst, depressioner, søvnmangel og behovet for psykologhjælp har været ensbetydende med, at man ikke kunne stå distancen. Men har man fulgt en lille smule med i den offentlige debat om soldaterne, så vil man vide, at der i disse år sker en stille revolution i det danske forsvar i forholdet til psykologhjælp og opsamling på de psykiske skader, der kommer af at være udsendt.

I den offentlige debat sporer vi også oftere og oftere debatter om veteranernes problemer efter hjemkomsten. Det er jo langt fra alle, der har massive problemer efter en udstationering, men der er en gruppe af de udsendte, som kommer hjem med ikke så få gener i bagagen, og hvor både familieliv og arbejdsliv kan være umuligt at håndtere.

Forsvaret har i de seneste par år gjort en indsats for at få ændret det gammelmandsagtige forhold til psykiske skader. Således er der i dag tvungen psykologsamtale efter hjemvendelse fra udstationering og langt større fokus på de hjemvendtes almene velbefindende. Det mangeårige tabu i forsvaret er altså godt i gang med at blive nedbrudt.

For mange selvmord

Ikke desto mindre ramte en rystende overskrift forsiden på avisen for en måneds tid siden. 281 hjemvendte soldater har forsøgt at begå selvmord. Det var heldigvis kun lykkes for de 11. Men jeg var da lige ved at få kaffen galt i halsen. 281! Det tal er alt, alt for højt.

Det viser sig, når man dykker lidt ned i tallene, at mange af dem, det drejer sig om, er folk, som har været udstationeret for flere år siden på Balkan. Dengang var den stille revolution slet ikke begyndt endnu, og soldaterne fik ingen eller i hvert fald næsten ingen hjælp, når de kom hjem. Nogle af de soldater sidder stadig med ubehandlede gigantiske psykiske problemer, med ødelagte familieliv og på førtidspension. En stor del af soldaterne fra Balkan har forladt forsvaret og er derfor slet ikke inde i et system, hvor man kan håndtere dem. Andre er en del af forsvaret endnu og kan umiddelbart findes i systemet. De er blevet mærket for livet på samme måde som dem fra Anden Verdenskrig. Der er bare ikke mange der husker at hylde dem - og der er ingen, der samler dem op her så mange år efter. De er pretty much overladt til sig selv med det mentale oprydningsarbejde. De kan end ikke få arbejdsskadeerstatning. Man kan nemlig kun søge arbejdsskadeerstatning det første år, efter skaden er sket. Så det er for sent. Bad luck friends.

Krigen var åbenbart virkelig vigtig, men soldaterne sidder glemte tilbage. Det kan godt være, at de ikke skal hyldes som helte, men vi må da som minimum få fundet hvert enkelt menneske frem, som har båret demokratiets vilje ud i sin yderste konsekvens, og så få hjulpet dem på vej med en solid arbejdsskadeerstatning med tilbagevirkende kraft, massiv psykologhjælp, hjælp til familierne og alt hvad sagkundskaben i øvrigt kan finde på af ting, som kan kompensere for tidligere tiders rystende 'brug og smid væk kultur' i forsvaret.

Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S
Hver fredag skiftes Mette Bom, Pernille Rosekrantz-Theil, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive ugens klumme

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At Pernille optræder som krigsmama for soldater, der ikke vidste, hvad de indlod sig på!
Svigter det kongelige danske social- og sundhedsvæsen måske eller ligestilling? Hvad med de tusinder af irakere og afghanere, som ved vores mellemskomst mistede førligeheden og velsagtens troen på livet?

Det er yderst legitimt, at Pernille erkender sit medansvar for de soldater som nationen sender ud, - det kan jeg på ingen måde tolke som en tiltrædelse af hverken krigene eller deres beslutningsgrundlag.

Når det er sagt, så synes jeg at heller ikke Pernille indser det egentlige problem: at hjælpe soldaterne efter hjemkomsten, er at kaste brønden til, efter at barnet er druknet.

For problemet er jo, at det langt fra er alle, der har mental styrke til at klare de oplevelser, og sorteringen på psyke burde være langt grundigere allerede før udsendelse.

Det er ikke nok, at de unge knægte kan bestå de fysiske prøver, og tage kørekort til en Hummer, - deres psyke burde også screenes grundigt. At f.eks. en ung mand har så stort behov for at være medlem af en gruppe, at han betingelsesløst vil ofre liv og lemmer for sine kammerater, er jo et ideal i militæret, men næppe en mentalitet som er særligt prisværdig i et civilt samfund.

At politikerne ikke erkender behovet for sortering, er jo dybt forunderligt, - det er veldokumenteret fra f.eks. trafikulykkesstatistikker, at netop unge mænd har meget svært ved at overskue konsekvenserne af deres handlinger og beslutninger. At militæret er ligeglade er ikke så mærkeligt, - hvis de blev pålagt kun at bruge soldater over 35 år, så kunne de ikke finde ret mange.

Lennart Kampmann

Som nævnt i andre tråde her på Information er selvmordsforsøgsraten ikke meget højere end den er for den almindelige befolkning, lidt under 1% hvor befolkningen har 0,3%.
Det er naturligvis tragisk at nogle af de udsendte vælger selvmordet og man må gerne gøre mere for dem der har det svært.
Men for de ca. 34700 soldater der ikke forsøgte selvmord er det vel også i orden at fastslå at mange kom hjem uden at være helt ødelagt. De klarede det og fungerer og har det fint i dag.

Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil vil belønne mig for min indsats skal hun bare stemme for skattelettelser og mindre bureaukrati, så skal hun se mig smile.

Med venlig hilsen
Lennart

"ikke meget højere" ...? medmindre min regnemaskine bedrager mig, så er 1% altså mere end 200% højere end 0,3%, hvilket er mere end almindeligt drastisk i min optik.

Dertil kommer, at selvmord er en indikator for mentale problemer, hvilket betyder at man kan antage at antallet af personer med psykiske problemer, som ikke griber til selvmordsforsøg, også er flere gange højere blandt de hjemvendte.

Medmindre selvfølgelig, at man er parat til den store Erasmus Montanus, og kan konstatere at dem der ikke har forsøgt selvmord, naturligvis "(...)fungerer og har det fint i dag".

Giacomo Matteotti

Det er jo et helt åbenbart problem, at der i (alle) krigshandlinger tilsyneladende udelukkende budgetteres med de direkte udgifter - efterfølgende byrder som traumatiserede soldater og krigsflygtninge er politisk selvmord at diskutere: "Kommer soldater til at miste liv og lemmer i krigen?! Vi troede, det var en fredelig operation!" synes holdningen at være.

Pernille har selvfølgelig et ansvar for sine egne beslutninger, eller for, at hendes parti stemte for at sende soldater af sted, hvoraf nogle selvfølgelig må komme hjem som krigsinvalider. Ansvaret er dog ikke større for dem end for andre svage i samfundet (både hjemme og ude, og som i disse år svigtes og fornedres). Igen: hvad vil Pernille stille op med de mange i det fremmede, som vi ødelagde tilværelsen for, voksne og børn,enhver krigs pris? Hun har vel sine grunde for at gå i krig,

Lennart Kampmann

"ikke højere end" er naturligvis angivet fordi P R-T generaliserer groft og lægger ud med en tone som om alle udsendte soldater er på selvmordets rand. At vi sidder tynget i mørket og blot venter på at tage os selv af dage. At vi hjemvendte er nogle hjælpeløse stakler, der skal omklamres og passes på.

Jeg forstår at en del har forsøgt selvmord, og det er bekymrende. Antallet er naturligvis højere end hvad der ellers regnes for gennemsnitligt i vore egne, men ikke på et sådant niveau at man kan konkludere og skrive som P R-T gør. 99 % af soldaterne har tilsyneladende ikke forsøgt selvmord. Naturligvis er den oplysning heller ikke god nok for velmenende politikere, der skal vise handling. Nogle af dem (soldaterne) må jo have problemer, hvordan kan man ellers have været dernede og komme hjem normal?

Ikke overraskende har mange tidligere udstationerede minder der hænger ved, men lad dog være med at klientliggøre en stor gruppe, der ikke beder om at blive opfattet som stakler der sidder i mørket og venter på at tage sig selv af dage.

Med venlig hilsen
Lennart

Bjarne Hansen

Ingen kan deltage i en krig uden at tage skade, på enten den ene eller den anden måde, eller dem begge.

Med mindre vedkommende er psykopat.

Lennart Kampmann

@ Bjarne Hansen

Interessant synspunkt. Hvordan definerer du krig og hvilke former for skade taler du om?

Hvad baserer du det på?
Egne erfaringer eller blot fornemmelser?

Med venlig hilsen
Lennart

"Vi kan simpelthen ikke sende folk i krig....."

At vold ikke er acceptabelt i samfundet, er en sag uden for diskussion.

At vold er acceptabelt i nationale interesser, er en sag uden for diskussion.

"Der er intet at komme efter"

Kære Lennart Kampmann,

selvfølgelig kan man deltage i en krig, uden at blive afstumpet af det. Jeg kan jo også godt gå ud og slagte mine høns, selvom de er mine kæledyr.

Men det ændrer ikke på det faktum, at en krig er et yderst intenst miljø, og dermed har en større potentiale for at skade deltagerne med et traume.

Det er baggrunden for, at jeg skriver at det ikke er nok at hjælpe de soldater der har taget skade når de kommer hjem, men at man bør screene dem bedre, før man sender dem afsted.

Og det er da helt fint at du ikke føler at du selv har behov for hjælp, men det skurrer lidt i mine ører, at du protesterer over at en politiker prøver at tale for bedre hjælp til de af dine kollegaer, som har, - for mig er det lidt i stil med, at jeg blev fornærmet over et forsøg på at skaffe flere undervisningstimer til de ordblinde ... hvad rager den slags mig?!

At staten har monopol på voldsudøvelse, bliver først et problem, når man får ledere der ikke kan se et magtinstrument uden at skulle lege med det ... som uopdragne unger i en legetøjsbutik!

Tom W. Petersen

Hvad præcis menes med, at "vi" sender folk i krig?
Er de soldater ikke frivillige?
De er vel i fuldt omfang blevet grundigt oplyst om, hvilke fysiske og især psykiske følger, krigsdeltagelse medfører, så pædagogisk, at de fuldstændigt var klar over, hvad de indlod sig på - eller er de?
Jeg har lykkeligvis ingen som helst erfaring med krig. Men så langt tilbage, jeg har læst og hørt om krig, slipper kun meget få ud af krig uden alvorlige psykiske skader, straks eller senere.
Men selvfølgelig skal folk med skader efter traumatiske oplevelser da hjælpes - soldater eller ikke soldater. Det kan man vel ikke være uenig i.

Kære Tom W. Petersen,

jo, de er frivillige ... men hvor mange unge mænd i starten af tyverne, kan overskue hvad det vil betyde at deltage i en krig?

Derfor er de vores allesammens ansvar ... fordi vi har demokrati, og fordi vi må tage vores del af ansvaret for både de ting vi går ind for, og de ting vi er modstandere af. Er man modstander af krigene, kan man sige at dette emne er bagsiden af demokratiets medalje.

Fordi vi har et demokrati, så er alle fællesskabets handlinger fælles, og dermed er det også "os" der sender dem i krig, om vi så er nok så negative overfor den krig.

Og selvfølgelig er det et kedeligt paradoks, at det skal være modstanderne af krigen, der kæmper for at soldaterne får hjælp med deres mentale ar efter deres deltagelse, men sådan har arbejdsfordelingen mellem højre og venstre jo været i mange år.

Det største paradoks er selvfølgelig at de unge mænd der skades af deres tjeneste i krigen, ofte blot styrkes i deres tro på at krigen er rigtig, men det må vi se bort fra. Vi har et medansvar, alene fordi vi ikke har været dygtige nok til at overbevise et flertal om at krig er forkert, og derfor må vi nu gøre bod, og sikre at følgeskaderne ikke bliver større end højst nødvendigt.

Lennart Kampmann

@ Sven Karlsen

jeg har heller intet mod flere timer til ordblinde, så længe politikeren ikke påstår at vi alle er potentielt ordblinde og på randen af indtræden på holdet.

Krig er både intenst og kedeligt - jeg tror en Falck-redder oplever mere gennemsnitlig intensitet. Dem ser "vi" som kapable og dygtige, også selv om nogle får ar på sjælen. Og kirurger der oplever liv og død hver dag lever da i et intenst miljø, men bliver da ikke betragtet som en gruppe på randen af sammenbrud...

Vi er grundlæggende ikke uenige om at de der kommer hjem med ar på sjælen skal hjælpes, men der skal på den anden side heller ikke opbygges det indtryk at alle der kommer hjem er uden for pædagogisk rækkevidde.

Med venlig hilsen
Lennart

En kirurgs opgave er at redde liv.

En falck arbejders opgave er at redde liv.

En soldats opgave er at ?

Det er vist et spørgsmål om den reneste samvittighed.

Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil havde været tro mod sine tidligere principper og idealer havde hun ikke skrevet en artikel, der handler om, hvad kan gøres for danske soldater der frivilligt og mod god betaling har deltaget i en uretfærdig krig.

Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil havde været tro mod sine tidligere principper og idealer havde hun skrevet en artikel om, hvad der kan gøres for at vi i fremtiden undgår at sende danske soldater ud til meningsløse og brutale kolonikrige, der er startet af skydegale cowboys i Det Hvide Hus.

Spørgmålet vil ofte være, hvor meget man skal opgive sine principper og værdier for at få politisk indflydelse. Der er ingen tvivl om at Pernille Rosenkrantz-Theil er gået alt for langt.

Pernille Rosenkrantz-Theil er med sin artikel med til at legitimere den militaristiske udenrigspolitik.

Lars Peter Simonsen

Da vi gik i krig, var Pernille medlem af Enhedslisten, og har aldrig, gentager aldrig stemt for deltagelse, og kan ikke gøres ansvarlig for denne afsindigt tåbelige beslutning. At hun så i dag gør opmærksom på, at mange af de hjemvendte har problemer, er beundringsværdigt, og det er jo ikke meget høgene har gjort for at hjælpe disse danske krigsofre.
Det første offer i en krig er sandheden, og man har jo groft løjet om grundlaget for både Irak- og Afghanistan-aggressionskrigene.....
Hvilket osse tydeligt fremgår af visse indlæg her..

Den største psykologarbejdplads i Danmkark er militæret. Hvad bestiller mine ærede kolleger egentlig? Man behøver ikke være psykolog for at se at krig giver traumer. Psykologer kan derimod fortælle at selvmord er meget svære at forudse, og dermed vanskelige at forhindre.

jeg vil tro at toppen af militæret stjæler så mange ressourcer at der ikke er råd til at hjælpe dem i bunden af hierarkiet.

Det kan ikke være ligegyldt, hvad den enkelte føler over at slå et andet menneske ihjel! Heller ikke, om man er frivillig deltager og måske tilmed føler, at krigsdeltagelsen er ens eget projekt.

Nogle få eksempler:

Mange sønderyder var under 1.verdenskrig indkaldt til deltagelse i den tyske værnemagt, adskillige imod eget ønske (grænsen gik ved Kongeåen). En del af de sidste gik i 1920 ind i det danske grænsegendarmeri.

En del dansksindede sydslesvigere blev i 2.verdenskrig indkaldt af den tyske værnemagt og mange imod deres vilje og stod altså i et modsætningsforhold til frikorpsfolkende, skønt de kæmpede på samme side af fronten. Mange andre nationaliteter var sat i samme situation, f.eks. den franske Alsass-befolkning, hvoraf mange blev tvunget ind i Waffen-SS.
Til gengæld er verdens forskellige modstandsfolk, også kaldet frihedskæmpere, drevet af helt andre motiver med en meget størrre villighed til at give sit eget liv. Det gælder i f.eks. Gaza, Colubia og Afghanistan, hvor vore soldater er deres modstandere.
Af vore egne modstandsfolk og sabotører findes endnu nogle, og for dem er krigens hændelser stadig meget nærværende og har til tider har været en belastning. Nogle fik i årene efter krigen en begrænset igangsætningsbistand at starte en ny tilværelse på (f.eks. til en lærligeplads), de hårdest medtage fik en udvidet hjælp, f.eks. stillet hus til rådighed (bag Roskilde højskole).
Til Pernille kan man sige, om man søger (psykologisk/medicinsk) hjælp må bero på en personlig afgørelse, for mange er ens egen bearbejdelse den eneste vej til at forsone sig med defor en daglig tilværelse unormale episoder.
Enkelte danskere og SS-tyskere har skrevet fortrinlige bøger om bearbejdelsen af tankerne, når de har afstået fra en jegcentreret heltebeskrivelse. Imidlertid har enhver tids unge sine uforudsigelige vanskeligheder at kæmpe med.

Bjarne Hansen

Lennart
Man kan ikke slå et andet menneske ihjel uden at tage skade af det.

Dermed ikke sagt at det ikke kan være nødvendigt.

Ingen jeg har mødt som har deltaget i krigshandlinger har efterfølgende kunnet sige at de var upåvirkede af at slå andre ihjel, langt de fleste blive decideret syge af det.

Jeg har heldigvis ikke haft det nødigt at slå nogen ihjel, men der er visse jeg godt kunne gøre det af med uden at føle samvittighedsnag.
Hvordan det efterfølgende vil påvirke mig kan jeg af gode grunde ikke vide noget om før jeg har prøvet det.

Bjarne Hansen

Pernille Rosenkrantz-Theil er med sin artikel med til at legitimere den militaristiske udenrigspolitik.(Per Thomsen)
Det kan der være noget om, men der kan jo være andre situationer hvor Danske soldater rykker ud til en mere acceptabel opgave end den i Afghanistan.
I Eks-Jugoslavien gjorde de en vældig god indsats, meget bedre end resten af NATO.

Under alle omstændigheder bør vores Soldater ikke have lov til udsendelse og hjemsendelse før de er blevet vurderet af en Psykolog, og dette skal indgå i den kontrakt de underskriver.

Hvad mon en sygeforsikring omfattende hospitalsbehandling, genoptræning og psykologhjælp koster for en dansk professionel kriger?

Lennart Kampmann

@ Bjarne Hansen

Det er jo en påstand.
Hvorfor egentligt ikke? Hvis nu hypotetisk jeg slog en ihjel, der havde skadet mit barn?

Skal man også til at have krisehjælp hvis man fx. arbejder på slagteri? Det er jo synd for dyrene...

med venlig hilsen
Lennart

Bjarne Hansen

Det er jo en påstand.
Hvorfor egentligt ikke? Hvis nu hypotetisk jeg slog en ihjel, der havde skadet mit barn? (Lennart)

Et forståligt drab, men er du sikker på at du kan udføre det uden efterfølgende at få psykiske problemer?
Det er muligt at DU kan, men hvis du kan gøre det og samtidig være helt uberørt af situationen, så vil jeg påstå at der er noget galt med hovedet på dig.

Min Far var i BOPA, og ham og hans kammerater fra krigen sagde alle at det er voldsomt grænseoverskridende at tage et andet menneskes liv, selvom at det var den ledeste Nazist.

Nogle klare det bedre end andre, nogle reagere med det samme, og med andre går der flere år før reaktionen kommer.
Min egen Far var stærkt traumatiseret i de sidste 15 år af sit liv, han gik ellers for at være et stærkt menneske "der kunne klare mosten".
Men det havde måske været bedre for ham og hans familie, om han var brudt sammen noget tidliger i sit liv, i hele mit voksne liv har jeg været bekendt med at min Far kun sov få timer ad gangen og havde konstante mareridt, han var ikke klar over at jeg vidste det, for den del af krigen var ikke noget man snakkede om.

Jeg ved fra min Onkel at min Far har likvideret stikkere og sprængt Tyske soldater i luften, men han selv fortalte kun om de morsomme episoder.
Og det fortalte min Onkel først efter min Fars død, så min Far har på en eller anden måde haft en form for samvittighedsnag, som vi unger ikke skulle vide noget om, selvom at ham blev fanget af Gestapo og mishandlet i slutningen af krigen.

Der var jo altid tvivlen, har man likvideret en uskyldig?

Og den Tyske Soldat var jo også ofte tvunget ud i krigen og var også en Moders barn, Ægtemand og Far, og alt det der.

Defor vil jeg holde fast på at et normalt empatisk menneske, tager en eller anden form for skade ved at tage et andet menneskes liv.

Forresten er der rigtigt mange mennesker der aldrig kunne blive slagtere, dyrlæger etc. fordi bare det at tage liv overskrider deres grænser.
Der er helt sikkert også mange af vores unge soldater der chekker ud efter første gang at have skudt et andet menneske.

Den, der slår ihjel, må have et motiv.
For sabotøren under Besættelsen en stikker, for palæstinenseren i Gaza en kollaboratør. Dvs. en ven, der blev fjende ved at angive sine venner. Kort proces.
Anderledes for den soldat, der har meldt sig til deltagelse i Afghanistan og slår en afghaner ihjel.

Om man kalder "aflivningen el. henrettelsen" drab eller mord fortæller, hvor man selv stiller sig i hændelsen.. Nogle har kaldt den første situation mord, den sidste drab. Hvem er landsforræderen, hvem heroen?

Bjarne Hansen

Per Diepen.

Ja og helst et acceptabelt motiv.