Kommentar

Mea culpa - pavens ubetingede ansvar

Benedikt XVI har udvist et fabelagtigt talent for at skabe problemer for den kirke, han er overhoved for
19. april 2010

Benedict XVI's nære medarbejder, kardinal Walter Kasper, sagde i januar 2009 om beslutningsprocesserne i Vatikanet: »Indtil nu har folk i Vatikanet talt for lidt med hinanden og ikke checket, hvor der kan opstå problemer (...) der har været misforståelser og ledelsesfejl i Kurien (pavens centraladministration, red.).«

Udtalelsen faldt i forbindelse med ophævelsen af ekskommunikationen af Holocaust-benægteren biskop Richard Williamson og var en ret usædvanlig indrømmelse fra en katolsk gejstlig på højeste niveau. Man skal dog lægge mærke til, at Kasper dækker paven ved at placere ansvaret hos Kurien.

Ansvaret for ledelsesfejl ligger i alle normale sammenhænge hos toplederen, men det fastholdes kun af ganske enkelte fremtrædende katolske teologer, som er uafhængige af Vatikanet..

Benedikt XVI har udvist et fabelagtigt talent for at skabe problemer for den kirke, han er overhoved for. Børn er i nutidens verden det mest fredhellige, der findes. Men med sin håndtering af de tusinder af pædofilisager, der nu fylder medierne over det meste af verden, er han løbet vild i et minefelt, som er langt mere sensitivt end noget andet af de mange områder, hvor har bragt sig i vanskeligheder.

Kataloget over ledelsesfejl er langt, og det er inden for det sidste år blevet påpeget af to fremtrædende katolske teologer.

Den spanske professor Juan José Tamayo opstillede for et års tid siden i dagbladet El País en fræk og provokerende liste over etniske og religiøse grupper, som Benedict har krænket med sine offensive, reaktionære holdninger:

- Jøderne - 13 millioner - over hans rehabilitering af biskop Richard Williamson, som først blev annulleret efter krav fra Angela Merkel

- Muslimerne - 1,300 millioner - over hans tale på sit gamle universitet i Regensburg om Muhammed, der udbredte Islam ved sværdet

- Afrikanerne - 856 millioner - over hans insisteren på det syndige ved at bruge prævention

- Protestanterne - 650 millioner - og de ortodokse kristne - 250 millioner - over en erklæring i juli 2007 om, at den katolske kirke er den eneste sande

- Befolkningen i Latinamerika over, at han under en rejse i 2007 i kun lettilslørede vendinger anklagede de nye politiske ledere for at være autoritære og for ikke at handle i overensstemmelse med det kristne syn på mennesket og på samfundet

Pavens rottweiler

Med sin håndtering af pædofilisagerne er det lykkedes paven at få sat samtlige resterende etniske og religiøse grupper med på listen. Det er noget af et paradoks, at han på denne måde har overskredet alle de grænser mellem religioner, han ellers værne om med så hård hånd, at han som kardinal fik øgenavnet 'Pavens rottweiler'.

Men de alvorligste anklager mod ham er fremsat af den højt respekterede professor Hans Küng.

Det var efter forslag fra Küng, at Joseph Ratzinger tilbage i 1960'erne blev udnævnt til professor i dogmatik og dermed til kollega med Küng ved det katolske fakultet på Tübingen universitet. Men efter'68 flyttede Ratzinger til Regensburg, og samarbejdet mellem de to ophørte.

Küng rejste for nogle uger siden i New York Times fire anklagende spørgsmål direkte til Benedikt XVI. Det skarpeste lød:

»Er tiden ikke inde for paven til personligt at vedstå (acknowledge) sin del af ansvaret i stedet for at hyle op om (whining) en kampagne mod hans person? Ingen anden person i Kirken har set så mange sager om misbrug passere sit skrivebord.«

Küng anklager bl.a. Benedikt for, at han i sine 24 år som chef for kuriens departement for Troen(s renhed) modtog alle indberetninger om alvorligt misbrug fra hele verden og var eneansvarlig for behandlingen af dem. En behandling, som i øvrigt skete i dybeste fortrolighed, 'secretum pontificium'. Küng anklager ham også for i sine fem år som pave ikke at have gjort noget som helst for at ændre denne praksis med alle dens skæbnesvangre konsekvenser.

Og så slutter han: »Almindelig hæderlighed kræver, at den mand, der i flere tiår har været den øverst ansvarlige for dette verdensomspændende cover-up, nu omsider udtaler sit personlige mea culpa (det er mit ansvar).

Klarere er det ikke blevet sagt af nogen. Ledelsesfejlene er pavens personlige ansvar.

Forlader kirken

Hans Küng er, som det vist fremgår, ikke nogen hvem som helst. Især fordi han i en afhandling i 1971 som den første betydningsfulde katolske teolog siden slutningen af 1800-tallet forkastede dogmet om pavens ufejlbarlighed. Det kostede ham autorisationen som romersk-katolsk teolog, men han fortsatte som professor i økumenisk teologi i Tübingen, og han beholdt præsteværdigheden.

Han er forblevet katolik, men med en dyb bekymring for kirkens fremtid. I sin korte kirkehistorie fra 2001, The Catholic Church, peger han på en række skæbnesvangre situationer, hvor kirkens manglende vilje til at flytte sig har været katastrofal: Reformationen, hårdhændet behandling og drab på naturvidenskabsfolk (Galilei, Giordano Bruno), uviljen mod at fordømme Hitlers jødeudryddelser ....

Hans sønderlemmende angreb på Benedict er udtryk for den samme bekymring. Han afviser ikke pavedømmet som sådan. Men han frygter nok sammenbrud og splittelse. Som han skriver i bogen: »Så længe der er vekselvirkning og lydhørhed mellem lægfolket og kirkens magtcentrum (...) kan den holde sig i live.«

Det var i 2001.

Men Benedict XVI har på intet tidspunkt været lydhør for nogen som helst seriøs diskussion om og kritik af, hvordan den kirke, han har ledelsesansvar for, kan holde sig i live.

Og alt imens skeletter, klapjagt på præster og kardinalernes afmægtige besværgelser nu fyger om ørerne på Vatikanet, så forlader de troende kirken i stort tal. Alene i marts modtog to katolske kirkedistrikter i Sydtyskland tilsammen over 5.000 udmeldelser.

En inkompetent leder, der i den grad har dementeret ufejlbarlighedsdogmet, bringer kirkens eksistens i fare. Så den første forudsætning for overhovedet at tænke på, hvordan den romersk-katolske kirke kan reddes, er at få Benedikt XVI fjernet hurtigst muligt. Han er ikke dement, men det kunne godt være påskuddet, en lille nødløgn. Og som jesuitterne siger: hensigten helliger midlet.

Det ville være en barsk gave i anledning af hans 83 års fødselsdag den 16. april og af hans fem års jubilæum som pave den 24. i samme måned.

Men for den katolske kirke ville det være en gave fra himlen.

Ole Olesen er konsulent, cand.polit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad falde hvad ikke kan stå. Jeg må tilstå at jeg ikke vil græde mange tårer hvis verden evt. skal undvære den katolske kirke.