Myten om de grådige kunstnere

Jeg vil lige tilføje at jeg og langt de fleste andre komponister og musikere er endog MEGET positivt indstillede overfor nye salgs-modeller og veje – hvorfor skulle vi ikke være dét ? nettet er da en fantastisk mulighed – potentielt set – for at komme i kontakt med kunder og fans.

Men indstillingen fra IFPI ang. Spotify er denne:
"Nu forærer vi artisternes musik væk i nogle år og hvis det går rigtig godt (og mens vi opbygger firma’ets værdi) så giver vi dem måske nogle penge på et tidspunkt.
Til gengæld fortæller vi intet om modellens økonomiske struktur”.

Forestil jer at man sagde til bilbranchen: “Nu tager vi x-antal af jeres biler og forærer dem væk og prøver ved dét at tjene penge på en ny måde –
måske får I på et tidspunkt nogle penge. I mellemtiden kan I så prøve at sælge jeres andre biler til en hæderlig pris – hej, hej”.

Enhver branche (og forhåbentlig også snart musikbranchen) ville da indtil smertegrænsen klaske sig på lårene grin.

Selvfølgelig skal vi da undersøge nye muligheder, men der er da ingen grund til at være grænseløst naiv. Som det f.eks. er at forære al sin musik til fire multinationale selskaber og sige: “Good luck vi håber I sender en masse penge hvis det går godt” – der er grænser.

Jeg vil lige tilføje at jeg og langt de fleste andre komponister og musikere er endog MEGET positivt indstillede overfor nye salgs-modeller og veje – hvorfor skulle vi ikke være dét ? nettet er da en fantastisk mulighed – potentielt set – for at komme i kontakt med kunder og fans.

Men indstillingen fra IFPI ang. Spotify er denne:
"Nu forærer vi artisternes musik væk i nogle år og hvis det går rigtig godt (og mens vi opbygger firma’ets værdi) så giver vi dem måske nogle penge på et tidspunkt.
Til gengæld fortæller vi intet om modellens økonomiske struktur”.

Forestil jer at man sagde til bilbranchen: “Nu tager vi x-antal af jeres biler og forærer dem væk og prøver ved dét at tjene penge på en ny måde –
måske får I på et tidspunkt nogle penge. I mellemtiden kan I så prøve at sælge jeres andre biler til en hæderlig pris – hej, hej”.

Enhver branche (og forhåbentlig også snart musikbranchen) ville da indtil smertegrænsen klaske sig på lårene grin.

Selvfølgelig skal vi da undersøge nye muligheder, men der er da ingen grund til at være grænseløst naiv. Som det f.eks. er at forære al sin musik til fire multinationale selskaber og sige: “Good luck vi håber I sender en masse penge hvis det går godt” – der er grænser.

Jeg har sagt i lang tid, at jeg ikke forstår hvorfor musikerne ikke bare går sammen og laver deres egen musik platform på nettet med eksklusiv salg af musik, videoer af koncerter, merchandise osv, Så skal musikerne nok få de penge for deres musik som de fortjener, så længe der er mellem mænd, der skal bruge indhold til at fremme deres produkt, vil musikerne blive nedprioriteret og derfor har vi de priser de får igennem TDC, Spotify.. dette er Kunstnere Vs Købmænd, i dag sidder Musik Zonen med tilskud på 9 millioner fra erhvervs puljen, som er en gren af Koda og undersøger hvad der er af muligheder for hvad den enkelte musiker kan gøre for at tjene en krone ind, disse 9 millioner kunne bruges til en musik platform, og samle hele DK musik branche under et tag, men nej ikke en krone går til musikken.

Faktisk har musikerne et valg imellem at lade store selskaber der skal tilfredsstille aktionærer sælge deres musik som TDC, Itunes osv, eller at gøre det selv samlet i flok under et tag og der i lade et evt overskud gå til at skabe bedre forhold og rammer i miljøet for musikerne selv som også er til glæde for forbrugerne.

Vi mangler innovativ tænkning fra musikernes side af samt de uafhængige selskaber, i stedet for at overlade tænkningen til store selskaber som kun har et formål, nemlig at tjene deres aktionærer så de kan gå rundt med armene i vejret og sige de er gode forretnings folk.

Musikerne har en unik mulighed til at ændre musik branchen selv, hvis de altså står sammen og ikke som i dag, hvor de arbejder hver for sig.

Essensen i musik branchen er musik og musik forbruger, de er de 2 poler der skaber musik markedet alt andet ind imellem er irrelevant, så det er op til musikerne selv at få skoene på og stå sammen, hvis de vil have de penge for deres musik som de fortjener, så længe de overlader det til andre, bliver prisen mindre..

Slutbrugeren skal betale
Det rundlægende princip om at slutbrugeren skal betale har altid været afgørende, når kunstnere skal honoreres for deres arbejde. Det princip har KODA fraveget vedr. onlinetjenester bl.a af skræk for piratkopiering. Men der findes ingen nye smarte forretningsmodeller, som kan erstatte det vigtige økonomiske og retlige forhold, at man som aktiv bruger af kunstnernes værker og præstationer naturligvis skal betale for sit forbrug. Det gik ikke med gratisaviserne, og det vil heller ikke gå med musikken. Der findes ingen smarte smutveje. Grundlæggende drejer det sig om respekt for kunsten og kulturen, men musikkens folk og deres forvaltningsselskaber har svært ved at navigere og er nu ved at gå planken ud. Musikbrugerne forventer i dag, at musik er bare noget man får gratis i forbindelse med andre ydelser. Man har totalt mistet respekten for kunstnernes ophavsret. Men kunstnerne skal nu som før leve af, at deres publikum, som i alle andre forhold, betaler for sit musikforbrug. Alternativet - eller et supplement - er naturligvis en offentlig kompensation i from af bibliotekspenge el.ligende. Det blev nødvendigt dengang, man for en slik tog kunstnernes værker og udlånte dem gratis uden respekt for kunstnernes ophavsret. Ligesom driftige telefirmaer og digitale biblioteker faktisk gør i dag. Kunstnerne må nu alvorligt overveje om det overhovedet er klogt at tillade online brug af deres værker. Betalingen er jo til at dø af grin over.

"Kunstnerne må nu alvorligt overveje om det overhovedet er klogt at tillade online brug af deres værker."
Det ville være overordentligt dumt at gøre.

Musikbrugerne vil have Spotify og lign. online tjenester, hvor de får ubegrænset adgang til musikken. Disse tjenester vil blive helt eller delvist finansieret af brugerne selv, reklamer eller af 3. part (teleselskaber m.v.), der stadig synes at musikken er så attraktiv, at de vil anvende den til at holde på deres kunder. Om man kan lide det eller ej er jo en anden sag (jeg kan IKKE lide det!). Men des flere "puljer" der genereres jo større bliver den samlede pulje også.

Vi kan ikke rigtigt kæmpe imod den udvikling og det er efter min opfattelse en balancegang, hvordan KODA skal agere i de forhandlinger.
KODA må ikke blive så hårde, at ingen tjenester gider etablere sig i DK men på den anden side gør de lige nu et godt stykke arbejde når man fx ser på den kritik der senest er rejst af komponister i UK...

Det springende punkt er, at vi får udviklet det digitale marked så der på sigt kan genereres tilstrækkelige indtægter til komponister, kunstnere og pladeselskaber. Hvis vi ikke tilbyder forbrugerne nogle af disse nye tjenester risikerer pladeselskaber, at stå i samme situation som for 10 år siden, hvor de i stedet for at udvikle online platforme i stedet brugte pengene på jurister.

Internettets muligheder har aldrig tilbudt den enkelte kunstner flere muligheder for at generere indtægter end tidligere. Og undersøgelser (fra UK) viser også, at kunstnerne samlet set aldrig har fået udbetalt flere penge end i dag.
Og i USA/UK skyder der næsten på månedlig basis nye tjenester op som vil sælge musik til forbrugerne.
Der er alt mulig grund til, at være positiv indstillet overfor denne udvikling. Og vi er kun ved begyndelsen...

@Mads - nu hvor du er bestyrelses medlem i DUP, kan man jo spørge dig. - Hvorfor laver DUP ikke selv en online musik platform hvor igennem I sælger jeres Musik kataloger eksklusivt igennem og samtidig skaber mere værdi for den enkelte kunstner med video optagelser, nyheder, merchandise osv?
Samtidig kan i sammen med spillestederne der også er i krise skabe en magazin, hvor igennem i kan brande jeres produkter til forbrugerne og der igennem tiltrække sponsorer, dette kan sagtens gøres meget nemt, men initiativet og lysten til at skabe i fælles flok mangler, at overlade det til andre er sted ret uansvarligt vil jeg mene, og derfor ser vi musik branchen sejle som den gør for tiden.

Dumt at overveje online brug af musik?
Kære Mads
Jeg er overhovedet ikke imod online distribution af musik, tværtimod, men træt af varm luft og new speak. Skal kunstnerne opnå noget, så skal de handle politisk. Og det gør man ikke ved at hoppe på tungen for spekulative forretningsmodeller, der giver vores publikum en oplevelse af, at musik er gratis. I gamle dage strejkede man en tid, når udbytterne blev for grådige. Måske skulle man gøre det igen. Den økonomiske risikoen er uendelig lille, ja, måske fik nogen endda lidt respekt for musikkens ophavsfolk igen. Det er et spørgsmål om mod og sammmenhold.
Selvfølgelig kan man også lave sin egen virksomhed Mark og give pokker i købmændene. Den er jeg da helt med på - god ide. Det er faktisk prøvet før. Intet nyt under solen. Det handler bare om at gøre det, og ikke regne med at det løser alle problemer.

@Arne - i hvilken forbindelse er det gjort før? skal et gøres skal det gøres med sammenhold som du nævner for at det giver pondus og volume og med en forening som DUP, ville det være et oplagt sted at gøre det i fælles flok.

I vil blive ved med at køre i ring hvis ikke man forstår HVORFOR situationen er opstået.

Der er en vare,

Der er ingen regler

Købmanden ser sin chancen.
Hvad enten musikerne skulle forsøge at lege købmænd eller ej, så er købmanden på hjemmebane.

Købmanden vil have så meget som muligt for "sit" produkt. SIT PRODUKT. av.

Det hjælper ikke musikerne at forsøge sig som købmænd så længe der ikke eksisterer regler. Købmanden vil vinde det slag mod de uerfarne.

Lav regler, og beskyt varens ophav.

Det er meget simpelt.

@Sonja - at bestemme selv hvor du sælger varen og under hvilke betingelser, er det ikke at beskytte sin vare?? regler er til for dem der ikke selv kan løse deres problemer, og har brug for andre til at løse det for dem.

Kære Mark.

Musikerne er MUSIKERE, de er ikke købmænd.

Købmanden er købmand, og ikke musiker.

Man kan altså ikke ikke alt her i verden. Tiden og den arbejdskraft det tager gør sådanne tanker til grin hvis man ved bare en lille smule om det arbejde man diskuterer.

Og når det gælder musik, så lever den romantiske myte desværre i al sin uvidenhed.

Kære Sonja

Hvad tror du at DUP er skabt for?

Netop man kan ikke alt i verden, men man kan da i det mindste tænke lidt selv også som musiker, og overveje hvor man vil ligge sit produkt i stedet for at sælge ud igennem diverse købmands tjenester vil jeg mene.

Så hvis disse tanker er til grin, så burde du måske tænke dem helt igennem i stedet for at hoppe over hvor gærdet er lavest.

Kære Mark

Der findes ikke et fag hvor der kræves så mange funktioner af et individ.

Der opstår så mange uheldige arketyper i miljøet, som man godt kunne være foruden. En af dem er den smarte købmand, med stor succes, og middelmådigheden som sit varemærke. Han/hun er skabt fordi markedet er blevet din måler.

For at forstå hvorfor det aldrig er lykkes at danne en velfungerende fagforening, må man forstå det arbejde og de mennesker der befolker det..

Det ville være rart, hvis man kunne tilbringe tiden med at gøre sit arbejde, og ikke andres.

Jeg kan heller ikke forstå købmanden, hvorfor tænker købmanden ikke:

LAD OS SAMARBEJDE TIL ALLES BEDSTE:

HIP HIP HURRA

Kære Sonja

Kender branchen udmærket til at vide hvad det kræves af funktioner fra den enkelte, og kender også andre brancher og kan se de gør noget musik branchen har umådeligt svært ved nemlig det at samarbejde.

Det er kun igennem samarbejde man kan blive fri for disse middelmådige købmænd som du nævner, så længe der ikke er sammenhold får disse lømler frit plads til at tjene på andres bekostninger.

løsningen hedder samarbejde, effektivisering, optimering og der i vil der opstå nye muligheder for den enkelte som den enkelte ikke kan på egen hånd i nuværende model, det er netop derfor mange selskaber kaster deres lid og tro til spotify, tdc, itunes i håbet om at disse kanaler skal skabe dem en indtægt, som de ikke selv kan overskue da det kræver som du siger meget af den enkelte.

Det har intet med at bygge en fagforening, men en fælles musik platform hvor igennem man er samlet, DUP er en forening, og igennem DUP kunne man sagtens realiserer dette, og nej det er aldrig lykkes før, men vi har i dag en mulighed for at lykkes, som vi ikke har haft før takket være internettet, hvilket købmændene har set mulighederne i, men så længe de styre slaget får musikerne ikke det de fortjener for deres produkter.

@Jens Lysdahl:

Altid godt med debat, men bedst når de faktuelle oplysninger holder vand. Det gør de desværre ikke i dit indlæg.

Når du gør den aktuelle diskussion om onlinetjenesternes betaling til KODA til et spørgsmål om pladeselskaber Vs. kunstnere undlader du - bevidst må jeg tro - at foretage den vigtige skelnen mellem dem, som skriver sangene, og dem, som indspiller dem. Der findes som bekendt masser af kunstnere (musikere og sangere), som ikke skriver deres egne sange. De får deres indtægter fra onlinesalget i form af royalty fra pladeselskaberne. Så for dem betyder flere penge til pladeselskaberne også flere penge til dem selv. Det gælder selvsagt også de kunstnere, som både indspiller og skriver sange.

Så når du - og KODA - hævder at tale kunstnernes sag i dette spørgsmål, er det en sandhed med store modifikationer. Og så "glemmer" du i øvrigt at nævne, at KODA også repræsenterer musikforlagene, hvoraf de fire største som bekendt er mindst lige så "multinationale" som de fire store pladeselskaber.

Det er heller ikke den fulde sandhed, når du udnævner IFPI til at være "de multinationale pladeselskabers interesseorganisation". Udover de fire internationale pladeselskaber tæller IFPI's medlemmer mere end 25 danske og skandinaviske selskaber. Oven i købet er det sådan, at IFPI's bestyrelse er sammensat ligeligt af repræsentanter for de internationale og de danske/skandinaviske ("uafhængige") selskaber. Alt det kan man naturligvis se på IFPI's hjemmeside. Hvis man vil.

Om forlag og sangskrivere er "grådige" er jo en vurderingssag. Jeg erindrer ikke, at hverken IFPI eller jeg har anvendt dét ord. Og at jeg skulle have udtalt mig som citeret i forhold Sille Grønberg tror jeg, du får ganske vanskeligt ved at dokumentere. Men jeg ser frem til, at du prøver.

Det er imidlertid objektivt konstaterbart, at KODA's tarifkrav ligger meget betydeligt - eller "milevidt" som det begejstret hedder i KODA's egen seneste årsberetning - over niveauet i resten af verden. Det har desværre betydet, at flere af verdens mest succesfulde digitale musiktjenester enten holder sig væk fra det danske marked eller opererer uden en aftale med KODA. Det første gælder fx Spotify og Nokia (Comes With Music). Det sidste gælder fx (multinationale!) MySpace, som du interessant nok selv benytter, og som du åbenbart ikke har noget imod at stille din musik gratis til rådighed for.

Tallene dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at væksten på det digitale marked har været markant faldende i det seneste år, og i dag ligger den digitale omsætnings andel af det samlede salg af indspillet musik under verdensgennemsnittet trods det forhold, at Danmark er et af verdens førende lande, når det gælder bredbåndshastighed og -udbredelse.

Jeg anfægter ikke KODA's ret til at sikre forlag og sangskrivere så gode aftaler som muligt. KODA har fx været meget dygtige, da organisationen indgik sin aftale med TDC i sin tid. Men også forlag og sangskrivere er underlagt markedets realiteter. Og de er, at bliver produktet for dyrt, er der ingen, der vil købe det. I den situation bliver det af ren akademisk interesse, hvis bid af kagen, der er størst. For hvad nytter det at have en stor del af kagen, hvis den aldrig bliver bagt?

Din fremstilling af mig som "karaktermorder", vil jeg tillade mig at forbigå i tavshed, men jeg bliver - om ikke andet af hensyn til TDC - nødt til at gøre opmærksom på, at jeg IKKE er "blevet ansat af TDC til at genforhandle TDC Play-aftalen - mod kunstnerne", som du påstår. Jeg er nemlig overhovedet ikke ansat af TDC.

Jeg har efter, at jeg forlod IFPI i januar, været freelance konsulent, og har løst en kortvarig opgave for TDC, ligesom jeg har løst opgaver for flere andre aktører (herunder såmænd også en enkelt kunstner!) i branchen.

TDC ønskede som led i deres foreløbigt frugtesløse bestræbelser på at nå frem til en aftale med KODA at afholde nogle møder med de multinationale musikforlag, for at kende deres synspunkter. Disse møder blev afholdt på forslag fra KODA, og min opgave (som for længst er afsluttet) var at arrangere, deltage i og bistå ved evalueringen af de pågældende møder.

Det var - er jeg ganske overbevist om - fra TDC's side et ærligt ment forsøg på at få enderne til at nå sammen og dermed undgå den kedelige situation, parterne står i i dag: At der ikke er en aftale mellem KODA og TDC Play, selv om den hidtidige aftale udløb i marts.

For modsat det, du skriver i dit indlæg, er det jo ikke sådan, at aftalen "snart skal genforhandles". Den er blevet genforhandlet i månedsvis, TDC blev enig med de forskellige pladeselskaber i god tid inden udgangen af marts. Og selskaberne accepterede i den forbindelse en betydelig nedsættelse af deres betaling for at sikre TDC Plays fortsatte eksistens på markedet.

TDC og KODA lykkedes derimod ikke med at nå til enighed. Og derfor er spørgsmålet om, hvad betalingen skal være, nu blevet indbragt af TDC for Ophavsretslicensnævnet. Ad den vej får vi så forhåbentlig allesammen et kvalificeret bud på, hvor niveauet bør ligge i Danmark.

For nogle dage siden har IFPI meddelt, at foreningen støtter TDC i sagen. Det gør man jo ikke, fordi IFPI vil blande sig i TDC's forretning. Men fordi der åbenbart er et presserende behov for, at få en uvildig vurdering af spørgsmålet.

Lad mig for god ordens skyld tilføje, at jeg personligt er enig med dig i, at kunstnerne selvfølgelig bør kunne forbeholde sig "retten til at sige pænt nej tak", som du skriver. Ligesom pladeselskaberne kan. Men pointen er, at hvis høje tarifkrav på forhånd udelukker nye tjenester fra at etablere sig på markedet, ér der ikke noget at sige nej tak til. Og det kan da umuligt være i kunstnernes interesse.

Det er en forudsigelig medieopfindelse, at spørgsmålet om musikbranchens digitale fremtid er en kamp mellem IFPI og KODA eller pladeselskaber og sangskrivere. Det er det ikke. Det er fælles kamp for at udvikle et nyt marked, som tilfredsstiller publikums behov og sikrer alle parter en rimelig betaling.

Jesper Bay
Konsulent

"Det er fælles kamp for at udvikle et nyt marked, som tilfredsstiller publikums behov og sikrer alle parter en rimelig betaling."

Jeg føler mig som en luder.

En parasit ud af mange, der fandt en kreation med næring.

Jesper Bay glemmer bevidst også at fortælle de tilstande der hersker i de lande han gerne vil benytte som argument for at forringe vilkårene herhjemme.

Argumentet skal drejes 180 grader.

Der eksistere udsendelser om de musikere, hvor de beklager at de ikke kan overleve mere.

Jesper Bay glemmer bevidst også at fortælle om de tilstande der hersker i de lande han gerne vil benytte som argument for at forringe vilkårene herhjemme.

Argumentet skal drejes 180 grader.

Der eksisterer udsendelser om de musikere, hvor de beklager at de ikke kan overleve mere.

Lad os tage de dårligste lønninger vi kan opstøve - for ingen gider at kritisk høre om vilkår for nydelsen - og fremvise dem som argument.

Købmænd ser kun varen, og kan aldrig relatere til de komplekse miljøer, og enorme historie der frembringer dem. Og kunden - gives a damn

@Jesper Bay

Som du siger
"Det er en forudsigelig medieopfindelse, at spørgsmålet om musikbranchens digitale fremtid er en kamp mellem IFPI og KODA eller pladeselskaber og sangskrivere. Det er det ikke. Det er fælles kamp for at udvikle et nyt marked, som tilfredsstiller publikums behov og sikrer alle parter en rimelig betaling"

Netop i denne konflikt løsning hvor der er så mange parter med hver især deres interesser og behov, ville det optimale være at etablere et "bindeled", hvor i alle parter har glæde af et samarbejde og kommer ind under samme tag, på kryds og tværs af interesser, jo færre mellemled der er jo mere tilfredse forbruger vil man opnå.

Og dette bindeled kan kun være en uafhængig part der varetager alles interesser, så som en musik platform, der giver alle mere værdi, evt burde det måske mere passende være KODA der går ind og etablere en sådanne musik platform, nu hvor de har så travlt med at sørge for musikernes rettigheder, kunne de jo også passende varetage at musikerne bliver betalt det de fortjener, netop ved at etablere en musik platform, så kan de forhandle med sig selv.

Som det sker nu kan det jo ikke undgås at det er musikerne der betaler prisen i den sidste ende for at levere indhold til forbrugerne, da det er købmændene der skaber rammerne for afviklingen af musik salg og ikke musik branchen selv, og der i må musik branchen underlægge sig andres vilkår i stedet for selv at skabe rammerne og vilkårene.

Hej Jesper

Det glæder mig at du ikke stiller spørgsmålstegn ved de afregningstal jeg nævner i mit indlæg – for det er jo dét sagen hovedsagelig drejer sig om.
Om Thomas Helmig, for sin platinsælgende-single, får yderligere 12,50 udbetalt via sit pladeselskab, ændrer jo nok ikke hans samlede regnskab nævneværdigt og gør ikke Spotify til en mere gangbar model. Og således ændrer det ikke (i sin massive lidenhed) noget ved hvem der er på kunstner- hhv. pladeselskabshold.

Men kære Jesper. Der er mange tal og påstande i denne debat. Og jeg er helt sikker på at både IFPI og KODA udvælger og småvrider data til egen fordel. Det ville næsten være naturstridigt andet i en så for alle parter vigtig - og måske præcedens-skabende fase.

Hverken pladebranchen, kunstnerne eller deres organisationer kan prale af at have været særlig tidligt ude med at skabe fremtids-bæredygtige måder at udnytte det digitale potentiale. Og jo længere vi slås indbyrdes, jo mere taber vi alle terræn – det fornemmer jeg at vi er enige om.

For mig som kunstner (og kunstner-repræsentant) er det helt oplagt, at en meget stor del at miseren skyldes manglende transparens og dermed mistillid. En forretningsmodel der bliver forsøgt tvunget igennem vil aldrig være bæredygtig, specielt ikke når den ene part er dem der skaber de varer der sælges. Det viser Googles nylige forsøg på at kuppe verdens forfattere og bog-forlag ind i et digitalt bog-eventyr med al ønskelig tydelighed. Hvis ikke Google med deres kolossale økonomiske slagkraft og hære af advokater kan gøre det, så vil det være endnu mere selvmord for mindre brancher at forsøge sig med den attitude.

Vi bliver nødt til i rimelig grad at føle os i samme båd og kunne glæde os over nogenlunde de samme fremskridt for at kunne have power nok til sammen at gå fra denne kriseagtige situation, til én hvor vi udnytter det kæmpe potentiale både musik og nettets muligheder jo uomtvisteligt er.

I dit svar kom du med nogle pointer som jeg bliver nødt til at svare på – det vil jeg gøre nederst i indlægget.

Så de der synes at verbal klinge-krydsning er underholdende kan læse indlægget til ende (jeg håber også at det vil bibringe lidt indsigt).
De der er mest interesseret i at blive præsenteret for en mulig samarbejdsvej, kan nøjes med at læse den første halvdel.

SAMARBEJDE KRÆVER GENNEMSIGTIGHED OG FAKTA

Du skriver: “Det er en FÆLLES kamp for at udvikle et nyt marked, som tilfredsstiller publikums behov og sikrer ALLE parter en rimelig betaling”. Det er vi 100% enige om, så det er et godt sted at starte.
Og for at blive i kamp-sproget så ender alle krige jo med en fredsløsning før eller senere. Hvor mange liv og huse vi får smadret undervejs er op til os selv.

En af de væsentligste årsager til at parterne er landet i denne kommunikations-mæssige dead-lock er, at der ikke er nogen der helt ved hvad fakta er og at nogen har interesse i at andre ikke finder ud af det.

En afregnings-model, for slet ikke at tale om en forretnings-model, kan være en ret kompliceret og kompleks sag både i IFPI- og KODA-regi. Men hvis man sammen med en verbal skyttegravs-krig (hvor sandheden jo altid er det første offer) lægger til, at mange af de deals der indgås er hemmelige, så har man faktisk udelukket et konstruktivt samarbejde.
Kort og godt fordi man ikke VED nok om hvorvidt denne model er fordelagtig eller det modsatte. Når man ikke ved dét, er der kun tillid tilbage – og den er der ikke meget tilbage af – det må vi lave om på.

Derfor har jeg sammen med et IFPI-medlem (ligesom du tilsyneladende omgås søde kunstnere, omgås jeg også onde pladeselskaber :-) taget initiativ til at stable en uvildig tal- og tekst-instans på benene hvis eneste opgave er, at komme til bunds i nogle af de tal der ret uhæmmet bliver brugt som kasteskyts pt, og forsøge at grave de reele fakta frem om hvad de forskellige deals egentlig indebærer for de forskellige parter.
Når man så har fået konverteret nogle af disse tal-våben til fakta og fået indsigt i hvad de forskellige deals egenlig indebærer for de forskellige parter (og fået det konfirmeret af alle parter), kan man måske begynde at ane konturerne af hvad den EGENTLIGE uenighed består af. Dét kunne så være et mere konstruktivt sted at begynde en fremadrettet samtale.

.....og hvis det så alligevel går ad helvede til - så går det i det mindste ad
helvede til på et ordentlig oplyst grundlag :-).

Hvad siger du Jesper ?

Vil du være med til at arbejde for mere åbenhed i vores fælles bestræbelser på at skabe et samarbejde vi alle kan få gavn af ?

Med venlig hilsen

Jens Lysdal

VERBAL KLINGE-KRYDSNING TIL ALMEN UNDERHOLDNING - OG MÅSKE OGSÅ LIDT INDSIGT

Når samtlige på planeten eksisterende multinationale selskaber er med i den samme branche-organisation, er det ikke særlig ukorrekt at kalde IFPI “de multinationale pladeselskabers interesseorganisation”. Hverken faktuelt eller indflydelsesmæssigt.

Sille Grønberg beder om selv at få lov til at svare dig i den passus der omhandler hende.

Du skriver at du IKKE er “blevet ansat af TDC til at genforhandle TDC Play-aftalen”. Jeg beklager at have brugt ordet “ansat”. Men med mindre vi skal ned og tale ansættelseskontrakter og overenskomster (hvilket nok vil kede de tilbageværende fire læsere ud af bloggen på rekordtid), så vil jeg mene at når man er: “hyret som konsulent af TDC til at varetage deres TDCPlay forhandlinger” (hvilket jeg har fået verificeret af en kilde tæt på processen), så er det tilstrækkeligt i familie med virkeligheden til at en opponéren kan arkiveres under ordkløveri.

Og din beskrivelse af din rolle her som et ønske fra TDC om en neutral evalueringsmand er vel også med al respekt en tilsnigelse:
Hvis man vil have et uvildigt syn på en sag, så er det ret sjældent at man entrerer med den ene parts repræsentant – uanset om vedkommende så (for ganske nylig) er fratrådt sin stilling (fra IFPI).

Du skriver: “og i dag ligger den digitale omsætnings andel af det samlede salg af indspillet musik (i Danmark) under verdensgennemsnittet”.
I publikationen ”the record industry in numbers 2009” har IFPI selv foretaget en opgørelse af den digitale udvikling i bl.a. de europæiske lande der viser at Danmark med 16% ligger som nr. 1 i Europa. I Sverige – hvor Spotify opererer – er andelen 8%.
Rapporten kan købes her: http://www.ifpi.org/content/section_resources/rin/rin.html. (men måske du har forbindelser og kan få den billigt ☺

KODA’s tarifkrav ligger ikke væsentligt over andre lande – det gør indtægterne til gengæld. Bl.a. pga TDCPlay. Og at Spotify ikke kan eller vil matche dem, skyldes jo at de reelt set overhovedet ikke udbetaler tariffer. Så alt over “næsten ingenting” vil således udelukke Spotify og det er der en masse musikere herhjemme der er glade for.

Du gør dig lystig over at jeg har en myspace-side og her har lagt gratis eksempler på min musik ud (ikke til download).
Jeg går ud fra at du i pladebranchen er løbet ind i begrebet “frieksemplarer”.
Det er CD-eksemplarer man deler ud gratis for at skabe opmærksomhed om sine produkter på relevante steder. Men både pladeselskaber og selvstændige artister bestemmer jo selv hvordan og hvor meget de synes de vil vise frem. At en købmand deler gratis smagsprøver ud lørdag formiddag, er jo heller ikke nødvendigvis et carte blanche til kunderne om at komme og rydde lageret om natten.

Det må vidst foreløbig være nok for denne gang.

Jeg håber at både du og læserne fokuserer mere på den første halvdel – det er nemlig dér fremtiden befinder sig.

Venlig hilsen
Jens Lysdal

@ Jens Lysdal: Tak for din respons, som jeg trods alt synes nuancer dit initiale angreb på såvel mig som på min tidligere arbejdsplads noget.

Jeg vil på den baggrund ikke trætte eventuelle læsere unødigt og blot sige, at jeg meget gerne bidrager til al den gennemsigtighed, jeg kan. Det er faktisk derfor, jeg bruger tid på at deltage i en debat som denne - uden at være betalt af hverken IFPI eller TDC...

Samtidig bliver jeg imidlertid nødt til at tilføje, at du unægtelig gør det svært at tage dine udtrykte intentioner om åbenhed og ærlighed alvorligt, når du fx skriver, at jeg har været “hyret som konsulent af TDC til at varetage deres TDCPlay forhandlinger” (hvilket jeg har fået verificeret af en kilde tæt på processen)" i betragtning af, at jeg ovenfor ganske udførligt har redegjort for mine relationer til den pågældende virksomhed.

Jeg ved ikke, hvem det er, du citerer her, og jeg ved ikke, hvorfor det skal være hemmeligt, hvem det er. Men i modsætning til dig ved jeg, hvori mit samarbejde med TDC har bestået. Derfor kan jeg kun opfatte det, du skriver, som udtryk for, at du mener, jeg lyver. Jeg skal derfor endnu engang opfordre dig til at DOKUMENTERE dine påstande i stedet for bare at gentage dem.

Ligesådan savner din parallelisering til Google-sagen ethvert belæg. Hvem er det, du mener, der prøver at "kuppe" hvem til hvad (og hvordan) i den aktuelle sag? Jeg plæderer i mit indlæg jo netop for, at de, som ikke har lyst til at være med i TDC Play (eller nogle af de digitale musiktjenester, som KODA i øjeblikket blokerer for), skal kunne sige nej til at være med i de pågældende tjenester, hvis de synes, det er en dårlig idé. Dét, jeg påpeger i mit indlæg, er, at man med din og KODA's holdning ikke giver dem valget.

Og her tror jeg så, jeg vil lade sagen hvile for nu. Vi kan jo fortsætte dialogen til KODA's snarlige generalforsamling. Ja, for jeg er også KODA-medlem.

Jesper Bay
Konsulent

Hvis man er lønnet af TDC, så tjener man TDC´s interesser, eller er Jesper Bay den første i historien der får penge for at modarbejde sin arbejdsgiver.

Man kan godt forstå at i har svært ved at tale sammen, når selv de simpleste ting kan gøres til et emne. Hvem er det lige man føler man narrer. Katrine fra femte A ?

God fornøjelse til jer begge, vi andre løber skrigende bort.

Godt at høre i tager snakken drenge og Sonja, mere af det, det er netop denne debat vi mangler i det offentlige rum, som sjovt nok fylder meget lidt i de danske musik blade, det er jo tydeligt alle sidder i hver deres verden og tænker "hvordan løser vi denne krise?"

- Konflikten i enhver situation opstår fordi der er splittelser, derfor skal man samles omkring en model der kan være bæredygtig for alle parter, der er med til at drive hjulet.
Det er ikke nok at en part kommer og siger vi har en løsning for de andre parter vil altid stå bagefter og føle sig udenfor fordi man ikke har taget tiden og lyttet til dem og så kommer beskyldningerne, så inddrag alle parter i at løse denne konflikt som tydeligt har ramt musik branchen.

Netop i dag med internettet har vi en unik chance for at vende dette problem om til en unik mulighed og skabe sammen en ny struktur i musik branchen, som passer ind i vores tidsalder, samfund, produktions metoder, forbrug og måske burde man også inddrage spillestederne?
Lytter man efter til de i siger, sidder i rent faktisk og prøver at løse denne konflikt, ud fra fortid, viden og erfaring, hvilket aldrig løser krisen.

Her lidt guldkorn til at sove på..

"We can't solve problems by using the same kind of thinking we used when we created them."
- Albert Einstein.

"To respond totally adequately to every challenge-
You cant respond adequately if you are rooted in the past.
The challenge is new, otherwise it isnt a challenge,
the crisis is new, otherwise its not a crisis.
Total commitment to the challenge, to the crisis, is to respond.
One cannot respond completely if one is seeking pleasure, if my acting is routine, tradional, conditional, repetative." - J. Krishnamurti

Mark

Jeg kan desværre ikke sige det bedre selv :-).

Og prøv at lave tankeeksperimentet: at komponister og artister var blevet inviteret med ind i Spotify-modellen.

Så de kunne se alt hvad der foregik og kunne se præcis hvor meget eller hvor lidt der blev genereret - og hvorfor.
Og kunne sammen skubbe på og glæde sig over de samme fremskridt.
Og kunne være en del af ejerskabet hvis det på Skype-agtig måde blev en kæmpe-success.

Gennemsigtighed, tillid, ingen modstand.
Forskel i dynamik ? Jeps.

VH

Jens

Hej Jesper

Google-sagen først:

Google-book sagen har dét til fælles med Spotify, at der er samme mangel på transparens, samarbejde og kommunikation med skaberne af de varer som hhv, Spotify og Google gerne vil sælge. Det avler pr. naturlov modstand – en modstand som er helt unødvendig, med mindre man enten har noget at skjule, eller vil have en uforholdsmæssigt stor del af kagen.

Mht dit forhold til TDC og TDCPlay-forhandlingerne:

I åbenhedens interesse kunne du så ikke enten be- eller afkræfte om du sammen med Miriam Igelsø Hvidt fra TDC (som er involveret i TDCPlay-forhandlingerne som Senior Vice President og Direktør for Jura og Regulering) i marts i år, har været til møde med SONY og Universal i Stockholm ?

Det er jo væsentligt at kende trådene hvis man skal skabe transparens og overblik.
Og af samme grund få aflivet eventuelle falske rygter.

Med venlig hilsen

Jens

Tak for debatten, som jeg allerede for flere år siden forsøgte at rejse trods manglende opbakning fra KODA og andre.
Grundlæggende er der kun to aktører. Musikken og dens publikum. Det ændrer internettet intet ved.
Spørgsmålet er som altid: Hvad skal musikken koste? Og det handler, som alt andet på markedet, om hvad køberen vil betale, som igen handler om den værdi musikken har for den, der skal købe, altså slutbrugerens betalingsvillighed.
Jeg tror stadig på, at nogen fremover vil have musik og også gerne vil betale for den. Men giver man slutbrugeren, i panik over pirateri, en oplevelse af at nu kan man få alt musik gratis, således som det sker med de nye online forretningsmodeller, så devaluerer man musikkens værdi afgørende i slutbrugerens bevidsthed. Er samtidig vederlaget, som teleudbyderne betaler for gratismusikken nedadgående, således som det er tilfældet med de nye tjenester, og er der ikke sammenhold mellem kunstnerne og deres forretningspartnere, så starter en nedadgående spiral, som vil ende med, at nogle musikproducenter og nogle kunstnere nødvendigvis må trække deres repertoire ud af markedet, og finde nye måder at værdisætte det på. Det sker evt. den dag nogen har et musikprodukt, som slutbrugeren har en særlig interesse for. Hvornår det sker er svært at sige, men når markedet er helt i bund skabes forudsætningen for opbrud, og det kan bl.a. blive katastrofalt for den kollektive forvaltning.
Udadtil taber alle i musikbranchen på at store aktører som KODA og IFPI ikke samarbejder. Tilsyneladende er det lykkedes for TDC at spille
producenter og kunstnere ud mod hinanden, Resultatet betyder nedgang for hele branchen. Parternes forhandlinger udadtil og forholdet mellem kunstner og musikproducent bør være et internt sprørgsmål, som ikke må få indflydelse på hvad musikkens slutbrugere i sidste ende skal betale.
Internettet giver mulighed for nye og alternative platforme for distribution, men tro ikke at kunstnerne kan løse alle deres problemer ved bare at gå selv. Årelang erfaring fra andelsbevægelse til alternative produktionskollektiver, viser historisk positive resultater, men ikke i en størelsesorden, som kan imødegå det værditab musikken oplever for tiden. Der findes ingen nemme veje, tro ikke at internettet ændrer radikalt ved det.
Med hensyn til musikpirateri, så tror jeg ikke det på sigt vil være den store trussel. Internettet vil nemlig fremover blive mere og mere kontrolleret. Oppositionens og kulturministeriets seneste udspil viser da også tydeligt, at den politike vilje til kontrol er tilstede.

@ Jens Lysdal

Bare helt kort - "i åbenhedens interesse":

Som jeg allerede skrev i mit første indlæg:

"TDC ønskede som led i deres foreløbigt frugtesløse bestræbelser på at nå frem til en aftale med KODA at afholde nogle møder med de multinationale musikforlag, for at kende deres synspunkter. Disse møder blev afholdt på forslag fra KODA, og min opgave (som for længst er afsluttet) var at arrangere, deltage i og bistå ved evalueringen af de pågældende møder".

Disse fire forlag er
- Sony/ATV Music Publishing
- Universal Music Publishing
- Warner/Chappell Music
- EMI Music Publishing
hvilket jeg tillod mig at formode, du som næstformand i DJBFA vidste.

Heraf har de to førstnævnte ikke kontor i Danmark, hvorfor møderne blev afholdt i Stockholm. Derimod blev møderne med de to andre afholdt på de respektive forlags kontorer i København.

Deltagelse i fire møder med fire KODA-medlemmer (forlagene) gør mig imidlertid hverken til "ansat af TDC til at genforhandle TDCPlay-aftalen" eller "hyret til at varetage deres TDCPlay forhandlinger", som du skiftevis har hævdet i løbet af denne debat med henvisning til en hemmelig kilde. Det er ganske simpelt forkert. Og hvad værre er, du VED (eller burde som næstformand i en af KODA's fraktioner i hvert fald vide), at det er forkert.

Forlagene har nemlig lagt deres forhandlingsmandat hos KODA, der opkræver betaling for dem i Danmark. Så der KUNNE slet ikke finde forhandlinger sted på de fire møder, jeg deltog i, i starten af marts. Og det var som nævnt heller ikke det, der var formålet med dem. TDC's ønske var at opnå en dybere forståelse af forlagenes position og kende deres synspunkter i sagen. Det burde du som KODA-mand påskønne frem for at mistænkeliggøre.

Jesper Bay
Konsulent

Til alle jer der ikke valgte valgfri musik i skolen, som i realiteten er hip som hap, så er dette en debat der mest af alt henvender sig til underholdningen. Den lette gade, letmælken, din lørdagssnaps.

Metermusik i 6 millioner eksemplarer. Den elektroniske lydbøgle nedsat til MP3 niveau, som er at betragte som en smeltet CD, afspillet i en vaskemaskine.

Det er sarkasme værdigt, for ikke kun er det gratis TDC annoncerer med, men at se en kunstart mishandlet af letbenede købmænd, i et forhandlingsorgie, hvor kontanterne konstant havner i de forkerte hænder, den historiske musikalitet kan dateres tilbage til hvad der blev afspillet for 3 minutter siden, og den gennemsnitlige tilhører gik ud af den musikalske skole i børnehaven, så skal man være idiot for at spendere mere end 5 sekunder som kunstner.

Men kunstnerne er idioter, og man ville vide hvorfor, hvis skolen gad at uddanne folket, så mennesker som Jesper Bay, og virksomheder som TDC fik et los i røven.

Må jeg ikke stilfærdigt minde om at der i dag faktisk er forlagene, der skummer fløden (eller pengene) når en musiker udgiver en cd? En ny cd koster måske 149 kr. Ud af dette beløb skal der betales moms, det udgør ca. 30 kr., så skal der betales for distribution mm. til forlaget, det udgør måske også 30 kr. så er vi nede på ca. 90 kr.

Og det er ud af de 90 kr. at musikeren får sin royalty som måske er på 5% af de 90 kr. eller 15% (hvis man f.eks. hedder Thomas Helmig). 5% af 90 kr. er kr. 4,45 - .... altså i omegnen af det beløg som Sille får ved salg af en cd på TDC play. Her er der nemlig intet plade-selskab involveret....

Og sådan er det altså forlagenes indtægter, der styrt-dykker, ikke musikernes. Ja, flere musikere har faktisk ligefrem tjent flere penge ved at udgive deres musik på nettet end ved traditionelt salg gennem forlag og cd-udgivelser. Og hvis forlagene indenfor musik, bøger, film og spil ikke vil indse det og nægter at ændre sig, vil, de uddø...

Og ang. kontrol af internetter er det jo direkte sørgeligt at se arne würgler, denne gamle røde frontkæmper, argumentere (omend indirekte) for politkeres kontrol af folks handlinger på internettet; kontrol der i sidste instans kan føre til at folk totalt mister forbindelsen til internettet.

Tænk hvis folk risikerede at få kappet deres telefonledninger, fordi de gjorde noget som staten ikke syntes om?

Kære Karsten
Jeg går ikke ind for kontrol, jeg noterer bare at udviklingen går den vej. Altså, der er næppe nogen grund til, at piratkopiering sætter dagsordenen for nye forretningsmodeller.
Noget andet er, at piratkopiering er og bliver tyveri. Hvorfor snyde musikkens folk, og deres mulighed for at skabe ny musik?
I øvrigt: Holder dit regnstykke? Har du regnet NCB med ?
Mange gode hilsner og tak for god debat
Arne

@ Karsten Aaen:

Jeg tror, du blander tingene sammen, og her snakker om pladeselskaber (som udgiver CD'er) og ikke de musikforlag, jeg nævner i mit indlæg (som har aftaler med komponister og tekstforfattere, og får en del af disses indtægter).

Bortset fra denne ikke uvæsentlige detalje er dit regnestykke - som Arne Würgler også er inde på - meget, meget langt fra virkeligheden.

For det første ligger den gennemsnitlige CD-pris noget under de 149 kr., du nævner. Det senest publicerede tal (for fuldpris-CD'er) er 137,60 kr., og prisen har været stadigt faldende siden 2001. Og her medregner vi så slet ikke alle de tilbuds-CD'er, som pladebutikkerne bugner med, og som jo er væsentligt billigere.

Så allerede dit udgangspunkt for regnestykket er forkert. Dernæst tager du ikke den markedsmæssige virkelighed, pladeselskaberme opererer i, i betragtning.

Efter moms er der 110 kr. tilbage. Ud af dem tjener butikkerne i runde tal 30 kr. Dem har du slet ikke med i din udregning. Så er der 80 kr. tilbage.

Så skal der, som Würgler nævner, betales NCB. Den udgør ca. 9 kr. De penge går til komponister og tekstforfattere (i den digitale verden er det NCB's moderselskab KODA, der opkræver disse penge, og det er størrelsen af dette tilsvarende beløb, diskussionen mellem KODA og TCD drejer sig om. Grunden til uenigheden er, at KODA procentuelt forlanger en væsentlig højere betaling, når musikken distribueres digitalt, end når den distribueres fysisk). Så er vi nede på 71 kr.

CD'en skal lagerføres, pakkes og distribueres ud i butikkerne. Det koster typisk ca. 8,- kr. Så er der 63,- kr. tilbage.

CD'en skal også fremstilles, tryksagerne skal trykkes og begge dele skal samles i en æske. Priserne varierer, men en typisk pris ligger på omkring 6,- kr. Vi er nu nede på 57,- kr.

Så er vi kommet til royaltyen til kunstner og producer(e). Den beregnes i Danmark som regel som en procentdel af de 80,- kr. fra før (som man kalder nettosalgsprisen). Som du er inde på, varierer de afhængigt af, hvad det er for en kunstner og producer. Et stort etableret navn får væsentligt mere end de 15%, du nævner, der snarere er et typisk niveau for en "mellemklassekunstner", og som vi derfor meget passende kan bruge i dette eksempel. Det svarer til 12 kr. Plus typisk 3-4% til en producer. Så er vi sammenlagt nede på 42 kr, der udgør pladeselskabets dækningsbidrag.

De 42 kr. skal dække selskabets investering i bl.a. indspilninger, artwork, videoer, markedsføring samt dets kapacitetsomkostninger (medarbejdere, husleje, kontorhold osv.).

Realiteten er altså, at når du køber en fuldpris-CD, er det kun ca. 30% af det beløb, du betaler, som ender i pladeselskabets kasse. Og ud af de penge, der kommer ind, skal det så dække alle de omkostninger, der er forbundet med den pågældende udgivelse.

Jeg har bemærket, at ganske mange kommentarer i denne debat omtaler branchen som "købmænd". Jeg tvivler stærkt på, at der er ret mange købmænd, der ville finde musikbranchen anno 2010 specielt attraktiv.

Jesper Bay
Konsulent

Det er simpelt hen ubetalelig underholdning at høre
Arne Würgler argumentere for profitmaksimering af markedet og ovenikøbet konstatere "politisk vilje til øget kontrol" uden han straks griber guitaren og synger en protest-sang.
Ka' du huske De Gamle Dage hvor musikere selv ville være studie,manager og forlag for at undgå
dette problem ?
http://www.youtube.com/watch?v=MTqWHbcGfeo
(Hvad skylder jeg for brug af sangen ??)

Til http://thejesperbay.dk/ :
Det kan vi godt se, kun at få 30% af indkomsten af andres værk lyder som en elendig forretning ..

@Jesper - det er ikke musik branchen der omtales som købmænd, men selskaber der skal bruge musik som indhold til at lokke kunder til deres butik med og holde på dem, for der igennem at tilfredsstille sine aktionære i sidste ende.

Spotify, TDC Play, Telia osv..

Det er igennem disse "købmænd" forbrugeren skaber sit billede i sin bevidsthed om musik prisen og kan jeg få musik gratis ved at købe et tlf abonnement hvorfor så betale for musik andre steder?

Jeg mener at med en musik platform kan man skabe et bindeled hvor igennem alle parter kan mødes, så musikerne/pladeselskaberne får den pris de fortjener for deres produkt og skal ikke slås om en pulje månedligt, og hvor et overskud bruges til at skyde tilbage ind i musik vækstlaget for bedre vilkår og rammer i vækst laget, der mangler øvelokaler, spillestederne mangler penge, og på denne måde kan man skabe en bæredygtig branche, med andre ord man har lært at gå på egne ben og samarbejde, hvilket er en mangel vare i dansk musik i dag.

Netop ved at samarbejde igennem en musik platform som er "bindeleddet" kan man ændre i fællesskab, den måde man leder vandet fra kilden og hen til forbrugeren.

"Jeg har bemærket, at ganske mange kommentarer i denne debat omtaler branchen som “købmænd”. Jeg tvivler stærkt på, at der er ret mange købmænd, der ville finde musikbranchen anno 2010 specielt attraktiv." Jesper Bay.

Nårh, hvis der nu ingen købmænd var i branchen, hvorfor overdænges vi så med intetsigende pop? Og over en kam kalder dem for "kunstnere"? Gaga f.eks - tyvstjålet fra Dada uden vederlag...

Og TDC ér vel i sammenhængen af kommercielle årsager som sædvanligt, ikke sandt? Jeg kan med andre ord heller ikke rigtigt fordøje den med de 30%. Men det fremgår af Bay's kommentarer, at han klart er musik-industriens mand (snarere end de reelle kunstneres). Og naturligvis er der i industrien en magt-position at snakke for en syg slægtning for. Så Bay står sådan set også selv for den tingenes tilstand, der nu ikke længere er så sjov. Må man anbefale at gøre en større indsats for at begribe offentligheds-begrebet. Altså det simple faktum, at kunstnene forsøger at henvende sig til andre end industrien. Og inspireres af mere end andet end industrien for sammenhænge. Uden vederlag hertil...

Men den enkelte kunstner har jo heller en sværm af jurister i baghånden med hensyn til de perspektiver, der driver værket - modsat indistrien...

Et måbende KODA-medlem...

Relltelse: Men den enkelte kunstner har jo heller ikke en sværm af jurister i baghånden med hensyn til de perspektiver, der driver værket - modsat industrien…

Med venlig hilsen

@ Mark Andersen: Dit Einstein-citat fra tidligere står i nogen grad i kontrast til dine tanker om "en musikplatform" (med tryk på én, forstår jeg). Den digitale musikformidling udmærker sig (bl.a.) ved at foregå på mange forskellige måder og under anvendelsen af en række (vidt) forskellige forretningsmodeller. Det er efter min opfattelse et af de positive aspekter ved udviklingen.

Der eksisterer allerede masser af musikplatforme - også kunstnerinitierede - så det er ikke dét, der umiddelbart er problemet. Den aktuelle udfordring består i at få publikum til at benytte dem fremfor de gratis - ulovlige - alternativer. Det kræver bl.a. investeringer i bedre bruger-interfaces (og deraf følgende -oplevelser) og i markedsføring af både tjenester og musik.

Og så er vi tilbage ved square one: At der skal være et økonomisk incitatement til stede for at tiltrække de nødvendige investeringer. Det er det, forhandlingen mellem KODA og TDC, Spotify, Nokia og alle de andre grundlæggende drejer sig om.

@ Hugo Barlach: Jeg anerkender fuldt ud (værdien og) eksistensen af "offentlighedsbegrebet" i din definition. Det var det, der fik mig selv til at vælge musik(branchen) i sin tid, og bl.a. fra Rytmisk Musikkonservatorium, har jeg et klart billede af, at det fortsat er en primær drivkraft for de unge, der vælger musikken som deres levevej. Hvad enten vi taler om de music management studerende, som jeg underviser, eller dem, der vil være musikere, sangere eller sangskrivere.

Jeg synes heller ikke, at al musik på markedet er lige god. Det har jeg i øvrigt aldrig syntes. Og det var den såmænd heller ikke, inden pladeselskaberne dukkede op på scenen for lidt over 100 år siden.

Men jeg synes, det er godt, at der er noget forskelligt at vælge i mellem. Og derfor hører jeg til dem, der på den ene side mener, at det er godt, at Staten ikke bestemmer, hvad vi må høre, men på den anden side også synes, at støtte er godt, så vi får ting at høre (og læse og se), som ellers ville have det svært på markedets præmisser. Faktisk måtte der for min skyld gerne være mere støtte, hvad jeg da også har argumenteret for i talrige andre sammenhænge.

Den aktuelle sag handler om noget lidt andet - og dog beslægtet. Her har vi en forvaltningsinstitution, KODA, der har de facto monopol på markedet (modsat plade- og teleselskaber), som gennem en (prohibitiv) tarifpolitik kan bestemme, hvilke nye forretningsmodeller de danske forbrugere skal have adgang til på musikområdet.

Det indebærer - som i alle monopolsammenhænge - et stort ansvar at sidde med nøglen til markedets udvikling. Og det er KODA's aktuelle forvaltning af dette ansvar, jeg forholder mig kritisk til. Ikke bare som aktør i musikindustrien men sandelig også som musikinteresseret forbruger (og medlem af KODA).

Selvfølgelig er TDC (og Telia og Telenor og 3 og Apple og Fona og...) gået ind i musikdistribution ud fra økonomiske motiver. Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at det er dårligt for musikken.

Fx har vi set, hvordan en tjeneste som TDC Play har aktiveret et publikum, som ellers var holdt op med at erhverve sig musik i større stil. De bliver pludselig igen aktive musikforbrugere, fordi tjenesten er gratis og har et enormt udbud. Og det betyder så, at et ellers kommercielt inaktivt repertoire igen bliver aktivt. Bl.a. til glæde for kunstnere, hvis udgivelser ellers kan være svære at finde i butikkerne.

Faktisk ligger den måde at nå sit publikum på, som jeg her beskriver, vel ikke så forfærdelig langt fra det offentlighedsbregreb, du taler så varmt for. Bare anno 2010.

Jesper Bay

@Jesper - Beklager men du tager fejl, når jeg skriver musik platform, så er det med en model som ikke findes herhjemme endnu, som skaber mere værdi for alle end nogen nuværende musik platformer kan levere, samtidig er økonomien sammensat således at den ikke tjener aktionære men skaber bæredygtig til musik miljøet, så derfor citerer jeg Einstein med ro i sindet.

Derfor skriver jeg også "bindeled", og er en platform som kan etableres allerede imorgen, hvis parterne kan finde ud af at sætte sig til bords.

Mark Andersen, mon ikke andelsselskaber kunne være en idé for kunstnerne?

Jesper Bay

Nu ventede jeg jo pænt med at kommentere sammenhængen, indtil bygerne af tekniske, juridiske og økonomiske termer var føget over. Ikke at jeg ikke forstår dem imidlertid. Og når du nu præsenterer dig fra Rymisk Musikkonservatorium, er det vel på sin plads at præsentere sig selv ud over som Koda-medlem: idehistoriker, social-antropolog og magtfilosof.

Dine betragtninger over offentligheds-begrebet finder jeg i udgangspunktet præsentable, men netop offentlighed er jo dét afgørende moment i forhold til musik-industriens omgang med sine mange kontrahenter. Jeg vil derfor fastholde, at artiklens problematik er udsprunget i de meget forskellige tilgange til offentligheds-feltet, som aktørerne fra industri til enkelt kunstner repræsenterer. Og kan forstå, at du undervisnings-mæssigt spiller på flere heste udi anliggendet.

Men vil alligevel fastholde, at den aktuelle sag i høj grad drejer sig om offentligheds-feltet. Hvorfor? Fordi især skismaet imellem IFPI og KODA (og for så vidt også Spotify) er udsprunget af en situation, hvor musik-branchen er under pres fra Internettet, og aktørerne i den forbindelse, med de nye muligheder, der stilles til rådighed fra den kant. Og her er der meget mere end musik på spil, hvis du tillader udtrykket.

Med et idehistorisk udtryk er det protesten imod "Gouvernementalité" generelt, der spiller første-violin i den sammenhæng. Og her er der tale om et bredt spektrum fra efterretnings-virksomhed over politisk kontrol til økonomiske jerngreb m.v., der er på færde. Musik-industrien særskilt i forhold til de nye muligheder med nettet har reageret med jura som retræte-position. Og her knækker filmen i forhold til offentligheds-begrebet.

Der tværtimod med internettet er i offensiven for at bevare den enkeltes rettigheds-position. Og derfor kan problemet også karakteriseres som den enkeltes position i regis med den internationale orden. Det gælder ikke mindst i relation til enkelt kunstner overfor musik-industrien (altså flere aspekter end rentabilitet), men tillige den åbning, som nettet har betydet for en global offentlighed. Eller opposition, om du vil. Og netop dermed er en global offentlighed særdeles interessant som modtager for den enkelte kunstner. Hér befinder slut-brugeren sig nemlig.

Og i den debat er såvel musikere (eller kunstnere) indfanget i en større sammenhæng, som når den betragtes under offentligheds-aspektet, har flere indfaldsvinkler til individet end musik-brancen indvolverer sig med. Nogen har noget på hjertet, som andre deler sammenhæng med, men her imellem står en, i dette tilfælde musik-industri, som kontrollerer formidlingen. Det forhold udfordres med nettet, som så at sige har muligheden for at være sin egen formidler mellem budskab og aftager. Og her begynder det juridiske skisma så.

Af den grund kan man opfatte artiklens problematik som direkte afledt af en anden og mere omfattende sammenhæng. Hvor samme principmasse er i vælten. Musikindustrien bærer klart sin egen del af ansvaret for udbuddet på markedet for øjeblikket. Og man kan derfor ikke afvise, at årsagen til at udbyder og slutbruger ser nettet som en naturlig omgåelse af industrien som formidlings-instans, er en konsekvens af samme industri's egnesindige præferencer.

Nu har du vel efterhånden afkodet, at jeg befinder mig såvel hos såvel udbyder som modtager, men stiller mig kritisk overfor formen for formidling imellem disse to instanser, som den idag ser ud. Af gode grunde. Og ikke mindst fordi situationen sætter offentligheds-begrebet i spil.

Med venlig hilsen

Lad mig – midt i den mere flyvske debat (som OGSÅ er relevant og interessant) - inskyde et
mere jordnært faktum, som jeg mener er blevet lidt overset og som jeg mener er en meget væsentlig faktor for bruger-adfærden på nettet:

Musik-piraterne siger at hoved-årsagen til at de ikke vil betale for musik på nettet
er, at de ikke vil støtte dét de ser som “unødvendige og udsugende mellemmænd” (hovedsagelig de multinationale selskaber).

De kalder sig jo netop MUSIK-pirater. De henter musik på nettet fordi de ELSKER musik.
Når de elsker musik hvorfor skulle de så have en interesse i at undergrave de kunstnere de elsker at lytte til ? - det giver ingen mening.

Folk støtter gerne, og i stor udstrækning, ting som: Læger uden grænser, Fair-trade, Økologi, demokratiske bevægelser, Greenpeace, Haiti- og Tsunami-hjælp, osv. Donationer som man ikke kan sige nødvendigvis lige her og nu giver giverne andet end en fornemmelse af “at det giver mening”.

Hvis man betaler 50 kroner for en CD og man ved at en rimelig del af det går til netop denne artist – så giver det mening for køberen.
I en branche hvor varen er en af de nemmest stjælbare på planeten, er det af afgørende betydning at køberen har en fornemmelse af, at hans indbetaling har en tæt sammenhæng med det act han føler sig knyttet til.
Og når han føler dét, kan man sagtens få nogle af de der nu stjæler til at betale - og nogle af de der nu betaler til at give lidt mere for musikken.

Det er bl.a. derfor jeg siger at man aldrig kan lave en forretningsmodel der ikke reelt samarbejder med ophavsmændene til varerne – for den vil aldrig kunne generere den mængde kredibilitet, vibe og hype hos kunderne der gør, at de på den lange bane har en grund til at blive og støtte butikken.

Jeg vil vove den påstand at hvis de store spillere gav lidt efter mht deres ambitioner om at ville have de størst mulige andele af kagen og i stedet skubbede artisternes image, godkendelse af forretnings-modellen og kontakt til køberen foran sig, så ville kagen blive så meget større, at de i den sidste ende ville tjene mere.

Købmændene har brug for vores musik og vores troværdighed (link til kunden)
Artisterne har brug for købmændenes forretningsmæssige muskler og kompetencer.

Begge parter kan godt her i Cyberworld 2.0 hutle sig igennem og tjene en sjat hist og her (som de gør nu). Men det bliver aldrig rigtig den fede business før vi begynder at arbejde sammen.

VH

Jens

"Når de elsker musik hvorfor skulle de så have en interesse i at undergrave de kunstnere de elsker at lytte til ? - det giver ingen mening." Jens Lysdal.

Men det giver jo heller ingen mening, at overlade formidlingen til en industri, der sætter sig selv og sine egne markeds-hensyn over kunstneren - eller slutbrugeren, for den sags skyld.

Og ydermere er inspirationen for størstedelen af kunstnerne hentet i aspekter, der udlever sig i mere eller mindre offentlige sammenhænge. Udenom vederlag hertil. Eks.: de sammenhænge, som Sting trods alt valgte at tilbageføre et engagement til i forhold til Syd-amerikanske indianske sammenhænge.

Dispositionen er dermed hverken en kritik af kunstneren eller slut-brugeren. Eller af interessen i verden fra begges vedkommende. Men derimod direkte af formidlings-instansen og dens krav på kontrol med såvel økonomiske aspekter, som på valget af, hvad der burde interessere både kunstner og slut-bruger. En klar anstødssten for al engagement.

Og det kan jeg ikke opfatte som flyvsk. Verden, og perspektiverne i den, er ikke musik-industriens særskilte ejendom - eller litteraturens f.eks. Det handler derfor om formidlings-instansens vilkår. Men i samme ombæring om, hvorvidt man angriber denne med en sværm af jurister eller har forståelse for, at nettets muligheder sætter sin egen dagsorden. På vilkår som på sigt drejer sig om mere end musik-branchens tilbøjeligheder, men som stadig har musikbrugerens opmærksomhed.

"Det er bl.a. derfor jeg siger at man aldrig kan lave en forretningsmodel der ikke reelt samarbejder med ophavsmændene til varerne – for den vil aldrig kunne generere den mængde kredibilitet, vibe og hype hos kunderne der gør, at de på den lange bane har en grund til at blive og støtte butikken." Enig, men hvem er kontrahenterne? Og hvilke hensyn er de nærmeste? For der er mere på spil med nettet, end musik-branchens vilkår. Og dér opstår en stor del af inspirationen faktisk også, ikke sandt?

"Jeg vil vove den påstand at hvis de store spillere gav lidt efter mht deres ambitioner om at ville have de størst mulige andele af kagen og i stedet skubbede artisternes image, godkendelse af forretnings-modellen og kontakt til køberen foran sig, så ville kagen blive så meget større, at de i den sidste ende ville tjene mere." Og den bemærkning er vi faktisk fuldstændigt enige om. Fordi den repræsenterer en klar åbning i forhandlingerne overfor musik-industrien. Men spørgsmålet drejer sig om, hvordan dette synspunkt repræsenteres bedst.

At der er tale om en tilknytning imellem slut-bruger og kunstner er vi enige om, men hvorledes afgøres den forbindelse? Over en købekontrakt? Næppe. Den finder sit leje i interessen i den omverden, som er udgangspunkt for alle de spørgsmål, der kan stilles til den. Tillad mig et citat fra Toyah Wilcox: "Is it a mystery to you too?"

Med venlig hilsen

@Jens, gode pointer, og ja forbrugeren er meget mere bevidste i dag, end for 10 år tilbage.

Hvis jeg vidste at pengene gik til musik miljøet og kunsterne, som når man støtter enhver anden organisation som Greenpeace, Amnesty osv. ville jeg som forbruger foretrække en sådanne model, det er denne ulogiske model i en profit orienteret verden, jeg mener der skal til for at binde alle parter sammen, det er et rent "non profit - bindeled" da det handler om at kunden er tilfreds i den sidste ende og føler de har gjort en god handel, ellers kommer de ikke igen, og så begynder pirateriet.

Forbrugeren får en vare i hånden + støtter kunstneren + god samvittighed over at støtte musik miljøet og skabe bedre vilkår ikke bare for kunstnerne men også sig selv. - det er ren win-win.
"købmændene" kan brande sig op af musikken og her igennem kan der opstå et unik b2b netværk imellem kunstner/erhverv samt kunstner/forbruger.

Her igennem kan man også knytte spillesteder, festivaler og skabe online koncerter, interviews osv igennem deres egne web kanaler på platformen og dermed brande sig overfor forbrugeren og skabe trafik til spillestederne, som her igennem kan skabe et større publikum til hver enkelte koncert end der er kapacitet til som igen tjener både kunstner, forbruger og spillested, med andre ord man har med et skabt en produktions platform der gavner alle hele vejen rundt, og som giver hver enkelt element mere værdi end man kan få nogen steder på nettet i dag, samtidig spare spillestederne mange penge på PR, da de selv er med til at skabe indhold og tage ansvar.
Der er uanede muligheder i en sådan model.

TDC-Play, Spotify bruger en model i dag til at give kunden mer-værdi for et enkelt produkt, forskellen er at der går ingen penge tilbage ind i musik miljøet, efter kunstneren er betalt med håndøre.

Idag har vi så meget fokus på det globale marked at vi glemmer at det hele starter lokalt, kan vi ikke samarbejde lokalt, hvordan skal vi så nogensinde kunne fungere globalt? Det er her "købmændene" tjener på vores splittelse, fordi vi ikke selv tager ansvar og samarbejder, KODA/IFPI burde være en stor spiller i at skabe sådanne rammer sammen med kunstnerne og pladeselskaberne.

Danmark har faktisk en perfekt størrelse til at være forgangs land for en sådanne model,( vi er befolkningsmæssigt ikke større en Hamborg)
der samler og styrker branchen i et hug, dette er en viden som har en værdi man kan give videre til udlandet.

Her er et interessant nyt bud:

www.gogoyoko.com

Kære Peter Jensen, du er vist en værre spøgefugl. Men tro du ikke også Wilfred vil have en løn til at leve af når nogen bruger hans musik? Og hvordan skal det ske, hvis man bare kvit og frit kan planke den?
Mvh
Arne

Kære Jens
Gogoyoko.com ser da spændende ud. På den måde kan man bestemt lave en interessant platform for en del musikelskere, men det det løser ikke hovedproblemet: Skal vi have onlinetjenester, hvor brugerne oplever at få musikken gratis, således som IFPI og KODA samt telebranchen ønsker det?
Samtidig vil gogoyoko næppe blive nogen stor økonomi uden hele mainstream repertoiret, men hvordan kommer det med, hvis brugerne kan hente det - som idag - uden at betale for det?
Mvh
Arne

Kære Arne

Tendensen på nettet er, at de store spillere sætter applikationer til rådighed over anden financiering end licenser. F.eks reklame. Hvorfor ikke udvikle modeller, der gør mainstream poppen og déns behov til betaler? Herfra skummer man nemlig fløden. Der skal nytænkning af koncepterne på banen, der indbefatter de instanser, som render med overskuddet. Her befinder økonomien sig.

Heldigvis har vi også stædige og engagerede musikere som i blues-sammenhængen, der har et trofast publikum i Nordeuropa. Og som stædigt fastholder et koncert-publikum. Feede koncerter med Johnny Vinter, Bonamassa og Walther Ørred i Århus f.eks. Dygtige håndværkere såvel som enere.

Med andre ord er slaget slet ikke tabt, men kræver grundlæggende analyser af nettes vilkår, men tillige de nye muligheder i den forbindelse. Jura er under ingen omstændigheder en fornuftig enebastion, men jeg opfatter heller den frustration, som du giver udtryk for, som rekurs til jura. Musik-branchens mange foraer skal derimod til at orientere i retning af anden viden om nettet og dets vilkår. Der er mulige alliancer derude. Men også en risiko for med jura at støde dem fra sig...

Med venlig hilsen