Kronik

Økologiske økonomer, miljø-økonomer og økonomisk vækst

Hvis den hidtidige vækst i vores opfindsomhed og teknologiske muligheder faktisk en dag rinder ud, er der altså ingen grund til at tro, at det skulle true beskæftigelsen i det lange løb. Eller det markedsøkonomiske system i øvrigt
28. april 2010

Forholdet mellem miljøproblemer og økonomisk vækst er blevet dækket af Jørgen Steen Nielsen (JSN) i en interessant artikelserie for nylig. Han slutter 15. april af med en leder med en række opfordringer til bl.a. økonomer til at tage disse spørgsmål op.

Blandt de professionelle deltagere i den vedvarende debat om forholdet mellem økonomisk vækst og miljøproblemer skelnes ofte mellem økologiske økonomer og miljøøkonomer. JSN's artikelserie er først og fremmest præget af synspunkterne fra den førstnævnte gruppe. Disse er typisk mere radikale i deres tilgang til problemstillingerne og afviser en række af de tankegange, som i øvrigt trives i den økonomiske videnskab. Miljøøkonomer beskæftiger sig med de samme problemstillinger som forurening, klimaspørgsmål, udtømning af naturresurser o.l., men betjener sig i højere grad af de samme referencerammer som mainstream-økonomien i øvrigt og indtager typisk en mere nuanceret holdning til problemstillingerne. Miljøøkonomerne kan derfor spille en formidlende rolle mellem de forskellige ekstreme synspunkter i denne vigtige debat.

Jeg vil gerne her kommentere nogle af udsagnene, som til dels lader til at bunde i misforståelser om den traditionelle økonomiske mainstream-tankegang og dens holdning til miljøproblemer generelt. En del af debatten om disse emner går desværre ofte ud på, at folk taler forbi hinanden, og derfor vil det være godt med lidt begrebsafklaring.

Kreativiteten

Lad os tage spørgsmålet om man overhovedet kan opretholde positiv økonomisk vækst i det lange løb. JSN skriver, at vækst kun vil kunne opretholdes på lang sigt, hvis økonomien udfolder sig i et åbent biofysisk system, hvis økonomien i sit indhold er immateriel, eller hvis termodynamikkens love er forkerte - og konkluderer så, at da ingen af delene er tilfældet, er langsigtet vækst en umulighed.

Denne ret udbredte opfattelse bygger dog på en forkert opfattelse af, hvad man egentlig forstår ved økonomisk vækst. Det er nemlig ganske rigtigt, at bl.a. indsigten fra termodynamikken gør, at evig produktionsvækst i en rent fysisk forstand ikke er mulig. Men det, man forstår ved økonomisk vækst, er heller ikke nødvendigvis en stadig større produktion målt i fysiske dimensioner som tons, kubikmeter o.l., men derimod væksten i værdien af det, vi producerer.

En meget vigtig del af moderne økonomisk vækstteori understreger den menneskelige opfindsomhed og kreativitets rolle i vækstprocessen. Nye ideer og opfindelser kan gøre det muligt at få større værdi ud af den samme mængde materie og energi, f.eks ved hjælp af nye energibesparende processer.

Tag et enkelt eksempel: De første danske computere var enorme maskinerier, der kunne fylde et helt kælderlokale i de laboratorier hvor de blev fremstillet. Moderne bærbare computere, som nu er hvermandseje, kan meget mere end disse historiske mastodonter, samtidig med at det fysiske råvareindhold i deres fremstilling er langt mindre.

Og der er ikke naturlove, der på samme måde begrænser den menneskelige iderigdoms muligheder. Eller sagt med andre ord: Det er kun en halv usandhed, at økonomien er immateriel. Vores produktion har faktisk en meget vigtig immateriel side, og er vores kreativitet tilstrækkelig stor, vil det også fremover principielt være muligt at forøge værdien af vores forbrug, selv om vi lever i en fysisk begrænset verden med endelige naturresurser.

Grundlæggende forhold

Dermed er det ikke sagt, at vi kan være sikre på, at den økonomiske vækst vil fortsætte i al evighed. Den del af moderne vækstteori, som beskæftiger sig hermed, har identificeret en række grundlæggende forhold for bl.a. vores produktionsteknologi, som kan gøre det enten umuligt eller uønskeligt at opretholde væksten. Det er imidlertid næppe muligt i dag definitivt at sige noget om, hvorvidt disse begrænsninger rent faktisk vil indfinde sig i det lange løb.

Hvad, vi kan sige med meget stor sandsynlighed, er, at der i de næste mange år vil være en tendens til stigende velstand i verden - hvilket kan blive til stor gavn for os alle. Ikke mindst for det store flertal af verdens befolknin,g som lever på et lavere materielt niveau end her i Danmark, og som for en dels vedkommende ikke engang kan få dækket de daglige fornødenheder.

Langsigtede tendenser

Et andet udsagn fra JSN er, at vores nuværende markedsøkonomiske system kun kan skabe samfundsmæssig stabilitet ved selv at vokse. Og specielt at økonomisk vækst er en nødvendig betingelse for at undgå arbejdsløshed. Her forveksler man typisk konjunkturbetingede udsving i beskæftigelsen, der ganske rigtigt også påvirker BNP-væksten fra år til år, med de mere langsigtede tendenser, som er afgørende for væksten i vores materielle levestandard i det lange løb.

Det afgørende for BNP-væksten på lang sigt er væksten i produktiviteten, som gør det muligt at fremstille varer og tjenesteydelser af stadig større værdi per arbejdstime. Nogle har målt denne teknologisk betingede produktivitetsvækst til at ligge i størrelsesordenen et par procent om året omtrent lige siden den industrielle revolution. I en situation med stabil beskæftigelse vil en sådan vækst i teknologien slå lige ud i en tilsvarende BNP-vækst på to procent. Falder beskæftigelsen imidlertid, fordi økonomien er ramt af en konjunkturnedgang, vil ledigheden stige, og det vil føre til en tilsvarende lavere BNP-vækst - og endda et direkte fald i den målte produktion hvis der er tale om en kraftig lavkonjunktur.

I sådan en situation er det naturligt at ønske at bringe ledigheden tilbage på sit gamle og lavere niveau, og sådan en udvikling vil så igen medføre en højere BNP-vækst. Et fald i BNP-væksten, som skyldes, at produktivitetsvæksten, altså de teknologiske fremskridt, blev formindsket, vil imidlertid ikke true beskæftigelsen - hvis vel at mærke reallønsudviklingen tilpasser sig den nye og ændrede situation.

Hvis den hidtidige vækst i vores opfindsomhed og teknologiske muligheder faktisk en dag rinder ud, er der altså ingen grund til at tro, at det skulle true beskæftigelsen i det lange løb. Eller det markedsøkonomiske system i øvrigt. Derimod ville det føre til, at vi gik glip af nogle opfindelser, som ellers ville kunne lette vores dagligdag.

Behov for aktiv politik

Hvad er så budskaberne typisk fra mainstream-miljøøkonomerne?

Det er, at der ikke er nogen tvivl om, at vores moderne levevis og produktion skaber en række miljøproblemer. Nogle af disse kan være af ret alvorlig karakter, som f.eks klimaproblemer, og ofte vil markedsøkonomien ikke af sig selv, dvs. uden indgreb fra det offentliges side, være i stand til at løse disse problemer optimalt. Derfor er der behov for at føre en aktiv miljøpolitik i mange situationer. Det kan f.eks ske ved at opkræve grønne afgifter af passende størrelse, eller ved at skabe klarere ejendomsrettigheder til bestemte naturresurser for at undgå det, der kaldes Fælledens Problem, som kan medføre overfiskeri og afskovning.

Derimod er det noget af en blindgyde at angribe BNP-væksten som sådan. Og i forhold til moderne økonomisk videnskab er det at slå en åben dør ind at kræve, at BNP skal suppleres med andre indikatorer for trivsel og bæredygtighed. Økonomisk teori, der beskæftiger sig med menneskelig velfærd, har i adskillige årtier anerkendt, at denne velfærd kan tænkes at afhænge af mange forskellige ting; ud over vores materielle forbrug af varer og tjenesteydelser, som vel de færreste vil frakende en væsentlig betydning for vores velbefindende, gælder det f.eks fænomener som fritid, et godt helbred, samfundsmæssige forhold som eksempelvis fordelingsspørgsmål - og også de velfærdsmæssige fordele der er forbundet med et godt og uforurenet miljø.

Det er således på ingen måde et resultat fra den moderne økonomiske videnskab, at et stort BNP er det eneste saliggørende mål.

Diskussionen om disse problemstillinger er selvsagt uhyre vigtig, og i forhold til faren for at havne i en blindgyde kunne man opfordre Information til en tilsvarende artikelserie, der mere nuanceret beskrev miljøøkonomernes svar på mulighederne for fortsat vækst uden at skabe en uholdbar miljøtilstand.

Poul Schou er chefkonsulent, Det Økonomiske Råd. Derudover er han ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling og forskellige videnskabelige artikler om økonomisk vækst og miljøproblemer

Kronikkens synspunkter udtrykker ikke nødvendigvis holdningen hos De Økonomiske Råds formandskab

Læs også Henrik Jensens kommentar om emnet på side 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg har ikke mere forstand på økonomi end enhver anden bager og blikkenslager, og Poul Schou er sikkert også god til sit arbejde, men nu kræves der mere end som så. Det er et smart træk at bede miljøøkonomer (hvem er det?) at beskrive mulighederne for fortsat vækst.

Det er bare ikke det, det drejer sig om nu. Vi står over for en økologisk katastrofe i nær fremtid, og hvis P.S. ikke tror det, kan jeg ikke se nogen mening med debatten. Vi SKAL til at omstille os. Problemet er, at vi ikke ved, hvordan vores fremtid bliver og derfor heller ikke kan lave økonomiske beregninger over det, og når ’fremtiden’ en dag er over os, er det for sent.

Det er et problem mange har gjort opmærksom på, senest i mandags ”Vi kan lære en hel del af en vulkansk askesky”.
Der er intet at hente i disse profetens-skæg-diskussioner om økonomi for den, der vil omstille sig til det, der uvægerligt kommer.

Steen Ole Rasmussen

Poul Schou har ikke på nogen måde defineret væksten ved at tale om immateriel vækst. Der var heller ikke nogen, der talte om inflationsbobler, før de sprang. De sidste 30 til 40 års gigantiske stigninger i BNP´et kan med finanskrisens udbrud i 2007 og fortsættelse frem til i dag, få dage efter at Schou forsvarer sit vækstbegreb i en anden kronik i samme avis, i aller højeste grad karakteriseres som boblevækst, uden indhold. Kapitalværdieren i den vestlige verden er imploderet om ørerne på ligevægtsøkonomer som Schou, uden at de har bemærket noget som helst. Selve den vækst i realkapital de fortsat taler om, er ren luft.

Uden værdibegrebet i hus, ingen videnskabelig forklaring på vækst, hverken som materiel eller imateriel. Hele korthuset er braset sammen. Tilbage står troen på?

Afvist kronikforslag:
Skyder du efter væksten?
Så risikerer du at ramme kernen i den økonomiske rationalitet!

Alene forestillingerne om,
- at der kunne være grænser for, hvor meget mening det i det hele taget giver, at blive ved at stræbe efter økonomisk vækst,
- at der kunne være tvivl om, ”hvilken” mening det giver fortsat at stræbe efter økonomisk vækst, i en situation hvor dens utilsigtede bivirkninger viser sig over alt,
det virker som ren provokation for tidens økonomiske præsteskab.

Man ved, hvad det er der står for skud. Og man ved, at det handler om kernen i den økonomiske rationalitet.

For at afspore opmærksomheden fra det afgørende spørgsmål, så sætter man fugleskræmsler op og taler om at ramme stråmænd. Den økonomiske vækst er ingen stråmand. Den er kernen. Rammer man den, så er det ude med samtidens mest udbredte form for pseudoreligiøst indhold.

Mere eller mindre eksplicit hersker der en gennemgående overbevisning om, at forudsætningen for løsningen på tidens problemer er at identificere med ”den økonomiske vækst”.

”Den økonomiske vækst” er på den måde essensen i en slags kollektiv tro, en af modernismens sidste store holdepunkter, bekendelsernes og dogmernes holdeplads, en af de kulturkonservatives ultimativt sidste udgaver af en kerneværdi, nodalpunktet i enhver politikers tale, eller det hvorom enhver tale i sidste ende hænger og vrider sig!

Troen på økonomisk vækst som udtryk for det højeste mål for mening har været diffus nok til at samle det meste af verden omkring sig, uden at andre former for religiøst trosindhold pr. automatik er blevet provokeret unødigt med religionskrigen til følge. Den står som kerneværdien over alle, her på den lille blå planet, der ellers har fostret ikke så få trosretninger.

Videnskab og økonomisk rationalitet
Der var realitet nok i økonomien med dens særegne rationalitet og logik, til at den kunne få sin egen disciplin inden for videnskaben allerede for længe siden. Men videnskaben kom aldrig fri af den økonomiske rationalitet. Det er således ikke videnskaben, der beskriver økonomien, men økonomien med dens rationalitet, der styrer den disciplin inden for videnskaberne, der kalder sig økonomi.

En af forudsætningerne, for at man overhovedet kan tale om en kvalificeret videnskabelig beskrivelse af økonomien med dens marked, må være evnen til at distancere sig fra sit forskningsfelt. Uden den lader fx markedet sig ikke beskrive videnskabeligt, uanset hvor meget det slår igennem bag om ryggen på økonomen, ”som den skjulte hånd”, der former beskrivelsen af sig selv, markedet, økonomien.

Videnskabens høje forventninger til sig selv som de ”uafhængige, rene og ubesmittede”, tvinges af den økonomiske rationalitet, troen på økonomiske vækst, der fører hånden bag om ryggen på økonomerne, når de bilder sig ind frit at beskrive det frie marked.

Den økonomiske videnskab har forvekslet markedets kriterier for succes i snæver forstand med videnskabens kriterier for at kvalificere de videnskabelige beskrivelser som sande. Men det, at en beskrivelse af markedet kan sælges på markedet, er ikke det samme, som at beskrivelsen er sand. Således sælger frihandelsøkonomerne i opgangstider og Keynes under hårdere tider, uden at kunne forklare relationen mellem det pengeøkonomiske systems mål for værdi, og alle de andre former for socialt og psykisk kvalificeret omgang med værdibegrebet. Selve inflationsbegrebet, foruden hvilket vækstbegrebet er meningsløst, står og falder fx med en videnskabelig kvalificering af værdibegrebet. Den videnskabeligt kvalificerede beskrivelse af værdibegrebet glimrer ved sit fraværd, uden at det har anfægtet troen på uanet økonomisk vækst.

Sociologien
Den økonomiske rationalitet og logik strukturerer en stor del af vore dispositioner i det daglige. Den enkeltes økonomiske erfaringer starter fx med overvejelser over, hvad de første lommepenge skal bruges til og strækker sig helt frem til bekymringerne om, hvem der skal betale ens egen begravelse. Døden og livet falder som genstand for de mere eller mindre rationelle økonomiske overvejelser.

Den måde, som de økonomiske dispositioner strukturerer det sociale liv på, falder naturligt som tema for sociologien, der ellers ikke sigter ensidigt på at beskrive det sociale ud fra økonomien. Her adskiller den sig fra økonomerne. Sociologien bestræber sig på at se økonomien som en del af det sociale og den bevarer blikket for de mange andre parallelle former for rationalitet, formålsmæssighed og social praksis, hvad man netop ikke kan sige om den økonomiske videnskab, der er tilbøjelig til at tro på, at samfundet kan beskrives alene ud fra økonomien.

Det er således i sociologien, at man finder forklaringen på, hvordan den økonomiske rationalitet og logik er ude af stand til at fungere løsrevet, og at der snarere er tale om en slags religiøs form for essensmystik, når det fri marked har antaget sin tilbedte position som det bærende, sidste, eller filosofisk første i beskrivelsen.

Sociologien omfatter mere end økonomien. Men den tilfredsstiller ikke modernismens krav om en slags øverste princip, som alt kan forklares ud fra. Den forløser ikke i religiøs forstand, selv om den også beskriver behovet for religion.

Det er et problem, at det moderne samfund ikke kan identificere den økonomiske rationalitet og realitet til forskel fra andre former for rationalitet og realitet, og dermed skabe sig forudsætningerne for overhovedet at reflektere over den økonomiske rationalitet og logiks afvejede og kun begrænsede gyldighed. Problemet er at man tror for meget og ved for lidt.

Der findes problemer der ikke er underordnet økonomien
Der findes økonomiske problemer. De er økonomiske. Og så er der økonomien, der kan være et problem. F.eks. er økonomien et problem, hvis den er skruet sådan sammen, at vi ikke har råd til noget, med mindre vi smadrer vore livsbetingelser. I så fald er det nemlig økonomien, der er problemet. Når det her viser sig, at det er økonomien med dens egne problemer, vi ikke har råd til, så er de økonomiske problemer underordnet i social forstand. Det kan ikke forklares økonomisk, for det er ikke et økonomisk problem.

Hvor økonomerne anbefaler, at vi må sætte omsætningen af vore livsbetingelser i vejret, for at få råd til at tage os af de utilsigtede bivirkninger – der består i, at vi netop underminerer vore livsbetingelser med vor evindelige jagt på ”den økonomiske vækst” – der er det økonomerne med ”deres økonomiske vækst”, der er problemet. Der er ”de økonomiske problemer ikke længere vores”, eller rettere, hvis de alligevel er, så er det fordi økonomien fylder for meget og må humme sig til fordel for en bredere social forståelse, der omfatter og sætter grænser for den kun økonomiske rationalitet, hvis hensigtsmæssighed og rationalitet er bygget op om sin egen snævre formålsmæssighed; Den økonomiske vækst!

En økonom kan i fuld alvor påstå, at hvis det ikke kan betale sig at bevare livets forudsætninger, så må vi lade være! Her er det grænserne for den økonomiske rationalitet, der afslører, hvor meningsløs rationaliteten er i bredere forstand. Og det kan ikke forklares internt i den økonomiske rationalitet, dvs. det kan ikke forstås på den kun økonomiske rationalitets betingelser. Der skal en anden til, en videnskab om økonomen i sin kontekst, altså noget andet end ”økonomisk videnskab”, der skriver under tvang af markedets skjulte hånd.

Økonomien befinder sig ikke i noget vakuum, og den måde, som de økonomiske problemer og problemstillinger defineres på, afhænger af en slags intern logik, rationalitet, der ikke nødvendigvis er udtryk for en overordnet forpligtende logik eller rationalitet.

Forudsætningen for at kunne definere de økonomiske problemer til forskel fra andre, og evt. at kunne definere deres forpligtende karakter i forhold til andre problemer og problemstillinger, er funderet i evnen til at se og afgrænse selve den økonomiske rationalitet til sin egen. Her efter kan den sættes ind i en sammenlignende betragtning, hvor den anskues og beskrives i en kontekst af andre problemstillinger og andre former for rationalitet og logik.

De moderne politikere og økonomer springer denne øvelse over med en slags moderne form for både larmende tilbedelse og stiltiende accept af, at det eneste – der tilsyneladende kan beskrives som absolut forudsætning for løsningen af alle problemer, af social, psykisk og miljømæssig art – det er ”den økonomiske vækst”!

De afslører på den måde, at de er troende, at de orienterer sig dogmatisk uden evne til at reflektere eller distancere sig i forhold til den økonomiske rationalitet, som vækstdogmet defineres inden for.