Kronik

Respekt for mentorforholdet

Mange har været ude med knubbede ord om X Factor, men programmets største force er måske, at det er så godt til at skabe et oprigtigt møde mellem mentor og protege, og det er en erfaring, der kan bruges mange andre steder i samfundet
X Factors Thomas og den etablerede popstjerne Medinas samarbejde under dette års udgave af programmet er ifølge dagens kronikør et forbilledligt eksempel på, hvordan både mentor og protege kan få noget ud af et samarbejde.

X Factors Thomas og den etablerede popstjerne Medinas samarbejde under dette års udgave af programmet er ifølge dagens kronikør et forbilledligt eksempel på, hvordan både mentor og protege kan få noget ud af et samarbejde.

Uffe Weng

21. april 2010

X Factor har samlet nationen med toppolitikere ved ringside og 2.2 millioner danskere ude ved skærmene. Da Parken lukker og slukker for finalen i X Factor, hvor går de unge så hen, hvor går vi alle sammen hen - og skaber os en historie, der har X Factor?

X Factor handler om mentorforholdets formåen. Det er en grundmodel for, hvordan vi lærer - i øvrigt på forskellige niveauer i samfundet. Ikke kun hvis man har en højere sag eller et særligt talent, men hvis man i det hele taget vil dygtiggøre sig.

Ralf Christensen har kritiseret X Factor: Det er propaganda-tv, hvor halvgode hopper sælges som avlshingste med ædel stamtavle og selvlysende fremtid (Inf. d. 25. marts). De unge mennesker er bifigurer - et rent påskud for dommernes egen karriere i overhalingsbanen.

Men er det nu helt rigtigt, at dommerne fylder så meget, at de alene tager programmet hjem? Er de ikke bare lige en anelse mere vigtige, konkurrencedeltagerne?

X Factor handler om mentorforholdets dynamik.

Det er en win-win-situation. Den unge får et udbytte, men det gør læremesteren også. Det handler ikke kun om, at den kloge hjælper den mindre kloge. Den omvendte historie er også på spil: Novicen kan lære den kloge noget, om bare i et glimt. Inspirationen, energien løber ikke kun en vej - oppefra og ned - den løber også nedefra og op.

For det starter jo et sted. Vi er alle sammen amatører til at begynde med, lige meget hvad vi skal lære. Det er ikke noget specielt for X Factor. Vi er blanke til at begynde med. På den måde er X Factor ikke specielt mere tumpet end så meget andet. Det starter småt.

Det oprigtige møde

Down to earth er programmet en iscenesat historie om succesdrømmen. Men selv om den er iscenesat, har den potentiale til det ægte, det oprigtige møde. Det er derfor, vi ser det.

Fordi nogle roller er forudsigelige, faste i programmet. Dem kan vi regne med - mens andre roller er usikre. De kan skifte på et nanosekund.

På forhånd er Remee, Pernille Rosendahl og Soul-shock indkaldt som dommere og coaches. De er på sæt og vis bastet og bundet til deres protegeer. De er tvangsudskrevne hyggeonkler med varierende talent for rollen, og de rækker fra den altid situationssikre Remee over den energiske Pernille Rosendahl til den nørdet charmerende Soulshock.

Men sådan er det ikke i finalen. Her kan de gæsteoptrædende professionelle - som er indkaldt til at optræde på denne ene strålende gallaaften - blive i deres rolle. De kan bare blive bag deres professionelle facade. Ingen kan på forhånd forvente af dem, at de skal kvitte rollen, vise mere af sig selv end lige deres nummer - alligevel er der nogle af dem, som hopper ud af iscenesættelsen som indlagt stjernedrys - og bliver til mennesker med et nærvær og nogle attituder, som ikke ser forhåndskoreograferede ud.

De lander i forholdet til deres kortvarige protege som en rigtig rådgiver og medspiller.

For i et egentligt protegeforhold bliver der givet begge veje. X Factor når helt derind, hvor mentorforholdet skydes af. Så dette med at energien går den anden vej - kortvarigt og afgørende - det bliver synligt i mødet med de professionelle musikere, der er indkaldt som én-aftens-gæster.

Deres rolle kan vende på en tallerken: Det er Jesper sammen med Dúné, det er Tine sammen med Erik Hassle - og det er især Thomas sammen med Medina.

Både Jespers partner og Tines partner bliver i deres roller. De ved mest. Især de sidder inde med erfaringen. Medina er den eneste, der for alvor bløder op og er helt til stede i sit kropssprog og sin attitude. Hendes møde med Thomas virker ægte. De andre møder er søde og lidt kejtede, men som tilskuer er det svært at tro på, at der skete noget særligt på et dybere plan. At der egentlig blev rocket ved noget.

Et så kalkuleret program som X Factor lever på de uforudsigelige øjeblikke. Den spontanitet, som ikke kan planlægges, er garantien for programmets succes. I længden kan især de - få - ældre konkurrencedeltagere spille med på spontaniteten, fordi de har erfaringen til at svinge med i et møde, uden hele tiden at få stafetten presset i hånden.

Samtidig med at de unge deltagere i programmet er et uomgængeligt must, fordi der er en langt større overbærenhed i forhold til at dumme sig og mangle dømmekraft, når man er ung end som 35-årig.

Også i skolen

Mentorforholdet er en solid kilde til gensidig berigelse, såfremt det lykkes.

Grundlaget for det givende mentorforhold bliver lagt i skolerne.

Hvorfra det breder sig hele vejen ud til universiteter og virksomheder. Det udfoldes også på internationalt ide- og tankeplan, som det i øjeblikket kan opleves i en aktuel foredragsrække på Diamanten: 'Mentor - produktive forførelser'. Bestemte forfattere, bestemte tænkere er svære at forestille sig uden deres navngivne og lige så kendte protegeer: For eksempel Freud uden Jung eller Gertrude Stein uden Ernest Hemingway.

Lige meget hvilket niveau man går ind på, går den samme oplærende relation igen.

I skolerne indgår læreren i en rådgivende og evaluerende funktion i forhold til eleven.

Læreren fører an i en tidlig professionalisering af barnet, der må udmærke sig på lige fod med de andre elever i klassen. Barnet er ikke noget særligt.

Og dog. I løbet af en 10-årig skolegang er der mange lærere at svinge med. Godt, mindre godt, eller rigtigt godt. Og det er især den tavse, spontane overensstemmelse, som hænger bedst ved. Opgavekommentarerne fra læreren bliver måske lige lidt længere, hvis eleven har brugt timer på sin besvarelse. Responsen står nemlig også i forhold til den ydede indsats.

I X Factor siger Remee ind imellem »skat« til sine konkurrencedeltagere. Det fungerer fint. Soulshock siger »fantastisk« både til sine egne konkurrencedeltagere og meddommernes, mens Pernille er blevet træt af X Factor og vil have Sex Factor.

Sådan taler lærere ikke.

De siger ikke skat eller fantastisk. Men de gør noget, der ligner.

I skolen er mentorforholdet lagt i mere formelle rammer, hvor man ikke favoriserer en elev frem for en anden. Men den øgede opmærksomhed vil alligevel være der, hvis eleven investerer, vil læreren respondere med ekstra opmærksomhed i kropssprog og blik.

Derfor gør samspillet mellem Medina og Thomas størst indtryk, fordi det er tættest på de første erfaringer med mentorforhold, vi har. Det foregår diskret, men det er der.

Og når man kommer til mentorforholdet i fuldt flor - i det voksne liv - hvor det gensidige valg er en kendsgerning: Når eleven har valgt sin læremester, men læremesteren også har valgt sin elev, så sker der noget med sproget. Det er ikke kun X Factor-dommerne, som går i rose-humør, det er den gængse måde at kommunikere på mellem læremester og protege.

At arve riget

De to terapeuter Sigmund Freud og Carl Gustav Jung samarbejdede i et velbeskrevet og betydningsfuldt mentorforhold. De to mænd lagde heller ikke fingrene imellem, når de roste hinanden. De tog den faktisk et skridt videre. I et brev til en terapeutkollega har Freud lige ud sagt: »Når det rige, jeg har grundlagt, bliver faderløst, skal ingen anden end Jung arve det hele.«

Sigmund Freud anses for at være psykoanalysens fader, mens Jung af Freud, som det fremgår, var udpeget til at være hans efterfølger. Når protegeforholdet er optimalt, også for læremesteren, bliver hans/hendes ideer ført videre. Vigtige indsigter kommer til at leve videre via protegeen. Det skete i øvrigt netop ikke for Freud og Jung. De brød med hinanden, fordi deres teoretiske syn blev for forskellige.

Men i de otte år, hvor de to mænd jævnligt brevvekslede med hinanden, var Jung også godt tilfreds med, at han skulle arve riget, og at Freud viste ham en faderlig opmærksomhed.

Mentorforholdet er noget, der foregår på mange planer i samfundet.

Det rækker lige fra skolens tidlige træning i professionel oplæring af børn/unge og helt op til ideplanet: Hvor vigtige ideer - der er centrale for samfundslivet - gives videre fra læremesteren til rette vedkommende.

X Factor er et underholdningsprogram, men det er meget mere end det. Det bringer seeren i nærkontakt med en grundmodel for, hvordan vi lærer.

Connie Bork er forfatter og har senest skrevet om amerikansk populærkultur i "Lille Amerika" (2008).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Freud var skam udmærket godt klar over at Jung i ham (Freud) så en fader-figur; han, Freud, ventede på Jungs forskudte fader-opgør. Og det kom så - også.

Og jeg vil gerne fastholde min kritisk af x factor som leflen for den laveste fællesnævner, sørge for, at folk ikke tør, vil eller måske ligefrem kan synge som de selv vil. Det har også gjort det, at folk tror, at sang skal være noget som alle kan synge med på, og at man ikke behøver anstrenge sig for at lære at synge eller spille et instrument. Fordi alle er jo en stjerne...Og ja, det kan da godt være, men....

Martin Vindum

Sikke da noget vås
Alt det denne analyse går ud på er jo ren efterrationalisering.
De eneste som må sidde og skrubgrine, er da pladeselskabet, DR betaler hele PR gildet, de får en ansat som ihverfald er garanti for et godt salg af første CD.
At første præmien er en såkaldt " Pladekontrakt " ville være en god gevinst i Beatles tid, herregud i dag koster det ingenting at indspille og udgive et album, i forhold til den pris det ville koste at "hype" en totalt ukendt i hele DK.
Så DR drop det pjat med pladekontrakten, lad Sony betale en del af gildet, enhver som enhver som beskæftiger sig med marketing, ville kunne beregne en pris for dette, og del så udgiften med Sony, så er jeg ret sikker på at i ikke ville se ret meget samarbejdsvilje fra den kant. Og dette ville jo kun komme reelt dygtige kunstnere til gavn.

MVH
Martin Vindum
PS nu er det ikke noget jeg har undersøgt, men mon ikke de herrer og damer- dommerne - også er ansat i Sony's stald, eller er stærkt tilknyttet dertil