Rumfart: Amerika mister førertrøjen

I film er rummænd altid amerikanere. Men det er alene, fordi filmene er lavet i Hollywood. I den virkelige verden er USA ved at opgive rummet, selv om det gør alt for at maskere tilbagetoget. Nu har tre amerikanere med en ganske særlig status - de har alle stået i spidsen for missioner til Månen - givet offentligt udtryk for deres skuffelse og frustration.

I et åbent brev tager Neil Armstrong - det første menneske, som gik på Månen - Jim Lovell, kommandør for Apollo 13 og Eugene Cernan, kommandør for Apollo 17 - særdeles skarp afstand fra præsident Barack Obamas fremtidsplaner for det amerikanske rumagentur, NASA. Disse planer vil ifølge de forhenværende astronauter betyde »en lang glidende nedtur mod middelmådighed« for USA som rumfartsnation.

Brevet var timet til at falde sammen med Obamas nylige besøg til Cape Canaveral, hvor den amerikanske præsident skulle forsvare sin nye politik, som reelt vil indebære, at USA officielt opgiver at vende tilbage til Månen før 2020, ja måske for evigt. Obama insisterer ganske vist på, at dette frafald sker for at gøre det muligt for USA at forfølge et endnu mere ambitiøst mål, nemlig af sende amerikanske astronauter til Mars i begyndelsen af 2030'erne. Men denne plan har den indlysende fordel, at den ikke nødsager Obama til selv at foretage massive investeringer, mens han stadig er i embedet - selv ikke hvis han skulle vinde yderligere en periode.

Tidsplanen skrider

Det såkaldte Constellation-program, som han nu har skrinlagt, havde to målsætninger. Den ene var at erstatte den aldrende flåde af rumfærger, som befordrer personer og fragt til kredsløbsbaner over Jorden. Den anden var at skaffe USA de store, nye raketter, som det behøver for at realisere George W. Bushs mål om at etablere en permanent base på Månen i år 2020, hvorfra andre raketter siden kan blive monteret til yderligere udforskning af solsystemet.

Men tidsplanen for dette program var begyndt at skride og ville utvivlsomt være skredet yderligere, som sådanne programmer ofte gør. Det ville være endt med at koste en ret betydelig sum, 108 milliarder dollars i 2020 eller lige så meget som Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, bruger på tre måneder, og måske ville der være løbet yderligere milliarder svarende til en eller to måneder af det amerikanske forsvarsbudget på. Men programmet ville have holdt USA inde i spillet - noget, som Obamas nye plan blot foregiver at gøre.

Han siger alle de rigtige ting: »Ingen er mere engageret i bemandet i rumfart og menneskets udforskning af rummet, end jeg er, men det gælder om at gøre det på en intelligent måde«. Obama talte derpå om en bemandet mission til en eller anden asteroide hinsides Månen i 2025 efterfulgt af en anden, som skal kredse om Mars - og på et eller andet tidspunkt midt i 2030'erne »vil der følge en landing på Mars«.

Købe tid hos russerne

Det er bestemt ambitiøse målsætninger, men problemet er, at de vil kræve en ny generation af løfteraketter, som slet ikke eksisterer. Og det »energiske nye teknologiprogram,« som kunne føre til udvikling af disse raketter, har kun fået tildelt 600 millioner dollars om året (svarende til prisen for fire F22-jagerfly) over de næste fem år, mens konstruktionen af raketter tidligst vil kunne indledes i 2015.

I mellemtiden og antagelig også i en årrække efter at Obama træder tilbage i 2016 (hvis vi antager, at han opnår genvalg i 2012), vil De Forenede Stater ikke have noget fartøj, der kan sende dets astronauter i kredsløb. Man vil kunne købe sig passagertid om bord på russiske raketter eller kinesiske og efter 2015 sågar også på indiske. Men amerikanerne her vil grundlæggende være blaffere på andre nationers rumprogrammer.

Obama antyder, at denne pinlighed vil kunne afværges, hvis privat amerikansk foretagsomhed formår at udvikle 'rumtaxier', som i det mindste i en periode kan transportere folk og fragt til Den Internationale Rumstation. Han vil da også investere hele seks milliarder i disse private selskaber over de næste fem år.

De pågældende iværksættere er i hovedsagen de personer, som tjente bunker af grunker under dotcom-boomet, på computerspildesign og lignende - folk som Amazon-direktør Jeff Bezos, skaberen af spil som Doom og Quake, John Carmack og Elon Musk, grundlægger af PayPal og så selvfølgelig Richard Branson fra Virgin. »Vores succes er vital for det amerikanske rumprogram,« sagde Musk for nylig.

Og det skal da nok også lykkes at få en eller anden slags rumfartøj i luften, men hvis disse iværksættere formår at bygge en rumtaxi, der kan medbringe lige så meget som de gamle rumfærger eller overgå disse i operationsradius, så vil jeg æde min gamle hat. Rumteknologi æder kapital op med næsten samme hast som våbenteknologi, og vel har disse iværksættere dusinvis af milliarder dollars, men de har ikke hundredvis af milliarder af dollar at gøre godt med.

En statist i rummet

Er Obama klar over det? Det er han temmelig sikkert. Man fornemmer, at han hellere vil skære i NASA's budget end forøge det marginalt, hvis blot ikke dets tyngdecenter (og arbejdskraft) lå i svingstaten Florida, hvor han ikke har råd til at miste stemmer. Det, som er på spil her, er et paradenummer, hvilket er grunden til, at de normalt så diskrete og offentlighedssky astronauter som Neil Armstrong har sat deres underskrift på et åbent brev.

I det kommende årti - som minimum - vil USA altså være statist i rummet, mens nye rummagter tordner derudad. Og selv hvis en efterfølgende amerikansk regering skulle beslutte, at nu vil man tilbage i kapløbet, kan det blive næsten umuligt at indhente konkurrenterne.

Hvilket er grunden til, at det første menneske på Mars formentlig bliver kineser eller inder - ikke amerikaner.

Gwynne Dyer er uafhængig journalist og kommentator. Hans klummer bringes i aviser i 45 lande verden over.

De amerikanske eksastronauters brev til Obama kan læses her: http://www.msnbc.msn.com/id/36470363/

© Gwynne Dyer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen