Klumme

Se, mit demokrati er større end dit!

Moralitet består ikke i at opretholde orden og bevare det bestående, men i at have modet til at skabe orden
Moralitet består ikke i at opretholde orden og bevare det bestående, men i at have modet til at skabe orden
10. april 2010

Balladen om Ungdomshuset på Jagtvej i København havde en række forskellige dimensioner, heraf ikke så få politiske. Hvorfor solgte Københavns Kommune huset? Og hvordan kunne det gå så galt, at det blev solgt til en fanatisk sekt med et kors i røven, som salig Natasja så elegant formulerede det. Kan man forsvare en ulovlig besættelse af et hus på den baggrund, og er det i det hele taget i orden at overtræde loven, når man finder det moralsk eller politisk nødvendigt? Endelig var der en del diskussioner, der handlede om, hvorvidt de unge på Jagtvej skulle have særstatus i forhold til badmintonklubber og spejderforeninger, eller om de skulle betragtes som en frivillig forening på linje med alle andre.

Men der var én dimension, der fyldte påfaldende lidt i den offentlige bevidsthed. Nemlig den, at Ungdomshuset var et praktisk eksperimentarium for politisk og moralsk bevidsthed. Hvorfor kom denne dimension sjældent frem i debatten? Måske fordi den netop per definition var utilstedelig og urovækkende. De unge indførte nye regler for beslutningsprocedurer, omgangsformer og kostvaner og definerede sig selv i modsætning til den almindelige sædelighed i verden uden for Ungdomshuset.

Ministeriet for Passiv Nihilisme

I den optik var Ungdomshuset imidlertid netop alt andet end anarki og ungdommelige ballademagere. Det var moraliteten selv i arbejde. Moralsk tænkning handler, ifølge den tyske filosof Friedrich Nietzsche, netop om at skabe og opfinde nye værdier. For Nietzsche er 'nihilisme' ikke det samme som sortsyn og modstand, men næsten tværtimod bevarelsen af det bestående. Nietzsche kalder det for 'passiv nihilisme', når man er overbevist om, at alting bør forblive, som det er, eller at det i hvert fald ikke tjener noget formål at forsøge at tænke det på en ny måde. Problemet med nihilismen er ikke, at den er uden værdier, men at den ikke skaber nye værdier.

Derfor er også forestillingen om, at f.eks. det danske demokrati er en slags velafrundet afslutning på menneskehedens søgning efter den ideale samfundsmodel, i virkeligheden en nihilistisk indstilling. Når Søren Pind således ud- nævnte sit nye ministerium til 'frihedsministeriet', fordi det skulle bringe de demokratiske værdier til verdens tilbagestående udemokratiske enklaver, kunne han også have valgt at kalde det Ministeriet for Passiv Nihilisme. Set i forhold til vores egen demokratiske opfindsomhed er ideen om at eksportere en færdig pakke med værdier samtidig en besked til borgerne i den danske stat om, at deres opfindelse er slut. Det Søren Pindske demokrati er et 'fallisk demokrati' med Ghassan Hages betegnelse. Det er ikke til for at udvikle og inddrage sine undersåtter; det er til for at blive udstillet: 'Se, mit demokrati er større end dit.' De fallisk demokratiske værdier skal først og fremmest udstilles, ikke forandres. Vi skal faktisk slet ikke bruge dem til noget særligt - bortset fra at imponere vores omverden.

Pind har måske i virkeligheden opsamlet en tendens, der efterhånden er blevet ganske fasttømret i 'danskernes' selvforståelse. Det er f.eks. også det, man mener, når man siger at 'vi' skal 'stå fast' på vore værdier og i øvrigt instruere alle, der kommer til landet (for andet og mere end at besøge Tivoli) om, at de skal respektere og beundre dem. Hvis nogen derimod sætter et 'men' efter ytringsfriheden eller bruger den til at mene, at Kongehuset er en anakronistisk misforståelse midt i lovgivningsprocessen, bliver det opfattet som en antydning af, at vi ikke skulle være ligestillede og retskafne her til lands. Vorherre bevares!

At skabe trafiklys

Trafiklys bruges ofte som en illustration af, at der må være nogle adfærdsregler, der gør, at vi kan eksistere sammen. Alle må overholde trafikreglerne, siger man, og det virker, som om man dermed har vist, at man ikke skal være for original og opsætsig, når det kommer til moralitet. Det hele bryder jo sammen, hvis ikke vi indordner os. Men selv trafiklys har en historie. De er ikke faldet ned fra himlen ved verdens begyndelse, men har krævet beslutsomhed og opfindsomhed, af og til endda vovemod, at oprette.

Skal trafiklys illustrere 'moraliteten i arbejde', må det være trafiklyset i Nou Barris, Barcelona, der henvises til. Her var de relativt fattige tilflyttere til det unge kvarter i 1970'erne blevet trætte af biler, der kørte deres børn ned, og de begyndte derfor at blokere vejene og demonstrere for at få et trafiklys midt i kvarteret. Bystyret nægtede og svarede med vandkanoner og knipler, men de lokale beboere gav ikke op, og til sidst fik de faktisk deres trafiklys. Det moralske i den historie er ikke trafiklyset som metafor for en stabil og velordnet regulering af menneskenes forhold, men den konkrete, historiske kamp for at etablere en ny og bedre orden.

Moralitet er ikke et sæt af værdier, men kampen for at skabe dem. Hvis vi på nogen måde skal se noget positivt i, at de særlige fristeder, som Danmark før var så kendt for - Ungdomshuset, Christiania - nu brydes ned, kunne det være, at flere af os kunne få adgang til dem. Jagtvej 69 er en tomt, men den tomme plads genlyder af navnet 'Ungdomshuset', der er et navn for de utopiske forestillinger, som kan give kraft, form og tanke til det, der endnu ikke er bygget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Jeg eller man husker, da nuværende spøgelsesminister Anders Fogh Rasmussen sammenbidt og uden antydning af glæde eller opstemthed hvæsede: Danmark er Verdensmester i Demokrati! Det siger Verdensbanken selv!! (bem.: Men var det før eller efter de der tegninger?)

Center for Vild analyse har fat i noget her. Mon pseudonymet dækker over nogle fra Ungdomshuset? Mon ikke? For hvis nogen havde gang i tænkningen og lettere oprør og ikke- nihilistisk adfærd må det have været de, fra Ungeren.
Ganske fin artikel som fortjener en større plads tiltrods for og måske netop pga at Ungeren er væk nu. Vorherrebevares- hvad skete der egentlig? Det var da en skandale at sælge til sekten med kors i røven . Vi forstår ikke altid det politikkerne finder på. Og forstår de det? Næppe. Deres "oprør" er ren nihilistisk.
Hvilket demokrati kan brøste sig af fremskridt og frihed med denne begivenhed i tankerne . Skulle vi tie dem ihjel. Det er lissom at gå på et varmt bliktag: pas på ikke at gøre opmærksomme på Jerselv og lad endelig ikke andre gøre det for så begynder "de" at snakke jap jap og til sidst har vi en sag i tabloid avisen og folk forarges, snakken går og der må gøres noget i ren panik og for syns skyld for at holde meningsmålingerne til borgerlighedens favør. Det er panikløsning og beslutninger som er for popularistiske og uigennemtænkte. Hvordan kan vi tillade at der tages beslutninger så hovedkulds og lemfældigt og undertrykkende pga en oppisket ikke-folkelig stemning.
Ja nogle ville forandre demokratiet og ikke bare udstille det. Det fik de ikke lov til. Godt gået Center for Vild Analyse. Tak for en fremragende analyse.