Kommentar

Et spørgsmål om redelighed

Debat er godt, også om Irak og Afghanistan, men det bliver til uredelig polemik, når man end ikke gider sætte sig ind i de argumenter, man polemiserer imod
Ingen af os kunne vide, at Colin Powells fremlæggelse af indicier på masseødelæggel-sesvåben i FN's Sikkerhedsråd ikke holdt vand, skriver Per Stig Møller.

Ingen af os kunne vide, at Colin Powells fremlæggelse af indicier på masseødelæggel-sesvåben i FN's Sikkerhedsråd ikke holdt vand, skriver Per Stig Møller.

Saul Loeb

7. april 2010

Den 26. september genanmeldte Rune Lykkeberg yderst generøst min bog Midt i redeligheden fra 1981 og gav den seks piber. Men den 27. september fik piben en anden lyd. Her genanmeldte han Irakkrigen og kritiserede mig for mit ansvar for den. Der var jo ingen masseødelæggelsesvåben, selv om jeg havde sagt det, anførte han som alle andre selvfølgelig siden har gjort.

Men Rune Lykkeberg glemmer, at stort set alle dengang formodede, at der var masseødelæggelsesvåben. Og som supplement til Ekstra Bladets optælling af min anvendelse af ordet, kunne han have læst folketingets forhandlinger fra dengang, vi traf beslutningen. Her ville han se, at alle fra Holger K. Nielsen over Mogens Lykketoft og Jeppe Kofod til Marianne Jelved tog for givet, at Saddam Hussein havde dem. Og hvordan skulle man kunne andet? Ingen af os kunne vide, at Colin Powells fremlæggelse af indicier på masseødelæggelsesvåben i FN's Sikkerhedsråd ikke holdt vand. Han troede jo også selv på, hvad han fremlagde og havde gennemarbejdet materialet grundigt, har han siden fortalt. Kunne vi vide, hvad Powell ikke vidste?

Spørgsmålet var ikke dengang, om Saddam Hussein havde dem, men om hvornår man skulle sige nok var nok. Derom drejede diskussionen sig i EU, i FN og i det danske folketing. Skulle våbeninspektørerne have mere tid? Og ville det da ikke gå som før, at Saddam Hussein atter ville smide dem ud, så snart faren for væbnet indgreb mod ham var drevet over? Og ville han så ikke vide sig sikker på, at det internationale samfund i lang tid fremover ikke ville kunne stille en styrke på benene igen? Og ville han så ikke give sig til at udvikle disse våben? At det i så fald netop ville gå sådan, er de fleste analytikere i dag enige, her i blandt McKay, der var den sidste, som efter krigen blev sat til at finde ud af, om der havde været masseødelæggelsesvåben. Han fastslår, at Hussein havde kapaciteten og formentlig havde villet vente til faren var drevet over med at bruge den.

Og dette var formentlig grunden til, at Hussein ikke gjorde rent bord. Det var jo ikke våbeninspektørerne, som skulle rode rundt efter masseødelæggelsesvåben i ørkensandet, men Hussein, som selv skulle lægge det hele frem, havde FN's Sikkerhedsråd besluttet. Han regnede med, at det væbnene indgreb næppe blev til noget. Og hvorfor skulle han så blotte sig og dermed vise kurderne, shiiterne, kuwaiterne og iranerne, at han i realiteten var en papirtiger?

Beslutningsforslaget

Min vurdering i marts 2003 var, at sådan ville det nok gå, og derfor måtte man sørge for, at FN blev taget alvorligt. Sikkerhedsrådet havde i november 2002 besluttet at give Hussein en 'sidste chance'. Den havde han haft i marts 2003. Skulle man så sige, nå nej, det var den næstsidste eller tredjesidste? Så ville fremtidige sikkerhedsresolutioner ikke blive taget alvorligt af ham, og han ville kunne fortsætte sin brutale og truende adfærd. Da jeg før krigen drøftede situationen med Kuwait og Saudi Arabien, var Kuwait sikker på, at han havde våbnene, og at de ville blive brugt mod det, mens Saudi Arabien var mere usikker.

Rune Lykkeberg har heller ikke læst beslutningsforslaget. For heraf fremgår det klart, at det er den manglende efterlevelse af FN's resolutioner, som regeringen beder folketinget om mandat til at medvirke til at sætte en stopper for. Masseødelæggelsesvåbnene nævnes kun som eksempel på, at han faktisk havde brugt dem, hvilket er uomtvisteligt. Det var på dette grundlag, Folketinget traf sin beslutning. Ligesom i 1998, hvor SR-regeringen med samme argumentation fik Folketingets støtte til at medvirke i en krig mod Irak. Det samme folkeretskontor, som den daværende regering havde benyttet sig af, fremlagde over for mig - og folketinget - en redegørelse, som sagde, at det folkeretlige grundlag for en krig mod Hussein i 2003 var endda stærkere til stede end i 1998. Skulle jeg da have underkendt dette kontor, når jeg stemte for SR-regeringens beslutningsforlag i 1998? I marts 2003 var V, K og DF alene om at danne flertallet, som sendte marineenheder af sted. Men få måneder efter henstillede FN's Sikkerhedsråd til alle lande at gå ind og bidrage til stabiliseringen af Irak. Derefter besluttede vi at sætte hæren ind og denne gang med tilslutning af S og R. Det samme flertal traf i 2007 beslutningen om at gå ud.

Den beslutning traf vi i 2007, efter at Iraks udenrigsminister Zebari og ministerpræsident Al-Maliki omkring december 2006 meddelte mig, at Irak selv ville overtage ansvaret for sikkerheden i 2007 og derfor i stedet gerne ville have danske, civile rådgivere til Bagdad. Det fik de - og igen med et bredt flertal i Folketinget.

Har sagt det før

Det samme brede flertal stod fra starten bag vores indsats i Afghanistan, som Lykkeberg også kritiserer mig for. Men min opfattelse er og var, at indsatsen var nødvendig for at undgå, at al-Qaeda fik et land, hvori det kunne træne terrorister, der skulle sendes ud til bl.a. os i Vesteuropa. Mellem 1996 og 2001 trænede det ca. 30.000 terrorister, oplyser indsigtsfulde kilder. Skulle de have lov til det i ro og mag? Har Lykkeberg slet ikke sat sig ind i strategien og filosofien bag al-Qaeda, i hvilken vi er 'den fjerne fjende', som skal skræmmes og terroriseres fra at støtte 'den nære fjende', som er de moderate og antiislamistiske, muslimske lande, som de vil gøre islamistiske og anti-vestlige?

Jeg kan desværre ikke yde Runeberg gengæld og give ham seks piber for hans indlæg den 27. marts. Jeg kan end ikke give ham én. Debat er godt, også om Irak og Af-ghanistan, men det bliver til uredelig polemik, når man end ikke gider sætte sig ind i de argumenter, man polemiserer imod. Thi alt, hvad jeg her har skrevet, har jeg sagt før!

Per Stig Møller er kulturminister (K)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

Stig Møller mener, at "stort sett alle dengang mente at det var masseødeleggelsesvåpen".

Slik taler en totalitær. For "stort sett alle" var jo de - våre USA-ensrettede medier - som på forhånd støttet invasjon for enhver pris og forlengst hadde besluttet seg for den (husk hva Richard Perle sa under et internt møte i Bushbanden 12. sept. 2001: "Just wage a total war".): Pentagon og det militærindustrielle kompleks, oljeinteresser samt alle disses medløpere, lobbyister og andre nikkedukker. Det blir som å høre Stalin i 1950 si om Moskvaprosessene at "stort sett alle mente jo dengang at opposisjonen i Sovjet var forrædere".

Alle vet da hvem "stort sett alle" er. For slike spiller de faktiske forhold ingen rolle. De følger det Carl Bild kaller "den enda vägens politik" og som Stalin kalte "den korrekte linjen".

Guddommeliggørelse eller krig?

Enevælden lever i bedste velgående Vi gør vitterligt at. Vi danskere, ja alle danskere mener. Vi, danernes og goternes konge af guds nåde.

Treenigheden af sandhed, flertal og magt er, at alle mener det korrekte.

Læs venligst,
foruden Holger K.Nielsens læserbrev 9/4, dagens læserbrev af Erik Boel, der begge afviser PSM's påstand. Ikke desto mindre har de to partier skiftet mening om krigen, når de senere er gået sammen med PSM (og giver ham en begrundet mistanke), og altså uanset, som Boel skriver, "det bliver forsvarsløse og uskyldige mennesker der kommer til at betale den højeste prís". Desuden må enhver angríber over andres territorium forvente et forsvar, bl.a. af talebanere, der er en del af befolkningen og aldrig har angrebet Danmark, men som i dag bliver begrundelsen for at føre krigen.

Morten Kjeldgaard

George W. Bush ønskede en angrebskrig mod Irak under alle omstændigheder, og grunden var den banale, at Saddam havde truet med at dræbe hans far, Bush-41. Derudover ønskede Bush at hjælpe sine venner i Haliburton og olieindustrien til det irakiske krigsbytte.

USA vidste, at Saddam Hussein i det mindste havde haft masseødelæggelsesvåben (WMD), for dem havde amerikanerne nemlig selv forsynet ham med under den første golf-krig.

Krigen startede derfor først på et tidspunkt, hvor USA var overbevist om, at Irak ikke længere havde WMD. Man fortsatte dog med at forsøge at bilde offentligheden ind, at Saddam Hussein var farlig, og at det irakiske regime var medskyldig i 9/11.

Per Stig Møller var nyttig idiot i hele dette spil. Vi var mange, der ikke troede på det den gang, og hvor fik vi ret. Historien vil være den endelige dommer over Fogh-Rasmussen, Per Stig Møller og de øvrige krigsforbrydere i VKO.

USA's og Danmarks krig i Afghanistan var som bekendt tidligere Sovjets og med nogenlunde modsatte fortegn i forholdet til taleban, hvilket angiver, at andre motiver gør udslaget.

Når USA og Sovjet for tiden og efter sigende er i en forhandlingsposition om krigsvåben er mange motiver i spil.
Den kolde Krig spøger stadigvæk, og man kan erindre sig, hvorledes USA allerede før den tyske kapitulation i 1945 var begyndt at udskifte samarbejdspartnere, kommunisterne i Sovjet med nazister i Tyskland. Omtrent samtidig med Bernadottes forhandlinger med Himmler (SS) om kz-fangerne traf hans næstkommanderende på møder med amerikanerne aftaler om verdenshandelen på havene, og næppe var krigen forbi, før CIA ansatte adskillige nazister for at afsløre kommunister, også nazister på højeste plan "med blod på hænderne".
Skal vi tro sidste års rapport om PET's arbejde, havde det danske poliiti tilsvarende ansat nazister med forstand på kommunisme, meget praktisk for PET's politiske virke, hvor landsforræderbegrebet var fryttet fra nazist til kommuinist, men med uoverskuelige følger under Den kolde Krig.

Det er også en side af Per Stig Møller.

christen thomsen

Det var Henrik Quortrop, den tidligere Venstre-spindoktor, der fortalte, hvordan statsministeren og hans kreds så på Per Stig Møller (efter filmen om EU-mødet i København): det var noget med 'negerhytte' tam-tam- (altså lidt møllersk pladdermoralsme til at tågebelægge de økonomiske interesser).
Her gentager Møller ufortrødent de samme løgne, som for længst er afsløret og tilbagevist i udlandet. Det er åbenbart god tnok for Møller og Informations læsere. Det er ikke ligefrem noget, der højner respekten for hans moral eller intellekt.

Sider