Læserbrev

Statusrapport fra en ny akademiker

7. april 2010

Efter min nyvundne titel som kandidat i medievidenskab og retorik bliver jeg tit spurgt, om det ikke er dejligt at være færdig. Svaret er tvetydigt. Jo, det er rart at have fuldført en mission og at passere en målstreg. Det er en stor tilfredsstillelse med rette at kunne sige, at man har gjort sit absolut bedste for at skræddersy sig en faglig profil, som man tror på er attraktiv og kompetent på arbejdsmarkedet. En strategi som er understøttet af diverse instanser i undervisningssystemet og af almen sund fornuft: gode akademiske resultater, spændende faglige sidespring inden for iværksætteri og it, værdifuld erhvervserfaring inden for kunst, projektledelse og kommunikation samt egne kreative projekter. Eksempelvis udgivelsen af mit hybridværk Kollektion, der består af både cd og bog. Alt i alt et alsidigt og rigt cv, som jeg ikke er bange for at være stolt af at have tilkæmpet mig.

Men samtidig giver det også en følelse af afmagt og frustration, når man opdager, at der ikke er det behov for en, som man havde håbet på. Det, der efterspørges, er tilsyneladende ikke uddannelse, men erfaring. Eller andre egenskaber, som jeg må have overset på min dannelsesrejse. Årsagen er ukendt, men fakta er, at knap 30 afsendte ansøgninger i år, kun har ført til én samtale.

Ved min uddannelses afslutning meldte jeg mig straks ind i Magistrenes A-kasse, men har måttet opgive at få hjælp ad dén vej. Fagligt såvel som økonomisk. Systemet er simpelhen for omstændigt og uoverskueligt til, at jeg orker arbejde med det. Det er i sig selv et fuldtidsjob at tilfredsstille de bureaukratiske krav. Jeg passer ikke ind. Først og fremmest fordi lovgivningen kræver, at jeg lukker mit firma, Stimuli, som jeg har drevet siden 2001, hvis jeg vil have dagpenge. Jeg ønsker ikke at lægge mit konsulentvirke på hylden, fordi dagpengesystemet vil have eksklusivret og forudsætter, at jeg »står til rådighed for arbejdsmarkedet«. Det er jo lige nøjagtig det, jeg gør, men åbenbart ikke så det passer ind i kasserne. Så jeg lever på lige dele opsparede midler og indignation over et ufleksibelt og demotiverende system. Jeg tror ikke på, at min karriere bliver til på grund af a-kasse-systemet, men nok nærmere på trods af det.

Hvad der kan undre os nye kandidater er, at regeringen har pisket os igennem systemet, når der ikke er noget at skynde sig ud til. Jeg lægger ikke ansvaret fra mig, det må ene og alene være mig selv, der skaber mit liv og min karriere, men det forekommer uovervejet og amputeret at fremskynde en proces uden at tænke den til ende. At haste os igennem SU-systemet, for at flytte os til dagpengesystemet.

Heldigvis har jeg for længst lært at leve på en sten. Jeg kan klare mig i en rum tid og vil bruge den effektivt på det jeg selv tror er frugtbart. Og det tilmed uden at figurere i statistikken som arbejdsløs. Det er jeg nemlig ikke - jeg har masser af projekter og arbejde at tage mig til. Det er bare ikke det hele, der giver indtægt. Endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis du søger efter logik i denne regerings prioriteringer omkring uddannelse og arbejdsløshed, så bliver du rundtosset.

Steen Uffe Tommerup

1002!

Det var dog en fantastisk befriende kronik/klumme du her har begået. Jeg kunne ikke udtrykke det klarere selv - og har ellers forsøgt ganske mange gange.

Blev selv færdig i januar 2007 mens samfundet stadig kørte i højeste gear og fuld fart på de økonomiske pumper. Alle skreg på arbejdskraft og Hjorten m.fl. tæskede dagligt de ledige i dagspressen.

I dag er der gået lidt over tre år og jeg har sendt min ansøgning nummer 1002 - ja, I læste rigtigt: 1 0 0 2 !
Stillinger fra Gilleleje til Kruså og Frederikshavn til Christiansø Stillinger fra gadefejer, lastbilschauffør og p-vagt til lærer i folkeskole, gymnasie og universitet, assistent og ac-fuldmægtig i alverdens ministerier og styrelser.

A-kasse, jobcenter, jobkonsulenter af alverdens art og alle andre kan ikke pege på noget galt eller forkert i ansøgningerne.

Men afslag på afslag tikker ind med henvisning til mangel på erfaringsbaserede kvalifikationer. But how! Hvordan skal erfaringer kunne erhverves uden ansættelse(r).

Prøv at skrive dette og hint, så du kan vise erfaring og få noget på cv'et, er rådet gerne. Men selv samme system der rådgiver hakker dig i tuden, hvis du forsøger. Skriv en artikel og du vil blive trukket i dagpenge (big time!), skrive en bog og se Helvede regne ned over dig med beskyldninger om bedrag og det der er værre.
For bøger og artikler kan ikke skrives i fritiden - ledige har nemlig ikke fritider. Det skal dokumenteres at det ikke er arbejdstiden der er brugt til at skrive i ... og hvad er 'arbejdstiden' i disse moderne flekstider?

Alt i alt - systemet er skabt til at fastholde den ledige i systemet. Enhver tænkelig gerning til selvhjælp skal man afholde sig fra, hvis man har sine dagpenge kær - og systemet er på ingen måde gearet til at hjælpe i arbejde.

Tre års erfaring fortæller mig dette i sit eget triste og sørgmodige sprog.
Systemet kan kun én ting: være et system.

1002 ansøgninger - ikke nær så mange afslag, for arbejdsgiverne vender i mange tilfælde slet ikke tilbage med et svar.

1002 ansøgninger - jeg skal stadig søge trods arbejdsmarkedet har talt sit tydelige sprog: "vi ønsker ikke at ansætte dig"

Hvis man har et ansætteslsespanel med deltagelse af medarbejdere og folk fra personaleadministrationen ser man tydeligt, at der er ansøgere , som alle uden videre vælger fra p g a "forkerte signaler" ( f eks signal om ukollegialitet, manglende sociale evner, firkantet personlighed o s v).

Og de pågældende kan bare ikke forstå, at ingen vil ansætte dem.

Det er altså ikke bare "det faglige", der ses på i en ansættelsessituation - det er også noget med at bevare en god stemning på en arbejdsplads.

.

Måske skulle i skifte "stil" og være mindre selvfølende.

"Kandidat i medievidenskab og retorik".... Det kunne måske være en del af problemet!

Alt for mange tager uddannelser der måske nok er lige det de gerne vil, men så bagefter viser sig at være overbefolket.... Dette er en af dem...
Når en profession er overbefolket, jamen så er det da naturligt at man ikke vælger dem uden erfaring. Efterhånden giver de så op og bestanden bliver reduceret.

Der vil jeg nok sige at det er ens eget ansvar at vælge en uddannelse hvor der er gode muligheder for at få et job bagefter, og ikke bare vælge blåøjet efter hvad man nu synes er interessant!

At der så måske burde lægges skrappe begrænsninger på antallet af folk på en stor del af uddannelserne er så en anden ting.

Arthur Schopenhauer

Jeg blev selv cand.mag. i 2009... Og jeg nikker genkendende til mange af dine erfaringer. Det er et ret deprimerende liv indtil videre. Og ja, bureaukratiet omkring dagpenge er fuldstændig hen i vejret.

Steen Uffe Tommerup

@Kroll og Lynge

Fair nok.

I vælger den borgerlig-liberale tilgang til arbejdsmarkedets kræfter. Egetansvar, egetansvar og egetansvar (jeg kan høre Hjorten bjæffe gennem jer).
Det er også idealer og ideologier der er til at følge og de er meget i tråd med hvad man hører fra DI og CEPOS.

@Kroll
Jeg har også hørt om de der forkerte signaler der skulle kunne sendes; men har ikke kunne få dem udpeget i egne ansøgninger. End ikke når eks-direktører, ansatte i det fag (på dén arbejdsplads hvor stillingen var slået op) eller kommunikationsuddannede uden mit mellemværende har skrevet mine ansøgninger, har det givet job eller samtaler.

@Lynge
Det er et meget stort ansvar og endnu større tiltro du lægger på det menneske der skal ud i voksenlivet. Hvis de mennesker evnede det du mener de skal, nemlig at se ind i fremtiden og se hvad vil være behov for, burde de slet ikke vælge dét job - men i stedet blive politikere.
Jeg startede mit voksne liv sidst i 80'erne med at blive radiomekanikker. Det var et godt fag for 25 år siden og der var, set med tidens øjne, fremtid i faget. I dag faget stort set nedlagt - brødløst.
Det er et utrolig bekvemt argument du fører frem og det føres frem overfor magistre i ét væk: I skulle bare have valgt med pengepungen og ikke hjertet, så det er jeres egen skyld.
Man sagde det også om læger og ingeniører da der var for mange af dem. Så skar man i studiepladserne og kom senerehen til at mangle dem - men det er jo sikkert også forkert af enkeltindividet at ville være læge, når vedkommende kunne se der ikke var behov.

Når I har lagt jeres borgerligt-liberale CEPOS-hatte vil jeg gerne høre et par andre bud på løsning end at pege fingre af individerne, med mindre det reelt er til hjælp i kampen for at få job.

mariann offersen

"Heldigvis har jeg for længst lært at leve på en sten. Jeg kan klare mig i en rum tid og vil bruge den effektivt på det jeg selv tror er frugtbart......."

I en verden med kamp om svindende ressourcer udtrykker du en meget vigtig men sjælden evne! dyrk og formidl dette - og du kommer længere end de fleste.

@Steen Uffe Tommerup

Det du hører fra mig er ikke min politiske holdning, men en civilingeniørs praktiske og realistiske holdning til hvordan tingene nu engang er!

Når jeg kunne vælge min videregående uddannelse med hjernen og ikke med hjertet, så kan andre altså også.

Den klynken og ansvarsflugt man så ofte hører fra Danskerne om at "samfundet må tage sig af det" er netop hvorfor vi i hastig fart er ved at blive overhalet af det der engang var den 3. verden.
Når jeg er ude, f.eks. i Østen, så har de en helt anden holdning. De unge er fokuserede på deres fremtid, lægger deres energi i at komme fremad, og vælger deres uddannelser med hjernen.Det er svært at se forskellen før man har været der, men når man først HAR boet derude nogen måneder, så er det stjerneklart hvorfor lande som DK falder tilbage. Der er simpelthen ikke noget 'drive' tilbage, primært fordi folk aldrig rigtig bliver 'voksne' og tager ansvar for dem selv og deres fremtid...

Man kan måske ikke se 25 år frem i tiden, men som regel er det ikke så svært at se 5 år frem for en uddannelse. De områder der snakkes om her har været kronisk overbefolkede i årtier...
At så mange vælger dem er en dobbelt fejltagelse! For det første er der ikke mange chancer for at få job indenfor området selv, og for det andet kan man ikke få jobs indenfor andre områder fordi arbejdsgiverne ved at man smutter igen hvis man får chancen for et job indenfor ens felt.

Så nej, jeg køber ikke den med at det er samfundets ansvar. Ikke fordi det er en politisk holdning, men simpelthen fordi det ikke passer ind i hvordan verden nu engang er, og fordi det reelt set umyndiggør folk.
For folks egen skyld (og landets) bør de i størst mulig grad lære selv at træffe deres valg (med hjernen) eller leve med konsekvenserne... Det er den eneste måde at blive forberedt på verden som den er. At pakke folk ind i vat gør dem en bjørnetjeneste.

Helle Frederiksen

Du skal prøve på at overleve indtil krisen vender, og der bliver tilstrækkelig mange jobs indenfor dit fagområde til at arbejdsgiverne ikke længere kan tillade sig at være så kræsne, at de uden videre sorterer de nyuddannede (og de ældre - og kvinder i den fødedygtige alder - og ...) fra. Du skal koncentrere dig om at imødekomme de krav, der er på arbejdsmarkedet i øjeblikket, så du holder din uddannelse ved lige: du skal samle erfaringer til dit cv, og holde dig fagligt engageret. Det kan du gøre ved at gå på dagpenge og bruge dine medie/retorik/it-kompetencer indenfor en forening eller organisation som frivillig, eller du kan fortsætte med at koge suppe på stenen og indhente erhvervserfaringer via dit firma. Og måske vil dit firma gro, og du kan selv blive en kræsen arbejdsgiver en dag...

Krise er noget lort, og det er specielt ubehagelig at blive kastet ud i en, når man er nyuddannet og i fare for at miste sin selvtillid og sit fundament. Folk vil stå på nakken af hinanden og fortælle dig, at du jo bare skulle have læst til ingeniør i stedet, eller at problemet er dig - DU udsender mystiske dårlige vibrationer af den ene eller den anden art.

Men faktisk er rigtig mange i samme situation som dig - eller har været det - eller kommer i den. Af den ene eller den anden grund, som gør, at arbejdsmarkedet lige nu vil foretrække et eksemplar af alfa-typen.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg burde lade være, men nu sidder jeg alligevel og skal have en opgave fra hånden, i mine bestræbelser på at blive skolelærer - og det område ligger jo lidt inden for denne diskussion.

Hvis Morten Lynge bare var enestående, så lod jeg ham i fred. Men det er han desværre ikke. Om det er CEPOS der driver værket, ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke visdommen, så det er nok CEPOS.

Morten Lynges belæring om "verden og tingene som de nu er" er min dokumentation for påstanden og dermed også en påmindelse om at den yngre Wittgenstein ikke levede forgæves - han blev dog klogere med årene.

Jeg forsøger at forestille mig civilingeniøren Morten Lynge derude i Østen og andre steder ude i den store verden hvor han (måske) arbejder (for COWI betalt af DANIDA) med veje og broer. Så er der måske nogen der sætter spørgsmålstegn ved en bro eller en vej, og dertil svarer Lynge "sådan er det og sådan skal det være, for sådan ser det ud fra mit perspektiv".

Jeg tør ikke kloge i hvilket begreb Morten Lynge har om "samfundet", men det virker også meget snævert.
Var det lidt mere nuanceret, kunne Lynge måske også læse Per Bloch Andersen's artikel som artiklen er skrevet og det er målt på alle leder og kanter, alt andet end "klynk og ansvarsflugt".

Jeg lover, at skulle jeg blive skolelærer og møder et barn som Morten Lynge, så svigter jeg ikke. Jeg skal nok tage mig af ham. Meget bedre end Mortens lærere helt åbenbart gjorde det i Mortens første skole.

Casper Kennild

Det her virker meget bekendt... er selv cand.mag. (i historie) og job er i øjeblikke noget, der skal søges yderst aktivt (siger a-kasse etc.), men da jeg valgte min overbygning tilbage i 2006-2007, da var der jo masser af jobs indenfor "branchen", så den med at "man bare skulle have valgt noget mere fornuftigt/andet" er jo ikke en brugbar holdning til den situation, som mange af os står i pt.

Noget andet er, at man har postet penge i at opbygge nogle ressoucer, som man fra det offentliges side nu vælger ikke at udnytte (andet end i offentligt løntilskud, selvfølgelig da...)! Det er ikke de nyuddannedes skyld, at samfundet har ændret sig om ørene på os mens vi sad i vores elfenbenstårn; vi skulle foretage os et valg ud fra helt andre præmisser, end dem, vi nu skal fungere under...

Mathias Egholm

Når man er ledig er man – retteligt – forpligtet til at være aktiv jobsøgende. Det tror jeg langt de fleste ledige forstår fornuften i, og jeg tror bestemt også at det er en svindende lille del af de ledige, der faktisk synes at det er fantastisk bare at lukrere på systemet. Langt de fleste ledige vil og gør hvad de kan for at komme i ordinær beskæftigelse!

Jeg har sammenlagt 3 års ledighed fordelt på to perioder (først 2 års ledighed, og i nuværende omgang nærmer jeg mig et år). Som ledig har jeg sendt utallige ansøgninger (tror jeg overstiger de 1002) og er kommet til 3 jobsamtaler, hvor jeg fik afslag på to men fik tilbudt en tidsbegrænset stilling på et jobcenter. Jeg tog selvsagt imod jobbet med kyshånd, selvom det langtfra kan siges at være et job i forlængelse af min uddannelse eller indenfor mit egentlige fag-interesseområde. Arbejdet var sjovt, det gav et års erfaring og da a, men man må jo starte et sted.

Da arbejdet ophørte uden mulighed for forlængelse, var jeg fortrøstningsfuld om, at jeg nu måtte have lettere ved at komme i betragtning til fremtidige stillinger. Dette har ikke vist sig sandt.

Jeg har selv forsøgt at skaffe mig yderligere erfaring ved at søge og få et alle tiders løntilskudsjob, hvor jeg får løn svarende til dagpengesatsen, og den offentlige arbejdsgiver får refusion - altså en motiveret og højtuddannet arbejdskraft, helt gratis (for arbejdspladsen, ikke for samfundet, forståes).
Der er selvfølgelig fortsat krav til at jeg skal søge jobs, hvilket jeg også gør, for selvom arbejdet er spændende, vil jeg gerne tjene ”rigtige” penge.

Det sjove er imidlertid, at jeg i systemets øjne tilsyneladende nu godt kan passe et fuldtidsarbejde og samtidig være aktiv jobsøgende – hvor det før blev argumenteret, at jeg kun var aktiv jobsøgende hvis jeg stort set ikke lavede andet end at knalde ansøgninger ud, kun afbrudt af 8 timers søvn og en halv times frokost pause. Frivilligt arbejde, forsøg på selvstændigt eller freelance arbejde udover den aktive jobsøgning, var bandlyst, eller så uattraktivt at det ikke er det værd. Tilsyneladende fratager et fuldtidsjob i løntilskud ikke tid fra min aktive jobsøgning på samme måde som et freelance arbejde i min ”fritid” før gjorde det…go figure...

Niklas Monrad

Per,

Du er utvivlsomt en kreativ person.

Musiker uden at læse noder; en kroppens poet der skriver uden at engagere hovedet (du sagde det vist på en anden måde i en artikel)

Du passer ikke ind, og du lukker af for folk du synes går i for små sko og er negative (løst citat).

Du er 30 år og er blevet hastet igennem undervisnings systemet.

A-kasse systemet er for uoverskueligt for dig.

Din skoling i retorik er ikke upåagtet, for du forstår at formulere noget ud af næsten intet.

Men du har "skræddersyet" din faglighed til noget som du mener er "attraktivt for arbejdsmarkedet".

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvilket arbejdsmarked det er, du har i tankerne. For hvis det er det arbejdsmarked jeg kender, så er du nok nødt til at gå på nogle gevaldige kompromisser.

Måske endda flytte fokus fra dig selv og dit indre, til hvad andre måtte have behov for.

Jeg siger ikke at det er det du skal gøre.

"Jeg passer ikke ind. Først og fremmest fordi lovgivningen kræver, at jeg lukker mit firma, Stimuli, som jeg har drevet siden 2001, hvis jeg vil have dagpenge."

Det er faktisk en meget rimelig regel: det har aldrig været meningen at A-kassen skal understøtte direktører med eget firma, så de kan konkurrere med andre virksomheder, der ikke modtager støtte.

(da mit fags A-kasse IAK, var til orienteringsmøde på DTU i 1982, gjorde man klart opmærksom på at man ikke kunne få støtte som selvstændig. Det kan være MA glemmer at fortælle dette).

Du er ikke en arbejdsløs akademiker, du er selvstændig og direktør !

Venlig hilsen

Claus
(Civ.Ing. og selvstændig)

@Kurt Bertelsen Christensen

ROFL... Et så tydeligt eksempel på den lærer type der er ved at køre DK fuldstændig agterud i den internationale konkurrence skal man lede længe efter...

Du skyder mig en masse i skoene som du i og for sig intet belæg har for. Jeg formoder at du heller ikke har været ude og arbejde REELT i resten af verden (ikke bare som del af lidt rejsen rundt), og heller ikke har sat dig ind i hvordan tingene foregår herude.
Dine udsagn bærer tydeligt præg af det, og om nogen så virker det som om DU har et meget snævert syn på tingene (begrænset at pakke-ind-i-vat Danmark).
Danmark er ikke normen i verden, men en ret skrap afvigelse!

Jeg fik en glimrende og støttende skoleuddannelse! Vi havde gode lærere, og først og fremmest havde vi lærere der lærte os om hvordan verden var i praksis (specielt vores matematik lærer var fremragende), og lærte os at tage ansvar for os selv!
Da tiden så kom til at jeg skulle vælge uddannelse, så kunne jeg vælge med hjernen. Det er nu engang den kropsdel der er beregnet til at tage beslutninger, ikke hjertet. Det har jeg aldrig fortrudt da jeg har været i interessant beskæftigelse lige siden jeg blev uddannet.

At pakke folk ind i vat er en bjørnetjeneste. Du får ikke 'hele mennesker' ud af det, men mennesker der aldrig rigtig bliver voksne. Det virker så længe vat-indpakningen er der, men såsnart de kommer ud i den virkelige verden (ja, den er derude), så kan de meget ofte ikke klare sig.

Jeg har nu boet i udlandet i ~10 år, og har set det ske gang efter gang, og desværre tiere for Danskere end de fleste andre nationaliteter. Evnen til at tilpasse sig nye omstændigheder er direkte proportional med hvor selvstændig man er blevet opdraget til at være, og omvendt proportional med hvor meget man har været pakket ind i vat og ladet andre løse sine problemer.

Læg også mærke til at jeg ikke behøver understøtte mine argumenter med slet skjulte (infantile) hentydninger og patroniserende bemærkninger.

Lars Løfgren

Allerførst vil jeg gøre Aita J opmærksom på, at medievidenskab bestemt ikke er noget ligegyldigt fagområde. Eftersom de moderne medier i høj grad er med til at definere og beskrive det univers, vi oplever som ”virkeligheden”, burde en kvalificeret mediekritik være et af de områder, der blev prioriteret allerhøjest - i hvert fald hvis vi mener noget med, at vores samfund skal være oplyst og demokratisk. At det ikke forholder sig sådan, falder meget godt i tråd med, at Anders Fogh Rasmussen i én af sine allerførste hensigtserklæringer varslede et opgør med de såkaldte ”smagsdommere”. Foghs kongstanke var tydeligvis at gøre sig immun over for kritik fra det segment af vidende og indsigtsfulde mennesker, der kunne tænkes at fremføre en fagligt funderet kritik, der kunne true regeringens overordnede plan. Ikke mindst af denne grund har regeringen - og først og fremmest Venstre - i det forløbne årti ganske uhindret kunnet gennemføre sin gradvise pervertering - ikke alene af samfundets institutioner, men også af noget så grundlæggende som sprog og semantik. Og intet sted træder resultatet vel tydeligere frem end i netop arbejdsmarkedssystemet. Som ufrivillig ”kender” heraf, har det ofte undret mig, hvilke myter, der i almindelighed trives om dette system. Det synes at være en udbredt opfattelse, at selve ”systemet” - nærmest af egen kraft - har udviklet sig til det monstrum af overadministration og absurde regler, det vitterlig også er. Men hvad de færreste tilsyneladende er klar over, er, at denne udvikling helt bevidst er drevet frem af partiet Venstre. Oprindelig var der tale om et samarbejde mellem velfungerende institutioner (AF, A-kasser, kommuner etc.), der var indrettet til at sammentænke menneskers behov for social tryghed med samfundets behov for uddannelse og arbejdskraft. Men da systemet blev kapret af Venstre, gik det galt, for i sit design var det nærmest perfekt som redskab for Venstres nye opdragelsesprojekt. Det sociale element blev nedtonet (for ikke at sige fjernet), tvang og straf blev sat i højsædet, og i forvirringen blev den overordnede samfundsmæssige begrundelse for systemet fuldstændig glemt. Ledighed og jobformidling var nu blevet den enkeltes eget personlige ansvar, og det monstrøse system blev nu alene anvendt til repressive formål. En sidegevinst ved perverteringen har været, at Venstre ikke behøver at forholde sig til sit ansvar, men blot kan læne sig tilbage og nyde, hvordan kritikken i stedet hagler ned over systemet og dets medarbejdere.
Alt dette ville for så vidt være i orden, hvis Venstre bare ville vedkende sig sine hensigter. Men i mellemtiden var også sproget blevet kapret. Hidtil velkendte begreber og sproglige udtryk blev tømt for indhold, og fremstod herefter i en ny, perverteret form. Logisk og sprogligt velfunderede journalister og debattører måtte give fortabt over for Venstres floskuløse sprogbrug og smarte ”one-liners”. ”Noget for noget” (= smålighedens evangelium), ”mennesket før systemet”, ”det skal kunne betale sig at arbejde” og lignende fraser lod sig ikke diskutere, for ingen medier interesserede sig længere for logisk analyse og andre ”ligegyldige” discipliner. Og nu er vi så fremme ved nutiden, hvor en kvalificeret mediekritik stadig glimrer ved sit fravær. I arbejdsmarkedssystemet svinges taktstokken ganske vist af en ny dirigent på podiet, men repertoiret er det samme - musikken er stadig både komponeret og orkestreret af Claus Hjort Frederiksen.
Selv om jeg ikke er fagkollega til Per Bloch Andersen, forstår jeg udmærket hans ønske om at holde sig fri af det deprimerende og opslidende arbejdsmarkedssystem. Jeg er også enig med flere af debattørerne i, at man i et vist omfang selv er ansvarlig for konsekvenserne af sit uddannelsesvalg. Til gengæld er jeg uenig i, at spørgsmålet kan betragtes helt løsrevet fra enhver politisk kontekst. Selvfølgelig kan det ikke det!

Lennart Kampmann

Hvis man køber historien om at staten er menig mands beskytter og sikrer at en færdiguddannet kandidat kan bringes til nytte for samfundet og sig selv, - ja så er det naturligt at føle sig forrådt når man efter opnået kandidatgrad finder ud af at erhvervslivet er ret ligeglad med ens meritter og A-kassen behandler en som en associal nasserøv, der ikke kan finde ud af noget.

Danmark er ikke længere nummer et i verden, vores drivkraft er lagt i jorden og kun en høj moms og vores egen træghed mod at flytte væk gør at vi bevarer velfærden et stykke tid endnu.

Vore unge oplever ikke nederlag, men bliver klappet frem i alle livets faser, og opbygger derfor en falsk tryghed om egen formåen og betydning, hvilket gør overgangen til selvstændigt tænkende voksenliv svær.

Når man så i en alder af ca. 30 debutterer som voksen, fremstår omgivelserne alt for hårde og kyniske, men realiteten er at man har levet i et smørhul hvor andre har betalt for gildet.

(Jeg taler naturligvis om de fem til otte år man har brugt på sin kandidatgrad - EFG eller mesterlære er ikke indbefattet her!)

Som ny akademiker er den første opgave altså at erkende at man blev snydt af statens usagte løfter om nytteværdi, og derefter få skeen over i den anden hånd og etablere kontakter til mennesker der kan hjælpe en i job. Glem ansøgningerne, det er som et lotteri. Lær nogen at kende - træk på venners fædre, bekendtes mødre, etc.

Efter det første job er CV'et på plads og jobbene fremstår mere klart.

Glem ikke at huske at tænke selv og ikke stole på staten.

Med venlig hilsen
Lennart

Kurt Svennevig Christensen

@Morten Lynge
Jeg forsøgte ikke at skjule mine barnlige og belærende bemærkninger til dig. De var velanbragte.

For jeg synes du gik endog meget langt over stregen i din tidligere kommentarer, hvor du bl.a. skrev om os herhjemme "så er det stjerneklart hvorfor lande som DK falder tilbage. Der er simpelthen ikke noget ‘drive’ tilbage, primært fordi folk aldrig rigtig bliver ‘voksne’ og tager ansvar for dem selv og deres fremtid…" og du fortsatte med at vi der bor her i landet "klynker og løber fra ansvaret".

Og det understreger du med, at det ikke er "politiske holdning (er), men en civilingeniørs praktiske og realistiske holdning til hvordan tingene nu engang er!" der drev dig til at kommentere på denne artikel.

Undskyld mig - men hvad i alverdens rige lande, andet end hovmod, får dig til at tro, at nogen i denne og andre verdener skulle tage dine "realistiske holdninger til hvordan tingene nu engang er" alvorligt?

Du sparker efter min mening blot til et menneske som tager ansvar for den uddannelse han har taget, ved at åbne for en debat om den arbejdsløses situation anno 2010? Det skal du selvfølgelig også høre for.

@Kurt Bertelsen Christensen

Så det at sige sandheden er nu 'at gå over stregen'... bare fordi den kolliderer med din tornerose-version af hvordan verden burde være?

Hvis man lige læser dine to indlæg igennem, så skinner det igennem at du ikke har andre argumenter end personlige angreb... Ikke en speciel konstruktiv måde at diskutere på!

Du har tydeligvis ringe viden om hvordan ting faktisk forgår ude i verden, og det er rimeligt skræmmende at du måske kommer til at undervise kommende generationer i DK.
Prøv at tage 3 år til Østen og tag derefter din verdensopfattelse til genovervejelse... Du vil komme til et helt andet resultat hvis du klarer det, men ud fra hvad jeg kan vurdere, så holder du ikke 3 år før du giver op.

Hvis man ikke er i stand til at tage både nederlag og tilbageskridt, så falder man igennem. Det er ikke noget jeg har fundet på, men simpelthen hvordan det er her i verden.
Når du bliver fyret pga. din chefs fejl i de fleste andre lande, så står der ikke 117 kommunale ansatte og hjælper dig og siger "Nåh, lille Benny... Her er nogen penge"... Du har som regel kun dig selv og dine nærmeste at støtte dig til, og det eneste der er at gøre er at komme fremad.

DET er hvad relativt flere Danskere end udlændinge ikke formår, og det er primært pga. at de, om før sagt, har været pakket ind i vat siden de var små og ikke har lært at tage ansvar for sig selv, eller håndtere nederlag. Med andre ord, de er aldrig rigtigt blevet voksne!

PBA viste sig i ovenstående artikel netop at være af denne støbning. Han er blevet færdig med en totalt overbefolket uddannelse, som formentlig er taget fordi han enten har ignoreret anbefalinger om at tage en uddannelse hvor der er bedre chance for at få et job, eller fordi der ikke har været nogen af hans erhvervsvejledere der har gjort deres job og fortalt ham det.

Nu klynker han så over konsekvenserne af det valg, og kræver samtidig at staten giver hans tydeligvis ikke-rentable firma statsstøtte. Når man er direktør for et firma, jamen, så er man altså ikke arbejdsløs!
...og det værste er at han ikke selv kan se det (og at du heller ikke kan)!

Som du siger, det skal han selvfølgelig høre for, men mere vigtigt er at hans dårlige eksempel kommer frem i lyset så man måske forhindrer andre i at lave de samme fejltagelser.

Hans Jørgen Lassen

En kandidat i medievidenskab skriver:

Svaret er tvetydigt.

Den er sgu pinlig. En kandidat, og så i medievidenskab, der taler tvetydigt!

Hvis han skal have en fremtid, så må det da vist være som spindoktor.