Kronik

Støt det originale

Hvis vi for alvor ønsker at styrke den musikalske udvikling i Danmark, fejler vi på to afgørende punkter. For det første i vores manglende fokus på uddannelse af sangskrivere og for det andet i de procedurer, vi har omkring udvælgelse af talenter her i landet
Danmarks Radio spiller med bl.a. 'X Factor', 'Karrierekanonen' og playlisteudvalget en meget stor rolle i markedsføringen af nye musiktalenter - og det er ikke til gavn for originaliteten og kvaliteten.

Danmarks Radio spiller med bl.a. 'X Factor', 'Karrierekanonen' og playlisteudvalget en meget stor rolle i markedsføringen af nye musiktalenter - og det er ikke til gavn for originaliteten og kvaliteten.

Uffe Weng

Debat
19. april 2010

I Danmark har der igennem de seneste mange år været en rivende udvikling inden for musik, hvilket satsningen på musikskoler, musikalske grundkurser (MGK) og konservatorier bærer en del af ansvaret for. Nu har regeringen så udvalgt musik til at være en af de fem zoner inden for oplevelsesøkonomi, som skal være med til at brande Danmark i fremtiden.

Men hvis vi for alvor ønsker at styrke den musikalske udvikling i Danmark, så fejler vi efter min mening afgørende på to punkter. For det første i vores manglende fokus på uddannelse af sangskrivere og for det andet i de procedurer, vi har omkring udvælgelse af talenter her i landet.

Angående den manglende fokus på sangskriveruddannelse, så er det vigtigt fordi vi har det grundlæggende problem, at det er meget få, der formår at skrive rigtig gode, langtidsholdbare eller visionære sange, og blandt de, der kan, har de fleste et potentiale for at blive langt bedre. Men man er først og fremmest nødt til at rose, at der i 2009 for første gang blev dannet en uddannelse af sangskrivere på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor seks elever blev optaget. Og desuden er der de seneste tre-fire år sket en hektisk aktivitet blandt frivillige ildsjæle, som har oprettet diverse klubber, kurser og højskoleforløb med sangskrivning. Men det er stadig som små dråber i havet i forhold til, hvor mange veluddannede musikere vi sender ud i systemet hvert år.

Kan blive bedre

Misforholdet skyldes måske, at man stadig kæmper med fordommen om, at man ikke kan lære at skrive sange. Jeg tror, folk har ret et stykke hen ad vejen, for man er selvfølgelig nødt til at udvise en eller anden form for musikalsk talent, før det giver mening overhovedet at tale om, hvorvidt man kan lære at skrive sange. Så i stedet burde man diskutere, om man kan blive bedre til at skrive sange, når først man er kommet i gang med sangskrivningen. Det er der nok langt færre, som vil anfægte, medmindre man udelukkende tror på, at folk har en forudbestemt skæbne, der ikke kan ændres.

Alle lyttere har vel fulgt med i en sangskrivers karriere, som har udviklet sig fra plade til plade, og her tænkes ikke på selve produktionen, men dybden og kvaliteten af sangskrivningen, evnen til f.eks. at skrive gode melodier og vedkommende tekster. Måske er man stødt på en sangskriver, som på den første plade var halvgod og på den tredje trådte i karakter. Eller i omvendt rækkefølge, udgav et mesterværk til at starte med og dernæst drattede ned ad rangstien på den anden udgivelse. Det kan i begge tilfælde handle om musikalsk udvikling og musikalsk bevidsthed. I det første tilfælde har kunstneren måske holdt sig til ilden og fundet dybere ind mod sin kerne, hvorimod kunstneren i det andet tilfælde måske er faldet af på den, har hvilet på laurbærrene eller simpelthen af en eller anden grund ikke har følt det påtrængende nok at kommunikere eller skabe nyt.

Hvis vi hermed konkluderer, at man med stor sandsynlighed godt kan blive bedre til at skrive sange, så er skævvridning i uddannelsessystemet jo et kritisk punkt. For uanset hvilken musikgenre, man har med at gøre, er det den grundlæggende idé, som skal bære værket. Hvis man har lyttet til en dygtig trommeslager tæske løs i et øvelokale helt alene, ved man, at det er meningsløst for alle andre end fagnørder. I visse nyere musikgenrer har man selvfølgelig ikke nogen sang som sådan, men stadig har de en bærende idé i form at et beat e.l. Så længe de folk, som laver de grundlæggende idéer, er så underuddannede, som tilfældet er i Danmark, prioriterer man efter min mening forkert, idet man vil have svært ved at komme op på det niveau, man drømmer om.

Solide håndværkere

Det andet kritiske punkt er, at vi er nødt til at ændre den måde, vi sorterer og understøtter talent på her i landet. Vi skal holde op med at fremelske musikere, som i al for høj grad efterligner lyden i udlandet, og i stedet hjælpe de musikere og sangskrivere, som finder deres egen originalitet. Der er alt for meget fokus på teknisk kunnen frem for kunstnerisk originalt talent. Med andre ord fremavler systemet masser af solide håndværkere, men næsten ingen originale kunstnere.

En af grundene til, at det er sådan i Danmark, er, at udvælgerne i alle de musikalske flaskehalse udvælger efter nogle forkerte parametre. De støtter den musik, som er populær her og nu, eller det, som efterligner udlandets lyd, og så støtter de nogle hårdtarbejdende håndværkere på bekostning af mindre frembrusende, men mere originale talenter, og dermed forfejler de understøttelsen af den visionære, originale danske musik.

Det mest kritiske udvælgelsesled i den danske musikbranche er Danmarks Radio. Her har vi at gøre med et statsligt finansieret selskab, som er med til at skabe og diktere en overvældende stor del af lyden på den danske musikscene igennem tiltag som Karrierekanonen og X Factor, men vigtigst af alt playlisteudvalget, som bestemmer en enorm del af landets radiolydbillede igennem et snævert udvalg, som er ansat på ubestemt tid. Det ville være fint nok, hvis DR havde ansat de bedste til at bedømme den kunstneriske kvalitet, men det ser langtfra ud til at være tilfældet, når man kigger på den musikalske stjernehimmel lige nu. Den er i høj grad er domineret af orkestre - blæst op på stjernehimlen gennem massiv eksponering i DR - som er langt mindre nyskabende og langt mindre talentfulde end generationen forinden, hvor DR ikke havde så meget at skulle have sagt. Kort sagt, meget af den musik, som DR har domineret de seneste fem års musikalske lydbillede med, ville Danmark ikke behøve at græde over at skulle undvære, mens der i stedet kunne have været plads til andre og mere originale navne. Når DR handler for landets penge og samtidig har så stor indflydelse på den danske musikscene, så burde det være dem pålagt at finde de absolut bedste til jobbene som udvælgere, også selv om de skulle søge i udlandet.

Garant?

Det står langtfra lige så slemt til i Kunstrådet, som er garanten for god kunst her i landet, igennem arbejdslegater og kunststøtte. Men alligevel er det lidt kritisk at høre en fra Kunstrådets tremandsudvalg (Tobias Trier i artiklen »Man skal råbe højt for at blive hørt«, dr.dk den 5. november 2009) udtale, at han mener, Rasmus Nøhr og Sys Bjerre har lavet noget af årtiets bedste musik. Ikke for at træde på de to nævnte musikere eller på Kunstrådets udvalg, men prøv at spørge danske eller udenlandske professorer eller andre eksperter, om de er enige i den betragtning.

Kunstrådet burde i den grad være garanten for kunsten i samfundet, og hvis der sidder folk i Kunstrådet, som ikke har den absolut stærkeste fornemmelse for original kunst i samfundet, så vil man efter stor sandsynlighed tage beslutninger, som ikke fremmer kunsten i tilstrækkelig grad.

Det er også problematisk, at alle de musikalske organisationer - KODA, DJBFA, Dansk Artistforbund, Dansk Musiker Forbund m.v. - har ansat folk til at fordele penge, som ikke er dem med den allerstørste kunstneriske indsigt, for alle disse foreninger har stor betydning for det musikalske landskab i landet, idet de støtter en meget stor del af kunstnerne gennem arbejdslegater og pladeudgivelser osv.

Hvis vi for alvor vil brande Danmark gennem musik, ved at have nogle af verdens bedste musikere og sangskrivere, så nytter det ikke noget, at vi sætter de næstbedste til at udvælge i alle landets musikalske flaskehalse. For de næstbedste vil lave flere fejlskøn i deres udvælgelser end de bedste, og de vil samtidig være mere tilbøjelige til at støtte det uoriginale end det originale. Dermed vil en del musikere få mere støtte end deres talent er berettiget til, og det kommer til at ske på bekostning af de kunstnerisk mest nyskabende - dem, som i sidste ende har potentialet til at være med til at sætte en ny dagsorden for fremtidens musik. Det er disse musikere der for alvor kan sætte Danmark på landkortet i udlandet, dem, som også har modet til at søge indad i stedet for kun at efterligne resten af verdens lyd.

Mads Heinesen er forfatter, sangskriver og formand for Danske Sangskriverklubber

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her