Kommentar

Sydafrikas stabilitet trues ikke af et drab

Eugene Terre'Blanches død er en grum slutning på et forblændet menneskes liv - ikke gnisten til en ny racekrig
Debat
7. april 2010

Mens sydafrikanske diplomater, forretningsfolk og sportsofficials rejser kloden tynd for at sælge et fredeligt fodbold-VM's forestående herligheder, står to af Eugene Terre'Blanche ansatte tiltalt for at have pryglet ham ihjel. Som reaktion har hans falmende Afrikaner Resistance Movement (AWB) truet med hævn og ny racekrig. Dagen før drabet krydsede Julius Malema, en egenrådig ANC-ungdomsleder, grænsen for at underholde zimbabwerne med afsyngning af sin foretrukne protestsang fra apartheidtiden, en sang, der rummer strofen »Dræb boerne«. Er Sydafrikas regnbuedrøm forbi?

I mediedækningen af mordet på Terre'Blanche og advarslerne til de fodboldfans, der om få uger vover sig til det mørke kontinent, kører der en understrøm af 'hvad sagde vi?'. Sydafrika, antydes det, balancerer atter på randen af eksplosion: På samme måde som i Zimbabwe er nationens kamp for frigørelse dømt til at løbe ind i et alle-mod-alle-blodbad, hvor det, som tæller i sidste ende, er hudfarve. Illusionerne er bristet, ønsketænkningens tid er forbi. Nelson Mandelas magi kunne ikke få apartheids traumer til at forsvinde. Realisterne fik ret i det, de forudså fra første færd.

Brutalt politi

Dette er på ingen måde et vendepunkt for Sydafrika. Hvis AWB og dets leder på noget tidspunkt var en trussel mod stabiliteten, var det tilbage i 1994, i månederne op til landets første demokratiske valg.

De fire år, som gik mellem Mandelas løsladelse og dette valg, var blodige til det ekstreme. I apartheidregeringens version af 'hvad sagde vi' var sortes vold mod sorte - en stor del senere blev afsløret som et værk af regeringssponsorerede provokatører- steget til frygtindgydende proportioner. Hele landet, frygtede man, var en krudttønde på nippet til at eksplodere.

Samtidig, lurende i baggrunden, var den yderste højrefløj, herunder Terre'Blanche's AWB, en indflydelsesrig aktør. ANC's største frygt i denne periode var, at denne neofascistiske bevægelse ville slutte sig til de udemokratiske elementer i apartheidhæren for at fremskynde en borgerkrig.

Den frygt kulminerede i 1994, da Lucas Mangope, marionetleder af apartheid-satellitstaten Bophuthatswana, forsøgte at hindre 'sit' folk i at stemme ved det kommende valg. Svaret kom i form af udbredte strejker, der endog fik hans eget brutale og brutaliserede politi til at vende sig mod ham.

I håb om at klynge sig til magten, anmodede Mangope organisationen Afrikaner Volksfront, der stod under ledelse af den højreorienterede general Constand Viljoen, om hjælp. Det var lige præcis den udvikling, ANC frygtede mest. Militsfolk fra Volksfront og tropper fra Sydafrikas hær gik ind i Bophuthatswana og fik, uindbudt, selskab af skydegale kakiklædte galninge fra Terre'Blanche's AWB. De uberegnelige aktivister fra AWB var bevæbnede og ikke bange for at skyde og dræbe i det hvide overherredømmes navn. Dette var ikke den glattungede F. W. de Klerks paroler om reformapartheid. Det var rent had.

I nogle få dage holdt Sydafrika vejret. Så blev Viljoen overtalt til at trække sine folk ud, og AWB fik besked på at forsvinde. De forlod området i konvoj, idet de skød vildt om sig og dræbte flere tilskuere. Da Bophuthatswanans soldater skød tilbage, lykkedes det dem at få ram på en chauffør. Jeepen standsede, og tre AWB-medlemmer vaklede ud. Dette øjeblik skulle vise sig afgørende. En Bophuthatswana-politimand trådte frem og dræbte alle tre med koldt blod og foran kameraer.

Et vendepunkt

Blev dette så begyndelsen på den frygtede racekrig? Tværtimod. Mænd som Terre'Blanche havde haft held til at indbilde landet, at hans brunskjorter var i stand til at erobre kontrollen med Sydafrika. Synet af hans mænd, som bad for deres liv, men var ude af stand til at forhindre deres død, afslørede løgnen. Det blev et vendepunkt, og dette var hverken fremprovokeret af blodsudgydelserne eller hævnaktionen, men af mødet med virkeligheden: Fra dette tidspunkt stod det klart, at valget ville kunne finde sted, uanset den bedrageriske modstand fra dinosaurer som Terre'Blanche.

Og som i 1994 således også i dag. Selv om morderne var sorte og deres offer hvid, kan historien lige så vel siges at handle om vrede ansattes revolte mod deres voldelige arbejdsgiver. Terre'Blanches død er måske en grum slutning på en forblændet mands liv, men begyndelsen til en ny racekrig er den ikke.

Gillian Slovo er sydafrikansk forfatter og dramatiker, bl. a. kendt for retssalsdramaet 'Red Dust', der handler om Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Regnbuenation?:

"The South African government doesn't keep reliable emigration statistics. But even as the global financial crisis has caused emigration from most other countries to slow, a number of recent independent studies show that mass departures from South Africa are ongoing and are sapping the nation of its skilled and best-educated young citizens. The most dramatic figures can be found among South African whites, who are leaving at a pace consistent with the advent of "widespread disease, mass natural disasters or large-scale civil conflict," according to a report by the South African Institute on Race Relations. Some 800,000 out of a total white population of 4 million have left since 1995, by one count."

Neeweek januar 2009.