Kommentar

En uventet sejr til Obama

Pakistan har optrappet sin udveksling af efterretningsoplysninger med USA, og det pakistanske militær gør mere, end det har gjort hidtil, for at bekæmpe militante islamister
Debat
6. april 2010
Det pakistanske militær gør mere, end det har gjort hidtil, og det tæller som en succes i den udenrigspolitiske verden. Denne succes vil kun fortsætte, hvis Obama-regeringen bliver ved med at presse på, mener Fareed Zakaria.

Det pakistanske militær gør mere, end det har gjort hidtil, og det tæller som en succes i den udenrigspolitiske verden. Denne succes vil kun fortsætte, hvis Obama-regeringen bliver ved med at presse på, mener Fareed Zakaria.

Jim Young

Præsident Obama får stor ros for at ændre USA's omdømme i verden. Det var sandsynligvis grunden til, at han fik Nobelprisen. Men hvis man beder hans dedikerede fans om at nævne en specifik udenrigspolitisk præstation, vil de sandsynligvis tøve. »Det er for tidligt,« vil de sige. Men der er dog et sted, hvor Barack Obamas udenrigspolitik fungerer, og det er et afgørende sted for USA's sikkerhed: Pakistan.

Der er kommet en bølge af gode nyheder fra det komplicerede land, som længe har lovet at gribe ind over for militante islamister, men sjældent har gjort det. (Årsagen er, at Pakistan har brugt mange af de samme militante grupper til at destabilisere den traditionelle fjende, Indien, og til at vinde indflydelse i Afghanistan.)

Gennem de seneste måneder har det pakistanske militær været involveret i vellykkede operationer mod militante islamisters tilflugtssteder i Swat, Malakand, det sydlige Waziristan, og Bajaur. Nogle af disse områder er fjendeland, hvor ingen pakistanske regering hidtil har været i stand til at gøre sin indflydelse gældende, så præstationen er så meget desto mere betydningsfuld. Pakistanerne har også optrappet deres udveksling af efterretningsoplysninger med USA. Det førte for en måned siden til anholdelsen af bl.a. Mullah Abdul Ghani Baradar, den stedfortrædende leder af Taleban i Afghanistan.

De fleste tilfangetagne talebanere har dog været små fisk, og det pakistanske militær har en tradition med at »fange og frigive« terrorister, så de kan imponere amerikanerne, men stadig bevare deres gode forbindelser til de militante islamister. Men nu er der tilsyneladende opstået et skift i pakistanernes adfærd. Hvorfor det har fundet sted, og hvordan det kan fortsætte, er et studie i de udenrigspolitiske succesers årsager og begrænsninger.

En del af løsningen

For det første har Obama-regeringen omdefineret problemet korrekt. Erfarne embedsmænd holdt op med at tale om USA's indsats i Af-ghanistan og begyndte i stedet konsekvent at tale om »AfPak« for at understrege idéen om, at succesen i Af-ghanistan afhænger af de foranstaltninger, der træffes i Pakistan. Det har chokeret pakistanerne, men de forstod budskabet. De skulle vise, at de var en del af løsningen og ikke af problemet.

For det andet har den amerikanske regering brugt både stok og gulerod. Obama inviterede den indiske premierminister Manmohan Singh til sit første officielle middagsselskab som præsident, hvilket selvfølgelig ikke huede pakistanerne. Men Obama gjorde det klart, at USA ville fortsætte det særlige forhold med Indien, som blev smedet under præsident Bush, herunder en vidtrækkende aftale om atomsamarbejde. Men samtidig understregede Det Hvide Hus, at man ønskede et langsigtet og positivt forhold til Pakistan. Senatorerne John Kerry og Dick Lugar indsamlede den største ikke-militære bistandspakke, landet nogensinde har modtaget. Støtten til det pakistanske militær er også i kraftig vækst.

For det tredje har regeringen brugt både tid og kræfter på Pakistan. Alle elementer i det amerikanske magtapparat og diplomati er blevet involveret. Pakistan har i det forløbne år modtaget mere end 25 besøg af højtstående regeringsembedsmænd, som alle har presset det pakistanske militær til at levere resultater i bekæmpelsen af militante islamister.

Løbebåndet

Og så har held og timing som altid spillet en afgørende rolle. De militante islamister i Pakistan gik ligesom al-Qaeda for vidt med brutale drab på civile og lukning af pigeskoler og har således skabt en middelalderlig stemning. Den pakistanske offentlighed, som havde en tendens til at nedtone problemet med terrorisme, betragtede det nu som »Pakistans krig«. Hæren tog bestik af stemningen og besluttede, at det var på tide at producere konkrete resultater.

Men resultaterne er stadig foreløbige. Det pakistanske militær er stadig meget optaget af Indien - hvordan skulle man ellers retfærdiggøre et stort forsvarsbudget i et fattigt land? Hæren har endnu ikke for alvor gjort noget ved de militante grupper, som aktivt bekæmper Afghanistan, Indien, og USA. Det afghanske Taleban, Haqqani-gruppen, Gulbuddin Hekmatyar, Lashkar-e-Taiba og mange mindre grupper opererer alle uhindret i Pakistan. Men det pakistanske militær gør mere, end det har gjort hidtil, og det tæller som en succes i den udenrigspolitiske verden.

Denne succes vil kun fortsætte, hvis Obama-regeringen bliver ved. Der er nogle, der mener, at Pakistan har ændret sin grundlæggende strategi og nu har forstået, at landet bør kappe båndene til de militante grupper helt. Underligt nok deles denne naive opfattelse af det amerikanske militær, hvis topfolk har tilbragt så mange timer med deres kolleger i Islamabad, at de næsten er blevet indfødte pakistanere. Det er op til Obama og hans hold at minde sine generaler om, at det at presse Pakistan er ligesom at stå på et løbebånd. Hvis du holder op med at løbe, ryger du baglæns og falder højst sandsynlig af.

Fareed Zakaria er international redaktør på Newsweek

© Newsweek og Information 2010

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her