Kronik

Almenvel eller kapitalinteresser: To strategier mod en gældskrise

Finanskapitalens behov sætter i dag de 'selvfølgelige rammer' for kriseintervention: EU og de nationale regeringer er låst af markedets krav. Kun hvis det klassiske, keynesianske alternativ til neoliberale nedskæringer - ekspansiv finanspolitik - supplerer sig selv med indgreb mod kapitalens fri bevægelighed kan det blive effektivt
Finanskapitalens behov sætter i dag de 'selvfølgelige rammer' for kriseintervention: EU og de nationale regeringer er låst af markedets krav. Kun hvis det klassiske, keynesianske alternativ til neoliberale nedskæringer - ekspansiv finanspolitik - supplerer sig selv med indgreb mod kapitalens fri bevægelighed kan det blive effektivt
Debat
25. maj 2010

Der eksisterer to bud på veje ud af den europæiske gældskrise. De hviler på hver sin økonomiske teori.

Den første strategi er den, der nu søges gennemført.

Den består i at regeringerne overalt i EU men især i Sydeuropa skal skære ned på de offentlige udgifter. Problemet er, hedder det, de store offentlige budgetunderskud, som undergraver finansverdens tillid til statsgælden, dvs. statsobligationerne. Det presser renten i vejret, og dette undergraver tilliden til euroen. Med denne tillid er det gået slemt tilbage i de sidste uger, fordi især amerikanerne er begyndt at tvivle på værdien af europæiske papirer.

Fokus er her på pengepolitik. Effekten er uden for enhver tvivl deflation, dvs. højere arbejdsløshed og lavere vækst, men dette ses som den nødvendige omkostning for at bringe investorernes tillid tilbage og uden den kan ingen lande få den kapital, der er den første betingelse for stabil økonomisk vækst.

Bemærk i øvrigt, at hvis formålet alene var at nedbringe det offentlige underskud til de berømte tre procent af BNP, kunne man også anbefale, at landene hævede skatterne. Men denne vej ses, formentlig med rette som mindre egnet til at genskabe investorernes tillid.

Den anden krisestrategi er i klart mindretal blandt politikere og økonomer. Endda så meget, at de fleste næppe er klar over, at der foreligger et sådant alternativ. Her argumenteres med et populært billede at snakken om, at alt bliver godt, når vi først er gået så grueligt meget igennem, er fugle på taget. Det, der er brug for, er ikke mindre, men mere offentligt forbrug og ikke færre, men flere offentlige investeringer. Det giver ganske vist større budgetunderskud her og nu, men skidt med det, for når der atter kommer gang i hjulene, stiger skattebetalingerne og de sociale udgifter til bl.a. dagpenge falder, og så er der atter balance, når vi er kommet ud af krisen.

I denne strategi satses således på
finanspolitikken

I den herskende strategi er det kapitalen, i form af kapitaltilstrømning, der er løsningen. I den alternative strategi ses det offentlige ikke (blot) som problemet, men (også) som løsningen. Den første strategi er nyliberal, fordi den satser på pengepolitik og indebærer en reduktion af den offentlige sektor. Den anden strategi er keynesiansk, fordi den lægger vægten på finanspolitikken og ikke har problemer med en stor offentlig sektor.

Tre krisehåndteringer

Hidtil synes den mere keynesianske krisepolitik at have været den mest effektive, hvis vi ser på tre tilfælde af krisehåndtering:

1) Kina er dét større land, der suverænt har klaret sig bedst igennem krisen, især takket være en meget stor stimuluspakke på et tidligt tidspunkt af krisen.

2) USA har klaret sig meget bedre end EU, idet landets BNP i første kvartal af dette år voksede med 3,2 procent (på årsbasis), mens vi stadig stagnerer, med en vækst på 0,8 procent. Forskellen kan hænge sammen med, at USA har ført en mere ekspansiv finanspolitik end EU-landene. Således øgede Obama dagpengene, hvorimod den danske regering vil fastfryse overførselsindkomsterne, hvilket i medfør af inflationen betyder en de facto sænkning. Generelt betragtes det i Europa som syndigt at øge de offentlige udgifter, når det giver et underskud, der er større end tre procent af BNP.

3) I Latinamerika er Bolivia det land, der er kommet mest skånsomt gennem krisen, målt i udviklingen i BNP. Det er samtidig det land, hvor staten har gjort mest for at holde økonomien oven vande.

Dog kan den herskende strategi ikke uden videre afvises som tåbelig.

Nedsmeltning

Umiddelbart kunne det ganske vist synes mere tillokkende at varetage befolkningens interesse i beskæftigelse og vækst end finanskapitalens interesse i højere indtjening og mindre risiko. Men i vore dage er finanskapitalen skønt den i de sidste par år har reduceret vore økonomier til randen af ruin såvel overdommer for landenes økonomier som eksekutor af denne dom. Det er åbenlyst, at magten ikke ligger hos EUs politiske myndigheder, endsige hos de nationale regeringer; de er låst af markedets krav. Derfor betragtes finanskapitalens behov for sikkerhed (og gode renter) som den ramme, inden for hvilken andre behov må tilgodeses.

Hvis Spanien i stedet for at sænke de offentlige lønninger med fem procent, som man har bebudet, valgte at
hævedem med fem procent for at øge efterspørgslen i samfundet og dermed mindske den tårnhøje arbejdsløshed på 20 procent, ville spanske banker lynhurtigt flytte deres penge ud af landet, ligesom udlændinge, der har lånt til Spanien, ville trække deres penge hjem. Staten ville nemlig have færre penge til at honorere sine lån fra bankerne, og risikoen for udtræden af euroen, dermed en nedskrivning af værdien af denne gæld, ville øges. Resultatet af en ekspansiv politik ville derfor være en hurtig økonomisk nedsmeltning.

Heri ligger at en keynesiansk politik kun kan blive virkelig effektiv, hvis den supplerer ekspansiv finanspolitik med
kapitalkontrol, altså indgreb mod kapitalens frie bevægelighed. Dermed vil man i øvrigt også være i god overensstemmelse med Keynes, der anbefalede at begå medlidenhedsdrab på spekulationskapitalen, fordi denne lægger sten på vejen for den produktive kapital ved at give valutauro og kriser.

Radikal, nyliberal politik

Et par eksempler antyder, at kapitalkontrol kan være en effektiv foranstaltning.

På sin vej fra socialisme til kapitalisme har Kina fastholdt politisk kontrol med kapitalbevægelser ud og ind af landet. Derfor blev landet ikke ramt af Den Sydøstasiatiske Finanskrise 1997/98, og derfor har landets ekspansive finanspolitik været en succes.

Omvendt er det også værd at bemærke bl.a. fordi nyliberale økonomer ikke gør det at de lande, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise, netop er de lande, der har ført den mest radikale nyliberale politik, altså mest radikalt har dereguleret finanskapitalen. Det drejer sig om Island, Irland, Estland, Litauen og Letland.

Spekulation

Kapitalens frihed er indskrevet i hovederne på de fleste af dagens økonomer og vigtigere i EU, hvor det var den centrale frihed i Det Indre Marked (1985) og det første trin i ØMU-processen (1990). Budskabet er blevet hørt, også i Danmark, hvor de finansielle institutioners balance i 1980 svarede til BNP, men i 2007 var vokset til at være syv gange så stor. Finanskapitalen formidler, eller skulle formidle, opsparing til produktive investeringer, så der må være noget galt, når denne bydrengs rolle vokser og vokser i forhold til realøkonomien. En vis trimning kunne formentlig øge den danske økonomis sundhed.

Opbygningen af kapitalkontrol kan ikke ske fra den ene dag til den anden, selv ikke hvis de politiske interesser og værdier skifter fra kapitalistisk til demokratisk styring af økonomien.

Men meget kan gøres her og nu. En lille afgift på kortsigtede kapitaltransaktioner kan lægge en dæmper på spekulationen (Tobin-skat), deciderede spekulationsforetagender såsom hedgefonde og kapitalfonde kan lukkes, og man kan ligeledes forbyde finansielle instrumenter, der gør det muligt at vinde ved spekulation mod europæiske lande (især deres statsobligationer).

Suppleres med indgreb

I USA, der er mindre ortodokst nyliberalt end EU, synes et opgør med finanskapitalen at være undervejs: Strammere regulering er på vej gennem Kongressen, og der er lagt bedragerisager an mod Goldmann Sachs, Citi Bank og andre af de allerstørste. I Europa har der været mange ord og meget lidt handling, men måske er en ændring på vej. EU overvejer at regulere kapital- og hedgefonde, og i Tyskland har SPD og Die Linke åndet Merkel så meget i nakken, at hun har forbudt visse typer af spekulation og anbefalet Tobin-skat. Finanskapitalen reagerede naturligvis ved at trække penge ud af Europa (aktieindeksene styrtdykkede). Vi får se, om dette forsøg på veto krones med held, eller om politikernes nyfundne rygrad holder.

Her er der en oplagt åbning for initiativer fra oppositionen i Danmark. Dens nylige udspil anbefaler større offentlige investeringer, men planen må suppleres med indgreb over for finanskapitalen; ellers risikerer politikken at blive underløbet af denne.

Kronikkens overskrift er inspireret af de tyske socialdemokraters aktuelle slogan: Gemeinwohl vor Kapitalinteressen.

Anders Lundkvist er politisk økonom og bidragyder til Kritik og Kaos på modkraft.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den økonomiske udlægning, Især kan jeg ikke lade være med at fremhæve
” 2) USA har klaret sig meget bedre end EU, idet landets BNP i første kvartal af dette år voksede med 3,2 procent (på årsbasis), mens vi stadig stagnerer, med en vækst på 0,8 procent. Forskellen kan hænge sammen med, at USA har ført en mere ekspansiv finanspolitik end EU-landene. Således øgede Obama dagpengene, hvorimod den danske regering vil fastfryse overførselsindkomsterne, hvilket i medfør af inflationen betyder en de facto sænkning. Generelt betragtes det i Europa som syndigt at øge de offentlige udgifter, når det giver et underskud, der er større end tre procent af BNP.” –
Det kan ses, som det nævnes sidst i kronikken , som forskellen mellem OVK og S og SF-plan. Her kan så lige skydes ind ,at DF nu ønsker at halvere dagpengeperioden til ned til 2 år . Men er det nu en god ide? Dels vil Danmark tabe meget af sit fleksible arbejdsmarkedet, hvor det er let at hyre og fyre. Ja Danmark vil blive stillet på lige fod med de fleste andre europæiske arbejdsmarker og dermed tabe den fordel for erhvervslivet hvor det er let at hyre og fyre. En halvering af dagpengeperioden kan meget let blive en dyr omlægning for det danske erhvervsliv og ikke mindst for de danske lønmodtagere.

Bill Atkins

Almenvel eller kapitalinteresser - samt korte og langsigtede tiltag.

Spændende artikel !

...men det er ikke sikkert, at de tiltag der ser rigtige ud på kort sigt, er de samme som virker på lang sigt...

Fokus i pressen og i den offentlige debat er i meget høj grad baseret på de kortsigtede økonomiske indikatorer: aktiekurser, valutakurser og renten. Det er på disse indikatorer de store udsving sker, og det er her pressen kan få opmærksomhed omkring deres økonomiske artikler.

Politikerne bliver af populistiske årsager presset til at agerer på disse kortsigtede indikatorer, og det er samtidig denne fokus, der er med til at italesætte spekulationskapitalens bingohaller, hvor store kapitalsummer lokkes ud i alt for risikable investeringer. Men spekulationskapital investeres ikke blot i 'dag til dag-profit'. Spekulationskapitalen har et solidt tag i pressen, hvor de styrer den økonomiske information.

...hensigten er politisk påvirkning.

Keynes, anbefalede at begå medlidenhedsdrab på spekulationskapitalen

Kina har lige lukket sin spekulationskapital ud af kachotten, iført en solid fodlænke og en spændetrøje... og mon ikke det vil være et realistisk tiltag overfor spekulationskapitalen i Europa...

...Og så også gerne nogle flere økonomiske artikler, der informerer om de langsigtede økonomiske indikatorer som: ordrebeholdninger, transportrater, arbejdsløshed, konkurrenceforhold, patentforhold og produktionstal m.v.

Nogle vil mene, at det stof kan læses i Børsen, men der er så megen politik i udlægningen af disse indikatorer, at vi i demokratiets navn ikke kan tillade os at overlade fortolkningen heraf til erhvervspressen alene.

Anders Lundkvist

Kronikken har to pointer:

At ekspansiv finanspolitik er mere effektivt end nyliberal nedskæringspolitik.
Og at ekspansiv finanspolitik kræver kapitalkontrol.

Jeg er lige faldet over en irsk erfaring, der i hvert fald viser at nedskæringspolitik plus fravær af kapitalkontrol giver et dårligt resultat, efter alle målestokke (i få lande har kapitalen større frihed end i Irland):

”Irland begyndte at reducere sit budgetunderskud i 2008, da bankkrisen bredte sig og underskuddet var på 7,3 procent af BNP. Økonomien skrumpede snart med 10 procent og – surprise, surprise – underskuddet eksploderede til 14,3 procent” (’The US is not Greece’, Marshall Auerback, counterpunch.org).

Martin Pedersen

Har linket en del til Paul Krugman her på information og nu gør jeg det igen:

http://krugman.blogs.nytimes.com/

Han har på det seneste forsøgt at forklarer hvorfor den herskende økonomiske tankegang historisk har klaret sig langt dårligere end den keynesianske.

Det seneste indlæg på bloggen sammenligner det som kaldes opgangstider efter 2000 med 70'ernes stagflation. Medianindkomsten har klaret sig endnu dårligere under Bush end den gjorde i 70'erne.

"It is an unfortunate human failing that a full pocketbook often groans more loudly than an empty stomach."
-Franklin D. Roosevelt

Thomas Frisendal

Tak Anders, klar, overskuelig kronik og lige to-the-point.

Thomas Højmark Dahl

Udmærket indlæg, men den mangler at komme helt i dybden med problemerne. Ekspansiv finanspolitik kræver restriktiv kapitalkontrol. Det er rigtigt, men kapitalkontrol og ekspansiv finanspolitik vil ødelægge væksten på længere sigt.
Såfremt ekspansiv finanspolitik og kapitalkontrol blev gennemført, da ville man på kort sigt få positive effekter: Stigende BNP, lavere arbejdsløshed og fastholdelse af lav rente (kapitalen ville ikke flygte). Men på længere sigt, da vil det skabe problemer.
Større underskud på finanserne ville betyde, at staten skal stifte mere gæld. Denne gæld vil udlændingene ikke opkøbe, da de ikke ved, om de må trække deres penge ud af landet igen, når de mener det er nødvendigt. Dette vil lægge et opadgående pres på renten på længere sigt. Samtidig med, så vil vi få færre investeringer i landet udefra af samme grund. Dette er skadeligt for den fattigste del af befolkningen, da et øget kapitalapparat netop øger deres produktivitet og dermed deres indkomst markant.

Note: Kinas BNP har mange fejlkilder. Kina er en kommando-økonomi. Samtidig, så er det netop i kraft af sin lavere kapitalkontrol, at Kina har kunne tiltrække udenlandsk kapital, der signifikant har forbedret forholdene for de fattige.

Per Diepgen

De to traditionelle strategier beskriver kapitalinteresser og gældskriser, næppe almenvellet, og hverken økonomer eller de alvidende bankfolk, kan forhindre handel i porten, eller at krisen bliver til krig.

Anders Lundkvist

Et kort svar til Thomas.

1) Det er rigtigt at en ekspansiv finanspolitik giver offentligt underskud her og nu, men idéen er jo at den lidt senere giver øget vækst og dermed flere skattekroner og færre udgifter til dagpenge etc.

2) Det er rigtigt at politisk kontrol med kapitalen reducerer dennes frihed, og dermed gør Danmark mindre attraktivt for finanskapitalen. Selv om noget kan gøres her og nu, betyder det, at et systemskifte fra kapitalistisk til demokratisk styring kræver, at det øvrige EU er med på idéen. Her ser jeg som nævnt en vis grund til optimisme.

3) Om Kina: Styringen af den udenlandske kapital har her betydet, at man har fremmet indførsel af produktiv kapital (’udenlandske direkte investeringer’), hvilket har givet arbejdspladser, læring og teknologioverførsel. Derimod har man hindret den mere spekulative finanskapital i at udfolde sig frit, fx er de kinesiske børser meget stramt reguleret.

Venlig hilsen
Anders

Thomas Højmark Dahl

@Anders:

Kapitalen skal således scannes når den krydser den danske grænse?

Når danskere vælger at placere deres opsparing i udlandet, så skal 'staten' sige god for at det givne udenlandske investering er god nok?
Og samtidig, så skal den danske stat begrænse udenlandske investeringer i Danmark til kun at gælde direkte investeringer (dvs. i fabrikker, kapitalapparat, teknologi osv.)?

Anders Lundkvist

Hej Thomas.

Præcis, - bortset fra at jeg jo ikke kan vide om demokratisk valgte politikere vil begrænse kapitalimporten til direkte investeringer.

Demokratisk kontrol med økonomien er i princippet bedre end kapitalistisk kontrol. Hvad der er mest effektivt er en anden (og for mig mindre vigtig) sag, men her mener jeg at de sidste års erfaringer har vist, at det næsten er fysisk umuligt at gøre det dårlige end nogle tilfældige bankdirektører og aktionærer.

Venlig hilsen
Anders

Per Diepgen

Almenvellet.
Bank- og finansverdnen taler om vækst og inflation og driver sig selv rundt i manegen, lader gælden vokse og skubber den fra den ene til den anden, imens samfundsværdierne står uforandrede (jord, bygninger, institutioner, produktionsapparat, arbejdskraft o.a.)
Kapitalverdnen kan ikke selv rydde op, men de kan drive samfundet til statsbankerotten, værst for dem selv - eller til endnu mere krig.

Frej Klem Thomsen

Bravo for en skarp, overskuelig sammenfatning, som samtidig leverer et hårdt tiltrængt korrektiv til de dominerende fremstillinger af krisens natur i danske medier.

"Dermed vil man i øvrigt også være i god overensstemmelse med Keynes, der anbefalede at begå medlidenhedsdrab på spekulationskapitalen, fordi denne lægger sten på vejen for den produktive kapital ved at give valutauro og kriser."

Og sjældent vil Eutanasi have været så berettiget!

Martin Kristensen

Så Anders Lundkvist mener ikke at de stimuluspakker der er vedtaget rundt omkring - bl.a. i Danmark - og har givet massive underskud er Keynesiasme?

For at kunne opretholde Keynesianismens model med ekspansiv finanspolitik i dårlige tider kræver det omvendt en restriktiv finanspolitik i gode tider - og hvem tror lige man havde fået de spanske offentlige ansatte til at gå 5% ned i løn i 2007? Det er vist lige så usandsynligt som at man skulle sætte dem 5% op nu.

Derudover skabes kapitalen jo ikke kun af internationale spekulanter der flytter rundt. Hvis man gør kapitalens forhold dårligere vil befolkningens opsparingsrate og investeringslyst falde til skade for samfundet.

Rasmus Underbjerg Pinnerup

Supergod artikel, der kort og overskueligt giver en sammenhængende fremstilling af mulighederne. Og især skal der lyde ros for, at du tager aktiv del i debatten efterfølgende og også dér bidrager med din sagkundskab.

Rasmus Underbjerg Pinnerup

Supergod artikel, der kort og overskueligt giver en sammenhængende fremstilling af mulighederne. Og især skal der lyde ros for, at du tager aktiv del i debatten efterfølgende og også dér bidrager med din sagkundskab.