Kommentar

Baltic Pride afslører homofobien i EU's baghave

Hvis Baltic Pride i dag bliver gennemført i Litauen, vil den, trods sin beskedne størrelse, have stor betydning for ikke kun homoseksuelle, men også andre mindretals rettigheder i hele Østeuropa
Pridedeltagere blev overfaldet af moddemonstranter i Riga i 2005. Billedet her er fra en mere fredelig pride - i Riga sidste år.

Pridedeltagere blev overfaldet af moddemonstranter i Riga i 2005. Billedet her er fra en mere fredelig pride - i Riga sidste år.

ILMARS ZNOTINS

8. maj 2010

Vejen til Baltic Pride 2010 har været lang og bumpet. Den lille parade for homo-, bi- og transseksuelle, der - hvis alt går vel - i dag finder sted i Litauens hovedstad, Vilnius, vækker stærke følelser hos både myndigheder og befolkning, og minder os iagttagere om, hvor stort et problem homofobi stadigvæk udgør i denne region.

For trods Litauens status som EU-land og de forpligtelser, dette medlemskab giver, har myndigheder og parlament gjort, hvad de kunne, for at forhindre Baltic Pride og den menneskerettighedskonference og filmfestival, som afholdes forud for selve paraden. Først med Amnesty i ryggen har organisationen Lithuanian Gay League, der arbejder for homoseksuelles rettigheder i Litauen, fået taletid hos myndigheder og politi og indhentet en tilladelse til afholdelse af paraden den 8. maj.

Modvilje og chikane

For få dage siden meddelte den offentlige anklager i Vilnius dog, at den vil behandle en anmodning om at få tilladelsen til priden trukket tilbage. Påstanden lyder, at priden vil forstyrre den offentlige ro og orden, selv om Litauens politi efter møder med Amnesty har lovet, at de vil beskytte pridedeltagerne mod de mange ofte voldelige moddemonstranter, som man ved dukker op. Heldigvis faldt sagen ud til pride-arrangørernes fordel.

Retssagen er kulminationen af et langt planlægningsforløb op til Baltic Pride, hvor arrangørerne gentagne gange har mødt modvilje og direkte chikane fra myndighedernes side.

Tanken om, at omkring hundrede homoseksuelle går på gaden med bannere og flag, er for stor en mundfuld for Vilnius' myndigheder, der har gjort, hvad de kunne for at få priden forbudt. At flere hundrede nationalister og nazisympatisører tidligere på året planlagde en parade, der bl.a. førte dem forbi en gammel jødisk kirkegård, vakte langt færre bekymringer hos byrådet.

Den voldsomme historie

Det er langt fra første gang, at fordomme og nationalisme vanskeliggør afholdelsen af prides for homoseksuelle i denne del af verden. Pridens voldsomme historie starter i Riga, Letland, hvor deltagerne i 2005 blev fysisk og verbalt overfaldet af moddemonstranter. De lettiske myndigheder mødte international kritik for ikke at have ydet tilstrækkelig beskyttelse, men alligevel gentog overgrebene sig ved en pride året efter i Tallinn.

Samme år forbød byrådet i Riga en ny parade, da truslen mod deltagerne var for stor. Da der i stedet blev afholdt et arrangement i en kirke for at sympatisere med den aflyste Riga Pride 2006, blev de tilstedeværende overfaldet med æg og afføring. De seneste to års prides har haft Amnesty med som observatør og er forløbet uden voldelige overfald. Paraderne er dog blevet mødt med store moddemonstrationer, uvilje hos myndighederne og har været så godt gemt af vejen, at de ikke har været synlige for den brede del af befolkningen.

I år er udfordringen endnu større, og Baltic Pride 2010 er konstant stødt på problemer. Så nægtede busselskabet at køre paradedeltagerne til og fra priden. Så blev ejeren af den biograf, der huser den planlagte filmfestival, indkaldt til disciplinære samtaler af myndighederne. Så argumenterede Litauens politi for, at pridens deltagere må hyre private vagtværn, hvis de ønsker beskyttelse mod aggressive moddemonstranter. Og nu overvejer statsanklageren altså, om tilladelsen til priden skal annulleres.

Homofobisk lov

Homofobien i Litauen er et problem på alle samfundsniveauer. I marts vedtog parlamentet i Litauen en lov om »beskyttelse af mindreårige mod den skadelige effekt af offentlig information«.

I sin oprindelige version forbød loven offentliggørelse af »information, som agiterer for homoseksuelle, biseksuelle og polygame forhold« på steder - det offentlige rum og medier - som er tilgængelige for unge under 18 år.

Men efter en overhaling fra EU-Parlamentet fik loven en ny ordlyd, idet alle direkte referencer til homoseksualitet blev fjernet. Alligevel brugte 53 parlamentsmedlemmer loven som afsæt i forsøget på at få priden forbudt.

»Det er tydeligt, at et af målene med paraden er at vise en positiv attitude over for ikke-traditionelle familiemønstre«, lød en del af underskriftsindsamlingens kritik.

Et symbol på rettigheder

Amnesty står bag Baltic Pride-arrangørerne og sender delegationer fra 20 lande til Vilnius for at beskytte og overvåge paraden. Via pres udefra vil Baltic Pride kunne gennemføres på fredelig og synlig vis, og paraden vil stå som et klart signal til både borgere og myndigheder om, at menneskerettighederne gælder for alle befolkningsgrupper.

Når Baltic Pride i dag gennemføres, vil den, trods sin beskedne størrelse, have stor betydning for ikke kun homoseksuelle, men også andre mindretals rettigheder i hele Østeuropa. Paraden er et symbol på de rettigheder, som homo-, bi- og transseksuelle dagligt kæmper for i regionen og på den diskrimination og begrænsning af ytrings- og forsamlingsfrihed, de oplever. Mindretal udsættes for et mønster af menneskerettighedskrænkelser, som er en skamplet på Europa og på EU. Derfor må EU fortsat lægge pres på sine nye medlemsstater for at sikre, at diskrimination hverken er at finde i lovgivning eller praksis.

Lars Normann Jørgensen er generalsekretær i Amnestys danske afdeling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Markus Lund

Al mulig held og lykke skal lyde herfra. Min medfølende solidaritet og mit hjerte er med jer. Slå igen hvis de angriber jer. Queer power!

Sven Karlsen

Selvfølgelig håber jeg på bedre tider for diverse mindretal i de baltiske lande med.

Men når det drejer sig om moderne retsvæsen og accept af menneskerettighederne, så er de vist mindst ligeså langt fremme som Danmark:

"For få dage siden meddelte den offentlige anklager i Vilnius dog, at den vil behandle en anmodning om at få tilladelsen til priden trukket tilbage. Påstanden lyder, at priden vil forstyrre den offentlige ro og orden, selv om Litauens politi efter møder med Amnesty har lovet, at de vil beskytte pridedeltagerne mod de mange ofte voldelige moddemonstranter, som man ved dukker op. Heldigvis faldt sagen ud til pride-arrangørernes fordel."

Det minder jo til forveksling om forbuddet mod at Republikanerne kunne demonstrere på AMailienborg Slotsplads ved dronningens fødselsdag, - med den forskel at anklageren i Vilnius traf den rigtige beslutning.

Og så burde jeg vel egentlig fortsætte med den lange række af angreb på menneskerettighederne, som VKO har sat ind med i de sidste små ti år, men det gider jeg ikke, - listen er så lang at jeg ville få skrivekrampe!

Sara Steensig

Fedt, at de ikke lader sig kue og at paraden (forhåbentligt) i dag finder sted.

Hvor er det ubeskrivelig afskyvækkende og vederstyggeligt at staten og befolkningen arbejder så meget imod dem og gør alt for at spolere det…
Føj!

Hans Jørgen Lassen

Jeg har aldrig forstået, hvorfor homoseksualitet skal være en sag.

Kan folk da ikke bare dyrke deres kønslige lyster, som det nu passer dem, uden at gøre en sag ud af det?

Hans Jørgen Lassen

Ligefrem at holde parader for at udstille, hvilken form for sex man nu dyrker, det er da rent ud sagt ... ekshibitionistisk.

Travis Malmzon

Grunden til at det bliver en bevægelse kan jo skyldes den forfølgelse bøsser historisk har været udsat for, og stadig udsættes for, bl.a. i Ørstedsparken.

Torben Jakobsen

HJL:

nu er det jo ikke kun for at udstille hvilken form for sex man dyrker, men for at udstille hvem man er og hvem man elsker, for at gøre opmærksom på et samfundsproblem (når en gruppe homosexuelle mødes i en forsamling, mødes de af voldelige demonstranter - det er da en grad af intolerance som er værd at gøre opmærksom på?) og for at markere de historiske stonewall optøjer der startede bevægelsen for homoseksuelles rettigheder.

kort sagt i USA var det i 50'erne og 60'erne stort set ulovligt at være homosexuel, og politiet udførte ranssagninger af homo-barer, hvilket førte til oprør fra de homoseksuelle, og krav om at man skulle kunne være åben om sin seksuelle orientering, også i offentligheden, uden at fryge for at blive anholdt eller antastet.

I danmark er det selvfølgelig ikke så fandens relevant, langt størstedelen af befolkningen er ligeglad med om folk er homoseksuelle og tak skæbne for det, så hér tager pride paraderne mere en fest-stemning og det bliver måske en anelse for exhibitionistisk og flamboyant, men det er ikke desto mindre en reminder om, at det ikke er alle steder i verdenen, at folk er så ligeglade som hér, og at tolerancen for homoseksuelle ikke er en selvfølge.

Hans Jørgen Lassen

Fra underrubrikken:

men også andre mindretals rettigheder

Skal man nu have særlige rettigheder, fordi man tilhører et mindretal?

Hvilke rettigheder?

Torben Jakobsen

HJL:

Basale civile rettigheder
Rettighed til at være sammen med hvem man vil
Rettighed til forsamling
Rettighed til mene hvad man vil
Rettighed til at sige hvad man mener
Rettighed til at færdes hvor man vil
osv.

Alt sammen uanset om man er en del af mindretallet eller ej.
når der siges mindretallets rettigheder burde man måske sige mindretallets mangel på rettigheder i forhold til flertallet i stedet for, det ville være mere præcist.

Hans Jørgen Lassen

Torben,

hvad de "rettigheder" at gøre med, om man tilhører et mindretal eller ej?

Mig bekendt har homoseksuelle præcis de samme rettigheder som alle os andre.

Jf. den liste som du selv opstiller: hvilke af disse "rettigheder" (jeg hader det ord) har homoseksuelle ikke?

Torben Jakobsen

HJL:

Det kommer an på hvilket land du er i, i Danmark er der som sagt ikke det store problem, og i europa generelt er rettighederne garanteret af EU-lovgivning, hvilket jo også blev vist i lithauen.

Og jævnfør de mange steder i verdenen hvor det stadig er ulovligt at være homoseksuel, eller hvor det at man er homoseksuel ses som en fordærvelse af samfundet, det er ikke mere end hvad? 1 eller 2 år siden at et homoseksuel par blev anholdt i italien for at kysse på gaden.

Som sagt er der også et historisk element i paraderne fra dengang hvor det vitterligt var ulovligt at være homosexuel.

USAs don't ask don't tell politik i militæret.
USA igen med civile registreringer der giver mindre rettigheder end kirkelige ægteskab.
Indtil for nyligt havde homoseksuelle par ikke lov til at adoptere som par, men kunne godt adoptere som enkeltpersoner (her i Danmark).
Lithauisk lovgivning der ville lovgive imod homoseksualle i offentligheden fordi det strider mod "samfundsordenen".

Men som sagt og som jeg også har været inde på er der ikke så meget at protestere for i Danmark, det har du da ret i, men som et mindretal på global skala, er der massere at protestere imod via borgerrettighedsgrupper og måske mere flamboyant pride parades. Og samtidig for at styrke accepten af homoseksuelle i samfundet ved at huske dem, som måske ikke omgås homoseskuelle til hverdag (i hvert fald ikke bevidst), at der rent faktisk er et homoseksuelt mindretal, selvom man ikke kan se dem.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal få overbevist dig om, at der er mange steder i verdenen at homoseksuelle (som en af mange mindretal i nogle tilfælde) ikke har mulighed for udfolde sine menneskerettigheder, hvis du ikke kan se det ved at følge med i nyhederne eller hurtigt at google det.

Peer Aagaard

HJL:

Jeg har set 52 kyssende heteropar bare i dag "i det offentlige rum", som man siger: i metroen, i S-toget, på gaden, i TV-serier, på altanen overfor, i Netto og flere andre steder.

Men hvis homoseksuelle par gør det samme, kaldes det en udstillen af seksualitet og medfører ofte øretæver eller hånlige tilråb. For at gøre op med den form for diskrimination er det helt nødvendigt simpelthen at gøre opmærksom på homoseksuelles tilstedeværelse, og hvilken bedre måde at gøre det på end i form af en glad parade frem for en sur demonstration. Og bare den kendsgerning at du tager anstød nok af det til at udbrede dig om det her beviser, at vi stadig har lang vej igen.

Hvis du ikke kan se, hvor gennemsyret samfundet er af heteroseksuel "udstillen" af seksualitet, er du blind.