Læserbrev

Blødt er også hårdt

Mine naboer i Sydhavnen har ikke brug for, at unge SF'ere gør op med en berøringsansgst, der ikke har eksisteret. De har brug for løsninger, der virker. Så kære SF. Få nu ikke smag for hurtige udmeldinger om konsekvens og straf
Debat
14. maj 2010

Kriminalitet - særlig bandekriminalitet fylder meget i medierne, og det er en af kamppladserne i den politiske kamp om, hvordan der dannes regering efter næste valg. Det betyder også, at der ofte kommer hurtige og knap så gennemtænkte udmeldinger om, hvordan man hurtigt kan løse problemer med utryghed og kriminalitet. Meldinger der ikke hjælper os, der sidder med det daglige arbejde for at forbedre hverdagen.

Lad mig komme med et eksempel. I efteråret oplevede Tingbjerg i København uro. Her foreslog SF at »smide de kriminelle ud af Tingbjerg«. Vi valgte dog en anden løsning i Socialforvaltningen, da vi i stedet tilbød de 25 mest belastede familier en ny start et andet sted i København, ad frivillighedens vej. Kravene var, at de skulle indgå i familiebehandling og få børnene i skole eller beskæftigelse. Stort set alle har sagt ja tak til tilbuddet, så nu kommer den svære og tidskrævende øvelse at gennemføre det i praksis.

Det er i en nøddeskal forskellen mellem symbolpolitik og forestillet folkelighed og så at løse rigtige menneskers konkrete problemer. Symbolpolitikken ser jeg, heldigvis begrænsede, men stigende, tendenser til hos SF. De siger selv, at de nu gør op med en berøringsangst fra venstrefløjen over for virkelige problemer. Villy Søvndal beder som bekendt ekstremister om at gå ad helvede til, de lægger stemmer til en minimumstraf for skydevåben i det offentlige rum, de vil forbyde at surfe på bestemte hjemmesider, og de vil fastholde 24 års-reglen og andre VKO-stramninger overfor flygtninge og indvandrere.

Men venstrefløjen er ikke berøringsangst. Som socialborgmester i en kommune, der tit og ofte skældes ud for at være gammeldags og venstreorienteret, har jeg, i øvrigt sammen med SF, været med at indføre sociale projekter som socialrådgivere på skoler, der opdager problemer tidligt, familiebehandling til udsatte, hvor man ser på samvær og normer, Den Korte Snor, hvor vi mandsopdækker kriminelle unge og sørger for, at de kommer i skole, på arbejde og til fritidstilbud. Senest har vi besluttet en exitstrategi for bandemedlemmer.

Alt sammen båret af den klassiske socialpolitiske sandhed: at forandring kræver, at mennesker er engageret i deres eget liv. Opgaven er at finde det engagement frem og bygge videre på det, hvilket måske lyder blødt, men som har en hårdtslående effekt. Det ved vi, fordi vi har målt på det i København.

Som venstrefløj skal vi huske vores grundlæggende værdier: Frihed, lighed og solidaritet. Eller sagt på anden måde; en kompromisløs anstændighed overfor mennesker og menneskers værd.

Mine naboer i Sydhavnen har ikke brug for, at unge SF'ere gør op med en berøringsansgst, der ikke har eksisteret. De har brug for løsninger, der virker. Så kære SF. Få nu ikke smag for hurtige udmeldinger om konsekvens og straf. Bliv ved med at holde fast i venstrefløjens nogle gange langsigtede, men effektive løsningsforslag. Kun på den måde kan vi sikre, at en ny regering også betyder ny politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

Hvor er det befriende at vi langt om længe hører Enhedslisten tage eksplicit afstand fra SFs ny populistiske og xenofobiske menneskesyn.

Stor ros til Mikkel Warming for hans mod og personlige integritet.

Per Thomsen

Johanne Schmidt-Nielsen er også blevet dejlig klar i mælet. Hun siger i dag til Politiken:

»Hvis SF’s Astrid Krag som ny integrationsminister ser gennem fingre med asylbørnenes elendige forhold, vil vi gå lige så meget efter hende, som vi går efter Birthe Rønn Hornbech«.

Per Diepgen

Sket er sket, og det er altid hårdt at måtte tage konsekvenserne, men det styrker karakteren.

odd bjertnes

Hvorfor gøre en stor sag ud af forskellen på den politiske udmelding 'smid dem ud' - og den påfølgende forvaltningsmæssige handling 'at fjerne dem' ?
Plusordsøvelser - men det kommer bag på mig at det nu er 'venstreorienteret' at være imod vores hjemlige og ret konsekvente forbud mod at bære våben.
Nå jo da ---, at tale bandemedlemmers såkaldte sager er såkaldt venstreorienteret'. Det er nok derfor.

;-)

Per Diepgen

At bære våben er ikke kriminelt, men at bruge dem mod andre er, uanset politik.

odd bjertnes

Per, du er vist en drømmer --- at rende rundt med skydevåben på sig er sandelig forbudt. Dermed kriminelt.
Der er forskel på denne virkelighed, og at du ikke 'synes' at det er det.
Formålet med et våben er at skræmme og tvinge, og hvis det ikke virker, så skal våbenet jo 'bruges'. Ellers giver det ingen mening - uanset politik.

Kirsten Svejgaard

@Odd Bjertnes:
Bare ganske kort: At 'smide ud' betyder på dansk at sætte folk på gaden og i øvrigt overlade dem til selv at finde et andet sted at være.
At 'tilbyde et andet bosted', oven i købet frivilligt, og medfølgende støtte til en mere holdbar tilværelse, er så sandelig noget helt andet.

Per Diepgen

At bære en hammer er ikke kriminelt, men at bruge den mod andre er, uanset politik. (Skydevåben og redskaber er genstande, hvorimod handlingen er menneskelig.)