Kronik

Danmarks Pædagogiske Universitet?

Udviklingen af pædagogikken i Danmark styres og påvirkes i vid udstrækning, både direkte fagligt og indirekte politisk, via prioriteringer på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU). Det vil uvægerligt sætte sit aftryk i fremtiden, da de fleste lærere og pædagoger efteruddannes her
Sat lidt på spidsen, er vi gået fra DPU til AUDEM - fra Danmarks Pædagogiske Universitet til Asiatisk Inspireret Udviklings-afdeling for Evidens-baseret Myndighedsbetjening. I så fald bliver uddannelserne kontraktstyrede på alle niveauer, og det er trist, mener dagens kronikør.

Sat lidt på spidsen, er vi gået fra DPU til AUDEM - fra Danmarks Pædagogiske Universitet til Asiatisk Inspireret Udviklings-afdeling for Evidens-baseret Myndighedsbetjening. I så fald bliver uddannelserne kontraktstyrede på alle niveauer, og det er trist, mener dagens kronikør.

Reimar Juul

29. maj 2010

I løbet af få år har Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles (DPU) syn på dansk pædagogik og dens placering i forhold til myndigheder og videnskab imidlertid ændret sig radikalt.

Eftersom hovedparten af skolelæreres og pædagogers videreuddannelse foregår på DPU, vil denne ændring i løbet af en årrække sætte sig dybe spor i den praktiske pædagogik.

I sin tid blev DPU dannet som en sammenslutning af en række mindre forsknings- og videreuddannelsesinstitutioner. Det var den første (og eneste) rektor, Lars-Henrik Schmidt, som stod for at samle alle disse ikke særligt estimerede forsknings- og videreuddannelsesinstitutioner til et egentligt universitet, og resultatet blev et tiltrængt løft til hele det pædagogiske område.

Problemet var dog, at Schmidts borg var rejst på skrøbelig grund, nemlig på en såkaldt samtidsdiagnostisk tendensanalyse. Og tendenser skifter jo hele tiden. Derfor kunne DPU's intellektuelle arkitektur heller ikke holde i ret mange år.

Fokus blev flyttet

I 2008 blev DPU lagt ind under Aarhus Universitet, og der blev udnævnt en ny leder.

Siden da har Schmidts ideer været i frit fald. Både samtiden og tendensanalysen er nu en anden. Her er i tilfældig orden nogle af de prioriteringer, som har været med til at flytte fokus bort fra det oprindelige grundlag.

1. Det pædagogiske praksisfelt er blevet hierarkiseret. Folkeskolen er sat over de andre pædagogiske institutioner i relevans, og nederst kommer de almene pædagogiske processer. Ind imellem kommer f.eks. daginstitutioner. 2. Fokus er flyttet fra dannelse til evidensbaseret didaktik. Det er ikke mere etikken og fællesskabet, der er i fokus men i stedet spørgsmålet om, hvilke metoder der virker bedst. Og med metoder forstås primært afgrænsede, brandede og kontekstuafhængige tilgange, f.eks. fremhæves ofte den såkaldte LP-metode, som er populær på mange skoler (for tiden).

Det etiske er derimod neddroslet. Senest eksemplificeret ved forsøget på at nedlægge uddannelsen i pædagogisk filosofi og den efterfølgende varsling af afskedigelse af tre respekterede pædagogiske filosoffer. I det omfang filosofien har en plads overhovedet i dette system, er det som en lille refleksionssløjfe; pædagogikkens selvrefleksion, kalder man så denne sløjfe.

Forskning for staten

3. Fokus er flyttet fra den frie omgang med tekster og eksperimenter til myndighedsrelevant forskning. Der er oprettet store forskningsstrategiske centre, og Pisa-undersøgelsen fylder også godt op i landskabet med deraf følgende fokusering på fjerne landes uddannelsessystemer. For tiden er det så Singapore. Og det er ikke fordi, der foregår noget smukt eller retfærdigt dér. Det er, fordi de ligger i top på en liste.

4. Der lægges vægt på, at DPU er en forlængelse af professionshøjskolernes aktiviteter. Afstanden mellem profession og forskning skal udviskes, hvilket implicerer pædagogiske strukturer og tilgange, som minder meget om de gamle seminariers syn på forskellige former undervisning, vejledning og opgaveskrivning.

5. Universitetet er i stigende grad opbygget af et hierarkiseret sæt af forholdsvist lukkede kontrakter, som kræver loyalitet med de centralt formulerede interesser, og som ødelægger den frie tænknings mulighed for at komme til orde.

6. Universitetets ledelse er influeret af en meget radikal form for funktionalisme, som har udgangspunkt i nogle fortolkninger af den tyske sociolog Niklas Luhmanns ideer, og som nednormer alle etiske begreber (frihed, handling, menneske, fællesskab og dannelse) til ord som systemer, koblinger, kommunikation, selvreference og feedback. Ledelsen er simpelthen kulturblind.

Asiatisk inspireret

7. Jeg har nogle gange brugt udtrykket, sat lidt på spidsen, at vi er gået fra DPU til AUDEM, fra Danmarks Pædagogiske Universitet til Asiatisk Inspireret Udviklingsafdeling for Evidensbaseret Myndighedsbetjening. Der foregår naturligvis også andre ting, men dette er hovedtendensen. Dette er en trist udvikling. Jeg ser for mig, hvordan lærere og pædagoger om nogle år implementerer disse ideer ned i hele den pædagogiske sektor.

I så fald bliver skolerne kontraktstyrede på alle niveauer, de arbejder med abstrakte evidensbaserede og brandede metoder, som de har købt af et »pædagogisk firma«, de laver sindrige læringskontraktsystemer med medarbejdere, forældre, elever og børn, og skolerne og de kommunale administrationer vil være præget af en metodefiksering og et sirligt målhierarki, som vores børn og unge vil tage skade af, og DPU vil være den metodemæssige garant for, at disse metoder kan transporteres rundt i alle systemerne med evidensbaseret effekt.

Men hvad kunne man så gøre? Lad mig meget kort opridse nogle få ideer til et alternativt udgangspunkt, som samtidig undgår at bygge på løse »tendenser«.

En genrejsning af Danmarks Pædagogiske Universitet: For det første kunne man lægge vægt på, at det hedder Danmarks PU.

I dag står 'Danmark' for den danske folkeskoles placering sammenlignet med Singapores på de hellige globaliseringslister. Men Danmark kunne jo også gå på en praktisk, intellektuel og æstetisk gestalt af bredere europæiske strømninger gennem de sidste 2.500 år.

Dermed ville DPU være et sted, hvor man i særlig grad interesserede sig for Danmarks og Europas dannelsesmæssige og moralske tilblivelse og uafbrudte genskabelse.

Danmark vil ikke være en listeplacering, men et historisk, kulturelt og frit fællesskab med europæiske rødder. Et andet forhold vedrører D's Pædagogiske U. I dag er pædagogikken som sagt ved at blive til evidensbaserede didaktiske pakker, som primært knyttes til folkeskoleområdet.

Frihed og erfaringer

Måske skulle man følge den amerikanske uddannelsestænker John Dewey. Han mente, at education is life. Uddannelse er altså et særligt princip, som virker alle steder i samfundet, hvor man gør sig intelligente og frie erfaringer.

Med noget i den retning som grundlag, ville DPU være det sted, hvor man undersøger og diskuterer danskeres og europæeres arbejde med genskabelse af deres frihed og dennes beskyttelse, udvikling og eventuelle forfald, uanset om det foregår i børnehaver, i ungdomsklubber, på arbejdspladser på museer, på universiteter eller på grundskoler. Det ville betyde en indholdsmæssig og ikke en funktionel definition af DPU's virke, og DPU vil eksplodere i kreativitet. Endelig er der DP Universitet. Tænk hvis man sagde, at Universitetet ikke er kendetegnet ved dets ledere, ved strategier, ved målsætninger og ved kontrakter med deraf følgende loyalitetsforpligtelser.

Tænk hvis DP Universitet var et sted, hvor videnskabsmænd og kvinder kunne se direkte på materien og udveksle ideer uden at tage alt for mange hensyn, som videnskabeligt set er uvedkommende.

Man kunne ganske vist have en ad hoc-Pisa-afdeling eller en evidensafdeling, hvor de mere forgængelige rapporter kunne udarbejdes på myndighedernes foranledning.

Komme bag på praksis

Men den egentlige pædagogiske 'videnskab' ville være et frit, vildt og fantastisk område, der ville afstedkomme intellektuelle og praktiske ideer, som ustandseligt vil komme bag på praksis i stedet for blot at bekræfte den.

Jeg tror, at både pædagoger og lærere vil finde dette sted dybt betagende, og det vil gøre det vanskeligt for dem at vende tilbage til det praktiske liv uden at tænke sig om.

Dette sted vil forene vores lands historie og muligheder med hele det europæiske orkester. Det vil være det, som grækerne kaldte en skhole. Et sted hvor der ikke er krav om erhvervsrelevans eller kompetenceudvikling, men hvor praktikere og intellektuelle mødes for at undersøge og diskutere tænkning, frihed og erfaring i hele vores samfund og kulturkreds.

Men hermed ville filosofien og tænkningen ikke blot være en lille refleksionssløjfe på interaktionerne i klasseværelset. Den vil heller ikke være en tør universitetsdisciplin. Den ville være selve det stof, som hele samfundets genskabelses- og tilblivelsesproces er lavet af.

Thomas Aastrup Rømer er lektor, ph.d. ved Institut for Pædagogik, Fagenheden for Pædagogisk Filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Thomas Aastrup Rømer er desværre nok også snart fhv. lektor, ph.d. ved Institut for Pædagogik, Fagenheden for Pædagogisk Filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet.

Jeg skal ikke forsvare de pædagogiske filosoffers stillinger, i den pædagogiske forskning, det gør de heldigvis også rigtig godt selv. Derimod vil jeg meget gerne forsvare en pædagogisk forskning, som går op mod det paradigme læs: tyranni), som har taget folkeskolen som gidsel, i forsøget på at tækkes det politiske flertal, som med alle midler undergraver det fundament skolen er bygget på. Og dertil skal bl.a. lærerne omskoles til bureaukratiske undervisere, der gør hvad der bliver dem pålagt.

Rundkredsen skal helt væk, for i rækker og geled gør man hvad der bliver sagt, dukker hovedet og holder sin kæft.

Jeg skal opfordre alle forskere og professions ansatte i uddannelserne herhjemme til at tage ved lære af folk Thomas Aastrup Rømer og Peter Kemp. Og det gerne hurtigt - inden det er for sent.

For vi får ikke automatisk den folkeskole og undervisning, som bygger på solidaritet, innovation, kreativitet og fleksibilitet tilbage i folkeskolen, med Socialdemokratiets Christine Antorini i den centrale ledelse, som det ser ud i dag.

"Som det ser ud i dag" kan selvfølgelig, ligesom forhåbentlig meget andet i den Socialdemokratiske politiske profil i dag, også være et skalkeskjul, for den virkelige politiske forandring, der kommer med Socialdemokratiet ved roret.

Men for en sikkerheds skyld, bør man nok tage Christine Antorinis ord for det de står som - alt andet end de gode varer som folkeskolen og undervisningen har brug for i dag.

Karsten Aaen

Denne lille kommentar giver man anledning til at afprøve følgende hypotese, måske teori:

I dag skal skolen være en del af system-verdenen. I gamle dage var skolen en del af livs-verdenen.

Kloge folk vil genkende ordene system - og livs-verdenen fra Habermas Theori des Kommunikativen Handels.

Livsverdenen er som bekendt det sted der hører til det private og hvor (som borger) kan være sig selv, og hvor der ikke krav om rationel adfærd, som der er hos system-verdenen. System-verdenen kræver dokumentation, evidens ligefrem måske, for at noget virker, og kræver bevis samt evidens for at en metode er bedre end en anden.

I livsverdenens tid kunne lærerne gøre som de ville, de havde så at sige 'magten' i deres eget klasselokale. Og skole-inspektøren var en mægtig mand eller kvinde, som Leder på skolen. Og en force man kunne regne med i lokal-området - og hans eller hendes opgave var at passe på sin skole, sine børn (elever) og lærere mod alle overgreb, både fra forældrenes, lokal-samfundets samt pressen og politikernes.

I dag, i system-verdenens tid, er det sådan, at en skole-inspektør er ansat af kommunen. Hendes eller hans opgave er at stille politikerne tilfreds, og embedsmændene i kommunen også. Derfor må hun eller han tilse (overføre), at kommunens beslutninger bliver ført ud i livet - og det er lærerne, som skal gøre det.

Og de lærerne, der nægter det, enten bevidst eller ubevidst, bliver smidt af folkeskolen, præcis som de elever, der reagerer voldsomt på disse øgede systemkrav bl.a. ved at være voldsomt udagerende.

I gamle dage skulle skolen opdrage til (med)borgerskab og dannelse; i dag skal skolen opdrage til at alle lærer at målet med at gå i skole er dette: Hjælp den danske stat med at klare sig konkurrencen på verdensmarkedet.

I dette lys skal KL's seneste udspil, strukturen i folkeskolen, ses, vil jeg mene.

Karl Lassen

pædagogiske filosoffer, tænkningen, refleksionssløjfe, interaktionerne, universitetsdisciplin, samfundets genskabelses- og tilblivelsesproces osv.

Hvad med at tale et forståeligt dansk. Hvis de unge undervises med det sprog som er brugt i indlæget, er det ikke så underligt at vi har så dårlig en folkeskole. Lærereleverne har ikke forstået en skid af undervisningen.

mariann offersen

"pædagogiske filosoffer, tænkningen, refleksionssløjfe, interaktionerne, universitetsdisciplin, samfundets genskabelses- og tilblivelsesproces osv."

Jeg må desværre give Karl Lassen ret i denne betragtning.

Forhenværende rektor på DPU Lars-Henrik Schmidt var i stand til at formidle disse besværlige begreber, indsigter på en måde så det blev meget relevant og spændende for en helt almindelig forældre til et par "umulige teenage drenge".

Hvor er hans stemme henne??

Der kommer jo ikke mange "vitaminer" ud af munden på Niels Egelund!!

Karsten Aaen

Nu er det altså ikke DPU som underviser på seminarierne;det er uddannede folkeskole-lærere, der gør det. Eller folk som er i stand til at formidle f.eks. pædagogik og didaktik til lærerne på en inspirerende måde.

jens peter hansen

Det er helt fint at forsvare sit. I dette tilfælde DPU, men desværre må lærere i folkeskolen konstatere at det der for 95% vedkommende er leveret fra dette sted er én stor nedgørelse af samme folkeskole. Fint nok, men der er ikke kommet meget, ja vel overhovedet intet som kan, kunne eller ville hive den samme skole op af dyndet. For 99% af lærerne kunne samme DPU være afgået ved døden, uden de havde opdaget det. Engang var der noget der hed Danmarks Lærerhøjskole, det var en enestående institution i hele Europa. Da den ikke underviste forskningsbaseret blev den nedlagt. Dét var noget lærerne kunne mærke. I dag har de fleste glemt den og DPU kan fægte sine egne kampe og lærerne sidde i muddergrøften og se til.
Imens slås professionshøjskoler med angelsaksiske college-navne om uddannelse og
efteruddannelse. Lærerne kommer nu ikke på dem for der er ikke råd.