Regeringens genopretningsplan er - ud over at være både en økonomisk spareplan og en arbejdsmarkedsreform på én gang - også et direkte angreb på den etablerede 'røde' fagbevægelse.
Og det bør ikke undre i LO's top. For fagbevægelsen tiltrådte kun S-SFs plan om 'Fair Forandring' med den klausul, at den kun medvirkede til arbejdsmarkedsreformer og arbejdstidsforhøjelser i samarbejde med en ny rød regering.
Det betaler fagbevægelsens langtidsledige medlemmer nu for i form af VKO's beskæring af dagpengeperioden med to år, hvilket kun kan betegnes som et klokkeklart nederlag til LO-forbundene og en understregning af dets manglende politiske indflydelse.
Harald Børsting og Co. giver naturligvis VKO skylden for forringelserne, men spørgsmålet er: Var det mon gået sådan, hvis LO i stedet havde undgået en konfrontatorisk linje over for VKO-blokken ved, at binde sig til Helle Thorning-Schmidts og Villy Søvndals politiske projekt? For det er da noget naivt herefter at forvente, at regeringen siden tager hensyn til fagbevægelsens synspunkter?
Dolk i ryggen
Børsting talte i går om, at regeringen havde plantet en dolk i ryggen på de arbejdsløse. Og velsagtens også de fagforbund, der påstår at repræsentere dem. Men det hører vel med, at kniven først blev plantet i ryggen på fagbevægelsen, efter at den selv havde vendt ryggen til regeringen?
LO og dets forbund er i øvrigt sat skakmat med hensyn til dagpengeperiodens beskæring på mere end en måde. For hvad nu, hvis en ny S-SF-regering kommer til magten efter et valg? Hvordan vil en ny regering kunne rulle beskæringen af dagpengeperioden tilbage, hvis flertallet afhænger af de radikale? Arbejdsmarkedsreformer herunder beskæringen af dagpengeperioden har længe været en radikal mærkesag. Det ville være helt utroværdigt, hvis partiet efter et valg pludselig lægger stemmer til igen at udvide dagpengeperioden og finde de 4,5 mia. kr., som en tilbagerulning i runde tal koster. Dagpengeperiodens beskæring er derfor - set med LO-briller - formentlig uoprettelig.
Økonomisk kindhest
I VKO's plan er der desuden yderligere en økonomisk kindhest til fagbevægelsen i form af et loft over fradragsretten for fagforeningskontingent. Det vil ramme de relativt dyre månedlige kontingenter på over 350 kr. som medlemmer betaler til LO-fagforeningerne. Dermed vil de konkurrerende gule og neutrale fagforeninger alt taget i betragtning få nemmere ved at rekruttere medlemmer fra LO-familien, der omvendt kan forvente yderligere medlemsfrafald og faldende kontingentindtægter.
Højt spil
VKO vil dog græde tørre tårer over, at LO-familien bliver ramt på økonomien. På Slotsholmen har man for længst bemærket, at det store forbund for ufaglærte, 3F, længe har ført an i angrebet på VK-regeringen og dens skattereform med avisannoncekampagnen 'Skævt'.
De dyre dagbladsannoncer er betalt af medlemmerne, men også indirekte af skatteyderne via fradraget for fagforeningskontingentet. Det forlyder i øvrigt også, at fagbevægelsen på ny vil lade pengestrømmene flyde raskere end før til S-SFs kampagnekasser forud for næste valgkamp. LO, der allerede har etableret et valgkampssekretariat, lægger ikke selv skjul på, at man satser alt - og stort - på at få en ny regering.
Havde fagbevægelsen i stedet forholdt sig mere neutralt, havde VKO's behov for at afstraffe den næppe været så stort. Forlovelsen med S-SF gav omvendt VKO al mulig grund til at gå til stålet og tappe LO's forbund for økonomiske midler, der ellers kunne bruges til at vælte regeringen.
Fagbevægelsen spiller højt spil. Sandsynligheden for, at regeringen falder efter næste valg, er stor, men skulle den alligevel blive siddende, så har LO og deres forbund overspillet deres politiske kort og tabt stor indflydelse i et katastrofalt - og måske uopretteligt - omfang.
En meget upræcis og unuanceret vinkling – ikke Information værdig
Man skal ikke have fulgt meget med i de politiske realiteter siden 2001 for at vide at Venstre med hjælp fra Konservative og Dansk Folkeparti, har arbejdet langsigtet og tålmodigt med at gennemføre en klassik borgerlig politik. En politik der bl.a. går ud på at reducere fagbevægelsens indflydelse gennem at reducere deres økonomiske grundlag samt at reducere de danske lønmodtageres sikkerhedsnet, som er grundlaget for den danske arbejdsmarkedsmodel.
Forslagene der er gennmført i genopretningsplanen har været fremme før og den økonomiske krise hat givet den mulige timing der giver begrundelsen for deres gennemførsel.
Man kan blot gå tilbage til Claus Hjorts Frederiksens eksklusive interview i Børsen i 2002, hvor han gør ganske klart at VK regeringen vil gennemføre den borgerlige politik – men at det skal ske over tid, således at vælgerne ikke føler sig tromlet ned og der skal være synlige anledninger til politikernes gennemførsel.
Når ovenstående artikel har den implicitte præmis at reduktionen af dagpengeperioden og fradragsretten for fagforeningskontingentet er sket fordi fagbevægelsen har vendt regeringen ryggen (og svigtet deres lantidsledige medlemmer) – drages der fejlagtigt den konklusion at dette ikke ville være sket hvis fagbevægelsen ikke havde tilsluttet sig oppositionens økonomiske plan ”Fair forandring”.
Denne præmis forudsætter at Dansk Folkeparti ved, tilslutning til VK’s genopretningsplan, ville have kunnet leve med den politiske realitet at deres kernevælgere vil blive berørt af beskæringer i overførselsindkomsterne – som var det oprindelige udspil fra regeringen.
Hvis man har fulgt de mange forlig som Dansk Folkeparti har sat deres afgørende fingeraftryk på, vil man vide at dette ikke er en mulighed. Og hvis man tager afsæt i den borgerlige politik som Venstre og Konservative vil (ind)føre over tid - vil man vide at den politiske realitet dårligt kan tilsige andet en at det mulige resultat af genopretningsreformen var at man i stedet reducerede på dagpengesystemet og fagforeningskontingentet, når man ikke kunne komme igennem med en reduktion af overførselsindkomsterne.
En så simpel årsags virkningsslutning som at fagbevægelsen selv er skyld i at det endte med en reduktion dagpengeretten og kontingentfradrag, er en illusion og en grov forsimplet reduktion af nogle meget komplekse politiske realiteter.
Det svarer til at populistisk at postulere at første verdenskrig skyldtes mordet i Sarajevo – i stedet for at iagttage dette mord som en af de mange medudløsende faktorer der udløste en længere krig, grundet i de store spændinger Europa på denne tid var præget af sammen med daværendes stormagternes provokationer over for hinanden.
Det er ærgerligt at denne artikel er smuttet Informations redaktions kvalitetsnåleøje – da den ikke bidrager med en rimeligt reflektiv iagttagelse af hvad sker i den politiske verden.
Hvis vi informationslæsere ønsker forsimplede årsags-virknings artikler er der et kæmpe udbud i den øvrige presse. Og de mestrer denne reduktionistiske forsimpling af virkeligheden meget bedre i deres meget ringere medier. Hold Information på et niveau hvor det er den mindst ringe ☺
Vi læsere vil gerne vide noget om det vi ikke ved – formidlet dygtigt, reflektivt og med køligt overblik – vi har ikke behov for en forsimplet storytelling sat op efter actantmodellen med helte og skurke.
Med venlig hilsen
Gorm Friborg MPA
Uanset hvad, så har Danmark en god model , hvor arbejdsmarkedets parter er velorganiserede og klarer lønforhandlinger m v., så man undgår vilde konflikter til skade for samfundet.
Det er lidt uigennemtænkt at lægge "gift" ud for den traditionelle solide fagbevægelse, bare fordi nogle fagforeningsbosser her og nu klumrede i det med en S-SF "kontrakt".
Fagbevægelsen skal ( som alle andre organisationer på arbejdsmarkedet )kunne manøvrerer i deres medlemmers interesse uanset hvilken regering der er ved magten, og dermed sikre forhandlingsmodellen på arbejdsmarkedet.
(Det er iøvrigt ikke alle fagforeningsmedlemmer , der er S-SF fans.)
Øhh straffe fagbevægelsen? Er vi tilbage i 1935? En demokratisk valgt regering skal ikke straffe nogen, men sørge for at landet kører mest optimalt.
Det virker som om, vi er i en slags tilstand af "kold" borgerkrig.
@ Gorm Friborg skrev:
"...vi har ikke behov for en forsimplet storytelling sat op efter actantmodellen med helte og skurke."
Såre simpelt: Det er, hvad Jarl Cordua kan.
En anden underlig ting hvorfor kom regeringen og DF ikke med denne såkaldte Genopretningsplan før overenskomstforhandlingerne var vedtaget. Mon ikke hele Cirkuset var nøje planlagt med DF før pinseforhandlingerne gik i gang.
Det virker også mærkeligt at R forslog en ligene dagpengereform, men blev varpet ud af regeringen som et ikke foreliggende emne og så et par dage efter bliver det udråbt som regeringens og DF reformvilje.
@ Gorm Friborg skrev:
"Det svarer til at populistisk at postulere at første verdenskrig skyldtes mordet i Sarajevo – i stedet for at iagttage dette mord som en af de mange medudløsende faktorer der udløste en længere krig, grundet i de store spændinger Europa på denne tid var præget af sammen med daværendes stormagternes provokationer over for hinanden."
Det gør dog ikke udviklingen fra mordet til krigsudbruddet uinteressant.
Jamen vi er jo på vej til "Herremænd og tjenestefolk", hvor arbejderen skal rette sig helt og fuldt efter, hvad arbejdsgiver siger. Arbejdsgiver kan snart skalte og valte med danskerne efter forgodtbefindende!
Det er ualmindeligt frækt at skære i fradrag for fagforeningskontingent!!
Helt igennem en usympatisk regering og støtteparti, vi har i vores før så fredelige land.
begrædeligt!
Jarl Cordua, rigtigt godt og velskrevet indlæg med focus på hestens mund. Børsting skal være glad for, at noget af kontigentet stadigvæk er fradragsberettiget. Den umoralske skattefidus har været med til at skaffe den kommunistiske forening flere fordele end f. eks. min grundejerforening. Det er helt uforståeligt at en forenings medlemmer overhovedet skal have skattefradrag for sit kontigent medens andre foreningen ikke skal have fradrag. Hvorfor får man ikke fradrag for kontigent til FDM, campingklubben, golfklubben og man kunne blive ved. Det er ikke en regerings opgave at støtte politiske foreninger. Begrædeligt!
Mette Hansen:
Hvor skal vi blive ved med at høre på det hyleri.
Der er kun to lande i Europa som har over to år, nemlig Belgien og Island.
Sidst var det sygeplejerskerne som hylede:
http://politiken.dk/tjek/penge/dinepenge/article979772.ece
Og hvad havde de at ha' det i.
Jamen understøttelsen er jo så også noget højere i fx. Tyskland og det er noget vanskeligere at fyre folk. Det model er så acceptabel! Men der skal arbejdsgiveren jo til kassen! Værre er det at man skærer i uddannelse og forskning. Hva skal vi så leve af i fremtiden, af at lave plastikspande og flette sivkurve. Men den borgerlige regering kunne indføre overskudsdeling og en beskatning på 80 % deres vælgere ville stadigvæk klappe i hænderne!
Karl Lassen: Så går jeg ud fra, du også synes det er amoralsk at støtte erhvervslivet og bankerne i den grad regeringen gør. !
Du ved jo godt, at dette forslag udhuler fagforeningerne og dermed sikkerheden for hver enkelt arbejder!! Herrefolket har talt!
Jamen, hvad er det for en svinsk og barnlig holdning til sine modparter på væsentlige politiske områder?! Der skal ikke straffes, der skal accepteres meningsforskelle og forskellige interesser, der skal mødes i et tilfredsstillende kompromis.
Fidusen skulle så være, at vi for at tilpasse os ældre sydeuropæiske standarder skal "presse" arbejdsgiverne til at påtage sig en række sociale forpligtelser, lange opsigelsesvarsler o.s.v.
Hvor "sydeuropæisk" skal det pres være ?
Forstiller Klaus Hjorth sig at der i løbet af f.ex. en uge 10 gange bliver fisket en arbejdsgiver op af et havnebassin med fødderne indstøbt i beton ?
Vil det give det rette forhandlingsklima ?
Plejer det forøvrigt ikke at være fagforeningsbosserne der bliver fisket op af havnebassiner ?
@Mette Hansen,
Ja, du har ret, hvad der ikke kan stå skal man lade falde.
Heraf følger at man ikke skal støtte banker og erhvervsliv, som ikke kan overleve på almindelige markedsvilkår.
en ualmindelig ubegavet artikel
@Henning Ristinge
Nej det går virkelig ikke, er vi for en gang skyld enige !!!
At sætte fagbevægelsen's magt mod regeringens ditto, er nonsens. Hvis det virkelig kom til en sådan konfrontation, så ville enhver regering tabe..
MVH
Martin Vindum
Hr. Cordua er åbenbart lige så uvidende om det faglige system som regeringen.
For det første er en overenskomst noget man forhandler om, ikke noget som kan dikteres af en regering. Ikke i et demokratisk land, i hvert fald.
For det andet skal et forhandlingsresultat godkendes af et flertal af fagbevægelsens medlemmer, ikke af en flok ignorante skriverkarle.
For det tredie bliver der overhovedet ingen forhandling, før vælgerne har haft mulighed for at give regeringen en passende løn, for det hul den har skabt i statskassen.
Pengene ikke bare "fosser ud af statskassen", de er pist væk!
Så det bliver nok heller ikke til noget, med planerne om at købe hele verden?
Nu er Jarl jo medlem af partiet Venstre...
Vi har levet godt, længe.
Så længe at ingen af os rigtig kan huske hvad arbejderkampen egentlig betød. Hvor meget vi kæmpede for og vandt.
Jeg var på Arbejdermuseet i København forleden.
Det jeg så både forbavsede mig og forfærdede mig.
At få visualiseret arbejdernes kår i en ikke så fjern fortid fik mig til at gå i dybe tanker.
Og der var noget der prikkede mig i nakken hele tiden. Men jeg kunne ikke helt få hold på det.
Det var først da jeg hjemme i lejligheden i Jylland så TV-avisen, at jeg begyndte at se hvad der havde presset på.
Vi er jo på vej tilbage til stavnsbåndet tid.
Tilbage til et stadie hvor fattige måtte tage det arbejde der blev dem påbudt, og acceptere den løn der blev dem tilbudt.
En tid hvor der var nogle få velhavende personer der bestemte over flertallet, og levede godt af andres armod og hårde arbejde.
Goderne var fordelt på få hænder. Lovene sikrede de velhavende.
Det er ved at ske igen.
Herremanden bliver nu erstattet af de store virksomhedsejere. Kongen er i dag den siddende regering.
Stille og roligt er de velhavende, med regeringen i spidsen, ved at føre samfundet tilbage til et stadie af underkuelse af de svage og mindre bemidlede.
Man arrangerer love og regler der skal sikre velhavende en stadigt stigende indtægt.
Samtidig sikrer man at en større skare bliver fattigere og samtidig tvinges til et større afhængigheds- og underdanighedsniveau.
Man vil sikre at arbejdsgiverne får en magt der hersker over en stor bred masse af arbejdere. Sikre at få får meget, og mange får lidt.
Man fratager dem de få midler og goder der er. Samtidig sørger man for at velhaverne bliver tilført endnu mere.
Man er ved at konsolidere det store skel i befolkningen.
Det er ret uhyggeligt.
For det er virkelighed, og ikke film.
@Alan Strandbygaard,
Det var godt at du besøgte Arbejdermuseet og så nogle forhold, som du måske har været foruden. Så skal du også huske på, at Arbejdermuseet er et partsindlæg i den politiske kamp og måske kun afdækker noget af sandheden og vinkler udstillingerne i en vis politisk favør. Lidt kritik er aldrig af vejen, når det drejer sig om et desideret partsindlæg etableret af socialdemokraterne og fagbevægelsen, for give indtryk af, at dagens velstand er socialismens skyld.
Søfartsmuseet kunne vise dig at søfolkenes og fiskernes vilkår var ringe.
Studerer du en bondeudstilling, så vil det også her fremgå at bøndernes vilkår var ganske ringe og det er ikke socialisterne, som er skyld heri.
@Karl Lassen
Forbedringen af forholdene blandt husmænd, daglejere, karle og piger på landet skal ikke tilskrives venstrebønderne, men derimod de radikale og socialdemokraterne.
Venstrebønderne oplevede heller ikke de fem forbandede år, hvor arbejderne i byerne sultede, mens man på landet væltede sig køer, gris, får, ænder, høns og kyllinger og tyskernes rundhånede betalinger.
Efter krigen var det i 1960'erne udviklingen i privatforbruget der tilsmiler landbruget og fra 1970'erne og frem var forbedringerne skabt gennem vort EU-medlemskab og EU rundhåndede landbrugsordninger.
Og hver har så ansvaret for EU? Ja, det har den europæiske arbejderklasse. Uden dens opbakning og uden dens stemmer var der ikke noget i der hed EU i dag - og det er her i Danmark (og overalt i Europa) socialdemokraterne, der har trukket læsset.
Også udviklingen i fiskeriet må tilskrives EU.
Som modstykke til arbejder-museet må vi have et kapitalist-museum.
Det må starte med middelalderens gabestokke og slutte med 2000-ernes pressemonopol hvor konglomeratet BT+Ekstrabladet+DF gør det muligt for kapitalisterne at regere delvist ved hjælp af arbejderstemmer.
Hvis DA og DI forsøger at kritisere S-SFs politik, så skal fradragsretten for kontingentet til DA og DI minimeres. Hidtil har de nemlig begge optrådt som indædte støtter for de borgerlige partier, og sender oceaner af støttekroner til de borgerleieg partier. Helt galt er det da med Saxobanks politiske fløj, LA, som de holder oppe 100%.