Kommentar

Fagre besværlige verden

Der må komme en dag, hvor man ikke længere skyder skylden på andre. Hvor man selv tager ansvar
Det er ikke sjovt at blive voksen. Men måske skal man sige, at når man har passeret de 40, så er det altså slut med at forklare et usammenhængende voksen-liv med hændelser i barndommen.

Det er ikke sjovt at blive voksen. Men måske skal man sige, at når man har passeret de 40, så er det altså slut med at forklare et usammenhængende voksen-liv med hændelser i barndommen.

21. maj 2010

Flasken med hyldesaft forlod mine hænder, fløj gennem luften, og splintredes mod gulvet i tusind stykker. Den tykke, gule saft flød ud over hele køkkenet, og mens den bredte sig, stod jeg helt stille midt i det hele og gav op. Jeg kunne jo ikke støvsuge glasskårene op, når der var saft. Og jeg kunne ikke tørre saften op, når der var glasskår. Jeg ringede til min barndomsveninde for at få et godt råd, og hun svarede bare: »Det passede jo ikke, når folk sagde, at det var så sjovt at blive voksen. Det er hårdt arbejde. Vi er blevet narret.« Jeg opgav og gik i seng.

Det mærkelige var, at næste morgen var der ikke nogen, der havde ordnet det. Først blev jeg lidt sur på min mor over, at hun ikke havde været forbi, så var jeg sur over, at når jeg nu betaler skat, så må der da for fanden være nogen, der sørger for den slags oprydning ... Til sidst var jeg bare sur. Og gik i gang med at fjerne glasskår fra saften, skår for skår, dråbe fra dråbe. Klokken var seks om morgenen, og bagefter skulle jeg ud og rive græs sammen, inden det begyndte at regne. Og mens jeg stod der i støvregnen og lugtede af hyldesaft og var vred, gik det op for mig, at min venindes ord var rigtige: Jeg er jo bare blevet voksen. Jeg fylder 42 på søndag.

»Hvis det er sådan en god ide at være voksen, så synes jeg godt lige, at de kunne lave et ordentligt slogan«, sagde Mikael Wulff engang. Han har jo ret. Nævn mig fem gode ting ved at være voksen?!

Jeg er medlem af første generation af folk, som strakte voksendommen så langt, at vi blev kaldt thirty-agers, og nu har vi gudhjælpemig strukket den lige lidt længere, så man også har været nødt til at opfinde konceptet forty-agers. I mellemtiden har vi fået børn og samtalekøkken og skattegæld, men det hjalp ikke så meget, og nu er vi så blevet skilt og kan te os fuldstændigt barnligt hver anden uge, og mændene går rundt i sneakers og baseball-cap, og damerne har navle-piercinger og Hello Kitty-undertøj. Hvad gik der galt?

Det er Gul Stues skyld. Det var knagen med mariehønen eller det lille blå skib, det var pædagogerne med det henna-farvede hår, det var puderummet med de ulækre puder, hvor drengene havde tegnet bryster og dameansigter på, så de kunne øve sig i den ædle elskovs-kunst, det var makrelmadderne i den røde madkasse. Det er alt sammen deres skyld. For det kan da umuligt være vores egen?

Ondt af os selv

Vi er den første generation, som er blevet 'passet' altid. Der har altid været voksne omkring os, som sørgede for os, som fortalte, hvad vi skulle lave, og som brød ind, når legen blev for voldsom (men sjovt nok aldrig opdagede bolle-puderne i puderummet). Min mor fik sammenstrikket to måneders barselsorlov, og så var det ellers af sted med mig til først en gammel dame, så noget hjemmepasning hos en kvinde, som spillede bongo-trommer, så børnehave, skole, fritidshjem, fritidsklub, gymnasium ... Det må da være deres skyld!

Eller også kan man sige, at der må komme en dag, hvor man ikke længere skyder skylden på andre. Hvor man selv tager ansvar. Hvor man siger farvel til barndommens traumer og selv tager hånd om sit liv. Jeg kender godt nok mange, som forklarer deres usammenhængende voksen-liv med hændelser i deres barndom - men måske skal man sige, at når man har passeret de 40, så er det altså slut. Så må du sgu selv komme op i gear og selv tage ansvar for dit liv. Der er ingen, der kommer og fjerner glasskårene og saften fra gulvet. Gør det selv.

Men fordi vi har sådan lidt ondt af os selv, så vil vi for alt i verden ikke have, at samme skæbne skal overgå vores egne børn, og derfor knokler vi rundt som små hvepse i en sodavandsflaske for at kunne hente børnene tidligt i vuggestuen, bage boller i en sådan grad, at ungerne er helt sikre på, at vi er nærværende og elskende forældre, og hvis vores barn har problemer med et andet barn, så ringer vi til forældrene og prøver at fikse det. Vi er blevet kaldt 'curling-forældre', fordi vi fejer foran vores børn, når de er på glat-is, men jeg synes, vi er værre, end det: vi er ishockey-forældre! Vi er så opsatte på, at vores børn skal have en fuldstændig lykkelig, overskuds-agtig barndom, at vi er ved at gøre større skade end gavn. Vores børn får endnu sværere ved at blive voksne, for vi lader dem aldrig ordne noget selv. De bliver kørt rundt til fritidsaktiviteter og børnefødselsdage (i gamle dage havde vi ben), og når man har gæster, sidder der ofte en voksen, som helt selvvalgt holder vagt ved børnene, så ingen siger noget grimt til andre, og alle deler legetøjet ligeligt. Vi superviserer og servicerer vores børn, og fordi vi er så dårligt trænet i at være voksne over for vores børn, har vi meget svært ved at sætte grænser. Derfor skal de da også have alt, de peger på ...

Forleden sad jeg med min barndomsveninde og talte om at gå til ridning. Vi kom til at tale om, at en vinter, hvor vores ridestøvler var så meget for små, at vi ikke kunne have ragsokker i dem, bildte vores mødre os ind, at alle de professionelle - altså de virkelig seje - ryttere havde futteraler af lammeskind uden på ridestøvlerne. Sat fast med underbukse-elastik. Den troede vi på og cyklede i strid snestorm til ridning iført disse latterlige opfindelser, og ridestøvlerne holdt endnu en sæson.

»Vi blev narret,« sagde min veninde.

Ja. Vi blev narret. Og nu er vi voksne. Næsten.

Maise Njor er journalist og forfatter

Hver uges skiftes Mette Bom, Pernille Rosekrantz-Theil, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive ugens klumme

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Granquist

Udmærket beskrivelse af min og Maise Njors generations fornemmelse af at være ført bag lyset.

Jeg skuler ofte bebrejdende tilbage på tiden med ”mariehøneknagen” - min knage var dog med et jordbær, som jeg i dag er overfølsom overfor(!) - hvor vi blev lovet at udfordringerne aldrig blev større.

Måske var det fordi vi aldrig fik tilbudt chancen for se op på den voksnes integritet og autoritet, fordi de voksne altid insisterede på at blive nede på vores niveau.

Maise Njors beskrivelse er vigtig, fordi min generation ikke har erkendt det bedrag hun beskriver, og fordi vores børn vil lide under denne manglende erkendelse.

Jeg afventer stadig kompensation for bedraget, selvom det ikke ser ud til at være en del af regeringens ”genopretningsplan” :-)