Klumme

Fjernt fra nær

Hvordan store dele af et land ved et ledende politisk partis skiftende fokus for at få magt blev til udkant
Siden Venstres svar på Napoleon, Henning Christophersen, stod og fægtede med armene i tweedjakken, er Venstre blevet et byparti og vil skide hul i Udkantsdanmark. Det er ikke der de store stemmetal ligger, men hvor taberne bor. Arkiv

Siden Venstres svar på Napoleon, Henning Christophersen, stod og fægtede med armene i tweedjakken, er Venstre blevet et byparti og vil skide hul i Udkantsdanmark. Det er ikke der de store stemmetal ligger, men hvor taberne bor. Arkiv

Erik Jepsen

Debat
22. maj 2010

Der var engang for længe siden, da Venstres ledende folk, hver gang de åbnede munden, plæderede for det nære samfund. Venstre gik til kamp for nære mennesker i nære kommuner fjernt fra Slotsholmen og københavnerne, der forstod at rage til sig og ville bestemme over Jylland og ikke tog over Storebælt eller bare vest for Valby Bakke, kun hvis de skulle sydpå, og der ikke var plads i Rødby. Denne interesse for det nære som en dyd frem for det modsatte, som jo så må være det fjerne var selve valggrundlaget, længe før man kunne gribe kommende venstrestatsministre i kreativ bogføring, grov vildledning af Folketinget og lodret løgn om masseødelæggelsesvåben i Irak; eller før man kunne opleve venstreintegrationsministre i mopset umenneskelighed nedgøre direktører for menneskerettighedsinstitutter. Og længe, længe før Venstres besættelse af Undervisningsministeriet i sammenlagt godt 15 år (Bertel Haarder var vist navnet) førte til en folkeskole, hvor ungerne ifølge bekymrede forældre og socialdemokratiske ledere, der sender deres afkom i privatskole i bundter, stadig hverken kan stave eller regne.

Og det var dengang, da den klassisk-sproglige begavede cand.polit. og, senere kompetente EU-kommissær Henning Christophersen, var førstemand i partiet; i skarp konkurrence om magten med Ivar (hva' fa'en er det nu han hedder?) Hansen, den senere formand for Folketinget, ham journalisterne i modsætning til Oversylten havde svært ved at skelne fra de faste gulvtæpper, ind til den ranke storbonde i anledning af sin bemærkelsesværdige afgang fra denne jord, med ét blev lidt af en maskulin rollemodel. Og det var så også dengang, man stablede Henning Christophersen op i fjernsynet som Venstres svar på Napoleon og udsigt over Christiansborg og tårn og ridebane og det hele, og hvor man brugte alle Venstres 10 minutters valgpræsentationsprogram på formandens enetale. Om hvad? Ja, lige netop: det nære samfund. Og det var dengang, tv stadig benyttede sig af rigtig film med fem minutter på hver rulle, så skulle man skifte og værsgo at skylle.

Den ene hånd

For at få lidt liv i kludene - Christophersen var høvisk sagt ikke den mest indlysende havørn på tv og ikke ligefrem tårevædende morsom - flåede håndlangerne, som ingen anede en skønne dag, ophøjet i samfundets herskerkaste ville blive kaldt spindoktorer, det røvhamrende kedelige jakkesæt af Christophersen og klemte ham ned i en tweedjakke fra et nedlagt genbrugslager for at få den umulige statsministerkandidat til at se bare en anelse mindre fjern ud. Dertil overtalte de den akavede mand, der bestemt ikke brød sig om tv og slet ikke om situationen, til at gestikulere med den ene af to hænder, når han sagde noget vigtigt.

Tænderne klaprede

Det skulle jo helst ikke være trist. Og det var for resten vigtigt alt sammen, kom de i tanker om. Og i første rulle film på fem minutter gestikulerede Christophersen med højre hånd: Og det nære samfund, sagde Christophersen, det nære samfund mig her og der. Op og ned i luften foran tweeden med højre hånd. Op og ned, som om hånden levede sit eget liv og ikke for tiden kendte noget til nogen oversylte den var sat fast på i den anden ende. Næste rulle: Det nære samfund, sagde Christophersen, det nære samfund mig her og der. Op og ned i luften, nu med venstre hånd foran den anden side af tweeden. Op og ned, stadig uden landkending med den latterlige jakke med læderlapper på albuerne.

Det var så tænderne klaprede.

Men udtrykket: det nære samfund var godt nok og sad solidt i skabet.

Nu er der som sagt gået mange år. Det nære samfund står stadig at læse i Venstres program, hvor de gør meget ud af at Danmark ikke må skævvrides, og at kommunerne skal bestemme, for det er fanden gale mig dem derude og ikke den væmmelige stat i det lede København der skal rende med det hele.

Skide hul i

Det er Venstres fordel, som så mange andre partiers, at ikke en kat gider læse deres programmer. Ikke desto mindre må det i disse dage være en oplevelse for Venstres borgmestre, de få der er tilbage, at høre finansministeren - ham der groft brød loven da han var beskæftigelsesminister - høre den ideologiske jernmand i den røde bygning true med galejerne, hvis de bruger så meget som en afskaffet femogtyveøre mere. Regeringen har pisket sig selv til at begrænse de lokales forbrug som følge af det asociale skattestop og en uansvarlig økonomisk politik i snart uendeligheder, alt imens tiden er løbet ud for den gamle sang om mere kvalitet for færre penge. Den er der ikke mange der tror på mere og slet ikke dem derude, hvor kragerne ikke engang gider vende, fordi der ikke mere er noget at komme efter.

Siden Henning Christophersen stod og fægtede med armene i tweedjakken, er Venstre blevet byparti og vil skide hul i Udkantsdanmark. Det er ikke der de store stemmetal ligger, men hvor taberne bor. Derude falder de ikke længere om af betagelse, når de hører om fremtidens grønne skove i et gennemprivatiseret land uden lokale sygehuse og ambulancer og skoler og butikker og medindflydelse. Hvis disse nedlagte danskere i Venstres program læser om det nære samfund, får de da en prop. Politisk bliver de frustrerede af flere og flere vælgere stadig mere hjemløse, kørt agterud af deres naturlige parti eller partier. Mange i denne kategori kunne tænkes at kaste sig i favnen på Pia Kjærsgaard. Ifølge de nuttede busreklamer, men uden det står klart om omsorgen også gælder mosegrise, rotter og melmøl, er hun og DF god ved dyr. Men DF vægter, uanset alle hensyn til sig selv, som partiet ellers suverænt varetager, trods alt magtfællesskabet med Venstre tungere end udkanternes jammer og stiller sig nu på finansministerens side i dennes trusler mod de betrængte kommuner.

Konservative i frit fald

Det kan godt gå hen og blive en dum sag for DF. I regeringens fejlslebne optik er en begrænsning af kommunernes udgifter, skønt budgetoverskridelserne i virkeligheden er jordnødder og EU's forestillinger ikke særligt alarmerende, sådan set udtryk for ansvarlighed. Altså på de foreliggende falske præmisser. Men at opføre sig langsigtet ansvarligt er et markant brud i kontrakten med DF's vælgere, der er lige så flintrende ligeglade med det fælles hensyn, som deres parti er det samme, og som den kendsgerning (som regel) også fremgår af ledernes adfærd.

De partier, der mest ihærdigt har harpet på mennesket i centrum og øjenhøjde og decentralisering, er nu dem, der låser perleporten til det nære samfund og smider nøglen væk. De konservative er i frit fald, hvor det gamle folkeparti ellers kunne have været de borgerlige kræfter, der her vandt hvor de to rivaler tabte. Den ende af borgerligheden, hvis arvefjende godt nok er Venstre, men som har fået en farligere i DF, manøvrerer faretruende mellem isbjergene uden kompas og med en umoden ledelse. Som Hans Engell i anden anledning udtrykte det: Hvis Lene Espersen ikke forstår dét (og at Hans Engell har ret i at modstanden mod efterlønnen er uanstændig og temmelig ubegavet, og at Engell bl.a. derfor ikke har været medlem af partiet i 10 år) må hun hellere tage sig noget ekstra ferie.

Når det nu går op for større dele af vælgerbefolkningen at demokratiet i samme periode som Engells frafald er reduceret til en farce, kan man i hvert fald ikke råde Espersen, Hjort Frederiksen og Thulesen Dahl til fremover at feriere i det nære samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bernhard Dragsbjerg

Sejt Georg

Kirsten Svejgaard

Lige så morsom som bidende skarp.
Sjældent har jeg grinet så meget over en politisk klumme.

Thorsten Lind

Gad vide om "......dem derude, hvor kragerne ikke engang gider vende, fordi der ikke mere er noget at komme efter." læser Metz?
Det burde de! Klummen forklarer meget enkelt,
hvordan Venstre omdannede Udkantsdanmark til skod....Lars Tyndskids Mark, så langt øjet rækker.
Tak til havørnen Metz, for det "onde" klarsyn..He he.

Sonja Bautz

"Når det nu går op for større dele af vælgerbefolkningen at demokratiet i samme periode som Engells frafald er reduceret til en farce,"

Politik er et spørgsmål om at få sin vilje, så er barndommens sætninger - : " Det kan du selv være." "Jeg siger det til mor, hvis jeg ikke får lov." " Min far er brandmand, og han kan banke din far med den ene hånd på ryggen." - ikke sært nærværende i tinget ?

Vestjylland er centrum for os der bor her.

I der bor i København på djævleøen er udkanten :oD

Det er for galt. Georg M er blevet forudsigelig. Tænk. Jeg anbefalede herligheden inden jeg læste den. Og jeg blev ikke skuffet. Mageløst.
Jeg er - uden at være polemisk - begyndt at tænke på, hvorfor nogen vælger DF. Kan nogen forklare mig det? Kan du Metz?

Ann-Charlotte Kjeldsen

Ja, det gør vi, Thorsten Lind, og med stor fornøjelse.

Ole Mathiasen

Tak for en præcis og bidende karakteristik.
Jeg kan anbefale den talte udgave her:

http://www.den2radio.dk/index.php?option=com_content&view=frontpage&Item...

God Pinse!

Sonja Bautz

Tak, Ole Mathiasen.

Karsten Olesen

Centraladministrationen må lide af Alzheimer eller hjerneblødning.

I 1958 vedtog man Egnsudviklingsloven - med støtte til erhvervsetablering i udkantsområder.

Den blev hurtigt taget i brug af til at skaffe billigere arbejdskraft.

Efter EU-tiltrædelsen 1972 kom den første bølge af nedlæggelser.

Med det åbne marked 1992 - og endnu mere efter WTO-traktaten - gik det rigtig hurtigt.

Mange steder blev virksomhederne overtaget af fusioner eller kapitalfonde under storslåede løfter - for blot at blive nedlagt et par år senere, når støtten var indkasseret.

Lokalsamfundene har ingen midler til at håndhæve de rettigheder, de blev lovet på papiret - selv om de stadig må betale skat til støtte og kreditter.

Søren Kristensen

Mon ikke Thulesen Dahl sagtens kan feriere i det nære samfund (Udkantsdanmark) hvorfra en stor del af støtten til DF kommer - eller det bare en vaneforestilling?

Steen Johansson

Georg Metz fabler og digter når virkeligheden ikke rækker. Det var ikke spindoktorer der fik overtalt H.C. til at gå i tweedjakke og den kom heller ikke fra et overskudslager. Jakken blev købt i Magasin efter et råd fra en farverig tilskærer. Men vås du bare videre Metz