Kronik

Ikke flytte, men hjælpe børn

Vi vil alle have større faglighed i den københavnske folkeskole, men vi politikere spilder tiden på at diskutere strukturreformer, som forskningen viser ikke har den store effekt. Det er meget mindre kontroversielt og mere effektivt at sætte seriøse, systematiske og forskningsbaserede udviklingsprogrammer i gang på hver enkelt skole. Og så kan vi komme i gang allerede i år
Københavnske politikere arbejder på at få københavnske børn - især minoritetsbørn - til at præstere bedre i folkeskolen. Halvdelen af Københavns elever med minoritetsbaggrund forlader folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder 
 til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er både en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe - og måske Københavns mest akutte problem. Men tvangsspredning i folkeskolen er ikke løsningen, skriver Klaus Bondam. Billedet er fra Rådmandsgades Skole 
 på Nørrebro.

Københavnske politikere arbejder på at få københavnske børn - især minoritetsbørn - til at præstere bedre i folkeskolen. Halvdelen af Københavns elever med minoritetsbaggrund forlader folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder
til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er både en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe - og måske Københavns mest akutte problem. Men tvangsspredning i folkeskolen er ikke løsningen, skriver Klaus Bondam. Billedet er fra Rådmandsgades Skole
på Nørrebro.

Claus Bech Andersen

Debat
26. maj 2010

Jeg har meget sympati for børne- og ungdomsborgmester Anne Vangs bestræbelser på at få en mere lige fordeling af hovedstadens vuggestue- og børnehavebørn. Men hendes og SF's konkrete idé om at fratage forældre frit valg af vuggestueplads og lade forvaltningen placere barnet går bare ikke.

Principielt er jeg meget betænkelig ved at fratage frit valg og frivillighed. Og den usikre situation, at familierne ikke aner, hvor deres barn skal i vuggestue, er ikke en acceptabel situation for de travle københavnske forældre. De risikerer at skulle flere kilometer på cykel i modsat retning af deres arbejde for at aflevere barn hver morgen. Og så ved vi ikke engang, om ordningen vil virke. Men med S-SF-flertal i Københavns Borgerrepræsentation er det måske, hvad københavnske forældre kan se frem til.

Man kan sige, at Anne Vang i samarbejde med SF nu forsøger sig med en 'spredning light'. I stedet for at tvangssprede skolebørn, som er meget dyrt og besværligt for elever, skoler og kommune, så kan en spredning mellem de ret tætliggende daginstitutioner forberede bedre spredning i folkeskolen. Teorien er, at når Alma har gode erfaringer med at gå i vuggestue sammen med Ahmad, så vil forældrene ikke fravælge den lokale folkeskole med høj andel af minoritetsbørn. Men det ved vi dybest set ikke. I hvert fald er det meget usikkert, om det vil få forældrene til at vælge anderledes - og det er jo ellers hovedformålet.

Forslaget har potentielt så store negative konsekvenser for forældrene, at det slet ikke står mål med de mulige fordele ved ordningen. Det vil først og fremmest skabe stor usikkerhed om børnepasningen på Nørrebro og Bispebjerg, som vil være de to områder, hvor ordningen først skulle afprøves. Og det er helt uacceptabelt, at ophængte forældre ikke længere har friheden til at planlægge deres hverdag, som ofte er svær at få til at hænge sammen. Det kan få flere familier til at flygte ud af kommunen, og det kan bane vejen for flere private daginstitutioner.

Foreløbig er der kun lagt op til at undersøge mulighederne for en tvangsspredning af vuggestuebørn - men måske skulle vi ikke bruge mere tid på det, og i stedet kigge en helt anden vej

Flere minoritetsbørn

En mere sikker, nænsom og farbar vej på vuggestue- og børnehaveniveauet er at få fat i den store andel af minoritetsbørn, som i dag ikke går i vuggestue eller børnehave. Hver tredje minoritetsbarn går ikke i vuggestue, og hver femte går ikke i børnehave. De børn, som formentlig ikke taler dansk hjemme og ikke får det danske sprog ind gennem daginstitutionerne, er indlysende i risiko for også at klare sig dårligt i skolen.

Derfor bør Københavns kommunalpolitikere bruge kræfterne på at se på, hvordan vi får børn af sprogsvage forældre over i daginstitutionerne. Sundhedsplejersker, jobkonsulenter, bydelsmødre og andre kunne tage en alvorlig snak med forældrene for at formidle, hvor vigtigt det er, at deres barn kommer i daginstitution. Og så kunne de samme mennesker jo også tale med forældrene om, hvilken institution der vil være god at vælge, så kommunen får en god fordeling af børnene til alles bedste.

Det er min overbevisning, at gulerod er den bedste måde. Men det skal ikke være en brochure fra kommunen; opfordringen skal komme i en tæt samtale med forældrene, hvor den kommunale medarbejder får sit budskab ind under huden på forældrene. For det kan være en stor overvindelse for især indvandrermødre at give afkald på deres små børn i mange timer om dagen. Men at holde barnet hjemme kan være første barneskridt mod et voksenliv som ledig på samfundets laveste sociale trin.

Alle vores anstrengelser drejer sig om at få københavnske børn - og især minoritetsbørn - til at præstere bedre i folkeskolen. Halv- delen af Københavns elever med minoritetsbaggrund forlader folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er både en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe - og måske Københavns mest akutte problem.

Lige som jeg er modstander af tvangsspredning i vuggestuerne, så er jeg også imod tvangsspredning i folkeskolen. Effekten er tvivlsom, omkostningerne høje, og det er moralsk på kanten at tvinge minoritetsbørn over på andre skoler, som de ikke selv har valgt. Og sagen er: pengene kan bruges langt mere effektivt

Hver enkelt skole

Vi skal simpelthen droppe de store strukturændringer oppefra. Det er ikke store ændringer i folkeskolens struktur, fysiske forbedringer, flere penge eller andre tiltag oppefra, som får eleverne til at præstere bedre. Det er ikke tvangsspredning, skole- renoveringer, bygning af åbne skoler eller reducering af klassestørrelse, som bibringer skolen større faglighed. Det er forandringer, som ligger meget tættere på dagligdagen i klasselokalet, som rykker.

En analyse fra blandt andre professor Niels Egelund gør rede for, at det er undervisningens organisering, hvilken slags undervisning, der gives, og kvaliteten af lærerne, som er afgørende for, om eleverne lærer at læse, regne osv.

Vi radikale har et princip om på alle politikområder at iværksætte de ting, der virker. Således også i folkeskolen. Og når forskningen siger, at vi skal helt ind til katederet og skolepulten og lave forandringer for at få bedre rustede skoleelever ud i den anden ende, så må vi tage det ad notam. Så glem store problematiske og dyre tiltag med tvangsspredning og reduceret klassestørrelse. Hvorfor slås med strukturreformer, når en anden og lettere indsats har større effekt? Kommunen skal ind på hver enkelt skole og medvirke til et systematisk udviklingsarbejde. Fokus er at forbedre den daglige undervisningssituation hver dag, i hver eneste skoletime.

Sammen med Anne Vang kigger vi på, hvad vi kan gøre for de seks skoler i København med de største faglige problemer - heldagsskolerne frataget. I løbet af de næste måneder arbejder vi på et udspil, som går ind og kigger på hver enkelt skole. Hvordan kan vi sætte et udviklingsprogram i gang, som får fagligheden på skolen op, og som får langt flere til at forlade skolen med ressourcer til at uddanne sig videre?

Drop strukturreformer

Det kan lade sig gøre at få en multikulturel hovedstad op i landets faglige superliga. Oslo har flere skoler med 100 procent minoritetsbørn. Alligevel har Oslo de bedste faglige resultater i Norge. Mange minoritetsbørn er altså ikke nødvendigvis nogen hindring for gode faglige resultater. Det drejer sig om en bevidst indsats for at hæve fagligheden på hver enkelt skole. Og det drejer sig om, at skolerne har en god mangfoldighedspolitik. Her kan kommunen også spille en meget mere aktiv rolle over for skoler med mange minoritetsbørn.

Desværre vil resultaterne af en sådan indsats først vise sig om mange år. Initiativerne kommer ikke fagligt svage elever i 6.-7. klasse til gavn, og det kan samfundet heller ikke vente på. Derfor bør kommunen hjælpe skolerne med at opsamle børn med få år tilbage i skolen med en akutplan for at lære at læse og skrive sikkert. Det kan være med udgangspunkt i en test og efterfølgende massiv systematisk indsats for at få disse elever et eller flere niveauer op. Igen drejer det sig om at yde indsatsen tæt på lærer og elev - så virker det.

Min overbevisning er, at vi politikere skal droppe de store udfordringer med at lave strukturreformer. Det er simpelthen en lang vej mod et mål, som står sløret, fordi forskningen fortæller om tvivlsom effekt.

Seriøse, systematiske og forskningsbaserede udviklingsprogrammer på hver enkelt skole er derimod relativt lettere og hurtigere at sætte i gang. Det er besværligt, ikke nogen snuptagsløsning, men så kan vi komme videre.

Klaus Bondam (R) er ny beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her