Kommentar

Forbrugssamfundets fyrreårskrise

Forbruget er stagneret i takt med samfunds-kritikkens opløsning
7. maj 2010

For 40 år siden udgav Jean Baudrillard den banebrydende bog Forbrugssamfundet. Den var langt forud for sin tid og blev derfor straks angrebet af alle tidens magtfulde grupper, der slet ikke var modtagelige for tesen om, at forbruget er essentielt og grænseløst. Marxisterne betragtede det som utilgiveligt, at Baudrillard gik i en stor bue udenom arbejderklassen og produktionen. Socialdemokraterne klyngede sig til forestillingen om, at forbruget med tiden ville blive mættet i velfærdssamfundet, og 68'erne var så forhippede på at forkaste hele forbrugskulturen, at Baudrillard virkede som en forkrampet lyseslukker.

Disse indvendinger er værdiløse i dag, hvor den seneste bølge af kapitalistisk ekspansion blev drevet af vækst i forbruget med marxister, socialdemokrater og 68'ere i hovedrollerne. Historien har på mange måder givet Baudrillard ret. Alligevel er bogen utidssvarende i dag, hvor kritikken er død, og forbrugssamfundet forfalder.

Systemets hemmelighed

Når bedre velfærd i dag sættes lig med større offentligt forbrug, er der ingen, der opponerer. Når økonomisk vækst er den almene horisont for økonomer og politikere, er vækstkritikken usynlig. Her giver Baudrillards bog et unikt indblik i en svunden tid. Den er kritisk, radikal og kompromisløs. Selv om den brød med talrige vaneforestillinger i den kritiske teori og på venstrefløjen, var den alligevel i pagt med tidsånden. Dengang. Men da bogens syn på kritik er dobbeltsidet, er den indirekte meget aktuel i dag.

Forbrugssamfundet er en glat og interaktiv social model, der rummer summen af vores meningsfulde aktiviteter. Derfor er kritik og opposition ikke kontraproduktiv. Kritik af forbrugssamfundet er snarere det egentlige grundlag for dette samfunds mytiske magt. For Baudrillard var kritikken »en del af spillet: det er den kritiske luftspejling, anti-fablen som fuldender fablen - diskursen om forbrugssamfundet og dens kritiske underbygning. Kun de to sider set som en helhed konstituerer myten«. Han så oprøret i 1968 som forbrugssamfundets essentielle alibi. 68'erne »undslap ikke den fælde, der ligger i at tingsliggøre objekter og forbrug i overdreven grad ved at tildele dem diabolsk værdi, ved at fordømme dem som sådan og bygge dem op til at være en afgørende faktor«. Baudrillard påpegede i forlængelse heraf, at 1968-kulturen gennem den intensiverede intellektuelle spejlrefleks passede som hånd i handske med det etablerede samfund.

Kritikken er altså ikke bare en produktivkraft for systemet. Det er systemets mest værdifulde aktiv og største hemmelighed. Baudrillard forudså i 1970, at tidens rebeller ville marchere taktfast ind i forbrugssamfundet til lyden af kritiske proklamationer. Men nu er kritikken forstummet.

Kritikkens død

Siden 1960'erne er forbruget langsomt stagneret i takt med samfundskritikkens opløsning. Efterhånden er kritikken blevet så marginal, at den er socialt illegitim. Forbrug er konsensus. Ingen protesterede, da der begejstret blev talt om en forbrugsfest for få år siden. Kort efter oplevede vi et historisk forbrugsfald, og ingen protesterer, når dette udlægges som en krise. Forbruget er blevet afmytologiseret. Pragmatikken florerer, og magien er væk - det kan end ikke reklameindustrien kompensere for.

Tidsånden er i dag præget af radikalitetens død, negativitetens fravær og kritikkens ophør. Alle er optagede af kompromisser. Vi jagter wellness og win-win-situationer. Vi vil anerkendes og roses - ikke kritiseres. Det betyder, at dynamikken og progressiviteten er forsvundet. Forbrugssamfundet er ved at blive kvalt i sin egen succes.

Det afgørende symptom på forbrugssamfundets forfald er, at forbruget i de seneste 25 år kun er vokset markant, når pengene er rullet ned i forbrugernes lommer uden, at de har behøvet at arbejde for dem. Den seneste forbrugsbølge var drevet af eksplosivt stigende boligpriser og aktiekurser, samt skattelettelser. Samtidig var perioden frem til 2008 karakteriseret ved bobler af optimisme og lyse fremtidsudsigter.

Men bobler skaber kun en kortvarig og overfladisk eufori, der slet ikke matcher forbrugskritikkens dybe resonans. Boblernes positive energi er også meget svagere end kritikkens negative kraft. Nu er boblerne bristede, og kun gældsbjergene vokser. Vi oplever en almen stagnation på trods af omfattende bestikkelse i form af lønstigninger, de mange milliarder fra den særlige pensionsopsparing, nye store skattelettelser og gratis lån.

Kritikkens opløsning er altså en fatal proces, der paradoksalt nok peger mod forbrugssamfundets undergang.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu