Nyhed

Forsoning, forbud og en bokser, der vil være politiker

Afghanistans præsident Hamid Karzai skal i den kommende uge klinke skårene med USA's Barack Obama, i Fran-krig ventes parlamentet at forbyde kvinder at gå i burka, og i Filippinerne forsøger verdens bedste bokser at blive valgt ind i kongressen
Debat
10. maj 2010

Det er ikke nemt at stille alle tilfreds. Det måtte Afghanistans præsident, Hamid Karzai, sande, da han i marts forsøgte at tækkes den lokale opinion ved at tilbyde 1.500 stammeældste at standse den planlagte storoffensiv mod Taleban i det sydlige Afghanistan. Samme uge beskyldte Karzai vestlige diplomater for at være indblandet i valgsvindel, og erklærede, at hvis ikke Vesten hørte op med at presse ham, ville han melde sig ind i Taleban.

Den tilkendegivelse faldt ikke i god jord hos Karzais amerikanske kollega, Barack Obama, som svarede igen ved at kritisere Karzai for ikke at gøre tilstrækkeligt for at komme den løbske korruption i landet til livs.

I den kommende uge skal d'herrer så forsøge at klinke skårene, når Karzai besøger Obama i Washington. Den afghanske præsident vil forsøge at få opbakning til sin plan for fredsforhandlinger med Taleban.

Ifølge den britiske avis The Guardian, der har fået fingrene i et udkast til planen, vil Karzai bl.a. tilbyde talebanerne undervisning i 'afradikalisering' og tilbyde job til de tusindvis af fodfolk, der har ladet sig indrullere i Taleban. Den del af planen vil Obama formentlig kunne støtte, mens det er mere tvivlsomt, at den amerikanske præsident vil billige ideen om at tilbyde amnesti og politisk asyl i udlandet til Talebans ledere. Ifølge The Guardian forestiller den afghanske regering sig, at eksempelvis Saudi-Arabien vil kunne give asyl til Taleban-ledere, men at andre lande også kan komme på tale.

Krisemøde

Et land som Frankrig står næppe højt på Taleban-ledernes liste over foretrukne landflygtighedslokaliteter. De franske politikere ventes i morgen at stemme for en lov, der forbyder de estimeret 2.000 kvinder i Frankrig, der i dag ser verden gennem det lille gitter i den karakteristiske blå burka, at tage dragten på. Dermed slutter Frankrig sig til Belgien, der vedtog en lignende lov i slutningen af april, og også i Italien og Holland er der burkaforbud på vej. Som i Danmark, hvor regeringens burkaudvalg spurgte lidt i øst, vest og Vollsmose og fandt ud af, at der velsagtens var et sted mellem 100 og 200 burka- eller niqabklædte kvinder i Danmark, er det især franske konvertitter, der i bar iver efter at optræde så islamisk som muligt iklæder sig den allermest dækkende klædedragt. Muslimske kvinders klædedragt synes altså at optage de europæiske befolkninger i almindelighed og deres politikere i særdeleshed. Befolkninger og politikere har imidlertid fået mere presserende problemer at tænke på, i takt med, at den græske gældsfælde truer med at klappe sammen om hele Europa. Der er lagt op til krisemøde, når EU-Kommissionen onsdag træder sammen. I skrivende stund er det umuligt at sige, hvordan såvel grækerne som markederne har reageret på det græske parlaments vedtagelse af den dikterede hestekur, men uanset hvad har kommissærerne behov for at diskutere, hvordan den hidtil mest alvorlige krise i euro-samarbejdet skal håndteres.

Bokser eller politiker?

Bevæger vi os lidt væk fra verdens sædvanlige brændpunkter og økonomiske centre, kan vi passende rette blikket mod Filippinerne, hvor over 50 mio. registrerede vælgere i dag går til valg. Det tegner til, at Noynoy Aquino, søn af Benigno 'Ninoy' og Corazon 'Cory' Aquino, der henholdvis led martyrdøden og stod i spidsen for opgøret mod Ferdinand og Imelda Marcos, bliver landets næste præsident. For boksefans verden over er det filippinske valg dog også interessant - verdens bedste bokser, Manny Pacquiao, stiller nemlig op til kongresvalget i den fattige Sarangani-provinsen. Historien om Pacquiao er som skåret over en eventyrlæst - fra at have levet på gaden og sovet på papkasser er han qua sine bokseevner nu en af sit lands rigeste indbyggere.

»Jeg vil ikke bare være jeres bokseidol. Jeg vil også være jeres idol, hvad angår at levere offentlig service,« har Pacquiao sagt til sine lokale tilhængere under valgkampen.

Som for Afghanistans Karzai er det imidlertid heller ikke nemt for Pacquiao at stille både den hjemlig opinion og sine internationale støtter tilfreds. For skønt det internationale samfunds interesse for Pacquiaos politiske ambitioner er lille, er hans fans rundt om i verden utvivlsomt mere interesserede i, at århundrets boksekamp mellem Pacquiao og Floyd Mayweather Jr. bliver en realitet, end i at den filippinske stjerne får en plads i kongressen.

Hver mandag leverer et fast panel af Informations skribenter på denne plads et bud på de offentlige debatter, som den kommende uge vil være præget af

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her