Klumme

Frihed - til rent hykleri

Når gradbøjningerne på trods af alle forsikringer om det modsatte alligevel tager overhånd
Under ytringsfrihedens faner hænges skeptikeren ud med nidkær demagogi. Og den der tvivler på frihedens absolutte hævdelse i tusindårsriget kan jo kun ønske sig DDR, Berlin-muren og Stalin tilbage.

Under ytringsfrihedens faner hænges skeptikeren ud med nidkær demagogi. Og den der tvivler på frihedens absolutte hævdelse i tusindårsriget kan jo kun ønske sig DDR, Berlin-muren og Stalin tilbage.

8. maj 2010

De taler om den som et absolut: ytringsfriheden. Som med friheden, når hyperliberalister leverer deres uimodsagte skåltaler til mikrofonholderne. Som om disse magiske ord repræsenterer selve uimodsigeligheden og alle forbeholds dementi. Som om loven om altings relativitet ophæves ved begrebernes tryllekraft. Som om tænksomt forbehold og sund skepsis over for disse og andre absolutter er ensbetydende med fornægtelse af ordenes og begrebernes direktive ideal.

Skeptikeren hænges ud med nidkær demagogi, som den der i den blotte antydning af forbehold over for håndfastheden i udsagnene, hylder de positive frihedsbegrebers modsætning.

Den der ikke fast i fodslaget og klar i mælet og entydigt fanesvingende er med må jo så være imod. Den der tvivler på frihedens absolutte hævdelse i tusindårsriget og bekender sig til valgfriheden som et mantra i alle livets forhold kan jo kun ønske sig DDR, Berlin-muren og Stalin tilbage.

Den der forsigtigt gør opmærksom på ytringsfrihedens tvetydigheder og dens forvaltnings tvivlsomme karakter samt frihedens og valgfrihedens og ytringsfrihedens indlysende og ofte ønskværdige begrænsninger, må jo være tilhænger af mere end selvcensur, ja selve statscensuren genindført.

Sagen om Muhammed-karikaturerne fik fra første færd besværgelserne op i omdrejninger, helt derop, hvor tandhjulene hviner og tænderne knækker, før værket brænder endeligt sammen.

30'erne stereotypi

Ytringsfrihedskampagnen blev af Jyllands-Posten - der i pressehistoriens gang nu og da har boltret sig i fordomsfulde diskriminerende ekstremer med det slet skjulte finale formål at lukke munden på uønskede synspunkter - sat i søen med det udtalte formål at krænke andre menneskers (læs: muslimers) religiøse og kulturelle værdiopfattelse.

Før i tiden var det jøderne der på lignende vis måtte finde sig i fornærmende og forulempende stereotyper om deres påståede jødiske væsen i anklagerne om vranglære og falskhed i deres gudstro samt ikke at forglemme i vreden over tilintetgørelsen af Jesus Kristus. Religionen konstituerede samtlige af slagsen. Mødte man én jøde, kendtes resten på det urene trav.

Nu var det islamofobien det gjaldt, vore dages udgave af jødeforagten - denne åbenbart uudryddelige trang til at hæve sig op ved at nedstøde andre. Som bekendt i form af en bombe som turban. Især den.

Det var så budskabet: Grove insinuationer som selve ytringsfrihedens inderste væsen, måtte de krænkede lære at acceptere og leve med.

Dette synspunkt lanceredes gang på gang af JP's redaktører. Samt af dem der havde gjort sig politisk ærinde i sagen, de fleste i rollen som sidste dages hellige med umisforståelige anklager mod også den ikke fundamentalistiske side af islam. Og ikke at forglemme til civile forsvarere af nydanskeres ret til uanfægtet at fastholde og dyrke egen oprindelige kultur og religion i deres eget danske hjemland.

Fornærmet? Så skrid

At kunne og burde optage krænkelserne med åben pande og højt humør var en væsentlig pointe i ytringsfrihedens velsignelser; således sang de sangen fra det kolde nord. Såfremt islams danske børn og resten af den islamiske verden ikke forstod dette, måtte de finde sig et andet bageri, hvor de kunne tåle lugten.

En sådan direkte bekendtgørelse stod at læse i den store jyske avis i den famøseste af mange famøse ledere. Den er værd at erindre sig med mellemrum.

Finde sig i det, måtte de udskældte, finde sig i at de i ytringsfrihedens navn og i de indforskrevne tegneres streg, ifølge avisen jo således som fremstillet, tilhørte en terroristisk religion, og at deres profet pr. definition var at ligne med en selvmordsbombemand.

Når hjemlige og moderate muslimer protesterede - her se vi bort fra fanatikere der brændte flag og ambassader af og var af en anden verden - fik de og andre der mente noget andet om tegningerne og den redaktionelle disposition, besked på at de ikke fattede ytringsfrihedens særligt umistelige værdi i det danske samfund. Politikerne kan jo, det ved vi især efter erfaringerne med den siddende regering, ikke nære sig for ustandseligt i ord og handling at værne om ytringsfriheden, den frihed der ikke kan gradbøjes, som de siger.

Det ses af respekten for kritik, hvis modsvar er det vedholdende Fogh Rasmussen'ske udsagn, som regel støttet af vennerne i det store O: at der ikke er noget at komme efter. Herefter runger tavsheden.

Ytringer kan gradbøjes!

Når det er værd at erindre om karikaturkrisen igen igen, skyldes det netop denne politiske side af sagen, og hvordan det gik siden hen. Ja, siden blev ytringsfriheden jo slagnummeret for populismen.

Den hele, rene, hjertebankende, skinbarlige, uforkortede, gradbøjningsumulige sakrosankte ytringsfrihed. Visse danske politikere kan ikke åbne munden uden i muskelsvulmende ord og vendinger at forsikre om deres respekt for den totale ret til uindskrænkede ytringer. Altså når ytringerne ikke rammer dem selv i nakken.

Og ytringsfriheden er i munden på fortalerne det hele på én gang, alle værdiers moder rørt ud med husblas og kogt godt ind til sammenhængskraft.

For nylig viste det sig for et medlem af Venstres aparte propaganda-afdeling på Christiansborg at den totale ytringsfrihed for pålydende ikke er uden omkostninger og i den forstand i praksis ikke er for hånden.

Vedkommende blogsendte bramfri ord om en række politiske modstandere, ord man må formode til daglig, når gækken går løs, cirkulerer i Venstre. Ingen ansvarlige i partiet turde diskutere, hvor ytringsfriheden ophører, skønt konsekvenserne var klare nok, da bloggeren, som følge af at have taget ytringsfriheden bogstaveligt, blev fyret.

Det tragikomiske Trykkefrihedsselskab kaldte ikke til forsvar for den pubertære Venstre-medarbejders ret til at sige, hvad hun ville i det elektroniske karlekammer. Her var anledningen ellers til at skabe debat om de nye mediers muligheder og umuligheder, deres fortsat manglende moralske og etiske dimensionering, osv.; her valgte de ellers så nidkært ytrende udi ytringsfrihedens sag at holde bøtte.

Der var jo i denne historie heller ingen muligheder for at svine muslimerne til.

Ingen kunne anfægte medarbejderes ret til at skrive, hvad hun og andre VU-ungfolk, havde lyst til om askesky, Frank Jensen og andre hadeobjekter. Det står fast.

Ingen ville ej heller betvivle JP's ret til at trykke tegnernes tegninger, akkurat som disse i den kunstneriske friheds navn havde ret til at tegne dem. Men var det rimeligt i disse fald at anvende ytringsfriheden fuldt ud - og for venstrepropagandisternes vedkommende sprede gylle om andre samt reelt i partiets navn bagatellisere alverdens flysikkerhed?

Og var JP's begrundelse for tegningerne, hvori den aktive krænkelse af andre var nedfældet, en ret og rimelig forståelse af ytringsfriheden? Den diskussion var åbenbart ikke fristende, skønt det hele tiden har været og fortsat er det centrale i hele historien: den formelle ytringsfriheds materielle grænser.

Moral er værd at diskutere, ikke så meget de principper, hvorom alle forstandige er enige: At ytringsfriheden ikke kan anfægtes.

At den derimod kan gradbøjes og altså også bliver det af dem der pludselig står med skægget i skuffen som følge af andres dumhed eller misforståelse af den grænseløse frihed, dét drejer det sig selvfølgelig om. Hver gang. Og hykleriet er lige så mange gange nærliggende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Thomsen

Sjældent har Georg Metz været SÅ veloplagt. En helt forrygende artikel, der burde have været formidlet til læserne som en leder.

jan henrik wegener

Rent ud sagt: spørgsmålet er om ikke Metz her reelt taler for indførelse af sanktioner, der i den grad kan vise sig som en "boomerang", hvis de skulle blive indført. Mon ikke der ind i mellem er fyret med lidt "skarpt" fra både Metz´segen side - og i og for sig fra kollegers side hos diverse arbejdsgivere (Information bestemt ikke undtaget)?
Jeg forestiller mig Metz gå ind for en lov som han selv omgående kunne dømmes efter (ok, nu er det måske lidt sent, men så yngre kolleger, med lignende udtryksmåder).

Troels Ken Pedersen

ÅH NEJ!!!

Georg Metz har udtalt sig kritisk om ytringsfrihed!!!

Han må være islamist og bør straks tage hjem til Islamistan!!!

Eller noget... :-P

Peter Andreas Ebbesen

Det er vel overflødigt og sige hvad jeg mener!!
Men gør det gerne igen alligevel.
FANTASTISK Metz!!
Du er en af de få der tør sige det højt.
Bliv ved for dælen da!!
VH Heidi Madsen.

Per Jongberg

@ Peter Lauritzen

Hvad er det der er latterligt dårligt i artiklen ?

Eller mener du bare, at du ikke bryder dig om det han påpeger ?

Jesper Wendt

Jeg er helt enig i at det er latterligt de lægger låg på den debat, eller ikke tager den. Men jeg ser intet galt i det den omtalte gjorde, jeg havde dog også fyret hende velvidende at hendes dømmekraft ikke lige var i top. Hendes ytringer var helt i skoven,.

Men jeg ser ingen umiddelbar løsning i den sammenhæng, begynder man at censurer internettet ( mere end der bliver gjort allerede ) Så dør nettet, det vil minde om biblioteket som vi kendte det i sin tid..Stille og kedeligt, ingen ville ønske at udtrykke sig eller give sig tilkende. Det vil eskalerer ud af propotioner, og ende i stasi tilstande. ( gør det så nok alligevel )

Man må dog appellere til det mere moral, og respekt for sine medmennesker i det danske samfund. Men det kræver jo nok at regeringen lige går af, da det er lige så fremmed for dem som muslimer.

jan henrik wegener

De fleste agf Infornmations læsere og ansatte - inklusive Metz - må da vide lige så vel som mig at al den snak om "gensidig respekt" i praksis er et særkrav - og derfor kan virke med Metz' egne ord "hyklerisk" selvom jeg måske havde skrevet det på en anden måde. For ent ud sagt - der er sgi da ikke megen "gensidig respekt" i f.eks den offentlige debat. Detr må være en dårlig vittighed hvis nogle hævder f.eks. at "højre", "midten" eller "venstre"(ikke mindst de sidste) debatterer indbyrdes som om de havde "gensidig respekt", "tolerance", "forståelse" etcetera.
Nej, det er snarere trylekunstnerens hvide kanin, der plu8dselig trækkes op af hatten!

Sonja Bautz

Inspiration : "Jeg kniber mig i armen hver morgen" - udtalt af Georg Metz i debat på det fjerne syn.

"Man kniber sig i armen over vi er i krig"
"Man kniber sig i armen over at have taget alvorligt, hvad øje til øje ville have fået et spark ud ad døren"
"Man kniber sig i armen over at skammen over at skammen sig, får skammen til at udlignes, og forsvinde som to ens faktorer på hver side af lighedstegnet"
"Man kniber røven sammen mens man kniber sig i armen, for den som prutten lugte kan, det er pruttens ejermand"

Dorte Sørensen

Et andet eksempel er det seneste forslaget til det nye medieforlig, hvor regeringen nu forslår en konkurrende P1 kanal fra et andet mediehus og med 125 mio. licens kr. til den nye udbyder – det er flere penge end P1 i dag drives for – derudover ønskes fratagelse af den kanal som DR har sendt klassisk og jazz musik på og som er en særlig forpligtigelse for DR. Med disse omlægninger skæres ikke alene DRs fedtlaget men også muskler væk. Det kan vel ikke kaldes en hyldest for ytringsfriheden.

JP's nye manifest: et spøgelse går gennem europa - klapjagten på yttringsfrihed.

--------

Eller er sagen snarre bare den: at mange af de borgerskabslige frihedsrettigheder kun kan give meninger som modsætninger til feudalisme, monrakisme og fundamentalisme ? - at netop derfor males trusler fra disse gang på gang på væggen - såldes at borgerskabets frihedsrettighder stadig skal synes at være af afgørende vigtighed ?

Sonja Bautz

Jeg vil MEGET - host host - gerne have lov - host host - til at sige min - host- mening....host

Jag - host - synes helt klart - host - at det er for MEGET - atju - at de der fremmede - prosit - BARE sådan kan komme her - host - og mænge sig med mig - aahhhhhtju.

Det sgu´altså helt klart forbydes - lige et øjeblik min hund skal - at de må stemme.

Tak for ordet - så ! NU skal jeg......

Hans V. Madsen

Der er ingen historie her. Venstre bøjer jo ikke ytringsfriheden ved at fyre pressemedarbejderen. Når man ytrer sig stupidt, så har man al mulig ret til det, men man må så også tage konsekvensen.

*Det kunne være interessant at vide, hvad er det for begrænsninger Georg M ønsker at lægge på ytringsfriheden, og hvad han tror vi opnå ved det?

Sonja Bautz

Idioten spørger :

Hvad kalder man en der driller en analfabets livsindhold, i et nedrigt og helt igennem usympatisk handlingsforløb

A : En helt
B : En tåbe

Det var vist ikke så meget fyringen Metz pegede på, som V's manglende vilje til at tage diskussionen.

Eller med andre ord: den ytringsfrihedspraksis som lader til at gælde herhjemme er, at man gerne må forhåne og trampe på folk som er forsvarsløse. Dvs muslimer osv. Det er værre med oppositionen, som jo altså godt kan finde på at blive en trussel mod den sikre plads på taburetten.

Den hele grund til at JP og regeringen i øvrigt kom i klemme i karikatur sagen var jo, at man ikke havde begrebet at vi er en del af et temmelig globaliseret samfund efterhånden - og at man derfor ikke bare glad og fro kunne bedrive mobning på folk som i lille Danmark er et mindretal, men som har religiøs og kulturel forbindelse til et temmelig talrigt globalt værdifællesskab.
At se mobberen forsøge at gøre sig til offer fordi han fik en blodtud af et af sine egne ofres vrede storebror var mildest talt bare tåkrummende.

Hans V. Madsen

@ Marie. Jeg havde en fornemmelse af, at diskussionen ville ende her, og det er forstemmende. Du beskriver Muslimer som forsvarsløse. Gider du lige gentage det?
Hvis der er noget der er diskriminerende, så er det jo netop det - at beskrive Muslimer over én kam som forsvarsløse. Det er dansk hovmod når det er værst.
Men for at komme tilbage til sagen. V har masser af vilje til at tage diskussionen, Det Metz påpeger er, at ytringsfriheden i hans øjne gradbøjes ved, at venstre fyrer en pressemedarbejder, fordi hun ytrer sig på en måde der gør hende uegnet til jobbet. Men han tager fejl, hun havde jo al mulig ret til at ytre sig, og har det stadig, men hun må tage konsekvensen når hun ytrer sig på en måde der er uforenelig med hendes job. Ganske som vi andre må det, og det er jo ikke en gradbøjning af ytringsfriheden, så jeg synes Georg M er lidt forvrøvlet her.

Morten Kjeldgaard

Hans V.

Venstre er hyklere, fordi netop i forbindelse med Muhammedkrisen slog AFR fast med syvtommersøm, at "der er kke er noget MEN".

Lad os dernæst analysere dit udsagn:

"hun havde jo al mulig ret til at ytre sig, og har det stadig, men hun må tage konsekvensen når hun ytrer sig på en måde der er uforenelig med ..."

Nu ved jeg ikke om min HTML fremhævning kommer til at virke, men kan du se det lille "men" der sidder der lisså fint midt i sætningen?

Hans V. Madsen

Jamen der ER jo netop ikke noget "men" i forhold til at YTRE sig. Det kan vi alle gøre, men ikke uden konsekvenser. Det Georg M vil gøre er, at begrænse ytringer, og det er jo noget andet.

Morten Kjeldgaard

Hans V.

Nårh, men hvorfor brokker Jyllands-Posten sig så over, at nogen vil hugge deres journalisters hoveder af, og smide dem ud ad vinduerne? Det er jo bare konsekvens ... ;-)

Spøg til side... det glæder mig flere og flere efterhånden vil være med til at indse, at ytringer har konsekvenser. Det var såmænd det, mange af os har ment i forbindelse med ... you know what ... hvorefter vi er blevet mobbet og nedgjort og skudt i skoene at vi ikke går ind for ytringsfrihed. Det er godt, at vi er kommet så langt, at folk begynder at indse at der faktisk er et "men".

Peter Lauritzen

Hvis arbejder for Venstres aparte propagandaafdeling, som GM skriver, så formodes man at arbejde for partiet, ikke at skade det. Gør man det, bliver man fyret. Så enkelt er det. At spinde en sag af det, er spinn.

Hans V. Madsen

@Morten - nogenlunde enig, men JP var jo i sin gode ret til at skrive hvad de gjorde under dansk lov.

Forestil dig sagen om de Katolske Præster og sexuelle overgreb. Var den nogen sinde blevet afdækket, hvis vi havde begrænsninger på ytringsfriheden i forhold til religion eller præster? Næppe, for så har man pludselig mulighed for at argumentere for at dette kan ikke diskuteres, endsige afdækkes.

Så jeg mener stadig, at Georg M går galt i byen i forhold til at opfordre til en begrænsning af ytringsfriheden, for det er jo det han gør i klummen.

Per Diepgen

Frihed er et mangehovedet uhyre, og bortset fra en enkelt af slagsen velegnet til at sikre hjemmefronten. Mette Frederiksen, Henrik Sass og Helle Thorning. Lighed, tolerance og solidaritet er alt for besværlig i det moderne samfund.

Morten Kjeldgaard

Hans V.,

På intet tidspunkt er der nogen -- ej heller Metz -- der har bestridt at Jyllands-Posten havde ret til at trykke hvad de gjorde.

Men nogle af os mener måske ikke at Jyllands-Postens motiver var så ædle. Avisen har i årevis -- af samtlige danske medier -- lagt spalteplads til de mest hadske og unuancerede angreb på vore muslimske medborgere. I kronikker, i indlæg, redaktionelt og i læserbreve. Så lancerer man fra redaktionens side noget de selv indrømmede var "en provokation."

Efter dette blev avisen voldsomt kritiseret fra mange sider, og straks tager man det mest dyrebare vi har i vores demokrati, noget som er vores ALLESAMMENS, nemlig ytringsfriheden, og holder det op foran sig som et skjold.

Siden da er det som om en bestemt politisk gren af Danmark har taget patent på ytringsfriheden, man har hævet sig over kritik, man har mistænkeliggjort sine modstandere for at være totalitære, og meget mere. Det er uacceptabelt og det er hvad Metz skriver om.

Hans V. Madsen

Jo, vi kan godt blive enig om, at JP benyttede sig af dum ytringsfrihed, men Fogh sagde jo, at han ikke SELV ville have udtrykt sig som JP, men at han ikke lovmæssigt havde mulighed for at komme efter dem, og det synes jeg ikke er at holde et skjold op.

Klummen her kan læses på mange måder, men den sidste tredjedel handler om at venstre gradbøjer ytringsfriheden i forbindelse med pressemedarbejderen, og det mener jeg er forvrøvlet.

Hans V.:

Ja, i politisk og magtmæssig forstand er de danskboende muslimer lige så forsvarsløse som alle andre minoriteter generelt er i et samfund, i kraft af at de er minoriteter.

At de så viste sig ikke at være så forsvarsløse som man fra JPs hold havde troet, i kraft af at de åbenbart bedre end JP forstod sig på det globaliserede landsbysamfund, kan jeg kun synes er ekstremt morsomt.
Når man sparker bjørneungen er man selv ude om at dens mor dukker op og er vred.

Søren Kristensen

Det forekommer mig at Metz dennegang retter bager for smed eller måler Rundetårn med et tordenskrald, om du vil, når han jævnfører sagen om Venstres propagandaafdeling med Muhammedkrisen.
I det første tilfælde var der tale om et utilstedeligt personangreb, på en nulevende. I det andet tilfælde var der tale om et angreb på en religions praksis (omend et fragment) og dermed på en idé. Forskellen er enorm og altafgørende.
I et sekulariseret samfund som det vores bliver et angreb på en religions praksis automatisk til en politisk manifestation. At det samme ikke er tilfældet i Mellemøsten kan vi ganske enkelt ikke tage os af. Men vi kan tale ordentligt til hinanden, indbrydes, muslimer, jøder, kristne, atiister og hvad har vi og det plejer ikke at være et problem. Jeg mener heller ikke at Muhammedtegningerne har gjort det umuligt. Tvært imod har tegningerne givet os noget at tale om og det er jo lige præcis derfor vi har kunstnere og dermed også tegnere iblandt os. Hvis vi ikke kan lide det kunstnerne viser os om samfundet, er det ikke andet at gøre end at lave samfundet om. Men slå kunstneren ihjel, fysisk eller i overført betydning eller begrænse hans kunst. Aldrig!
Jeg er bange for at Metz´ venlige sind er løbet af med ham. Man kan sagtens være både fair, venlig og imødekommende overfor en muslim og samtidig vise ham Mohammedtegningen - hvis han gerne vil se den. Ingen er jo ikke tvunget til at købe JP, for slet ikke at tale om at slæbe den med til Mellemøsten. Andet ville være nedladende. Længe leve ytringsfriheden, under ansvar for loven (den verdslige, tak!)

Soeren Kristensen, det er en rigtig god pointe, det med ide kontra person.
I religionen er de to dog sjaeldent helt adskillelige, I og med at ideen ofte personificeres. Jfr. f.eks. de Jesus-klipklapper som... det var vist Aldi... var noedt til at traekke tilbage fra det danske marked.

Men du har helt ret i at det er noget andet.

I min bevidsthed er det heller ikke Kurt Westergaard der er skyldig i miseren. Han har ret til at tegne hvad han vil.
Snarere mener jeg det er hele konteksten hvori tegningen blev bragt, JPs grunde til at bestille og trykke den, osv., der er temmelig aandssvag - uanset hvordan man anskuer den. For hvis de virkelig kun troede (hvad de indlysende gjorde) at tegningen ville blive fundet kraenkende af herboende muslimer, saa var deres paastaaede grund til at bringe den - for at 'teste' ytringsfriheden - jo helt henne i hegnet, al den stund at danske muslimer naeppe sidder paa det danske statsmagtsapparat. Man forsoegte altsaa at goere respekten for en lokal minoritet til et overgreb paa ens frihedsrettigheder.

Den ironi der saa moedte JP var, at de rent faktisk pludselig befandt sig i den situation paa globalt plan, som de havde provet at give det udseende af at befinde sig i lokalt. Det haandterede de saa temmelig ynkeligt, selvom der vist aldrig er nogen der har paastaaet at der er ytrings og trykkefrihed paa den verdensomspaendende diplomatiske (eller krigsfoerende) scene.

Per Diepgen

(Ytrings)friheden er et dobbelægget sværd, og JPs politiske journalistik i 30'erne var som avisens religiøse journalistik er i dag (Ekstrabladets sloga var "vi tør når andre tier"). Hævntørst, ironi og satire virker først, når det forbindes med selverkendelse, og næppe nogen journalist har skrevet noget uden selvcensur, politisk eller religiøst. Først når man også kan gøre sin egen situation til grin og altså indse den menneskelige begrænsning, opnår man respekt.

peter jensen

Metz's Venstre/facebook exempel viser han heller ikke har forstået ytringsfrihedens koncept.

Exempel:

Kassemedarbejderen i MacDonalds gør ikke noget direkte ulovligt når han har til vane at kommentere kunders grimme hår og tøj.

MacDonalds bestyreren kan dog fyre denne ansatte uden det kan ses som et overgreb på den ansattes ytringsfrihed eller som censur mod den ansatte.

Det bedste forsvar for den "store ubetingede ytringsfrihed" er at alternativerne er værre.

Det Metz beder om er feks at ateister undlader at kritisere religiøse dogmer.
Hvilke religiøse dogmer udover muslimernes tegningsforbud er det Metz mener skal beskyttes?

HVad med katolikkers cølibat, jeg tror slet ikke på at cølibat fører til pædofili som nogle kritikere har fremført.
Og jeg er helt sikker på katolske præster i cølibat ikke er glade for disse beskyldninger.
Bør kritik af feks katolske/folkekirkelige dogmer også undlades efter Metz's mening, eller er det kun islams dogmer der skal skånes ?

Kritik skal vaere intelligent, argumenteret og hvis formaalet virkelig er kommunikation, saa skal man sandelig ogsaa have sans for diplomati, og evnen til at saette sig ind i den virkelighed som den man er uenig med befinder sig i.

JPs tegneseriehumor opfylder intet af ovenstaaende. Da man maa forvente at et af landets stoerste aviser er bekendt med de regler der gaelder for almindelig kommunikation, maa man konkludere at JPs aerinde - hvad det saa elelrs var - temmelig tydeligt ikke var at skabe kritisk dialog.

Kirsten Svejgaard

Godt at blive mindet om, at ytringsfrihed, lige som al anden frihed, er en nuanceret størrelse, der skal anvendes ansvarligt og med omtanke.
JP's koncept var jo netop, at man (:muslimerne) skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse.
Men praksis viser, at det netop kun er muslimerne, der skal finde sig i dette.
Det er f.eks. strafbart at kalde Pia Kjærsgaard nazist (hvad jeg sandelig heller ikke kunne finde på!)
Det er f.eks. heller ikke i orden at håne, spotte eller latterliggøre homoseksuelle. Man husker balladen, da en kendt polsk fodboldspiller i sin selvbiografi skrev, at homoseksuelle var "klamme". Den pågældende burde have udøvet selvcensur, burde han!
Osv. osv.
Enhver hensyntagen til islam (men sjældent andre religioner) bliver straks karakteriseret som "knæfald" eller "selvcensur". Jeg vil her gerne minde om, at Jan Guillou engang har kaldt islam for "en mere moderne form for kristendom". (Tag den, I "kristne" pseudo-fundamentalister uden mindste gran af kristen næstekærlighed).

Morten Kjeldgaard

Kirsten og Marie, gode indlæg!

Jeg har intet problem med tegningerne. De falder midt i en klassisk, europæisk, religionskritisk tegneserietradition. Muhammed, Jesus og andre er blevet tegnet tusindvis af gange, og speciel i Frankrig har genren blomstret.

Internet tegneserien "Jesus and Mo" har kørt i årevis, med spids religionssatire, helt uden problemer.

Til gengæld husker jeg, da Århus-vittighederne plagede landet, at mange Århusianere blev rigtig, rigtig trætte af at høre dem. Den kollektive mobning fra resten af landet blev efterhånden trættende, og at sidde til fest med sine københavnske venner som fyrede løs af et kæmpe arsenal af vandede vittigheder man havde hørt hundrede gange blev ... belastende. Dengang blev der ikke diskuteret ytringsfrihed, men hvis der var, havde det nok ikke hjulpet på århusianernes humør.

Søren Kristensen

Hvad gjorde århusianerne, da de blev trætte af at blive mindet om deres dialekt og provinsielle (i forhold til København) herkomst. De byggede et musikhus, begyndte at tale rigsdansk og i det hele taget integrere sig! Eksempelvis overtog de i epoke hele den danske rockscene og pist væk var alle drillerierne. Nogle gange skal folk provokeres lidt for at komme ud af træskoene.

Metz har givetvis nogle pointer, især sammenholdt med det nogle indere engang sagde om yttringsfriheden - at de fandt at hvert menneskes ret til at kunne spise sig mæt hver dag, burde have klar forrang.

Mennesker der er svækkede af sult og sygdomme, eller endda døde kan jo alligvel ikke bruge yttringsfriheden.

Som Fogh jo kaldte for: Absolut ! hvilket almindeligvis betyder: at så kan kun gud bruge den.

Per Diepgen

De stakkels århusianere, der klamt og tamt provinsielt sagde 'je', når de som gode jyder ville forsøge at sige 'a', nedstammer antagelig fra molboerne, og af dem kan enhver, der vil, lære meget om den gode spildte vilje, som da vi læste de gamle græske fabler.Men hvad har det med muhammed at skaffe?

Martin Vindum

Vaslac Havel sagde for ca. 22 år siden i et interwiew på denne avis:

Ytringsfrihed handler IKKE om frihed til at skrive, ytringsfrihed handler om frihed til IKKE at skrive-

Vise ord fra en vis mand.

peter jensen

Marie Spliids kriterier ville lukke alle danske dagblade

Kirsten Svejgaard skriver : "Men praksis viser, at det netop kun er muslimerne, der skal finde sig i dette."
Det tror jeg Kirsten får svært ved at enes om med Sydney Lee.

Tom W. Petersen

Begrebet ytringsfrihed er i den almindelige debat et meget misbrugt og meget udvandet begreb.
Begrebet vedrører de enkelte borgeres frihed i forhold til statsmagten.
At vi har en lovmedholdelig frihed til at ytre os betyder helt præcist, at statsmagten ikke må hindre vore ytringer. De må ikke forhåndscensureres.
Men ytringsfrihed betyder IKKE, at man ikke skal tage konsekvensen af sine ytringer; f.eks. kan man stilles for retten for injurier. Og man kan fyres eller degraderes, hvis man ved sine ytringer skader sin arbejdsplads. Og ens venner, kolleger etc. kan vende en ryggen, hvis man ved sine ytringer krænker dem.
Men det er alt sammen privatsager. Intet af det vedrører retten til at ytre sig; den ret vedrører kun borgerens forhold til statsmagten.
Et voksent menneske skal overveje, hvad han siger, og hvilke konsekvenser, det kan have.
Men det indskrænker ikke hans ret til at sige det.

Tom W. Petersen

I øvrigt begriber jeg ikke, at så mange mener, at der skal tages særlige hensyn til religiøse idealer, forbilleder og religiøs tro.
Mine idealer krænkes uafbrudt hver dag. Og de er ikke mindre værdige eller værdifulde end diverse religiøse.

Det blir' jo næsten helt Pascalsk: Hjertet aner hvad forstanden fornægter -

og ser man opad ser man jo: at der er høge hele vejen op:

at hvis man nu lige spurgte sit hjerte om: hvorvidt det virkeligt er sandsynligt at lige VKO-politikerne og især deres bagmænd nu virkeligt også selv er så store tilhængere af yttringsfrihed; og ihukommer erfaringerne med hvor lidet villige lige den flok i virkeligheden er med at tillade friheder der kan ramme dem selv, ja så er det jo da at man aner: at de hævder en yttringsfrihed af en sådan slags og og en sådan brug ( prakis ) at den folkelige modvilje imod den ude i verden må øges ( kompromittering ), med det egentlig virkelige længere sigte hos VKO-politikerne og bagmænd:
at få lige især de mange som ikke burde være imod yttringsfriheden til alligevel at godtage dens tilbagekøring.

Som en sagde (PH) : yttringsfriheden bør være så vidtgående at den KAN misbruges, men når nogen konsekvent i praksis ikke gør andet end kun netop sådan brug, så aner man jo noget:

Kort og godt: Der er ikke tale om rent hykleri, men om bevidst og nøje planlagt forsøgen at kompromittere yttringsfriheden.

Sider