Kronik

Hvordan lærer vi de unge at huske Befrielsen?

De fleste unge forbinder ikke centrale historiske datoer som 9. april eller 5. maj med ret meget. En mere meningsfuld og inspirerende tilgang til historieundervisning kunne måske rette op på den manglende viden eller interesse - det handler bl.a. om fortælling og kobling
En historieundervisning, der gribes an på en anden måde end i dag, kunne gøre interessen for blandt andet Danmarks historie større blandt de unge, mener kronikøren.

En historieundervisning, der gribes an på en anden måde end i dag, kunne gøre interessen for blandt andet Danmarks historie større blandt de unge, mener kronikøren.

4. maj 2010

»At bruge historie er lige så naturligt som at trække vejret og spise«. Citatet stammer fra en større amerikansk undersøgelse om menneskers historiebrug og historieinteresse. I undersøgelsen fortæller voksne amerikanere om, hvornår og hvordan de bruger historie i deres dagligdag. Det lader til, at amerikanerne er storforbrugere. I hvert fald af den historie, som formidles af museer, spillefilm, historiske romaner og gennem samtaler ved middagsbordet. Den store og stigende interesse for historie er ikke noget udpræget amerikansk fænomen. Herhjemme har vi gennem de seneste år i stigende omfang besøgt udstillinger om historiske begivenheder og personer, foretaget udbygninger og renoveringer af museer, købt historiske romaner og set historiske dokumentarprogrammer og spillefilm.

Dermed burde historie være et af de mest taknemmelige fag at undervise i. Således forholder det sig dog ikke. De voksne amerikanere fortæller sideløbende med deres store interesse for forskellige historiske forhold, at der ikke blev efterladt megen plads til denne interesse i deres egen historieundervisning. Som de husker det fra deres egen skoletid, blev der ikke bygget bro mellem den oplevede historie fra deres hverdagsliv og så historieundervisningen.

Heller ikke dette synes at være et amerikansk fænomen. Undersøgelser af historieundervisning i Danmark og det øvrige Europa peger på, at elever i grundskoler og ungdomsuddannelser primært karakteriserer historieundervisningen som kedelig, perspektivløs og uden brugsværdi. De ser historie som et fag, der primært vedrører den fjerne fortid. Et fag, som de ikke kan bruge til noget.

Kedelig og ubrugelig?

Politiske initiativer har der været mange af: Løbende ændringer af folke- og gymnasieskolens læseplaner samt udarbejdelse af en historisk kanon for folkeskolens historieundervisning. En fælles problematik i forhold til centralt fastsatte initiativer er dog, at de sjældent sætter sig synlige spor i historielærernes undervisning. For folkeskolens fag nedfældes de centralt udarbejdede læseplaner i såkaldte faghæfter. En rundspørge blandt midt- og vestjyske historielærere peger på, at de ikke bruger faghæftet som retningsgivende for deres undervisning, fordi det er for langt og uforståeligt. De vil hellere bruge lærebogssystemer. Det er tidsbesparende. Tit og ofte er lærebogssystemerne også udarbejdet på baggrund af de gældende faghæfter. Nu forholder det sig som bekendt bare sådan, at skolerne ikke vælter sig i penge, hvorfor indkøb af de nyeste undervisningsmaterialer er et ønske, men sjældent en mulighed. Slet ikke til et forholdsvis lille fag som historie. Lærerne underviser altså ud fra lærebogssystemer, der er udarbejdet til helt andre og ældre faghæfter end det, de egentlig burde undervise ud fra.

De centralt fastsatte initiativer er altså ikke tilstrækkelige. Vi kan ikke bare beslutte, at den 9. april 1940 eller den 5. maj 1945 skal være en del af elevers historiske bevidsthed. Men hvad skal der så til? Intuitivt burde det være simpelt. Hvis det er rigtigt, at vi alle synes historie, som det formidles uden for skolens mure, er spændende, kan man så ikke udnytte denne interesse i selve undervisningen?

Igen kan man skue over Atlanten. Amerikanerne har som sagt stor interesse i fortiden, specielt deres egen og deres families, men også i en vis udstrækning den fortid, der formidles af museer og lignende. Denne fortid, eller disse fortider, bruges til at orientere sig i nutiden og danne forventninger til fremtiden. Karakteristisk er det blandt andet, at mens amerikanerne som børn så fortiden som noget forudbestemt, er de i løbet af livet blevet mere opmærksomme på, hvorledes de ved hjælp af fortidsbrugen selv kan ændre deres egen tilværelse. Interessant er også, hvordan amerikanernes etniske baggrund påvirker deres historiebrug. De hvide amerikanere orienterer sig primært mod deres egne familiers historie, mens de afroamerikanske grupper har flere erindringsfællesskaber end blot de familiære. For eksempel Martin Luther King, Dan Haleys roman Rødder og så videre.

Fælles for de voksne amerikanere er dog deres karakteristik af den historieundervisning, som de har oplevet. Den minder på mange måder om det billede, eleverne i Danmark og andre steder i Europa tegner af faget. De interviewede husker deres historieundervisning som kedelig og ubrugelig.

Også i Danmark har man undersøgt historieinteresse og historiebrug. For eksempel har man spurgt elever om, hvornår de møder og bruger historie. Det gør de blandt andet, når historie vedrører familien. Når den fortælles af mennesker, som de har en samhørighed med. Og historien skal netop fortælles. Det skal handle om mennesker, som har oplevet noget, og som man kan spejle sig i.

Andre undersøgelser af historieundervisning peger i samme retning. Elever foretrækker, at historieundervisningen omfatter fortællinger, som har et handlingsforløb om mennesker af kød og blod, der har levet og truffet beslutninger i forskellige historiske perioder. Eleverne vil gerne kunne spejle sig i disse historiske aktører, men de fascineres samtidig af det fremmede. Fortællingerne må altså gerne omhandle familiemedlemmer eller fortidens børn, men det er samtidig også vigtigt, at der fortælles om noget nyt og af andre. Noget som eleverne ikke selv har oplevet eller hørt. Derfor behøver det ikke være et problem, at der ikke længere eksisterer bedsteforældre, som har oplevet f.eks. den 5. maj. Elever kan sagtens fascineres af andre fortællingsformer end deres familiemedlemmers.

Den rette kombination

Et andet vigtigt forhold for historieundervisningen er koblinger mellem små og store historier. Koblingerne skal foretages af eleverne selv. Mange lærebøger i folkeskolens og gymnasiets historieundervisning indeholder en hav af forskellige små historier. Karakteristisk for bøgerne er dog, at de små historier er blevet koblet til de store. Vi kan i en lærebog om Danmark i 1950'erne læse om syerskens vilkår ud fra et uddrag af hendes dagbog. Men dagbogsuddraget er placeret som tekstboks eller appendiks til afsnittet om den store historie, om Danmarks økonomiske og politiske udvikling i perioden. Koblingen er derfor allerede foretaget. Elever skal selv foretage koblinger, hvis de skal opleve undervisningen som meningsfuld.

Der er foretaget flere succesrige forsøg i dansk og nordisk historieundervisning på at koble små og store historier. Blandt andet med udgangspunkt i generationsfortællinger. Men de nære, identitetsskabende fortællinger behøver ikke være elevernes livshistorier og familiehistorier eller at dreje sig om nuet, der jo i sig selv er flygtigt og diffust. De små historier kan sagtens omhandle den fjerne fortid og behøver ikke være lokalhistorisk forankret. Ligeledes kan man på en indirekte måde arbejde med de små historier ved at tage udgangspunkt i andres, for eksempel Werner Best, og forsøge at koble disse til den omkringliggende historiske kontekst. De små historier præger vores historiske bevidsthed, fordi de fortæller om bestemte menneskers levede. Bests valg og handlinger har påvirket mange menneskers liv. På godt og ondt. De fortæller samtidig om dele af besættelseshistoriens store historier. Samarbejdspolitikken, jødeaktionen m.v. Bests var inkarneret nazist og samtidig understøtter af den samarbejdspolitik, der blev så karakteristisk for besættelsesforløbet. Det drøftes ivrigt, hvorvidt denne dedikation til samarbejdspolitikken betød, at han lækkede oplysninger, som i sidste instans reddede mange danske jøder. På den måde er der mange koblingsmuligheder mellem Bests lille historie og andre historier.

Vi kan blive indigneret over, at så mange ikke husker noget om Befrielsen eller Besættelsen, men historirundervisningen kan gøre noget ved det, hvis den altså magter at sætte sig spor.

Andreas Rasch-Christensen er videncenterleder ved VIA University College. Han er uddannet historiker og har netop afleveret en ph.d.-afhandling om historielæreruddannelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Lassen

Man kunne jo starte med at lære lærerne lidt danmarkshistorie. Udover 2den verdenskrig mangler der ikke krige i Europa eller andre steder i verden. Så måske burde de lærerstuderende også lære Europa- og verdenshistorie.

Skal det nås inden for den nominerede studietid, som implicit indeholder undervisning i fraværs- og sygdoms undskyldninger, så må uddannelsen nok udvides med et par år.

Markus Lund

Få krigene og klassekampen tilbage på dansk jord og væk fra udelukkende at foregå i Mellem- og Fjernøsten. Så kan jeg love jer for at nutidens unge vil lære at blive taknemmelige over deres folkestyre!

Karsten Aaen

Hvis man f.eks. har om 1968 eller 1970erne i 8. klasse i historie, kunne man jo f.eks. tale med eleverne om hvad historiske kilder er. Og om at levende mennesker også er kilder. Og hvis man ligefrem er så heldig at have lærere på skolen, som er gamle nok til at have oplevet f.eks. 1968, eller 1960erne, ja så kunne man jo sige til eleverne, at de skulle interviewe disse lærere....

På den måde lærer eleverne, at historie ikke kun er noget, der finder sted i tørre støvede bøger, men faktisk udspiller sig i den virkelighed, som omgiver dem lige nu!

Jesper Wendt

Jeg mener historiens gang er et godt eksempel på, at der ikke er en eneste der har lært en flyvende fis af anden verdenskrig. Ja der faldt bomben. :p

Jaweed Yusuf

Man kunne måske gøre emnet relevant ved at lære den danske befolkning og nutidens unge at Danmark er gået fra at være et land der foragtede besættelse til et land der nu selv har valgt at være en besættelsesmagt i tjeneste for amerikansk hegemoni.

Afghanistan er jo et oplagt tema at tage op i adskillige fag, og i den forbindelse fortælle de danske unge at de faktisk er i krig mod en befolkning i Afghanistan som ser dem som alt andet end befrier. Og at afghaner som det er tilfældet med et hvilket som helst andet folk også vil kæmpe for sin befrielse nøjagtig som Danmark gjorde det.

Det er jo de her unge der i sidste ende, hvis denne illegitime besættelse fortsætter, skal sendes til Helmand og andre steder i Afghanistan med stor risiko for at dræbe og blive dræbt. Det må da være en alvorlig nok sag til at fange de unges opmærksomhed og interesse.

Heinrich R. Jørgensen

Jaweed,

det forudsætter jo, at historielærerne selv kan se den slags sammenhænge, og kan formidle en sådan indsigt og erfaring. Selv når det gælder perioden der omkranser anden verdenskrig, er jeg ikke bekendt med, at der findes redelige og velegnede undervisningsmaterialer om de danske forhold.

Og når det gælder den nyere historie, tæt på vores samtid, er det vel overhovedet spørgsmålet om det hører ind under historiefaget? Dels fordi historikere rent fagligt slet ikke har haft tid til at behandle perioden endnu, og fordi man ikke er kommet lidt på afstand, så der er mulighed for at se hvad der egentligt var signifikant ved perioden.

Desuden er det vel de statsansatte historielæreres opgave, at formidle den udlægning, deres herrer og mestre har vedtaget skal indoktrineres ungdommen?

Min søn skrev i grundskolen en projektopgave, der handlede om Afghanistan de seneste godt 40 år. Der findes nogle velegnede bøger egnet til børn om emnet, og desuden var en del artikler fra denne hjemmeside, bl.a. nogle artikler af Robert Fisk og Carsten Jensen, velegnede til at forklare om perioden 2001 og fremefter. De realpolitiske motiverne til USA's intervention, realpolitiske grunde til dansk opbakning, og den tvivlsomme udsigt til at der komme noget ud af forehavendet.

Her var problemet, at eleven var væsentligt mindre naiv end de lærere, der skulle vurdere opgaven. Det var ganske tydeligt, at de ikke kunne forlige sig med indholdet. Det skal nævnes, at de to involverede lærere ikke underviser i samfundsfag eller historie, men sikkert har en gennemsnitlig naiv forestilling om et berettiget korstog, der både er en god gerning og snart vil afsluttes med succes.

Havde det været faglærere, der havde vurderet projektet, var det sikkert blevet ganske anderledes modtaget og vurderet.

Dorte Sørensen

Heinrich R. Jørgensen
Din beskrivelse sætte fokus på ulemperne ved at folkeskolelærer sættes til at undervise i fag som de ikke har beskæftiget sig væsentlig med i deres uddannelse.
Derudover er jeg ikke sikker på, at en undervisning med en kronologisk gennemgang eller sagt på en anden måde et tyndt lag over en lang periode gav et bedre forståelses grundlag end en mere dybtborende undervisning hvor eleverne lærer om redskaberne til selv studier ol.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"På den måde lærer eleverne, at historie ikke kun er noget, der finder sted i tørre støvede bøger, men faktisk udspiller sig i den virkelighed, som omgiver dem lige nu!"

Jeg mener, du tager lodret fejl i denne ombæring, Karsten.

"Historie" er sprogligt set det samme som "fortælling", og er det desværre også på andre planer. Det er nogens fortælling om en periode. En fortælling, der er ganske selektiv i sin tilgang til at udvælge bestemte begivenheder som de væsentlige, og som ofte temmeligt ensidigt tolker hvad der skete, og motiverne til samme.

Når man spørger folk om hvad de husker om en periode eller en begivenhed, husker de jo ofte kun det de er blevet fortalt af andre. Det er andres (f.eks. mediernes) gentagne vinkling, der aflejrer sig på hjernebarken, klar til at blive hevet frem. Hvis man spørger folk om 1970'erne, begynder der straks at tale om oliekrise; spørger man om 1980'erne, er det sikkert fattigfirserparolen der hives frem først. Er det virkelig det folk selv husker, og har af personlige erindringer?

Max Andersen

Heinrich:

Hvis det stadig kan nåes, vil jeg anbefale dig at indrullere din søn på Det Fri Gymnasium. Her kan han helt sikkert slippe for de naive, småborgerlige lærere, og skrive kilometervis af "realpolitiske" fristile, altid fulgt af højlydt applaus fra lærerværelset.

Sven Karlsen

Få dog et liv, og glem den gamle historie!

Historieundervisning skaber ikke fred, for både den vindende og tabende side underviser i fortiden, og med hver sit syn på den ...

Heller ikke bevidstheden om den ene krigs omkostninger, forhindrer næste krig, - så burde 2. verdenskrig jo aldrig være sket, i betragtning af, hvor mange mennesker der dengang kunne huske 1. verdenskrig.

Historieundervisningen i skolen vil aldrig kunne blive til andet end historiefortælling. Ethvert forsøg på at indlægge tolkning af historien vil uomgængeligt blive til en politisk udlægning, og dermed skifte hvert 5-10-15'ende år, så den i sidste ende vil ophæve sig selv.

Så nøjes med at fortælle de unge nogle underholdende historier om fortiden, så de kan lære lidt grundlæggende om at grænser flytter sig, lande bekriger hinanden, lande allierer sig med hinanden, men verden består i evig forandring.

Martin Vindum

Heinrich R. Jørgensen
Fuldstændig enig, og det viser sig da også at der ofte skal gå en vis periode af tid, førend man kan gennemskue den historiske " sandhed ".
Se f.eks. den kolde krig og den propaganda folk blev udsat for vedr. Sovjet Unionen, når jeg i dag påpeger at nogle af de ting som man anklagede dem for idag foregår i Danmark og i USA, så er folks kommentar " Jamen man havner dog trods alt ikke i Gulak " og det er jo rigtigt, men bedøver jo den mistro man bør have til al form for propaganda.
Jeg er fuld af undren over at man øjensynligt ikke lærer børn, kildekritik...
Se hvor ofte der henvises til Wikipedia, Uriasposten,Svenske Nazist netsider etc.
Jeg troede at de tider var forbi, hvor man sagde "det må være sandt... det står selv i EkstraBladet " men det er det tydeligvis ikke

MVH
Martin Vindum

Sven Karlsen

De færreste mennesker har idag anledning til at diskutere samfundsforhold i hverdagen, - de fleste omgås mennesker de er enige med, og så bliver det bare til gensidig bekræftelse. I sådan et liv, er det ligegyldigt om man har haft nok så mange timer i kildekritik i skolen, for det bliver hurtigt glemt, når man bliver voksen.

De fleste vælger side, - højre eller venstre - og æder så alt råt, der kommer fra den foretrukne politiske farve. Dette ses bl.a. tydeligt på den skarpere og skarpere optrukne linie imellem fløjene, hvor antallet af partier blot leverer en let camouflage af det faktum, at vi politisk blot har to sider, med begrænsede interne meningsforskelle.

Martin Vindum

@Sven Karlsen
Absolut en god beskrivelse af tingenes tilstand.
Men det er jo ikke en undskyldning for ikke at prøve at gøre det bedre, prøve at lære folk at læse tingene kritisk, at belyse selv det mest indlysende fra andre sider etc.
Alternativet er at læne sig tilbage og se X-faktor gumle lidt popcorn og lalle videre gennem tiden.
Der er da ikke noget mere kedeligt end at blive bekræfiget i sine egne holdninger, derfor holder jeg da også meget af at blogge på andre blogs, og se reaktionerne, IKKE for at provokere men for at lære.
Men indrømmet det bliver tit for meget, når først DF automatiske telefon og Blog svarer, sætter ind med perfiditeter

MVH
Martin Vindum

Peter H. Hansen

FLERE DOKUMENTAR-FILM om besættelsen - flere penge til film - dette kan LEVNEDGØRE besættelsestiden....

Mads Kjærgård

Man kunne starte med at lære ungerne at 5. maj var den dag, da Danmarks vigtigste allierede i størstedelen af krigen tabte og at en hulens masse mennesker fik travlt med at vaske hænder. Kun Danmarks strategiske beliggenhed i forhold til USSR redede vores røv. Men der er nu en god lære om politik i historien, hvordan godt er ondt og ondt er godt og... fra den ene dag til den anden.

jens peter hansen

Tit og ofte er lærebogssystemerne også udarbejdet på baggrund af de gældende faghæfter.
Skrives der.
Jo, det eneste man kan være helt 100% sikker på er at forlagene læser faghefterne, for det er det de lever af.
Historie var begravet som et fyldfag til klasselæreren fra 1975 til 2007. Formålet med historie var så bredspektret at ingen vidste ud eller ind. Eleverne skulle kunne se sammenhænge i historiske foreteelser og uha kronologi var et fascistisk levn. Der var ingen prøve i faget og gymnasielærerne sagde som regel, at de fleste elever de modtog havde haft noget om vikingetiden og så besættelsen.
Nu kan eleverne risikere at komme til prøve, derfor er lærerne nødt til at sætte sig ind i faghefterne og undervise derefter. Skønt der har været megen skrig og skrål, tror jeg at langt de fleste historielærere er glade for at historie er blevet styrket. Desværre er den generation, der skal undervise i dette fag, jo den nok som bekendte historieløse, så det tager nok sin tid inden faget bliver vendt. Kildekritik indgår i faget og til prøven skal eleven tage stilling til forskellige kilder inden for et gennegået historisk område, fx den kolde krig . Dette er et kæmpe fremskridt fra tiden før 2007, hvor tiden blev brugt til staveord og en tur på Frihedsmuseet.
Til Heinrich hvordan kan to lærere der ikke har samfundsfag eller historie bedømme et historisk/ politisk projekt ? Gik din søn ikke på en fin privatskole?? På den folkeskole,hvor jeg selv underviser indddrages ALTID en faglærer når et projekt skal bedømmes.

Heinrich R. Jørgensen

Jens Peter,

den omtalte projektopgave kunne handle om hvad eleven ønskede -- emnet skulle blot godkendes. Det var en fremmedsprogslærer der stod for den løbende støtte, og evalueringen af projektet blev gennemført af samme lærer og yderligere en fremmedsprogslærer. Undervejs tilbød en faglærer sin hjælp i tilblivelsesprocessen, men det betød jo intet til slut.

Jo, knægten gik i en morakkerskole, med høj faglighed og renskurede unger. Det holdt han siden op med, og valgte en friskole i stedet, der jo nærmest en del diamentrale modsætning. En af mange årsager til dette skifte, havde også at gøre med den urimelige måde han syntes han blev vurderet på, bl.a. i den omtalte sammenhæng.

Du har aldeles ret i, at en faglærer burde have været inddraget, så der kunne være blevet foretaget en faglig vurdering af indholdet. Man skylder børn at tage dem alvorligt, og at give dem en seriøs og fair behandling.

Heinrich R. Jørgensen

Jens Peter Hansen:
"en tur på Frihedsmuseet"

Det kan nu varmt anbefales. Altså det i København. Det besøgte jeg for nyligt med før omtalte i anledning af (sjovt nok) endnu et skoleprojekt, og var meget overrasket over den ærlighed og historiske korrekthed der var langt for dagen i udstillingen.

Ja, der blev ikke gjort så meget ud af det moralsk betændte ved stikkerlikvideringerne, jødernes exodus blev næsten forbigået, ligesom der tydeligvis var taget et stort hensyn til deres nabo, idet RIffelsyndikatet ikke blev nævnt med et ord ;-)

Men bortset fra de fravalg, som handler om nogle vanskelige moralske størrelse, har jeg kun ros til museet og dets udstilling.

Tommy Karstensen

Jaweed,
dine følelser spiller dig vist et pus. De danske soldater er ikke i krig mod den afghanske befolkning. De er i krig mod Taliban og deres støtter, som bestemt ikke har majoriteten i befolkningen. Jeg er enig i, at disse støtter naturligvis ser Taliban som en slags frihedskæmpere, men så er det nok også støtter, som vil have en afghansk udgave af det iranske præstestyre.

Sven Karlsen

Den eneste måde jeg kender, som kan tvinge unge mennesker til at tænke sig lidt om engang imellem, er at provokere dem ved at fremsætte forskellige holdninger hveranden gang man snakker med dem.

Jeg har desværre kun haft mulighed for at brugte princippet overfor 5-6 unge mennesker, men i det mindste er min egen datter ved at være ret forhærdet overfor det efterhånden (hun er 30 år). Hun havde en periode for 10-12 år siden, hvor hun var træt af det, og bare svarede "Ja-ja, whatever Far", når jeg prøvede at få en holdning ud af hende, men idag kan jeg med stolthed melde, at hun af og til klager over jævnaldrendes manglende vilje til at følge med i samfundsforhold ;-)

Martin Vindum

Historieløshed....
Ja det var en sørgelig tid da faget blev neglicheret, har dog også hørt den som en evig sang på universitetet, for ikke ha sat sig ind i stoffet, indtil en af mine yngre medstuderende rejste sig og sagde
" Ja en ting er historieløshed... en anden ting er dumhed, hvis man ikke sætter sig ind i stoffet så kan man ikke læse på universitet..." ja siden var der ingen der henholdt sig til historieløshed, det er klart skal man sætte sig ind i et emne skal man studerer dette og ikke læne sig tilbage og sige " det har jeg ikke lært, så det kan jeg ikke finde ud af "

MVH
Martin Vindum