Kronik

Hvordan måles økonomisk vækst?

Hvis man ikke kan konkretisere, hvad der menes med økonomisk vækst, bliver diskussionen hurtigt til en ufrugtbar markering af holdninger til nulvækst og lignende begreber, som taler stærkt til følelser og holdninger, men som næppe får politikerne til at tænke mere langsigtet
Det er vigtigere for miljøet og ressourceforbruget,   hvad vi producerer og bruger, end hvor meget vi bruger. Det samlede forbrug vil være uafhængig af, om der bliver brugt 2.000 kr. på at spise middag på Noma   eller på 200 liter benzin til at køre race med 4-hjulstræk-keren. Men miljøeffekterne og trækket på naturressourcerne er helt forskellige, skriver Niels Kærgård.

Det er vigtigere for miljøet og ressourceforbruget, hvad vi producerer og bruger, end hvor meget vi bruger. Det samlede forbrug vil være uafhængig af, om der bliver brugt 2.000 kr. på at spise middag på Noma eller på 200 liter benzin til at køre race med 4-hjulstræk-keren. Men miljøeffekterne og trækket på naturressourcerne er helt forskellige, skriver Niels Kærgård.

Kristine Kiilerich

5. maj 2010

Der er to danske talemåder, der nok dækker nogenlunde det samme, selv om de lyder meget forskelligt. »Djævlen ligger i detaljen« er et udsagn om, at det afgørende er konkrete detaljer, og man må se på disse detaljer for at nå til en korrekt konklusion. »Der er gået politik i det« dækker modsat over, at en sag, der kunne afgøres på pragmatisk vis, bliver behandlet som en principsag, hvor tågede overvejelser om, hvorvidt løsningen f.eks. er liberalistisk eller socialistisk, spiller en større rolle end vederhæftige analyser af den konkrete problemstilling. Begge udsagn anbefaler altså, at man skal prøve at se pragmatisk og konkret på problemerne. Denne erkendelse er det også vigtigt at have i baghovedet, når man diskuterer økonomisk vækst.

Hvad mener man præcist med økonomisk vækst, og hvordan måles det? Hvis man ikke gør det konkret, bliver det let til en lidet frugtbar markering af holdninger til nulvækst, degrowth og lignende begreber, der taler stærkt til følelser og holdninger, men som det er svært at forbinde noget konkret og praktisk med.

Når økonomer taler om vækst, så betyder det principielt, at borgere får større nytte (velfærd, lykke eller hvad for et ord man nu vil bruge). Men det kan jo ikke måles, og så bruger man nationalindkomst eller nationalprodukt. Men heller ikke det er jo objektive og entydige størrelser. Det er derfor et positivt træk, at da man for nylig i Barcelona diskuterede vækst, så var nationalindkomstmålinger også på dagsordenen.

Nationalproduktet dækker den samlede produktion eller, da produktionen bliver solgt, den samlede indkomst. Det vil sige, man tager udgangspunkt i, hvad der omsættes på markederne. En virksomheds bidrag til nationalproduktet er dens salg minus dens køb af råvarer. Problemerne med denne opgørelse er store; der er bl.a. en hel del ydelser, der ikke omsættes på markedet, f.eks. mange af den offentlige sektors produkter. Disse ydelsers værdi beregnes så ud fra lønomkostningerne ved at fremstille dem.

Det, der ikke er med

Der er imidlertid mange vigtige ting, der slet ikke kommer med i dette tal. Det gælder f.eks. arbejde i hjemmet - den beregnede langsigtede historiske vækst i Danmark er derfor for høj, fordi pasning af børn og ældre tidligere foregik i familien, og derfor ikke var med i nationalproduktet, mens det gradvist er gået over til børne- og ældreinstitutioner, hvor personalet får løn, og det kommer derfor nu med i nationalproduktet, selv om det måske er de samme kvinder, der før gik hjemme og passede børnene, som i dag er ansat i en børnehave. Hjemmegående husmødre lavede også mad og tøj uden om pengeøkonomien i gamle dage, mens det i dag bliver fabriksfremstillet og solgt. Faktisk beregnede man i de første danske nationalregnskaber i 1940'erne en værdi af de hjemmegående husmødres produktion i hjemmet og medregnede den i nationalproduktet.

Modsat er der også ting, der trækker i den anden retning; vi bruger af råstofressourcer og slider på miljøet, og det er typisk ikke med i nationalregnskabet. Det er dog flere gange i de seneste år forsøgt at beregne disse miljø- og naturressourceomkostninger, f.eks. i Det Økonomiske Råds efterårsrapport i 1998. Man får så en ægte opsparing, hvor det, vi sparer op og investerer, bliver nedjusteret med vort forbrug af f.eks. oliereserverne i Nordsøen.

Trods alle disse forbehold er der ikke noget bedre praktisk mål for den økonomiske udvikling og den økonomiske velstand end nationalregnskaberne. I forbindelse med nulvækstdiskussionen er det imidlertid vigtigt at gøre sig en del ting klart. Det er for det første vigtigere for miljøet og ressourceforbruget, hvad vi producerer og bruger, end hvor meget vi bruger. Det samlede forbrug vil være uafhængig af, om der bliver brugt 2.000 kr. på at spise middag på Noma (hvor det meste af de 2.000 kr. er betaling for arbejdskraft og humankapital) eller på 200 liter benzin til at køre race med 4-hjulstrækkeren. Men miljøeffekterne og trækket på naturressourcerne er helt forskellige. Hvis vi går over til at spise den samme kost, men økologisk, så stiger nationalproduktet, fordi økologiske produkter er dyrere og kræver mere arbejdskraft end konventionelle.

Det kan altså være lige så godt for miljøet, hvis vi drejer forbruget i miljøvenlig retning, som hvis vi realiserer nulvækst. Og vi kan dreje forbruget på mange måder: Ved at spare på f.eks. energi, ved at skifte til en mere miljøvenlig produktionsform (f.eks. opvarmning med solceller i stedet for oliefyr) eller ved en anden sammensætning af forbruget (f.eks. gå mere i teatret og mindre til motorløb). Alle disse ting kan i høj grad styres med f.eks. grønne afgifter, hvis der er politisk vilje til det. Når der har været en betydelig samvariation mellem nationalprodukt og f.eks. energiforbrug, så er det bl.a. fordi, der ikke har været politisk vilje til at gribe mere håndfast ind i forbrugssammensætningen.

Fritidens konsekvenser

En anden ting, det er vigtig at huske, er, at det langt fra er sådan, at man uden videre har maksimeret den økonomiske vækst. Vi har f.eks. i høj grad valgt fritid frem for øget materiel produktion og forbrug. Her i landet var den ugentlige arbejdstid for 100 år siden 55 timer, og der var tre feriedage om året, i dag er arbejdstiden 37 timer, og vi har seks ugers ferie. Med væksten og den stigende velstand har vi i høj grad valgt mere af 'godet fritid'. Det at vælge fritid frem for materielt forbrug er stærkt gavnligt for miljøet (hvis man bruger fritiden 'fornuftigt'), men det har så andre ulemper. Fritid er en lovlig form for skattefrit 'sort arbejde', dvs. den, der vælger fritid, bidrager ikke med skatter til at betale til de gamle, syge eller til andre af velfærdsstatens forpligtelser, men det er en helt anden problemstilling.

Der er desuden med den øgede velstand brugt store beløb på naturgenopretning og miljøforbedringer. Med velstanden er vi begyndt at være villige til at betale for et bedre miljø. For 100 år siden opfandt englænderne ordet smog som en sammentrækning af smoke og fog, og indtil for få årtier siden var denne tætte, usunde tåge almindelig i Vesteuropas forurenede industriområder som London og Ruhr-distriktet. Den slags kendes i dag kun fra f.eks. Kina, hvor de endnu ikke er så rige, at de prioriterer miljøet højt. Tagene dengang var ofte lavet af asbest; der var bly i benzinen, og urenset spildevand forurenede mange åer og vandløb. Væksten og velstanden har fået os til at tænke på miljøet og bruge penge på at forbedre det. Der er også en stigende erkendelse af, at der er samfundsmæssige omkostninger i form af forurening, som der kun bliver taget hensyn til, hvis de synliggøres som miljøafgifter. Få vil i dag afvise princippet om, at 'forureneren betaler'. Det betyder ikke, at der ikke stadig er alvorlige problemer, men var der politisk vilje til det, kunne vi efter min bedste overbevisning løse dem uden at ændre den økonomiske struktur radikalt.

Betyder det da, at der ikke er grund til at frygte miljøproblemerne og ressourceknaphed? Nej, det gør det ikke, for nok kan vi løse alle problemerne, men vi kan kun gøre det, hvis vi gør det i tide. Der er en række skader, der er irreversible. Hvis vi har udryddet en art, så kan den ikke etableres igen. Hvis klimaet kommer ud af balance, så er det ikke sikkert, at vi kan få det i balance igen. Og mange af disse processer er meget vanskelige og langsommelige at dreje; drejningen kan tage mange årtier. Det er derfor helt afgørende, at vi bruger forsigtighedsprincippet, når vi er i nærheden af irreversible processer.

Derfor er en generel diskussion af nulvækst ikke særlig nyttig, men en diskussion af de såkaldte tipping points på f.eks. klimaområdet kan være helt afgørende for klodens fremtid. Der er en lang række points-of-no-return med smeltning af polernes is, med regnskovens udtørring osv., som vi må være villige til at sælge en hel del af vor vækst og velstand for at undgå. Men alt for ofte har vi set politikere handle kortsigtet, og hvis det sker i forbindelse med irreversible processer, kan det være katastrofalt. Men man får næppe politikerne til at tænke mere langsigtet ved hjælp af en generel og principiel debat om nulvækst.

Niels Kærgård er fhv. overvismand, professor, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

Serie

Seneste artikler

  • Klimapolitikkens blinde vinkler

    3. maj 2010
    Samfundet har et klimaproblem. Så meget er anerkendt af samfundets centrale aktører. Spørgsmålet er, om der bag denne spæde erkendelse ligger en sagligt funderet og løsningsorienteret analyse af problemet, eller om klimaet behændigt puttes ind i vores hidtidige forståelse af samfund, natur og udvikling?
  • BNP: Så glem det dog

    13. april 2010
    Bruttonationalproduktet, det officielle velfærdsmål, siger meget lidt om velfærd, trivsel og bæredygtighed. Det er blevet kritiseret af økonomer fra starten, men alligevel fast-holder både de og politikerne det. På en vækstkonference i Barcelona anbefaler økonomer at vende ryggen til BNP og måle ud fra noget andet
  • Er der en fremtid efter vækstøkonomien?

    6. april 2010
    Mens kriseskræmte politikere, finansfolk, erhvervsledere og medier skriger på fornyet vækst, mødes 380 fagfolk i Barcelona for at drøfte, hvordan man af hensyn til planeten og menneskers trivsel kan bane vej for en langtidsholdbar ny økonomi, der ikke vokser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Schou
Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Endnu engang tak til Information for denne serie og her en stor tak til Niels Kærgård for hans vanlige klare fremstilling af problemerne ved BNP samt hans bemærkninger om , at hvis vi VIL løse problemerne skal vi gøre det i tide samt at politikkerne bør til at tænke og handle langsigtet.
PS: kan journalisterne ikke begynde i samlet flok at spørge alle politikkerne hvordan den og den lov er tænkt at ændre ved det og det og hvordan loven er påtænkt at have ændret ved det pågældende problem om fx 10 år.

Dorte Sørensen

Et eksempel når Løkke Rasmussen kommer med regeringens plan og fremstiller den som en drøm uden konkrete mål og virkemidler til at nå drømmen og målet og så samtidig skæller oppositionen ud over ikke at fremlægge en samlet og detaljeret plan så hopper kæden af for mig.

Niels-Simon Larsen

Hvad gør vi så ?

Det er det spørgsmål, som flere stiller efter end læsning af disse økonomi-artikler.

”Men man får næppe politikerne til at tænke mere langsigtet ved hjælp af en generel og principiel debat om nulvækst”.
Sikkert ikke. Hvordan får man dem til at tænke på andet end at blive genvalgt?

Artiklen giver ikke meget, fordi den opsumerer det, der efterhånden er blevet banaliteter:
” Der er en række skader, der er irreversible”. Jeps!
”… en diskussion af de såkaldte tipping points på f.eks. klimaområdet kan være helt afgørende for klodens fremtid”. Nemlig!

N.K. vil nok sige, at han ikke er klogere end andre, når han er uden for sin faglige bås. Derfor ville det have været forfriskende, hvis han (og de andre økonomer) ville tilstå det. Meningen er vel at få dem ud på gaden til os andre og diskutere, hvordan vi kommer videre. Der skal tænkes samfund på en anden måde end hidtil. Ikke noget med, hvad man kan få vælgerne med til eller ikke, for de vil bare have mere af det samme. Man bliver nødt til at stille nogle helt basale krav op for vores overlevelse. Det er det, jeg vil læse.

Niels-Simon Larsen

- Hvorfor giver Inf. spalteplads til økonomer?
- Det er nok for at gøre folk klogere.
- Bliver de så det?
- Ja, de får en hel masse at vide om økonomi.
- Hvad gør de så, når de er blevet lige så kloge som Niels Kærgård og de andre?
- ???

Nå, det er let nok at være ironisk, og det er ikke, fordi jeg ikke synes, at det er velskrevne artikler, men det ville være fint, hvis økonomerne turde komme ud i rendestenen til os andre, simpelthen tage diskussionen her. Det gør de ikke, og det illustrerer vel på udmærket måde, hvori problemet består. Der er for langt mellem bund og top. Vi taler ikke samme sprog, og hvis det gælder vores fælles fremtid, er det eneste fælles - skibbruddet.
Det gælder ikke kun for økonomerne. Tænk på præsterne. De er direkte bange for os.
Politikerne? Dem ser vi, når der skal være valg. Så er de meget interesserede i os, og så står de helt ude i rendestenen eller i hvert fald uden for supermarkedet eller på torvet – indtil valget er overstået.

jan henrik wegener

Det virker da rimelig nok at påpege at det ikke er så helt entydigt hvad "økonomisk vækst" egentlig er for noget. På den anden side er "vækst" - uden alle disse spørgsmålstegn . vel i praksis et af de mest brugte "succeskriterier" ikke mindst i den offentlige debat. At sagen ikke er så klar, at det ikke er så let at se hvad der precis menes med "den samlede økonomiske vækst", er vel egentlig især økonomernes problem, fremfor andres.
Indtil en sådan haves kan vii måske udtrykke en forsigtig skepsis til idéen om at vi alle sammen mere og mere skulle holde op med at købe "håndfaste" goder som biler, huse m.m. til fordel for Noma, opera, kunst på vægene eller foredrag. Et helt samfund baseret på den type "æterisk" udvikling ewr der måske nogle der godt lige gad se realiseret.

Torben Jakobsen

Jeg tror, NSL, at problemet ligger i, at der ikke er så dælens mange økonomer, som er vilde fortalere for, at vi skal skabe en helt ny type samfund. Den nuværende krise er i økonomisk optik trist, men ikke nogen ukendt og/eller uacceptabel systemisk risiko.

Niels-Simon Larsen

@Torben: Det interessante ved denne debat er for mig at se, hvordan ’vi’ traditionelt tænkende samfundsborgere kommer til at tænke på en helt ny måde. Der er jo nok af skræmmende eksempler på, at nytænkning’er går galt. På den anden side er vi nødt til at handle, når vi står over for et truende perspektiv. Derfor skal der nye boller på suppen. Der er nok af opskrifter. Den ene dag bliver de sat på forsiden, den næste bombet i smadder. F.eks. siges det nu, at alle miljøforbedringer bare bliver omsat i øget forbrug.

Jeg har tilsluttet mig en modvækstgruppe, men aner ikke spor om, hvad det vil sige i praksis. Jeg vil undersøge det. At spænde regnedrengene for fremtidens vogn fører i hvert fald ikke til noget.

Niels-Holger Nielsen

At DEBATTERE med Niels Kærgård er virkelig ikke muligt. Det skyldes, at han babler løs fra en lærebog, som for længst har mistet enhver kontakt til virkeligheden. Sådan som politikere og økonomer lever i idel symbiose kræver det mere end almindelig dobbeltmoral at skyde på sin partner. Mainstreamøkonomi er formodentlig det nærmeste, vi kommer til voodoo i dagens Danmark.
Puppets on a string.

Niels-Holger Nielsen

Niels Kærgårds svar på jsns artikelserie og leder er akkurat lige så irrelevant, som de to andre indlæg, som hans kollegaer har forsøgt sig med.
Den slags mennesker må i deres elementære belærenhed antage os andre for de rene tåber. Vi ved sgu da godt, hvad der er at sige om BNP. Prøv at spørge Ejvind Larsen hvornår han første gang rejste disse diskussioner i Inf. Med et slag på tasken vil jeg gætte på, at det er mere end to årtier siden. I mellemtiden har el ikke ligget på den lade side, når det gælder om at uddybe kritikken - og især konkretisere den. Sideløbende har information fulgt denne debat, såvel nationalt som internationalt - endda helt ud i prisfastsættelsen på fuglefløjt - og ideligen forbubdet den med omverdensspørgsmålet i videste forstand - formodentlig avisens fremste force. Så vi, læserne, er ikke novicer ud i denne disputeren. Alligevel tillader disse økonomiske klogeåger sig at divertere os med sådan en gang filosofisk øllebrød. Det er ikke bare nedladende, men vildt krysteragtigt. Og det tillader de sig, i en situation, hvor deres mainstream har ført os ud i en situation, hvor vi står ansigt til ansigt med globale katastrofer, som man ikke engang med opbydelse af den mest løsslupne fantasi kan frikende det kapitalistiske (an sich) samfundssystem for hovedskyld i. Vi ved hvad vi har at vente os fra den side. Hvis vi ikke vidste det i forvejen.

Debattens tamme karakter skyldes helt sikkert, at d'herrer økonomer ikke sætter noget på spil. Usselt.

Hans Jørgen Lassen

Hvordan måles økonomisk vækst?

Er du holdt op med at tæve din kone?

Hvad i alverden skal vi med økonomisk vækst?

Bygge større huse? Købe flere biler? Æde os endnu mere overvægtige?

Peter Lauritzen

Hvad i alverden skal vi med økonomisk vækst?
Forhøje folkepensionen, bygge bedre skoler med mindre klassekvotient, investere mere i forskning, bedre hospitaler, også i den rådne banan, nedlægge landbrug og forvandle dem til natur, bygge bedre sociale boliger, forbeder hjemmehjælpen og give hjemmehjælperne mere i løn, bruge mere på kultur og,og,og.
Det er jo en del af problemet. Der er så utroligt meget fornuftigt man kan bruge økonomoisk vækst til. Jo rigere vi bliver, jo bedre kan vi beskytte naturen. Jo rigere vi bliver, jo mere kan vi give til dem, der har brug for hjælp.

Peter Lauritzen

Det kan du da have ret i, men det fungerer (kun)fordi folk køber dem. Det, jeg ville påpege var, at folketinget hvert å vedtager sin "husholdning", og der synes nærmere at mangle penge end at være for mange af dem. Så kan vi jo komme med hver vores indvendinger. Jamen, det er fordi ,der for mange penge til dit og dat, hver efter vores egen smag. En ville afskaffe militæret , en anden Folkekirken, en tredje u-landsbistanden, en fjerde den private trafik og en femte den kollektive. "Husholdningen" afspejler den demokratiske proces og vores forskellige meninger, ligesom hjemme hos os. Når jeg vil have et nyt fjernsyn, vil konen hellere have nye gardiner. Hvordan får vi råd til de nødvendige forbedringer, vha. økonomisk vækst for statens vedkommende, emller hjemme hos os, mere i løn.
Jeg trror det bliver svært at komme ud af den spændetrøje og de økonomer, som har skrevet her, har i hvert fald ikke anvist en vej.

Sven Karlsen

Penge er trods alt kun en målestok, og dermed er økonomisk vækst er blot et mål for generel vækst.

Jeg tror, at mange af de mennesker der erklærer sig som tilhængere af nulvækst, i virkeligheden blot mener, at vi godt kan undvære større biler og flere fladskærme, men gerne ser at vi f.eks. får bedre skole- og sundhedsvæsen.

Men den slags kan man ikke styre, hvis det frie marked fortsætter med at være så ureguleret som det er. Og det er vel bare en realitet, som vi er nødt til at lære at leve med.

Men fordelingen af vækstoverskuddet kan vi dog stadig kontrollere, - det ligger stadig i vores nationale magt, at styre velfærdens omfordeling, så skulle vi ikke hellere fokusere lidt mere på det?

Selvom vi så havde nulvækst i 10 år, ville der stadig være mulighed for at løfte de dårligst stilledes forhold, uden at det ville koste meget andet i rigmandskvartererne, end at de måtte leve med at skifte bilen ud hvert 5. år, istedet for hvert 3.die.

Peter Lauritzen

Det lyder forlokkende løfte de dårligst stilledes forhold og oven i købet få råd til at skifte bil hvert 5. år. Kan du også afskaffe udlandsgælden samtidig og få DSB til at køre til tiden?

Sven Karlsen

Kære Peter Lauritzen,

engang imellem må man jo overdrive lidt, for at fremme forståelsen ;-)

Men når det er sagt, så skal jeg da lige nævne at gennemsnitsalderen for en bil på de danske veje er under 8 år, og 55% af danske husstande har bil. Så selvom jeg ikke lige kan finde en statistik der viser, hvor ofte de mest velstillede 10% skifter deres bil ud, så er det nok ikke hvert 7-8 år ;-)

Hvad udlandsgælden angår, så ville den naturligvis også nyde godt af en nedgang i bilsalget, så det være hermed gjort, - DSB er en større nød at knække, men mon ikke det ville være den nemmeste løsning, hvis vi vedtog at stille urene efter togene, istedet for at kræve det omvendte?