Kommentar

Innovation skal højt på den politiske dagsorden

Fremtidens økonomiske udfordringer kan ikke løses med fortidens politik
Debat
6. maj 2010

For at klare sig i den globale vidensøkonomi må innovationspolitik stå højt på den politiske dagsorden. Det gør den ikke i Danmark, og det kan aflæses i de økonomiske problemer, der bliver større og større.

Hver epoke har sin politik, og det gælder også den økonomiske politik. I midten af det forrige århundrede skulle en ny form for finans- og pengepolitik håndteres. Danmark lærte det sent og fumlede med finanspolitikken til langt op i 70'erne, så Danmark var næsten lige så tæt på statsbankerotten, som Grækenland er i dag. Men vi kom efter det og var faktisk det første EU-land, der opfyldte EU's krav til økonomisk stabilitet. Knap nok havde Danmark fået styr på finans- og pengepolitikken, før en ny politik kom på dagsordenen. Det var ikke længere nok at sikre økonomisk stabilitet, der måtte også skabes sunde økonomiske strukturer for at klare sig i den voksende internationale konkurrence.

I 80'erne og 90'erne blev der bl.a. gennemført skattereformer, pensionsreformer, reformer på arbejdsmarkedet, og konkurrencelovgivningen blev strammet gevaldigt op. Der kan argumenteres overbevisende for, at 80'erne og 90'erne er den periode i dansk økonomisk historie, hvor der er ført den mest fornuftige økonomiske politik.

Sund og stærk økonomi

Resultaterne udeblev da heller ikke. Ved indgangen til det nye årtusinde var dansk økonomi sund og stærk. Men en god økonomi kan let blive en sovepude, og det skete også. Finanspolitikken blev for slap, og reformpolitikken holdt pause, så dansk økonomi nu klarer sig på det jævne.

Ikke nok med at den gammelkendte politik blev for slap, der er heller ikke kommet ordentlig greb om den nye politik.

I den globale vidensøkonomi konkurrerer virksomhederne på innovation, og det kræver speciel viden, unikke kompetencer og stor kreativitet. At klare den udfordring kræver en ny politik - en innovationspolitik.

Det er ikke sådan, at den gamle politik bliver overflødig. Tværtimod, den skal stadig håndteres fornuftigt ellers går det galt, hvad de seneste år tydeligt har vist.

OECD fremlægger i denne måned en innovationsstrategi, hvor det klart siges, at innovationspolitik er nødvendig i fremtiden. EU har fremlagt en innovationsstrategi med mål for 2020. Og præsident Obama har fremlagt en amerikansk innovationspolitik.

Ingen dansk politik

Hvordan står det til med innovationspolitikken i Danmark? Dårligt. Ordet bruges stort set ikke i den politiske debat.

Da VK-regeringen trådte til, var det med et meget ambitiøst program, men det var småt med tanker om den globale vidensøkonomi og innovationspolitik. Det blev endda sagt, at Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush var de eneste regeringsledere, der ikke brugte ordet innovation. Det gjorde ikke så meget med Bush, da mange amerikanske delstater var hurtigt ude med innovationspolitik.

Danmark fik imidlertid Globaliseringsrådet, og en innovations- og iværksætterpolitik blev formuleret. Selv om politikken var langsigtet og finansieringen permanent, ophørte den politiske interesse hurtigt, og i dag er det vel næsten glemt. Få politikere taler om innovationspolitik, og de politiske smagsdommere - fortidens spindoktorer - interesserer sig ikke en døjt for innovationspolitik.

Statsministeren har nedsat et Vækstforum, som uden tvivl diskuterer innovationspolitik, men hvis ikke det kommer højt på den politiske dagsorden, sker der næppe noget. Vi må derfor regne med, at Danmark et stykke tid endnu vil halte bagefter. I hvert fald er den økonomiske politik, der for tiden er på den politiske dagsorden, ikke løsningen på de økonomiske problemer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sven Karlsen

Innovation er et buzzword, som bare betyder "udvikling" eller "fremskridt" (helst positivt), hvilket da også klart fremgår af OECDs definition (http://www.oecd.org/document/19/0,3343,en_41462537_41454856_41476947_1_1...)

Så OECD siger altså, at vi må have mere og bedre udvikling af den gode slags, - et tomt udsagn, for er der ret mange der kunne finde på at kræve det modsatte?

Ok, så snakker OECD om, at der skal skabes bedre betingelser for innovation, og al respekt for det ... men hvordan forestiller de sig at det skal ske?

Jo (citat):
Five interrelated priorities for government action

The Innovation Strategy is built around five priorities for government action, which together can underpin a strategic approach to promoting innovation:

*
Empowering people to innovate
*
Unleashing innovation in firms
*
Creating and applying knowledge
*
Applying innovation to address global and social challenges
*
Improving the governance of policies for innovation

(citat slut)

... ikke et ord om penge!

Men en forøget fokus på innovation koster rigtigt mange penge, af en meget simpel grund: hvis du vil have flere gode opfindelser, så er du nødt til at teste flere potentielle idéer, og det koster også mange penge at teste dem der ikke bliver til noget.

At kraftig acceleration indenfor innovation kun sker, når der kastes mange penge efter opgaven, kan meget nemt påvises med de to kendte områder: rumfart og krig. For det var jo ikke drømmen om at komme til månen, eller ønsket om at vinde en krig, der skabte de store spring i sig selv, men derimod nogle situationer der gav politikerne en undskyldning for at bruge bunkevis af penge på selv de mest fantasifulde hypoteser.

Men selv når man har enorme ressourcer til rådighed, så er der ingen garanti for, at der kommer noget positivt ud af en øget satsning, hvis ikke de ressourcer uddeles fordomsfrit. Det kan man f.eks. se af to mega-satsninger indenfor innovation: USAs "raketskjold" og den internationale satsning på fusionsenergi ... begge dele har haft den rigtige aura til at overbevise politikerne om at acceptere gentagne fordoblinger af både budgetter og tidsrammer, men idag kører de vel nærmest bare videre, fordi ingen kan mande sig op til at erklære at man pisker et par døde heste.

Det modsatte eksempel er udviklingen indenfor vedvarende energi. Her var der ingen centraliseret styring i startfasen, og de fleste pilotprojekter blev financieret af ildsjæle, og udviklet under interimistiske forhold, og først sent i forløbet blev der bevilget offentlige ressourcer.

Så vejen til mere innovation er altså enkel:

staten skal stille flere risikovillige ressourcer til rådighed, uden at prøve at styre dem

... hvilket desværre ikke har potentiale til at give en plads i historiebøgerne til enkeltpersoner, og så er det naturligvis ikke interessant for moderne toppolitikere.

Dorte Sørensen

Den største fejlvurdering blev nok taget af Fogh Rasmussen , da han med DFs stemmer fratog støtte til forskning og udvikling af alternativenergi og krævede initiativer på dette området taget af markedet.
Et andet mindre eksempel i dag er, at regeringen og DFs er imod socialdemokraternes forslag om at give indvandrekvinder minilån så de kan starte små virksomheder.

Niels-Simon Larsen

Jeg har ikke noget imod det, som Rosted skriver om. Snilde opfindelser er udmærkede, så vores problem ligger ikke mellem vores fingre, men mellem vores ører, dvs. måden vi tænker samfund på. Ideelt set er der ikke noget i vejen for at indrette et retfærdigt samfund i et lavenergisamfund, og muligheden har altid været der, vi har bare ikke benyttet os af den.
Debatten går i to retninger: 1. Indlysende tekniske forbedringer. 2. Opgør med den tænkning, der har ført os så tæt mod afgrunden, som vi nu er.

Ang. det sidste vil det være en smertefuld proces at give afkald, tage kampen op med begæret og gå fra en ego-kultur til en overlevelseskultur. Vi har aldrig været i den situation før, at vi havde ansvaret for planetens fremtid. Det har vi nu.
Som sagt har jeg ikke noget imod energibesparelser, men jeg synes, vi er langt bagud rent mentalt.