Kronik

Justitsmordet på DPU

For at redde Danmarks Pædagogiske Universitets omdømme bør hele besparelses- og afskedigelsesprocessen gå om. Først må dekanen pålægge de ansvarlige at finde besparelser uden afskedigelser, og lykkes det ikke, må der gennemføres mere velbegrundede personalereduktioner. Det, der er ved at ske lige nu, vil blive husket som en skændsel i dansk universitetsliv
For at redde Danmarks Pædagogiske Universitets omdømme bør hele besparelses- og afskedigelsesprocessen gå om. Først må dekanen pålægge de ansvarlige at finde besparelser uden afskedigelser, og lykkes det ikke, må der gennemføres mere velbegrundede personalereduktioner. Det, der er ved at ske lige nu, vil blive husket som en skændsel i dansk universitetsliv
14. maj 2010

Man har talt om, at Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Aarhus Universitet er lukningstruet. Om det er rigtigt afhænger i udstrakt grad af DPU selv.

Hvad man kan frygte er, at DPU's ledelse underminerer sig selv, ved at forskellige fløje af forskere får lov til at rive hovederne af hinanden og ved, at man i sin iver for at være umiddelbart anvendelig for det danske samfund giver køb på den teoretiske refleksion og ikke mener, man skal kunne yde andet og mere end det, professionshøjskolerne i forvejen leverer. Så vil DPU snart gøre sig selv modent til lukning eller til reduktion til en simpel forlægning af undervisning fra Århus til København

Da jeg for 10 år siden sagde ja til at komme til DPU, blev jeg spurgt: Hvad vil du der? Pædagogisk forskning var dengang af mange ikke regnet for andet end en formidling af viden og indsigt, der blev produceret andetsteds. Det blev ændret i løbet af få år, bl.a. takket være den første rektor Lars-Henrik Schmidts styrkelse af fagligheden i de pædagogiske fag, og derfor har DPU indtil nu skaffet sig en prestige i Norden og udenfor som et enestående centrum for pædagogisk forskning og tænkning.

Men den nuværende ledelse med dekan Lars Qvortrup i spidsen har ikke formået at løfte arven. Den er i færd med at reducere DPU til en professionshøjskole ved siden af andre, hvad bestemt ikke er det, som professionshøjskolerne selv forventer af DPU.

Det er varslingen af de tre elendigt begrundede afskedigelser af tre højtkvalificere filosoffer og undervisere et vidnesbyrd om.

DPU er uden egen skyld kommet i økonomiske vanskeligheder, fordi fusionen er blevet alt for dyr, og det vil man nu have, at DPU skal bøde for. Man bliver så nødt til at afskedige nogle lærere, så man kan hente nogle af pengene ind på den måde. Det kunne være fuldt legitimt og forståeligt. Hvad derimod ikke er forståeligt eller på nogen måde retfærdigt, er, at det er nogen af de højst kvalificerede lektorer på DPU, man har varslet til afsked. Det er tilmed lærere, der ikke alene mere end fuldt ud har opfyldt deres undervisnings- og administrationsforpligtelser - ja, én af dem har rigeligt med timer til et undervisningsfrit forskningssemester - men som alle har bidraget til at skaffe ekstra økonomiske midler til DPU.

Det har derfor intet på sig at hævde, at de ikke har været lønsomme på DPU. Skulle økonomien alene være begrundelsen for afskedigelserne, ville der utvivlsomt kunne findes nogle, der måtte komme først i en afskedigelsesproces.

Tilliden smadres

I øvrigt har man ikke forsøgt at få arrangeret aftrædelsesordninger for ældre forskere; her kunne man sikkert have hentet besparelser hjem svarende til tre stillinger.

Der må derfor være en helt anden grund end økonomien, der har fået ledelsen til at prikke netop tre filosoffer. Det er denne begrundelse og den fremgangsmåde, man har benyttet i afskedigelsesprocessen, der kan ødelægge DPU's renommé viden om. Det vidner ikke mindst de over 300 protester, der er kommet ind fra forskere på det pædagogiske og filosofiske område i de fire andre nordiske lande, Norge, Sverige, Finland og Island, om, som sammen med de danske protester er stilet til rektor i Århus.

Der er gået skår i billedet af DPU, også her i landet, og hvad kan det ikke betyde for tilmeldingen af nye studerende? Studenterne er jo ikke blevet spurgt om noget som helst. Og nogle af dem har måttet opleve, at deres lærere og vejledere i pædagogisk filosofi er taget fra dem fra den ene dag til den anden, og det er de lærere, der aktuelt står for hovedparten af undervisningen og vejledningen på uddannelsen. Hvordan skal studerende få tillid til en sådan institution? Nej, det er ikke underligt, hvis de vælger at studere et andet sted.

Man vil måske sige, at pædagogisk filosofi kun er et lille område, så det nok ikke gør så meget, at dette fag udvandes. Men 35-40 studerende begynder hvert år på uddannelsen, og aktuelt er der omkring 250 studerende indskrevet, og de er de flittigste på hele DPU til at tage eksamener. Det er denne fine uddannelse, der nu tappes for lærerkræfter.

Relevans?

Endnu værre bliver sagen, når man ser på begrundelserne og den måde, hvorpå de tre filosoffer er afskediget. Disse begrundelser gør, at overhovedet ingen ansat på DPU i dag kan føle sig sikker på, at de højeste akademiske grader og/eller hårdt arbejde, kvalificeret indsats og loyalitet overfor DPU vil beskytte dem imod afskedigelser.

Den specifikke begrundelse for afskedigelserne er nemlig alene mangel på »relevans i forhold til instituttets og DPU's formål og opgaveportefølje«. Men hvem definerer denne relevans og dermed styrer forskningen? Det gør dekanen og institutlederen, deres ideologier, deres sympatier og deres antipatier, ikke stillingsopslagene, ikke de fagkyndige bedømmelsesudvalg og ikke de formulerede målsætninger for Aarhus Universitet og DPU.

Men ingen har kunnet få noget præcist at vide om, hvad relevansen så går ud på. Det nærmeste, man er kommet, er dekanens erklæring, om, at de tre hører hjemme i et fagfilosofisk institut og ikke på DPU. Fagfilosofisk viden og kunnen er altså ikke relevant på DPU. Eller rettere ikke længere relevant. Det var bestemt ikke den første rektors opfattelse. Det, der sker i dag, er derfor et forsøg på at ødelægge alt det, Lars Henrik Schmidt var med til at bygge op.

Men det anti-filosofiske var heller ikke den nuværende dekans opfattelse i de første år. For godt to år siden sagde og skrev han, efter at jeg havde ytret bekymring om hans strukturreform, at han ikke havde noget ønske om at »udradere« det filosofiske miljø på DPU. Dette skulle, sagde han, være et centralt element i et større institut, der også beskæftiger sig med organisatoriske, samfundsmæssige og dannelsesmæssige forhold om pædagogikken.

Det løfte må han i dag have glemt, når han den 5. marts skriver i Berlingske Tidende om at få 'pædagogikken didaktiseret': »Det vil sige, at pædagogik ikke først og fremmest er et normativt og filosofisk fag, hvis ledestjerne er dannelse«.

Omdømmet i fare

Ganske vist har han på de studerendes blog 'Obeliks' nu hævdet, at det der i hans 'nysprog' hedder »personaletilpasning«, er en styrkelse af pædagogisk filosofi, ikke en svækkelse. Det minder om, hvad George Orwell skriver i romanen
1984,hvor han nævner de tre slagord, som Partiet har udsendt fra Ministeriet for Sandhed:

Krig er fred

Frihed er slaveri

Uvidenhed er styrke.

Nu er der så kommet et fjerde slagord til:

Svækkelse er styrkelse.

Men til historien hører også, at dekanatet i et stykke tid har pustet til ilden i de filosofiske forskelle mellem de lærere på Institut for pædagogik, der ville styrke pædagogisk filosofi, og så dem der, repræsenteret af institutlederen, vil sætte såkaldt pædagogisk samtidsdiagnose i stedet for pædagogisk filosofi. Det gav sig senest udslag i vinter, hvor dekanen og institutlederen bestræbte sig på at erstatte kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi med en uddannelse i samtidsdiagnose.

De måtte dog for kun lidt over en måned siden erkende, at den ikke gik, men så lod dekanen i stedet institutlederen slagte de bærende kræfter i pædagogisk filosofi. Man må håbe, at han i dag vil indse, at det ikke var tilstrækkeligt gennemtænkt, at det tilmed var hamrende usagligt og uretfærdigt. Dertil kommer, at disse varslinger om fyring er sket, uden at institutlederen har holdt de udviklingssamtaler med alle medarbejdere, han har haft pligt til at gennemføre, så han havde et mere sagligt grundlag for at vurdere, hvem der bedst kunne undværes.

For at redde DPU's prestige i ind- og udland bør hele besparelses- og afskedigelsesprocessen gå om. Først må dekanen pålægge de ansvarlige at finde besparelser uden afskedigelser, og når det er undersøgt grundigt så, hvis det absolut skal være, gennemføre mere velbegrundede personalereduktioner. Det, der er ved at ske lige nu, forekommer mange at være intet mindre end et justitsmord. Hvis det gennemføres, vil det blive husket som en skændsel i dansk universitetsliv.

Peter Kemp er professor emeritus, dr. theol. & phil, DPU, Aarhus Universitet

35-40 studerende begynder hvert år på uddannelsen, og aktuelt er der omkring 250 studerende indskrevet, og de er de flittigste på hele DPU til at tage eksamener. Det er denne fine uddannelse, der nu tappes for lærerkræfter, siger dagens kronikør. Foto: Fasano Nicola/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Det er allerede en skændsel. For kursen mod mere og mere pædagogisk samtidsdiagnose, på bekostning af den pædagogiske dannelse, er sat af det politiske flertal i Folketinget (inklusiv Socialdemokratiet)

Undervisningen af lærere til undervisning af vores børn og unge, er så politisk styret i dag, at vore formålsbeskrivelser og paragraffer for uddannelserne må skrives om, det kan kun gå for langsomt. For med de omskrivninger, vil vi få de dokumenter hvormed vi kan komme i gang med at stille de politisk ansvarlige for ødelæggelserne af de danske uddannelser til ansvar.

For tænk sig, at vi siden 2001 er nået så langt ud på overdrevet i den pædagogiske ensretning, at folk som professor Niels Egelund mfl., nu bestemmer alle vore børns og dermed det danske samfunds fremtid.

Karl Lassen

DPU’s prestige i ind- og udland er en alvorlig sag mener Peter Kemp. I sin iver for at være umiddelbart anvendelig for det danske samfund giver køb på den teoretiske refleksion.

Ja, ja, man skal høre meget før ørene falder af. Så forstår jeg bedre folkeskolens lave niveau. De pædagoiske høvdinge på DPU panasset har så travlt med at kriges om prestiger og formålsbeskrivelser at det ikke levner tid til ordentlig undervisning af de mennesker, som skulle varetage basisundervisningen af ungerne.

Fyr hele bundtet, luk DPU og start helt forfra med lærere fra et af de udlande, som for længst har overgået os i lærerundervisning.

Gorm Petersen

Har læst hele artiklen grundigt igennem 2 gange, og er ikke i tvivl om at Peter Kemp lige nu selv er rystet over artiklen.

Udtrykket "katten om den varme grød" er helt utilstrækkeligt. Som om PK har en umådelig lyst til at sige et eller andet, som han alligevel ikke tør sige - eller på nogen måde nærme sig mere end vendinger som "Det gør dekanen og institutlederen, deres ideologier, deres sympatier og deres antipatier"

Jeg tvivler på en 3-die gennemlæsning vil kunne afklare hvad PK har på hjerte. Hvad det er for en meget følelsesmættet konflikt han intet konkret tør sige om.

Informations redaktion har godt nok sovet i timen.

Martin Vindum

Enig Karl Lassen
Jeg har mange gange bedt, om en forklaring fra DPU, om hvorfor man har haft så travl med indførelse af evalueringer, inden man foreslog
2.lærer systemet.
Ingen har svaret indtil nu, men det er dog bemærkelsesværdig at man ofte ser prof. Egelund snige sig ud fra venstre's gruppeværelse på christiansborg

Kurt Svennevig Christensen

Det er ikke kun fordi Egelund er snoet og i seng med Venstre i skolepolitikken, at ellers fornuftige pædagogiske forskere, holder den lave profil og vender røven til for at blive sparket i den.

Det er simpelthen fordi Egelund er en klasse sig sig, fræk som en slagterhund og uden hæmninger af nogen art, og de andre forskere er hundeangst for den mand. Men også al den høflighed kommende fra et tilsyneladende umætteligt behov for anerkendelse, forskerne imellem se http://www.information.dk/179721, er ved at blive døden for den undervisning som vores folkeskole bygger på.

For Egelund med et par stykker flere og helt of fuldt bakket op af Venstre og alt for meget socialdemokratiet, er helt enkelt ved at have fået danskerne overbevist om, at vore børn og unge både er dummere og mere og mere larmende i klassen end børn og unge er flest i verden.

Hvordan hulen kunne det gå så galt?

mariann offersen

Jeg kender ikke noget til livet og konflikterne på DPU, men jeg deler Gorm Petersens perpleksttet angående det egentlige budskab i PK's artikel.

I dette øjeblik er Niels Egelund gæst hos Poul Fries på DR/P1.

Som mor til et par teenage børn savner jeg rigtig, rigtig meget Lars-Henrik Schmidts kloge kommentarer i radioen. De gav noget at tænke over!!