Klumme

Med Kaj og Andrea i Føtex

Mens kulturministeren vil have privatdrevet P1, går DR nye veje for at tjene penge til programmerne
Debat
7. maj 2010

Kulturminister Per Stig Møller har en vision. Han forestiller sig en privatdrevet P1- lignende radiokanal med nyheder, kultur og baggrund i konkurrence med DR. P 1 har i forvejen kun syv procent af lytterne, og kommercielle aktører vil næppe stå i kø for at kaste penge i det dybe hul, sådan en kanal vil være, men det har ministeren taget højde for: Kanalen får bundet kr. 125 millioner i halen årligt. Til sammenligning koster det godt 50 millioner årligt at drive P1, så det skulle jo nok kunne lade sig gøre.

Der kan sagtens argumenteres for, at især nyhedsformidlingen i DR-radio burde have konkurrence. Det kunne man oplagt have sikret ved i forbindelse med medieforliget i 2000 at give TV2 den fjerde radiokanal på ordentlige vilkår. TV2 kunne den gang have opbygget en radioside, der kunne have budt DR kamp til stregen.

Men det er vand under broen i dag. I stedet valgte politikerne at konsolidere DR med den fjerde kanal, en situation DR har udnyttet med stor dygtighed, mens flere kommercielle aktører har knækket halsen og mistet formuer på diverse borgerlige kulturministres fjottede forestillinger, om hvordan man kunne drive en kommercielt interessant radiokanal, der samtidig skulle kunne bryde DR's monopol.

Politikere opererer med et begreb, som de omtaler som samfundsdebatten. For de radikale er det noget, som foregår i forsamlingshuse. For Per Stig Møller, som selv har beklædt en mellemlederstilling i P1, foregår den naturligt nok her. Begge opfattelser er præget af en vis romantik, som slører det faktum, at der er tale om debat i meget begrænsede cirkler, og at den udmærker sig ved en betydelig indspisthed.

Hvis vi forsøger at anskue situationen på radiomarkedet med et vist mål af fordomsfrihed - det skader ikke at prøve - springer det også i øjnene, at det er en meget veluddannet og meget lille del af befolkningen, der her bliver forkælet med en ekstra kanal, som deres antal på ingen måde berrettiger til. En ekstra tumleplads til symbolanalytikerne er næppe det danske mediebilledes allerstørste behov.

Omvendt kan man sige, at der heller ikke noget påfaldende behov for flere bevidstløst kværnene pop og fjas kanaler, så million-dollar-spørgsmålet må være: Hvor skal pengene komme fra? Hvis de skal tages fra DR, som i forvejen lider under besparelser efter den politisk vedtagne pengeslugende koncertsal, så begynder det at ligne et hævntogt fra de politikere, som selv har påført DR udgifterne. Resultatet kan allerede nu opleves i form af endeløse genudsendelser og kvælning af f. eks. ressourcekrævende dokumentarprogrammer . Dem kan der måske blive råd til på den nye kanal? De får da pengene til dem. TV2 har ikke så mærkeligt allerede vist interesse i at overtage den eventuelt kommende kanal, og det samme har JP/Politikens Hus. Sidstnævnte bragte onsdag en forsideleder i Politiken, der nærmest gav indtryk af, at ansøgningen var under udarbejdelse.

DR er tilsyneladende allerede i gang med at gå nye veje for at finansiere sit pro-gramudbud. Torsdag kunne Ritzau meddele, at de populære figurer Kaj og Andrea nu skal sælge frugt og grønt i Føtex. I denne uge pryder Kaj og Andrea poser med gulerødder, æbler, agurker og tomater.

I DR siger multimediechef Anders Kjærsgaard Sørensen, at der er grænser for, hvad Kaj og Andrea må reklamere for (!), men han er glad for aftalen, fordi den skaber branding om Kaj og Andrea, og desuden tjener penge til programvirksomheden.

Aftalen skal være godkendt af generaldirektør Kenneth Plummer. Man tager sig til hovedet, men det kommer der jo heller ikke noget ud af.

Lone Kühlman, Journalist, forfatter og foredragsholder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Krogh

Jeg håber information byder ind!

Peter Andreas Ebbesen

Det nye medieforlig er udelukkende sat i verden for at please Jyllandspæsten fordi den er regeringens talerør.
Jeg har efterhånden næsten opgivet P1, efter de er begyndt på det nye brand, som er så forfærtligt så det halve kan være nok.
Det er sgu ved at ligne The Voice, så mange gange vi skal høre på jinkler med lufthavnslyd, hoppebolde og "Du lytter til P1

Som en af information's læsere så rigtigt skrev forleden i et læserbrev.
Så har der aldrig været så meget spildtid på P1 som der er nu.
Hvis Plummer og CO fortsætter den linie, så er der kun 0 lyttere tilbage på kanalen om få år.
Men det er jo også det de vil have.
For så er der mere tid til Eks-Faktor ikke?
VH Heidi Madsen

Det er ikke så meget det at VKO lige siden de kom til magten ikke har ønsket noget højere end at se DR afgå ved døden, så kun de medier de selv kontrollerer er tilbage.
Det er mere det at de ikke i det mindste står ved det og bare lukkede institutionen fra starten af.
Det er den der bondeluskethed, den underkendelse af vælgernes intelligens. Hvis vi nu bare langsomt lader hele den offentlige sektor kvæles. Så kan vi sige at se selv, det virker ikke.
Det er dét samvittighedsløse bedrag der alle dage har pisset mig af!!!
Beklager, VKO - I narrer ikke nogen.

Kühlmann - TAK. Jeg mener det samme, kunne aldrig skrive det så godt, og ville aldrig få det i avisen. Så igen tak.

Stig Larsen

Må man forslå et vavn på den nye kanal: Pravda

Jens Thorning

P1 er værre end alt andet. Radioavisen er blevet umulig at følge med i, fordi den generes af en eller anden form for "samarbejde" med det ulidelige snakkeprogram P1 Morgen. Typisk ringes til en af Danmarks utallige eksperter på institutter med de mest utænkelige navne, som så fyrer et eller
andet af i stil med "danske forskere løser kræftens gåde" eller "danskerne smiler sig ud af sygdom" , "hele verden jubler over Danmark" og den slags.

Det forfærdende er, hvor nemt det er at opdage, at de forskellige "nyheder" er målrettet såkaldte lytter-segmenter. Når nyheden når P3 får den således en tand til, så de unge ikke keder sig og zapper væk med alle de frygtelige følger heraf. Osv., osv. Så hellere TV 2. Det er et enkelt forståeligt koncept.