Kandidatuddannelsernes forsvinden?

I mange år fik alle, der gennemførte en dansk universitetsuddannelse, en kandidatgrad eller noget, der lignede. Mange universitets- uddannelser bestod førhen af en to-årig første del og en tre-årig anden del. Senere ændrede man uddannelserne til at bestå af en afsluttet tre-årig bachelordel og en toårig kandidatdel. Men i realiteten ændrede det ikke ret meget, idet alle - studerende som læreranstalter - stadig planlægger studierne inden for rammerne af et fem-årigt forløb. Der er ganske vist mulighed for afstigning efter bachelordelen, men ingen gør det på nær en meget lille gruppe, der lader sig headhunte til at fylde midlertidige huller ud på arbejdsmarkedet. Der er en del såkaldte frafald tidligt på bachelorstudiet, men i mange tilfælde er det i virkeligheden ikke frafald, men et individuelt og samfundsmæssigt fornuftigt omvalg af studium, og meget få af disse 'frafaldne' får ikke en videregående uddannelse.

Højere kvalitet

Universiteterne er blevet beskyldt for at være for konservative, arbejdsgiverne er blevet beskyldt for at foretrække kandidater, og fagforeningerne er blevet gjort ansvarlige for, at lønforskellen er så lille mellem bachelor- og kandidatniveauer, at der ikke er noget økonomisk incitament til at ansætte bachelorer. Der er utvivlsomt en vis grad af sandhed i dette, men det er alligevel tankevækkende, at kun meget få har stillet spørgsmålet, om ikke den reelt fem-årige kandidatuddannelse bedst er i stand til at imødekomme samfundets behov for vel- uddannet arbejdskraft. Der er ikke det mindste tvivl om, at en sammenhængende fem-årig uddannelse gør det muligt at opnå en væsentlig højere kvalitet i det endelige produkt, og det kunne være derfor, arbejdsgiverne foretrækker at ansætte kandidater.

Nogle vil hævde, at der ikke er behov for at uddanne så mange 'forskere', men en kandidatuddannelse er ikke en forskeruddannelse. Dette fremgår også af, at det kræver en ph.d.-uddannelse at blive forsker ved universiteterne. En kandidatuddannelse af en ordentlig kvalitet er imidlertid forskningsbaseret, fordi dette sikrer, at kandidaten kan forholde sig til problemstillinger, der er anderledes og bredere end lærebøgernes eksempler. Man kan derimod være kritisk over for systemets evne til at producere kandidater med kompetencer, der er tilpasset arbejdsmarkedets behov. Det har taxametersystemet en væsentlig del af skylden for, idet det belønner universiteterne udelukkende på baggrund af mængden af kandidater, der spys ud.

Mere nuanceret

Når man alligevel kan forudse, at vore kvalitetsbetonede kandidatuddannelser forsvinder, skyldes det for det første globaliseringen, der indebærer, at det bliver meget svært at have et dansk system, der markant adskiller sig fra systemet uden for landets grænser. For det andet betyder politikernes krav om, at flere og flere skal have en videregående uddannelse og helst på kortere tid, at det bliver sværere at opretholde de nuværende kvalitetskrav i bachelor- uddannelsen. Man skal dog ikke ukritisk acceptere procentargumenterne om, at man tidligere kun uddannede de mest talentfulde af en generation, men nu bliver nødt til at inddrage de mindre talentfulde. Sandheden er noget mere nuanceret.

For det tredje har gymnasiasternes kompetencer, baggrund og fremtidsplaner også ændret sig, uden at jeg af den grund vil tilslutte mig hylekoret, der påstår, at de også er dårligere uddannet end tidligere. Endelig er der også nogen, der stadig tilslutter sig tanken om, at den af mange så højt besungne tværfaglighed bedst læres, før man har opnået nogen faglighed.

Suppleringsuddannelse

Disse forhold vil formentlig indebære, at vi tilnærmer os det amerikanske system, hvor bacheloruddannelsen er en gymnasial suppleringsuddannelse, hvis væsentligste formål er at få de studerende bragt hjemmefra, mens den resterende uddannelse enten sker på jobbet, på professionelle schools inden for medicin, business, jura osv. eller som 5-7-årige ph.d.-uddannelser.

Det er denne tilpasning, der allerede er ved at ske med oprettelsen af ph.d.- uddannelser, der reelt begynder lige efter bacheloruddannelsen, med oprettelse af elitekandidatuddannelser og snart elitebachelor- uddannelser. At udviklingen ikke går stærkere, skyldes systemets træghed og ikke mindst kandidatuddannelsernes succes og arbejdsgivernes mangeårige tilvænning til et system, hvor uddannelserne betales over skatten. Måske vil en frem- tidig mangel på arbejdskraft få arbejdsgiverne til at ansætte bachelorer og så selv senere betale for deres videre uddannelse, men der er et stykke vej endnu.

Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet