Kommentar

Kejserens nye klæder i Tyrkiet

I Vesten ønsker mange at tro på, at den tyrkiske regering består af europæisk orienterede reformister, der væver demokratiets stof - har det noget på sig?
27. maj 2010

H.C. Andersens fortælling Kejserens nye klæder udkom i 1837 og har siden moret verdenen. Den handler om to vævere, der bilder en kejser ind, at de kan væve ham nogle klæder, som er usynlige for den, som ikke duer i sit embede, eller også er utilladelig dum. Selvfølgelig lader alle sig narre, bortset fra en lille dreng, der, når han ser kejserens procession, råber: »Men han har jo ikke noget på!«

Man kunne sige, at den nuværende, tyrkiske regering, dannet af AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) i 2002, på samme måde har narret godtroende amerikanske og europæiske politikere, som har ønsket at tro på, at AKP har vævet demokratiets stof.

For eksempel udtalte den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice i maj 2007, at AKP er »en regering, der er opsat på at trække Tyrkiet i europæisk retning«. Og Carl Bildt, den svenske udenrigsminister, erklærede i marts 2008, at »AKP-regeringen består af ægte europæiske reformister.« Men en nærmere analyse af en række hændelsesforløb må føre til, at der drages en anden konklusion.

Presset fra EU

I 1999 accepterede EU Tyrkiet som kandidat til medlemskab, hvilket førte til stor reformiver i de efterfølgende fem år. Civillovgivningen blev ændret, og kønsligestilling i familien indført til trods for, at den ifølge de religiøse konservative ville »skabe anarki og kaos i familien« og »true grundlaget for den tyrkiske nation«.

Dødsstraf blev afskaffet, retten til at udsende på andre sprog end tyrkisk blev garanteret, og militærets indflydelse blev reduceret, herunder udnævnelsen af en civil generalsekretær i Det Nationale Sikkerhedsråd. Til trods for forbehold med hensyn til håndhævelsen erklærede EU-Kommissionen i oktober 2004, at »Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfylder de politiske kriterier, og anbefaler, at der indledes optagelsesforhandlinger«.

»I tilstrækkelig grad« var nøgleordet, der åbnede døren til Ali Babas skatkammer, og så snart optagelsesforhandlinger blev indledt et år senere, var der pludselig en mangel på interesse i reformprocessen. Imidlertid har AKP benyttet sig af 'presset fra EU' til at begrunde reformer, som havde mere med AKP's dagsorden at gøre end at forvandle Tyrkiet til et liberalt, demokratisk samfund.

AKP's valgsejre i 2002 og 2007 gav partiet et solidt flertal i parlamentet, men ikke nok til selv at kunne ændre forfatningen. Alligevel har AKP igennem dets såkaldte 'kadrolasma-politik' været i stand til at besætte de fleste ledende stillinger inden for statsadministrationen med partitilhængere, især i Undervisningsministeriet.

Uafhængige nævn, såsom Det Højere Uddannelsesnævn, indenfor bankvæsenet, energi, radio og tv, er ikke længere uafhængige, og TÜBITAK (Tyrkiets Videnskabelige og Teknologiske Forskningsråd), Turkish Airlines og statsbankerne er kommet under partiets kontrol.

Nabopres for ret levevis

Til trods for premierminister Recep Tayyip Erdogans løfter er de deputeredes parlamentariske immunitet ikke blevet begrænset, og en ændring af den offentlige licitationslovgivning i 2003 kom ikke til at omfatte kontrakter vedrørende energi, vand, transport og telekommunikation. En yderligere ændring i 2008 gjorde dette 'lovberettigede plyndringssystem' endnu mindre gennemsigtigt.

En rapport udgivet af Det Åbne Samfunds Institut og Bosporus Universitet i 2009, At være anderledes i Tyrkiet, bekræfter AKP-regeringens bestræbelser på at omdanne Tyrkiet til et konservativt, religiøst samfund. Socialt og på arbejdspladserne udøves 'nabopres' for at sikre tilpasning til partiets normer - fredagsbøn, ikke at drikke alkohol, og at sørge for, at kvinderne bærer tørklæde.

Tørklædet har spillet en stor rolle på AKP's dagsorden, og det var Necmettin Erbakan, leder af Velfærdspartiet (som blev forbudt i 1998), som advarede: »Universitetsrektorerne kommer til at vige for tørklædet, når Velfærdspartiet kommer til magten.«

I 2005 sagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol god for Tyrkiets forbud mod at bære det islamiske tørklæde på tyrkiske universiteter, da det »tilsyneladende blev pålagt kvinder af en religiøs forordning, som var svært forenelig med kønsligestilling«.

Ifølge premierminister Erdogan »er domstolen ikke berettiget til at udtale sig i dette spørgsmål. Den ret tilkommer de religiøse lærde.« AKP har gjort gentagne forsøg på at sikre, at studerende fra imam-hatip skolerne (de religiøse højskoler) får adgang til universiteterne på lige fod med studerende fra statshøjskolerne, men indtil videre forgæves.

Kritisk presse

Den største hindring mod AKP's kontrol over det tyrkiske samfund er modstanden fra militæret og retsvæsenet. I juli 2008 - med ti stemmer mod en - fandt Forfatningsdomstolen AKP skyldig i at være »fokus for anti-sekulære aktiviteter« og halverede partiets statstøtte.

Premierminister Erdogans modvilje mod en kritisk dagspresse er velkendt, og i 2007 overtog Calik Holding, hvis ejer er en af Erdogans gode venner, Tyrkiets andenstørste mediegruppe, Sabah-ATV, med støtte fra to statsbanker. Det følgende år blev Tyrkiets største medie-gruppe, Dogan, pålagt skattebøder i størrelsesorden 3,2 milliarder dollar efter dens afsløring af regeringens korruption.

Siden juli 2007 er hundredvis af akademikere, journalister, politikere og officerer blevet tilbageholdt og mange anklaget for en påstået sammensværgelse mod regeringen i den såkaldte Ergenekon-sag. Og den udbredte telefonaflytning og overvågning af regeringens modstandere har skabt, hvad dagbladet Referans sidste år i en overskrift kaldte »Frygtens republik«.

Den sidste tids forfatningsændringer, vedtaget af parlamentet og godkendt af præsidenten, har først og fremmest til formål at underminere AKP-regeringens hovedmodstandere, militæret, forfatningsdomstolen og Det Højere Nævn af Dommere og Offentlige Anklagere. Ændringerne skal til folkeafstemning den 12. september.

Den politiske modstand kommer hovedsagelig fra CHP, Det Republikanske Folkeparti, som i de sidste 18 år har sygnet hen under ledelsen af Deniz Baykal. Men valget af en ny leder, den beskedne revisor og modstander af korruption, Kemal Kilicdaroglu, kan betyde enden på AKP-regeringens hegemoni.

Denne artikel er en redigeret udgave af Robert Ellis' præsentation ved stiftelsesmødet af Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet i Strasbourg den 19. maj 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ellis glemmer taknemmeligt at komme ind

på den rolle Forfatningsdomstolen spiller -for den er alt andet end apolitisk. Ligeledes med de hundredevis af akademikere, journalister, politikere og officerer.

Det Nationale Sikkerhedsråd etableredes efter kuppet i 1960, hvor militæret tiltvang sig ubegrænset magt til at gribe ind når som helst det skulle være for at forsvare Tyrkiets sekulære karakter - rettere Atatürks arv. Arven er republikken Tyrkiets territoriale, etniske og kulturelle enheds ukrænkelighed.
Robert Ellis kan måske svare på, hvad der skete med de, der afveg fra den officielle statsideologi. Han kan måske ikke erindre de sort/hvid billeder af kronragede unge forslåede mænd siddende på anklagebænken og som i dag er synonymt med firsernes Tyrkiet

Måske mener R. Ellis også, at 4 militærkup på under 40 år er gjort af et mere solidt demokratisk stof?

Disse ting kan så foranledige spørgsmålet, om det nu er helt tilfældigt, at det netop er militæret og retsvæsenet, der er AKP's stærkeste modstandere?

Indtil for 20-30 år siden, da militæret og retsvæsenet (som tilsyneladende er de virkelige forkæmpere for demokrati og åbenhed hos R. Ellis) havde mere magt fornægtede man eksistensen af det kurdiske folk.

Og endnu i dag er det selv i såkaldte akademiske kredse et tabu og en fornærmelse at sige, at Tyrkiet begik folkedrab på armenerne (men det mener R. Ellis mig bekendt heller ikke er tilfældet).

Og så står der i øvrigt ingenting om, at det er en dreng, der råber, at kejseren ikke har noget på - det er bare et barn.

Henning Ristinge

igen en ubegavet artikel - hvad er der bkevet af informations selvkritik - emnet her er vigtigt og har krav på en ordentligt gennemarbejdet analytisk fremstilling - en begavet artikel - ikke det her juks

Robert Ellis

Tyrkiets problem rent politisk er, at der mangler en effektiv opposition, da mange tyrkere ønsker hverken en religiøst orienteret eller militært styret regering - "ne seriat ne darbe".

Derfor udgør valget af Kemal Kilicdaroglu i lørdags det første glimt af håb i det politiske mørke i Tyrkiet, siden Ecevit-regeringen brød sammen i 2002.

Det er er rigtigt, at det er et barn, der råber, i HC Andersens eventyr, men i Vilhelm Pedersens tegning fra 1837 ligner det umiskendeligt en dreng
:-)

Søren Kristensen

En dreng, en pige, et barn eller en tosse - pointen er at nogen, med en vis uskyldighed, siger det som det er. Hvordan det så lige er I Tyrkiet, kan være ret svært at sige, for er kejseren nu også den rigtige kejser eller er det generalen?

Torben Petersen

Vilhelm Pedersens tegning af "den lille dreng" er ikke fra 1837, men tidligst fra 1847, hvor Pedersen ( i en alder af 27 år) begyndte at illustrere for Andersen.

Karsten Aaen

Det er sikkert forbigået Robet Ellis, at et af de kriterier, EU har stillet til Tyrkiet netop er: religiøs frihed og lighed. Derfor er det faktisk et fremskridt´, at kvindelige studerende på tyrkiske universiter nu kan bar tørklæde. Hvorfor skal unge, moderne tyrkiske kvinder fratages deres ret til at studere på et universitet, fordi de har tørklæde på? - slænge de ellers er kvalificeret til at studere på universitet?

Er det korrekt forstået, Robert Ellis, at du mener, at
der frem til 2002 fandtes en reel opposition i Tyrkiet?

Du har til gengæld helt ret i, at det (med al sandsynlighed) er en dreng på Vilhelm Pedersens illustration. I øvrigt sagde Johannes Møllehave (det er en pålidelig kilde, når det gælder H.C.A.), at der intet barn var i hans oprindelige eventyr.
Men han yndede, som bekendt at læse sine eventyr op, for både børn og voksne, og rygtet vil vide, at en dreng, som lyttede med udbrød de famøse ord om, at kejseren jo ikke havde noget på.