Professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet, Peter Kemp (PK) har de seneste uger ført en kampagne mod DPU, som bygger på en række usandheder. Anledningen til kampagnen er, at DPU har varslet afskedigelse af tre ansatte ved Institut for Pædagogik. Kampagnen førte først til en forsideartikel i Information den 28. april, hvis overskrift var, at 'Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er lukningstruet'. Artiklen var i direkte modstrid med de garantier til DPU, der blev givet på et medarbejdermøde den 26. april, dvs. forud for artiklen. Dette møde deltog PK ikke i. Derfor kunne dekan Lars Qvortrup på forespørgsel fra journalisten afvise påstanden. Og derfor blev artiklen da også dagen efter dementeret af rektor ved Aarhus Universitet Lauritz Holm-Nielsen. Dernæst fulgte en underskriftsindsamling, hvis resultat 'erklæring om pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole' blev afleveret til Lauritz Holm-Nielsen den 12. maj. Og endelig fulgte en kronik i Information den 14. maj med titlen 'Justitsmord på DPU'.
Men som sagt: Kampagnen bygger på usandheder. Den første påstand om, at DPU skulle være lukningstruet er allerede afvist, men der er yderligere tre usande påstande, der fortjener svar på tiltale.
Økonomiske grunde
Den første påstand er, at begrundelsen for at varsle afskedigelse af tre filosoffer er, at pædagogisk filosofisk forskning ikke er relevant. Dette er ukorrekt. Begrundelsen er økonomisk. DPU har været nødt til at gennemføre en personaletilpasning, fordi vi har været igennem en ufinansieret fusion. Det koster penge at fusionere, men det har politikerne bag fusionerne ikke villet anerkende. Derfor har DPU ud over at afskedige 10 TAP'er blandt andet været nødt til omprioritere tre videnskabelige stillinger for at nå det nødvendige økonomiske resultat og samtidig sørge for, at studerende og videnskabelige medarbejdere inden for alle fagområder har rimelige studie- og arbejdsvilkår. DPU tilfører derfor to stillinger til uddannelsen i pædagogisk psykologi og en stilling til pædagogisk antropologi.
Den anden påstand er, at resultatet af de varslede afskedigelser vil være »et DPU uden filosofisk refleksion«. Dette er ukorrekt. Den pædagogisk-filosofiske forskningsenhed består af 16 personer, heraf tre ph.d.er og en institutleder. Den er på grund af den nævnte personaletilpasning reduceret til 13 - hvis man ser bort fra ph.d.erne og institutlederen vil reduktionen være fra 12 til ni. Med andre ord er der stadig dygtige videnskabelige medarbejdere til at dække forskning og undervisning i pædagogisk filosofi ved DPU.
Den tredje påstand er, at den økonomisk betingede omprioritering af tre stillinger fører til, at DPU bliver, som der skrives, »en professionshøjskole«, dvs. mister sit universitetsniveau. Dette er ikke alene ukorrekt - det er en fornærmelse mod samtlige ca. 200 videnskabelige medarbejdere på DPU. DPU's raison d'etre er at bedrive forskning, der retter sig imod det samlede uddannelsesområde. Det har DPU's medarbejdere arbejdet hårdt på i 10 år, og resultatet er, at DPU gør det stærkere og i større omfang end nogensinde før. Vi beklager selvfølgelig, at personaletilpasningen og omprioriteringen blev nødvendig.
Forskningskvalitet
Det kan dog ikke fjerne billedet af den succes, DPU forfølger og rent faktisk har: Når DPU for eksempel bliver udpeget til at være vært for det nye Center for Strategisk Uddannelsesforskning med et budget på 60 mio. kr. over de fem næste år. Når DPU er hjemsted for den forskningsgruppe, der frem til 2014 skal skrive historien om den danske skole - i fem smukke bind, generøst støttet af Carlsbergfonden. Når DPU står for den danske deltagelse i de internationale undersøgelser - finansieret af Undervisningsministeriet - af læsefærdighed, matematik- og naturfag, informations- og IT-færdigheder samt demokrati og medborgerskab. Når DPU er hjemsted for det banebrydende forskningsprojekt om mobning, eXbus: Banebrydende som grundforskning og som anvendt forskning.
Sagen er, at disse og en lang række andre forskningsprojekter viser, at DPU's medarbejdere med stor styrke forsker og underviser og tiltrækker eksterne midler til projekter, der dækker det samlede uddannelsesområde, og som kombinerer forskningskvalitet og forskningsrelevans.
Vi ønsker ikke at indgå i en polemik, og specifikke personaleforhold kan vi naturligvis ikke kommentere. Men usande påstande skal og vil blive imødegået. De rammer DPU, gode kolleger, nuværende og kommende studerende på DPU. De er med PK's ord et 'justitsmord på DPU'.
Lars Qvortrup er dekan, Hans Siggaard Jensen er prodekan, Søren Kruse er prodekan, Claus Holm er prodekan, Per Lindblad Johansen er direktør, Jens Erik Kristensen er institutleder, Bente Elkjær er institutleder og Martin Bayer er institutleder. Alle DPU
mainstream
Eller med andre ord: byråkratisk liberaltotalitarisme.
Nomenklatura.
Det samme sees mange andre steder, f.eks. nå ved Universitetet i Oslo, som fjerner ubekvemme historikere, og Høyskolen i Oslo, som innkaller vitenskapelig ansatte til "personalsamtale", der man krever at de skal slutte å delta i offentlig debatt om byråkratiets eksploderende omfang og makt. I skolen ser vi lignende tendenser til økende sensur fra det mange lærere i Norge kaller:
pedokratiet.
Et gravskrift for folkeskolen
Peter Kemps kritik af DPU, betegner DPU's ansvarlige som en "kampagne" mod DPU. Altså underforstået er der ingen hold i Peter Kemps kritik af DPU og den pædagogiske forskning. Og i øvrigt er Peter Kemp pensioneret og har (derfor det gamle fjols) igen forstand på DPU's dagligdag, mener de ansvarlige.
Men hvad var Peter Kemps hovedpointe? Det var, at den pædagogiske forskning retter sig mere og mere imod "det der her og nu og derfor kun tilsyneladende nytter og virker" på bekostning af den pædagogiske eftertanke.
Og den kritik holder. DPU's argumenter som skal vise at DPU ex. ikke er lukningstruet viser det også. Det nye Center for Strategisk Uddannelsesforskning med et budget på 40 og ikke 60 mio. kr er alene prof. Niels Egelunds center.
Det er et virtuelt center med Egelund i toppen og derfra vil der ikke komme andet en lind strøm af helt igennem ubrugelige rapporter, men med et eneste formål, at få ensrettet lærernes undervisning.
Og som en understregning af, at dette nye center kun vil skubbe folkeskolen længere ud over den afgrund den hænger over, skriver de ansvarlige for DPU, til forsvar for, at DPU har det godt og at alt er godt gudhjælpe, at "DPU bliver hjemsted for den forskningsgruppe, der frem til 2014 skal skrive historien om den danske skole - i fem smukke bind, generøst støttet af Carlsbergfonden".
Det kunne blive et gravskrift. For der ikke meget tilbage af folkeskolens liv og sjæl. Så lidt at de rige og de politisk ansvarlige i større og større stil sætter deres unger i private skoler. Når selv ledende politikere fra Socialdemokratiet ikke længere kan forsvare folkeskolen med deres egne børn, er det fordi det står skidt til i folkeskolen.
Alt spares væk, alt imens de ansvarlige påstår at vi har verdens dyreste folkeskole. Det er en stor løgn. De ansvarlige lyver og lyver om folkeskolen, samtidig med at de står uforstående overfor børn og unge som giver dem og deres systemer fingeren.
Derfor: Peter Kemp fører ingen kampagne, hvorfor pokker og i alverdens riger og lande skulle han også det? Han gør det fordi filosofien pålægger ham at fortælle sandheden, som han ser den, og ikke andet.
Som jeg ser det, fortæller Peter Kemp sandheden om DPU og al den væsen der hører DPU til i dag, herunder DPU's (efter eget udsagn meget store) bidrag til folkeskolen i dag og dermed logisk nok til ødelæggelsen af folkeskolen.
Det må være sådan, for hvorfor tager flere og flere overskuds familier ellers deres overskudsbørn og unge ud af folkeskolen og over i de private skoler?
Så enten har DPU et stort ansvar for folkeskolen i dag, eller også har de intet ansvar og kan nedlægges. Det eneste der kan redde DPU her og nu er at DPU fjerner fokus fra folkeskolen og retter den mod de private skoler. Gør de det kan de måske redde livet for deres mange ansatte, som DPU's ansvarlige skriver de er ude for at redde i angrebet på Peter Kemps troværdighed.
Peter Kemps formål og troværdighed i denne sag er styrket med angrebet af DPU's ansvarlige.
Der er sq noget morsom ved at folk på Institut for Pædagogik opfører sig som børn.
It takes one to know one.
:-(
Det er en meget alvorlig sag at de 8 universitetsledere på DPU i deres indlæg gentager en løgn om at begrundelsen for at fyre de tre filosoffer ikke var relevans.
Det er selvfølgeligt korrekt at dårlig økonomi på DPU er årsagen til at Qvortrup og Jens Erik Kristensen traf en et så forkert beslutning som at skride til fyringsvarsler, men som bl.a. påvist på bloggen Forskningsfrihed? den 12. maj (her: http://professorvaelde.blogspot.com/2010/05/dpu-dekan-skifter-forklaring... ) var den første, formelle og officielle begrundelse, som de tre fyringsvarslede modtog d. 21. april, citat:
"Ledelsen vurderer, at der i Institut for Pædagogik ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans i forhold til instituttets og DPU's formål og opgaveportefølje".
Samme dato skrev dekanen på sin dekanblog:
"Konsekvensen er, at vi på Institut for Pædagogik har måttet varsle opsigelse for tre VIP-medarbejdere ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi, fordi de i deres forskningspræsentationer eller i deres hidtidige eller nuværende forskning ikke peger på eller behandler pædagogisk-filosofiske grundtemaer og problemstillinger som deres primære eller væsentligste forskningsinteresse."
Det er samtidigt nærmest patetisk, at dekan Lars Qvortrup har samlet tre prodekaner, tre institutledere og en direktør for at angribe Peter Kemp, der som professor emeritus har kritiseret ledelsens mismanagement - og fornærmende overfor de studerende, der har ført kampagne for deres lærere og uddannelse.
Eller sagt på en anden måde fra DPU's side:
De tre medarbejderne er blevet fritstillet (opsagt) netop fordi de beskæftigede sig med den reflektoriske tilgang til pædagogik og didaktik. Og det vil sige, at de beskæftigede sig med, hvorfor noget pædagogik virker og andet pædagogik og didaktik ikke virker - og formår sikkert også at sætte det ind i en samfunds-mæssig kontekst. - Altså den pædagogiske eftertanke, reflektionen.
Og kravet om evidens, altså en 'vi-må-vide-hvad-der virker' holdning breder sig i disse år, til folkeskolens undervisning. Og vel snart også til andre dele af den undervisnings-sektoren...
Og det ovenfør anførte krav om evidens fører netop til denne 'relevans' og 'nu og her' forskning - hvor alle lærere marcherer i takt og gør det samme på den samme måde - på samme tidspunkt.
I sidste nummer af Pædagogik Tidsskrift p.58-62 er der en fin lille artikel, hvor Karen Prins fortæller om manual-tænkning i den irske skole, hvor en af lederne af programmet siger: "Det kan jo ikke nytte noget, at den ene lærer underviser efter programmet i den ene skole, og en anden lærer gør det på en måde, så kan vi jo ikke sammenligne resultaterne og dermed vurdere programmets succes." (Dansk Pæd. Tidsskift p. 59 1. spalte nr 2, Maj 2010)
Er det monstro det der kaldes evidens?
Folk grinede af gamle Staff Callewaert da han for mere end et årti siden forudsagde DPU's fremtidige funktion som konsulentvirksomhed for pædagogiske færdigpakker. Nu er det snart en realitet. I 2004-2005 grinede vi stadig af evidenspædagogikken som galemandssnak. Nu bliver man fyret hvis ikke man indser dens objektive afpolitiserede nødvendighed. Kemp ser ud til at være en af de sidste af pædagogikkens sande helte blandt alle de dikkende neoliberale lammehaler, hvor kapitalismen forlængst har overtaget den pædagogiske dømmekraft. Det er nu, der skal kæmpes venner hvis ikke gamle Staffs profeti skal gå i opfyldelse.
Jeg har lige genlæst Peter Kemps skarpe og velargumenterede artikel:
http://www.information.dk/233046
Som udenforstående, men interesseret læser, synes jeg, den kræver et svar på samme niveau og ikke de 8s desperate råberi.
Krig er fred
Had er kærlighed
Uvidenhed er styrke
Emdrup ligger i Århus (eller er det omvendt?)
Det kommer det i hvert fald til.
LØGN OVER LØGN
I sit svar til mig har den samlede ledelse for DPU påstået, at min kronik i Information den 14. maj bygger på en række usandheder. Men deres artikel bygger på en lang række fordrejelser af, hvad andre har sagt. Af helt forståelige grunde kunne debatredaktionen kun give mig plads til et kort svar: Her er det fulde svar:
Den første usandhed, jeg skulle levere, skulle bestå i at sige, at DPU er ”lukningstruet”. Min kronik var en forkortet gengivelse af det oplæg jeg holdt ved det debatmøde med dekan Lars Qvortrup, som studenterne på DPU arrangerede under titlen: Er DPU lukningstruet? Dertil svarede jeg udtrykkeligt, at det er DPU ikke umiddelbart, eftersom den rapport fra to såkaldte ”eksperter”, der lægger op til en lukning, er blevet massivt afvist. Men jeg sagde også, at svaret på langt sigt i udstrakt grad afhænger af DPU selv. Hvis DPUs ledelse underminerer institutionens anseelse indadtil og udadtil, så kan opløsningen af DPU blive konsekvensen. Det er en vurdering, man kan man være uenig i, men en usandhed kan det ikke kaldes.
Dernæst hævder ledelsen at man – og i særdeleshed undertegnede - skulle have påstået, at begrundelsen for afskedigelserne ”er at pædagogisk filosofisk forskning ikke er relevant”. Men det har ingen påstået. I protesterklæringen fra de ca. 350 forskere og kulturpersonligheder (http://filosofidpu.blogspot.com/) står, at man vender sig imod dekanens og institutlederens påstand om at ” de tre pågældende forskeres områder ikke er relevante for DPU”. Og i min artikel vender jeg mig imod dekanens erklæring om at de tre hører mere hjemme i et fagfilosofisk institut end på DPU. Deraf drager jeg den slutning, at fagfilosofisk viden og kunnen åbenbart ikke er relevant for DPU. Det er ikke en usandhed, eftersom det svarer til, hvad dekanen selv har udtrykt. Vi er ikke kommet dertil endnu og forhåbentlig kommer vi aldrig dertil, at ledelsen mere generelt påstår at pædagogisk filosofisk forskning ikke er relevant. Det er derfor løgn over løgn at dementere noget, som ikke er påstået. Og løgnen bliver ikke mindre af, at otte skriver under på den. Tilmed fejer ledelsen ind under gulvtæppet, at alle otte i et svar på erklæringen fra de 350 forskere har påstået, at relevanskriteriet ikke har spillet nogen rolle i varslingerne af afskedigelserne. Denne påstand strider direkte imod ordlyden i varslingsskrivelserne, der siger: ”Ledelsen vurderer, at der i Institut for Pædagogik ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans i forhold til instituttets og DPU’s formål og opgaveportefølje”. Heldigvis gentager man i svaret til mig ikke den usande påstand om, at relevanskriteriet ikke har spillet nogen rolle.
Endvidere påstår ledelsen, at jeg skulle have skrevet, at de varslede afskedigelser vil være ”et DPU uden filosofisk refleksion”. Den sætning står ikke i min artikel og jeg har heller aldrig påstået noget sådant. Hvad man tænker på må være erklæringen fra de 350 forskere og kulturpersonligheder, og jeg må derfor citere det pågældende afsnit i sin helhed. Med henvisning til dekanens påstand om, at de tre pågældende forskeres områder ikke er relevante for DPU, siges det: ” Denne begrundelse kan alene bygge på en meget snæver opfattelse af hvad DPU skal være. Filosofferne er uddannet til at tænke tværfagligt og derfor kan de sætte de pædagogiske problemer i perspektiv; et DPU uden filosofisk refleksion er derfor et ringere DPU end vi har i dag, hvor DPU bl.a. takket være filosofferne er unikt i nordisk sammensammenhæng.” Som det ses, taler vi her om, hvad DPU ender med at blive, hvis man fortsætter, som man er begyndt. Der er stadig tre med fagfilosofisk uddannede tilbage, efter at man har halveret gruppen, og der er stadig mange andre, der kan tænke filosofisk på DPU, men tendensen til udryddelsen af filosofferne har klart manifesteret sig. Det betyder heldigvis endnu ikke et DPU uden filosofisk refleksion, men man er godt på vej.
Endelig skulle jeg have hævdet, at de tre afskedigelser betyder at DPU bliver en ”professionshøjskole”. Dette siges ikke alene at være ukorrekt men en ”fornærmelse mod samtlige ca. 200 medarbejdere på DPU”. Igen læser man min artikel som fanden læser Biblen. Jeg har angivet en tendens, som varslingerne af afskedigelserne viser, og advaret imod at DPU udvikler sig til en institution, hvor professionshøjskolerne, der uddanner lærere, socialrådgivere og sygeplejersker, ikke kan hente mere end det, de selv kan lave, og derfor gør DPU overflødig. Men dertil er vi heldigvis ikke nået endnu, og det hævder jeg heller ikke.
Hele min påståede ”kampagne imod DPU”, der også må angå de mange hundrede forskere fra hele Norden indenfor pædagogik og filosofi, der mener ligesom jeg, er ikke vendt imod DPUs medarbejdere, tværtimod, den er alene vendt imod en forstokket ledelse, der har skabt en stemning af frygt og terror på hele institutionen. Bliver jeg den næste, der bliver afskediget, fordi min forskning ikke er ”relevant?”, må mange spørge. Og hvad lærer man ikke de studerende, der skal ud og være lærere og skoleledere, om ledelsesstil og Orwellsk nysprog! Det er dybt tragisk at være vidne til.
Peter Kemp
Professor emeritus i filosofi, DPU
Tak til Peter Kemp for denne redegørelse.
Det her er en meget alvorlig sag fordi den ikke blot handler om besparelser og nedskæringer og deraf følgende fyringer. Den handler i bund og grund om hvilken kurs forskningen og politikerne sætter for folkeskolen. Den handler om folkeskolens formål og virke. Det er en politisk sag og hvis ikke de ansvarlige politikere og regeringen nu går ind i denne sag, så bør sagen sættes højt på dagsorden i det forestående valg til folketinget.
Spørgsmålet er: Hvad skal vores børn og unge i den danske folkeskole? Skal folkeskolen først og fremmest være en grundskole for dannelse af vore børn og unge til voksenlivet, eller skal folkeskolen bliver på den kurs den er sat på i dag, hvor dannelsen til fællesskabet, nu ligger under for et højere og højere mål af faglig viden, målt på den enkelte elev og den enkelte skole?
Det må blive et meget vigtigt tema i valgkampen, for vi skal simpelthen vide, om folkeskolen tager medansvar for, at børn og unge i fremtiden også lærer, at arbejde i et fællesskab, hvor de stærke viser hensyn og hjælper de der har hjælp behov.
Ja i gamle dag var det kun Niels Egelund der lå under for regeringens neoliberale PISA-ficeringer af pædagogikken. Nu går det nye dekanat på DPU samme vej, men det jo også dejlig mageligt at være i lommen på den dominerende magt. Det har det vel egentlig altid været. Men førhen holdt akademikerne/forskerne stand mod de kapitialistiske koloniseringer af den offentlige sektor, herunder folkeskolen. Nu til dags har flere og flere af dem tabt pusten og kryber til patten. Se bare Qvortup og Co. Det stigma slipper ingen i denne ledelse nogensinde af med igen. Under den kommende nye regering vil man blot have hån og latter til overs for de stakkels kynikere, der lod hånt om DPU's "sande" interesser mens nøden og presset var størst. De tre fyringsramte filosoffer er blot et symptom på at dekanatet nu for alvor har åbnet portnene til hele kakafonien af evidensdiskurser i forskningsverdenen og dermed også i folkeskolen. Dokumentations, test og evidensperspektivet har vi sikkert ikke engang set toppen af endnu hvis denne DPU-ledelse skal vise vejen for fremtidens demokratiske folkeskole. Disse dyder ser de nemlig i alvorlig grad selv ud til at mangle. Nu mangler vi bare at finde ud at hvem der bliver den næste forsker, i rækken, på DPU, der ikke besider de rette politiske dispositioner eller "interesser".