Kronik

Klimapolitikkens blinde vinkler

Samfundet har et klimaproblem. Så meget er anerkendt af samfundets centrale aktører. Spørgsmålet er, om der bag denne spæde erkendelse ligger en sagligt funderet og løsningsorienteret analyse af problemet, eller om klimaet behændigt puttes ind i vores hidtidige forståelse af samfund, natur og udvikling?
Milliarder lever uden friheder til at træffe selv de mest basale valg. Valget til rent drikkevand, mad i munden og tag over hovedet. Løsningen er først og fremmest økonomisk vækst. De bedre stillede lande må knække koden til velstand uden materiel vækst.

Milliarder lever uden friheder til at træffe selv de mest basale valg. Valget til rent drikkevand, mad i munden og tag over hovedet. Løsningen er først og fremmest økonomisk vækst. De bedre stillede lande må knække koden til velstand uden materiel vækst.

3. maj 2010

I takt med den spæde erkendelse af problemets omfang fremlægger centrale samfundsaktører deres løsningsforslag. Vi har gransket fire af disse bud, fra Klima- og Energiministeriet, LO, DI og WWF. Svarene, vi fandt, er både forudsigeligt ukontroversielle - men også tankevækkende. Den klimapolitiske værktøjskasse indeholder hos vores centrale samfundsaktører en blanding af teknologisk udvikling, energieffektivisering, ændrede livsstilsvalg og udbygning af vedvarende energi. Det interessante er - i vore øjne - temaerne, som ikke behandles: Økonomisk vækst og befolkningstilvækst.

Når vi snakker om klimaet, taler vi ikke altid om det samme. Problemet forstås vidt forskelligt afhængigt af fortolkningsramme og interesser. Forsimplet kan man opstille tre klimaskoler: Traditionalisterne, modernisterne og radikalisterne. Helt kort så mener traditionalisterne, at - såfremt der er et problem - vil det blive løst gennem markedet og business as usual. Modernisterne mener, at vi må revidere måden, vi gør tingene på, men vi kan løse problemet inden for samfundets nuværende rammer. Radikalisterne mener, at vi grundlæggende må tænke samfundet om.

Vi mener på baggrund af vores analyse, at Klima- og Energiministeriet, LO, DI og WWF alle er modernister i forskellig grad (og vi tør også hævde, at dette er afspejlet i det danske politiske spektrum - fra SF til Venstre/Konservative). Derfor er den modernistiske skole særligt interessant.

Den modernistiske klimaskole (lad os kalde dem 'hedegaarderne' efter vores tidligere klimaminister) bringer gode nyheder i en dyster tid. Hedegaarderne erkender, at vi har et klimaproblem, men mener, at en fokuseret og forceret teknologisk og institutionel løsning på klimaproblemet er mulig. Klimaproblemer ses som industrisamfundets uventede bivirkning, og samfundet må derfor moderniseres på en ny 'grøn' vis. Tacklet på den rette måde kan 'klimaudfordringen' heldigvis sikre nye arbejdspladser og vækst og gøre Danmark til 'en grøn vindernation'. Vores liv kan grundlæggende fortsætte, som det plejer. Hedegaardernes fokus ift. klimaproblemer er derfor at nedbringe mængden af klimaskadelige gasser pr. produceret enhed, f.eks. ved at opstille vindmøller og isolere bedre.

Selv om vore samfundsaktører alle i varierende grad er hedegaardere, er deres analyser af problemet præget af forskellige grader af alvor. Særligt WWF opererer med en meget kort tidshorisont, hvis vi skal nå omstillingen, før de såkaldte tipping points i klimaet indtræffer. Trods forskellige grader af alarmisme peger alle dog stort set på de samme virkemidler til at løse problemet: Energieffektivisering, mere vedvarende energi og ny teknologi.

Alle anerkender de desuden, at den fattige del af verden har ret til udvikling på linje med vores. I grænsefladen mellem modernisering og radikalisme finder vi især WWF (og til en vis grad LO), som også har et fokus på skovrydning og ændrede forbrugsmønstre (såsom færre bøffer og flyrejser).

Så langt så godt.

De blinde vinkler

I Informations spalter har man i den seneste tid kunne læse om de problemer, som den nuværende vækstbaserede økonomi skaber. Vi mener, at dette tema bør være en helt central komponent i enhver sober analyse af klimaproblemet. Til trods for den hidtidige historiske erfaring, at økonomisk vækst (og befolkningstilvækst) alt andet lige skaber en øget miljøbelastning, glimrer vækstspørgsmålet ved sit fravær hos samtlige samfundsaktører, som vi har undersøgt. Hos aktørerne spiller væksten forskellige roller: Lige fra at være en helt nødvendig forudsætning - endda et våben - i klimakampen, til blot at være en uangribelig størrelse, som vi stiltiende må antage som en præmis. Men væksten er i alle tilfælde kommet for at blive. Dette er at stikke hovedet i busken.

Teknologisk udvikling og energieffektivisering er uundværlige redskaber til at gøre noget ved klimaproblemet. Men den tid, som vi har til at ændre kursen, er for knap til, at vi kan frede centrale kilder til klimaforandringerne, såsom økonomisk vækst og befolkningsstørrelse.

Forsimplet kan vi udtrykke menneskets udledning af drivhusgasser gennem tre faktorer: Befolkningsstørrelse, niveauet af velstand (typisk målt i BNP) og mængden af drivhusgasser der udledes pr. enhed velstand. Eller med andre ord: Hvor mange vi er, hvor meget vi laver, og hvor meget det forurener. Vi kan derfor dreje på tre håndtag for at nedbringe den menneskeskabte udledning af drivhusgasser (hvis jordens bæreevne er konstant).

Befolkningsstørrelse (både i Nord og Syd) er en essentiel faktor i løsning af klimaproblemet, særligt på den lange bane. Men skal bekæmpelse af overbefolkning være et kardinalpunkt i dansk udenrigs- og udviklingspolitik overfor lande, hvis befolkning stiger kraftigt, men som er uden reelt ansvar for problemet? Eller skal det være på den indenrigspolitiske dagsorden i vores eget allerede tætbefolkede land, der både har et historisk ansvar og et langt større udslip pr. indbygger? Befolkningspolitik er moralsk ømfindtlig, men er andet end etbarnspolitik og tvang. Det tjener under ingen omstændigheder klimaproblemets løsning at undgå debatten om, hvor mange mennesker vi kan og bør være.

Velstand og økonomisk vækst ville i og for sig være uproblematisk for klimaet, hvis det ikke var forbundet med stigende materielt naturforbrug. Ikke-materiel vækst savner dog i alarmerende grad empirisk belæg i samfundsmæssig skala - Danmark er i den sammenhæng intet forbillede. Derfor betvivler vi en sådan skrivebordsstørrelse som praktisk anvisning til at undgå irreversible klimaforandringer. Således bliver vi også nødt til at forholde os til økonomisk vækst i udviklede lande, når vi taler om løsninger på klimaproblemet.

Den hedegaardske strategi er ikke tilstrækkelig, fordi økonomisk vækst (og befolkningstilvækst) så at sige 'spiser' de klimamæssige gevinster, som bl.a. energieffektiviseringer og en øget andel af vedvarende energi leverer. Det stiller enorme krav til effektiviseringen og teknologiske fremskridt, da disse så at sige skal arbejde dobbelt så hårdt. Ikke nok med at de skal levere al reduktion, de skal også kompensere for velstands- og befolkningsudviklingerne, som trækker den anden vej. Således hjælper det eksempelvis ikke klimaet, at bilerne kører dobbelt så langt på literen, hvis der bliver dobbelt så mange af dem. At fortsat økonomisk vækst i vores del af verden skal være en vinderstrategi, fremstår derfor fra et klimaperspektiv som ubegrundet blændværk.

Tilbage til virkeligheden

Samtidig må vi have for øje, at vi som menneskehed ikke står med det samme udgangspunkt. Milliarder lever uden friheder til at træffe selv de mest basale valg. Valget til rent drikkevand, mad i munden, tag over hovedet og skolegang. Løsningen herpå er først og fremmest økonomisk vækst. Det er derfor de bedre stillede lande, der skal knække koden til velstand uden materiel vækst.

Den hovedløse moderniserings tid er forbi og med den mange af de videns- og praksisformer, som fødte den. Derfor kalder problemet på selvrefleksion hos mange. Der er ingen lette løsninger, men et første skridt vil være at anerkende to legitime krav: For det første den radikalistiske fordring, at dogmet om den økonomiske vækst i vores del af verden, samt berøringsangsten overfor befolkningstilvæksten globalt, ikke gør løsningen af klimaproblemet nogen tjeneste. For det andet, at hedegaarderne har nogle afgørende og legitime bekymringer omkring bl.a. nationale og internationale konflikter, tab af arbejdspladser, dramatisk faldende eksport og forringede levevilkår, som heller ikke kan ignoreres. Det haster, og alle bør melde ind, men en ting er sikker: En ærlig og saglig klimapolitik må ikke lide skibbrud på fortidens dogmer.

Frederik Noltenius Busck og Anders Gerhard Jørgensen er specialestuderende ved Institut for Statskundskab. Casper Mølck er kandidatstuderende i filosofi (alle ved Københavns Universitet)

Serie

Seneste artikler

  • Hvordan måles økonomisk vækst?

    5. maj 2010
    Hvis man ikke kan konkretisere, hvad der menes med økonomisk vækst, bliver diskussionen hurtigt til en ufrugtbar markering af holdninger til nulvækst og lignende begreber, som taler stærkt til følelser og holdninger, men som næppe får politikerne til at tænke mere langsigtet
  • BNP: Så glem det dog

    13. april 2010
    Bruttonationalproduktet, det officielle velfærdsmål, siger meget lidt om velfærd, trivsel og bæredygtighed. Det er blevet kritiseret af økonomer fra starten, men alligevel fast-holder både de og politikerne det. På en vækstkonference i Barcelona anbefaler økonomer at vende ryggen til BNP og måle ud fra noget andet
  • Er der en fremtid efter vækstøkonomien?

    6. april 2010
    Mens kriseskræmte politikere, finansfolk, erhvervsledere og medier skriger på fornyet vækst, mødes 380 fagfolk i Barcelona for at drøfte, hvordan man af hensyn til planeten og menneskers trivsel kan bane vej for en langtidsholdbar ny økonomi, der ikke vokser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Thomsen

Forfatternes analyse kan jeg ikke finde noget forkert i.
Og konklusionen - at det er det stigende antal mennesker og den evigt voksende økonomi - der skal gribes ind overfor, både på nationalt og på globalt plan, finder jeg også overbevisende.

Men hva' gør vi så?

Der jo gode midler til at begrænse tilvæksten af mennesker:
- aldersforsorg så forældrene ikke behøver så mange børn til at forsørge sig i alderdommen,
- let adgang til alle former for prævention.

Det er vel kun et spørgsmål om politisk vilje at gennemføre dét på globalt plan?

Den (nødvendige?) økonomiske vækst derimod, synes jeg er vanskeligere at overskue.
Jeg formoder, der ligger store kapitalinteresser bag vækstkravet - som en del af den kapitalistiske samfundsorden.

Men hvem kunne anstændigvis modsætte sig en beslutning om, at al miljøskadelig produktion pålægges en miljøafgift, stor nok til at genoprette skaderne - og som effektivt administreres af en miljøfond.

De mest miljøskadelige produkter ville blive mindre attraktive pga. den højere pris - og der ville være penge nok til at "rydde op" ; - )

M.v.h. Arne.

Kristian Hvidberg

Vi har ikke noget klimaproblem, som vi ikke har haft i de sidste tusinde år. Vi har et energiproblem og et forureningsproblem, og vi gør ikke noget alvorligt for at løse dem. CO2 er ikke nogen forurening.
Grundlaget for det såkaldte klimaproblem er dataforfalskning . I 1999 fandt en videnskabsmand, Michael Mann, doktor i paleoklimatologi, ud af, at temperaturkurven for middelalderen kunne ikke bruges. Denne kurve viste, at omkr. år 1200 var det meget varmere end idag, derefter blev det meget koldere omkr.år 1600 fulgt af en langsom temperaturstigning til nutiden.
I stedet for lavede han en ny kurve, populært kaldet Hockey Stick kurven. Den viste en flad kurve bestående af tusinder af temperaturmålinger op gennem middelalderen (termoteret blev opfundet omkr.1724) som så pludselig blev afsluttet af en brat temperaturstigning omkr. midten af 1900 tallet. Denne kurve passede lige akkurat med kurven for olieforbruget og for CO2 og beviste videnskabeligt, at CO2 var grunden til temperaturstigningen. Global Warming var dermed videnskabeligt bevist. Meget smart !
Dr Mann blev hurtigt støttet af en masse videnskabsmænd og politikkere,f eks Al Gore, som lavede en glimrende og stærkt overbevisende film om Global Warming. De så heri store muligheder for penge og indflydelse. Kurven blev anerkendt af Intergovernmental Panel on Climate Change ( IPCC) og mange regeringer, også den Danske.
Mange kemikere og meteorologer indvendte ganske vist, at CO2 slet ikke kunne indeholde ret mange kalorier ved normal tryk og temperatur og mange andre stillede spørgsmål om hans metode. Men disse folk fik at vide, at de skulle bare holde kæft og ikke blande sig i den nye Global Warming Mafias forretningsaffærer, og tidsskrifter fik at vide, at de ikke skulle trykke noget, der stillde spørgsmål ved eller kritiserede Global Warming. Det ved vi fra en masse Global Warming emails, som blev offentliggjort på internettet.
Klimaet forandrer sig hele tiden styret af solen og en massse faktorer, som "videnskaben" enten ikke forstår eller vælger at ignorere.
Virkelig forurening af naturen er hvad vi burde koncentrere os om at løse

Niels-Simon Larsen

Er meget enig med forfatterne. Betragter mig som hørende til radikalisterne, men stiller også spørgsmålet efter endt læsning ligesom A.T.: ”Hvad gør vi så?”

Vækstspørgsmålet er vigtigt. Derfor ser jeg ingen anden udvej end at tænke samfund på en anden måde end hidtil. Ikke-materiel vækst lyder interessant, så interessant at man nok ikke skal forlange af forfatterne, at de skal komme med en færdig løsning. Alene det, at de nævner det.

”Det er derfor de bedre stillede lande, der skal knække koden til velstand uden materiel vækst”.

Nemlig! Vores hjælp skal bestå i at vise den rigtige måde at leve på, dvs. den måde der ikke fører direkte i afgrunden. Det har vi ikke gjort endnu, men vi kunne jo begynde i dag.

Et opgør med DØV vil kræve en revolution, ikke mindre.
Idag er aktie-virksomheder tvunget til at investere evt. overskud i kapacitetsudvidelse for at imødekomme kravet om stigning i aktiekursen.

Væksten er et krav, som går igen overalt i det økonomiske system, og uden væksten som mål, vil systemet som vi kender det, kollapse.

Det vil sige, at det ikke er nok at indse, at vi skal nøjes med en vis mængde, men vi skal også gøre op med hele det eksisterende økonomiske system. Det vil være et opgør med de stærkeste kræfter du kan finde i verdenen.
Det vil kræve en revolution, og jeg vil vove den påstand, at den revolution vil skulle blive voldelig. Jeg tror ikke på at det sker, og jeg tror derfor heller ikke på at vi har en chance.

Se denne filmserie for en relativt let introduktion til vores vanvittige økonomiske systems opbygning, hvis hele formål bygger på en evigt stigende, ubetalelig rentemasse bygget på gæld, som jager os frem på trædemøllen.
http://www.youtube.com/watch?v=vVkFb26u9g8

Martin Vindum

@Rune
Jeg har set pågældende film, og er chokeret over om det er korrekt, har forgæves at få kommentarer fra økonomer til filmen, men enten er der ingen reaktion, eller også er svaret at drejer sig om ren
konspirationsteori, så hvis der er nogen med sans for økonomi og økonomiske modeller, ka de så ikke forklare det her på dette forum, for hvis filmen er sand, så er det en uhyggelig fremtid der venter de næste generationer.
Er ellers meget enig med dig, men der eksisterer ingen politiker, som tør tage fat om dette, i hvertfald hvis de ønsker at blive genvalgt, det sker først når det er alt forsent...

MVH
Martin Vindum

Erik Nissen

@Rune, du skriver:
"Et opgør med DØV vil kræve en revolution, ikke mindre.
Idag er aktie-virksomheder tvunget til at investere evt. overskud i kapacitetsudvidelse for at imødekomme kravet om stigning i aktiekursen.

Væksten er et krav, som går igen overalt i det økonomiske system, og uden væksten som mål, vil systemet som vi kender det, kollapse."

Læs venligst denne redegørelse for at få den vinkel ind, der hedder peak-oil. Måske kommer et opgør med væksten samtidig med, at det, der driver væksten - nemlig adgang til potente fossile brændsler - ikke mere vil være til rådighed (og ikke kan erstattes af bæredygtige energiformer i samme omfang som dagens energiforbrug).

http://www.energybulletin.net/52667

Inde i mit eget hoved betragter jeg katastrofen i Den Mexikanske Gulf som second warning. Den første advarsel om systemernes sårbarhed og afhængigheden af olie var lidt aske fra Eyafjällejökul.

Man kan ængstes over, hvad tredie advarsel vil indeholde, især da der ikke er tegn på kursændring. Det hedder bare`: Tilbage til 'normale' tilstande så hurtigt som muligt.

Tja.

Martin:
Du kan læse om filmen på Wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/Money_as_debt

---------------------------
Der siges her:

Reception

Atlantic Free Press wrote ""Money As Debt" is not entertainment-far from it. The film offers amazingly elementary facts about the creation of money in the United States, narrated by a soothing voice, which could make for a bland presentation, yet the film's message is anything but vapid. In fact, if it doesn't leave your blood boiling, it behooves you to check your vital signs".[1] OpEdNews called it a "useful, though by no means definitive, introduction to the topic of debt and the monetary system."[4]

The films has received positive reviews in screenings and online and has been viewed more than 500,000 times on YouTube in three languages.[1]
---------------------------

Jeg tror de første 3½ episoder er ret så dækkende. I fjerde og femte kommer der lidt antydning af konspiration, uden at han dog går rigtigt ind i det.

I modsætning til Zeitgeist-filmen, ser det ikke ud til at denne er blevet afvist som ren konspiration. Men jeg har ikke undersøgt omtale af den ud over wikipedia.

Erik:
Jeg håber du får ret. Jeg håber ikke at den uhæmmede kapitalisme, som har domineret de sidste 200 år kommer med ind i fremtiden, i fald der er en for os.

Erik Nissen

@Rune

Jeg kan understøtte med dette uddrag, hvoraf det klart fremgår, at energisituationen ikke blot vil betyde vækstens ophør, men at dette også må planlægges, mens tid er:

There are of course steps that Chinese officials—everyone, in fact—could take to make the situation better. We should be developing and deploying renewable energy as fast as possible, with a wartime mentality in terms of priority and commitment. And we should be planning for the end of growth, indeed for economic contraction. These things will be difficult, there’s no getting around it. Still, they are possible in principle. But we will fail for sure if we remain sunk in denial and do not even make the effort.

China’s economic bubble in some ways represents a microcosm of the entire industrial period—itself a relatively brief era of urbanization, fossil-fueled expansion, technological innovation, and unprecedented explosion of consumption. China has taken only two or three decades to accomplish what some other nations did over the course of a couple of centuries. This suggests that, for that country, implosion may come just as quickly.

It is all a remarkable spectacle. Sit back, watch, and marvel if you wish. But know one thing: unless we collectively wake up, engage the brakes on this runaway train (and here I am speaking not just of China), and start discussing how we will adjust to the end of economic growth as we have known and defined it, none of this will end well.

Citeret fra Museletter:

http://richardheinberg.com/216-chinas-coal-bubble-and-how-it-will-deflat...

Erik:
Jeg fik læst dit link om kul-boblen og Kina.

Skræmmende læsning. Det er ufatteligt med hvor uformindsket (ja, endda forøget) styrke, der knokles på, for at knalde ALLE tilrådighed værende fossile brændstoffer af, uanfægtet af det informationsniveau vi idag besidder omkring de skader det skaber i forhold til global opvarmning.
Ok, økonomien vil kollapse, om måske ikke så længe, men hvad sker der lige her? Er verden fuldstændig ligeglad med klimaet og de omend meget dystre fremtidsudsigter?

Den kapitalistiske maskine er fuldstændig ude af kontrol, og den styrer nu os og ikke omvendt.