Kommentar

Kostskoledrengenes genkomst

Overklassen har igen sat sig tungt på regeringsmagten i Storbritannien, Vesteuropas mest rigide klassesamfund, hvor penge, baggrund og de gamle drenges netværk er adgangsbilletten til enhver indflydelse
Debat
19. maj 2010

Da udmattede Labour-ministre favnede oppositionsrollen med en sindsbevægelse, der lignede lettelse, var forventningen i de lige så dødtrætte partiforeninger, at nu kunne man slappe af. Men i stedet for pusterum blev de bestormet af tusindvis af vrede mænd og kvinder, som ville meldes ind. Synet af Nick Clegg og David Cameron hånd i hånd foran Downing Street havde indrammet en sandhed om Storbritannien, som har været fordunklet af alle falbelader om 'inklusion' og mangfoldighed: Vi briter lever i Vest- europas mest rigide klassesamfund, der år for år bliver stedse mere stivnet og hierarkisk.

Trods beundringsværdige bestræbelser på at bekæmpe sexisme, racisme og homofobi er de definerende kriterium for britiske børn ikke hudfarve, ikke køn, ikke seksualitet og da slet ikke medfødt talent, men hvor meget deres forældre vil betale for deres uddannelse, og hvilke netværk og kontakter de kan udnytte for at manipulere deres små øjesten opad i systemet.

Kig på Storbritanniens nye regering. Satiretegnere karikerer De Liberale (lad os bare droppe at kalde dem Liberaldemokrater nu - alle bånd til socialdemokratiske traditioner er nu brudt med dette regeringssamarbejde) som müsligumlende, Observer-læsende, mikrobrygdrikkende medlemmer af den progressive middelklasse. Sidste uges begivenheder har smadret den karikatur. I stedet for at søge koalitionssamarbejde med Labour gik middelklasseliberalismens ledere i forbund med David Cameron. Og i stedet for at føje folkelig repræsentativitet til en regering domineret af rige menneskers børn bidrog de kun til at styrke dens burgøjserpræg og hæve det gennemsnitlige kabinetsmedlems nettoværdi med titusindvis af pund.

Det bedste til vennerne

Som oftest har udenlandske journalister et klarere blik på Storbritannien. Under valgkampen bemærkede en forundret Susanne Gelhard, korrespondent for tyske ZDF, at de britiske medier uophørligt beskæftiger sig med Camerons priviligerede baggrund, men overser, at Cleggs ikke er spor anderledes. »Hvordan bærer han sig ad,« spurgte hun. »Han må have et formidabelt pr-apparat.«

Og det har han. Når man studerer hans biografi, erfarer man, at hans forældre, som nu bebor et eller andet stiligt chateau i Sydfrankrig, sendte ham til Westminster, en privatskole, der aldrig har anset sig som ringere end Eton. Og efter endt uddannelse i Cambridge opførte han sig på en måde, som enhver ung tory ville nikke anerkendende til, ved at gå i tjeneste hos de konservative politikere lord Carrington og lord Brittan. Han giftede sig også godt: Hans spanske kone Miriam er en succesrig advokat med sekscifret års-indtægt (i pund).

Chris Huhne, den nye energiminister, er en anden gammel Westminsterdreng. Han skabte sig en formue i Londons City, før han gik ind i journalistik og politik. Han ejer desuden syv hjem. Måske er jeg smålig, men det forekommer mig at være mindst fem for meget. Og jeg kunne blive ved. Den nye skatteminister, David Laws, er endnu en kostskoledreng, som klarede sig godt på børsen, men den pointe, man her skal holde sig for øje, er, at hver gang de magtfulde vil forsøge at bilde os ind, at klassepolitik er historisk overstået stadium i Storbritannien, kan vi være sikre på, at de velhavendes klassepolitik er tilbage og det med eftertryk.

Lord Adonis, en af Labours topforhandlere, antydede da også, at det var frimureri mellem overklasseløg, der blev bestemmende for regeringsdannelsen. »Nick Clegg gik til Toryerne, fordi han valgte det selv, ikke fordi det var eneste alternativ.«

I en dugfrisk analyse af den nye politiske klasse påpeger Sutton Trust (en nonprofit- organisation, der arbejder for større lighed og social mobilitet, red.), at det ikke længere er nok at sige, at eliten i stigende grad konstitueres ud fra de syv procent af befolkningen, som har gået i privatskole. På topniveauerne inden for politik og mange andre professioner går de bedste job ikke bare til gamle drenge fra privatskoler, men til gamle drenge fra præcis én procent af de britiske privatskoler - den absolutte top: Eton, Westminster, St Paul's, Radley og Rugby, hvis årsgebyrer på 25.000 pund eller derover er ubetalelige for alle andre end de rigeste.

Pressen springer med

Man kan ikke bebrejde de nye ledere for at lade sig føde ind i overklassen eller uddanne sig på dens institutioner, men man kan klandre dem for ikke at udvide deres horisont. Robert Yates, forfatter til en kommende bog om det britiske klassesamfund, opstiller en instruktiv sammenligning mellem Cameron, Clegg og Barack Obama. På mange måde fulgte Obama enhver amerikansk karrierepolitikers slagne vej: Han klarede sig eminent på Harvard og indyndede sig i det demokratiske partis establishment. Men i tre år valgte han også at arbejde som græsrodsaktivist i Chicagos slum. Republikanerne hånede ham for det, men hans erfaringer med at sætte sig i mindre begunstigede menneskers sted gjorde ham til en mere helstøbt og overbevisende politiker. Hvor stor er ikke kontrasten til David Law, der som ny skatteminister skal stå i spidsen for nedskæringer, der vil bringe social ulykke over de dårligst stillede: Aldrig fraveg han den lige vej fra kostskole over Oxbridge til The City og en politisk karriere.

Det undrer mig ikke, at synet af gamle jublende kostskoledrenge giver venstrefløjen myrekryb, for går man 50 år tilbage, ville intet have været mere overraskende end denne udvikling. Da den konservative magt-elite dengang udnævnte Sir Alec Douglas-Home til Storbritanniens forrige Eton-uddannede premierminister i 1963, blev han udsat for ustandselig latterliggørelse - i den grad var han et overklasselevn, der stod i vejen for, at et formodet meritokratisk samfund kunne udvikle sit potentiale.

Nu er Fleet Street (den britiske presse, red.) og BBC, som engang søgte gadeerfarne kriminalreportere og krigskorrespondenter, der kunne levere på linjemål under ild, gået i gang med at hyre gamle Eton-elever, så de kan dække den sociale orden i det 21. århundrede. De vil ofte være redaktørernes gamle skolekammerater, for som Sutton Trust påviser, er ingen anden branche så domineret af gamle kostskoledrenge som mediebranchen.

Kig engang på et billede af den nye britiske regering. Ingen vil kunne fortænke nogen i at få den tanke, at det 20. århundrede aldrig er sket i dette land.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her