Kronik

KRONIK: Et lille, vigtigt skridt mod ligeløn

Selv om vi med Lønkommissionens rapport har taget små skridt i den rigtige retning, så er der langt igen. Vi har stadig ikke et kønsneutralt lønsystem på det offentlige arbejdsmarked. Det er stadig kvinder, der tjener mindre selv med samme uddannelse som mænd. Og de går efter lønnen
Social- og sundhedsassistenten har ansvar for mennesker og omsorg, mens håndværkeren har ansvar for teknik og maskiner med samme længde uddannelse. Alligevel tjener han 28 kr. mere i timen end hende.

Social- og sundhedsassistenten har ansvar for mennesker og omsorg, mens håndværkeren har ansvar for teknik og maskiner med samme længde uddannelse. Alligevel tjener han 28 kr. mere i timen end hende.

Kissen Møller Hansen

28. maj 2010

Efter halvandet års arbejde præsenterer Lønkommissionen i dag sin rapport om lønforholdene på det offentlige arbejdsmarked. Mange vil søge svar på 10.000 kroners-spørgsmålet: Har vi ligeløn? Og måske blive skuffet, når svaret i rapporten er et vævende »Måske«.

Men søg og du skal finde ... andre svar. Selv om formuleringerne synes vage og nøje afstemt mellem parterne i kommissionen, så skal man ikke tage fejl; der er taget vigtige skridt for ligelønnen.

Vigtigst er nok, at kommissionen vover sig ud i en øvelse med at sammenligne forskellige typer af mandearbejde og kvindearbejde - både hvad angår uddannelse, arbejdsbelastning og ansvar. Og hvad angår løn.

Formålet med øvelsen er at indkredse begrebet »arbejde af samme værdi«. For ifølge Ligelønsloven skal »arbejde af samme værdi« lønnes lige, og det er netop den form for ligeløn, som repræsentanter for de typiske kvindefag på det offentlige arbejdsmarked gør krav på. Med rette, synes meget i rapporten at indikere.

Værdien af arbejde

Kvinder og mænd har ifølge Ligelønsloven krav på lige løn for arbejde af samme værdi. Dette krav har været gældende i Danmark siden 1980'erne. Men det har aldrig været klart, hvordan man skulle fastsætte værdien af forskellige typer af arbejde. Det skyldes modvilje fra regering og arbejdsmarkedets parter.

Parterne - hovedsageligt arbejdsgiversiden - har længe været skeptiske over for at indføre systemer og metoder til at jobvurdere, som man har gjort i andre lande f.eks. Sverige. På det offentlige arbejdsmarked i Sverige er arbejdsgiverne forpligtet til - i samarbejde med de ansatte - at vurdere og sammenligne krav, som forskellige job stiller til den, der skal udføre det.

Med Lønkommissionens rapport er de første spæde skridt blevet taget på dansk grund for at sammenligne arbejdets værdi.

Lønkommissionen anviser ingen klar metode eller system til, hvordan det skal gøres, men den gør et helt enkelt og praktisk forsøg: Rapporten indeholder i alt 16 sammenligninger af arbejde på det offentlige arbejdsmarked, der kan sidestilles i forhold til uddannelseskrav, arbejdsbelastning og ansvar.

Et eksempel er en sammenligning af rengøringsassistentens arbejde med specialarbejderens arbejde. Arbejdet stiller samme krav til uddannelse, og begge job er fysisk belastende.

Eneste forskel er, at rengøringsassistenten arbejder med vedligehold indendørs, mens specialarbejdere arbejder med vedligehold udenfor. Og jo, så er der selvfølgelig også lønnen til forskel: 20 kr. i timen.

Rapporten laver også en sammenligning af arbejdet som social- og sundhedsassistent med arbejdet som håndværker. Social- og sundhedsassistenten har ansvar for mennesker og omsorg, mens håndværkeren har ansvar for teknik og maskiner.

Begge har de en erhvervsfaglig uddannelse - og dette af nogenlunde samme længde. Alligevel tjener han 28 kr. mere i timen end hende.

Stereotype kønsroller

Ser man på rækken af sammenligninger, der foretages i rapporten, så er tendensen temmelig klar: De grupper, der arbejder inden for det tekniske område, og som har en overvægt af mænd, er bedre lønnet end de grupper, der arbejder inden for omsorgsrelaterede fag, og som har en overvægt af kvinder. Og det er et uligelønsproblem.

Netop fordi det betyder, at arbejde af samme værdi ikke lønnes lige.

Den konklusion rammer lige ned i et af det danske arbejdsmarkeds mest ømme punkter: Opdelingen i mandefag og kvindefag. F.eks. er mere end ni ud af 10 sosu'er og sygeplejersker kvinder, mens færre end hver tiende håndværker er en kvinde. Og det er et mønster, der synes mejslet i sten.

Man har i årtier talt om, at kvinder skal tiltrækkes til de traditionelle mandefag. Og gennem de senere år er der også blevet sat fokus på den modsatte mobilitet. Ikke kun fordi omsorgssektoren udmærker sig ved et markant fravær af mænd, og dermed går glip af en masse talent, men også fordi det fra et samfundsøkonomisk perspektiv er hensigtsmæssigt med en fleksibel arbejdsstyrke.

Kønsmix er bedst

En arbejdsstyrke, der er smidig i forhold til forandringer og konjunktursvingninger og ikke fasttømret pga. forventninger og forstokkede kønsrolleopfattelser.

Forskning i såvel ind- som udland viser, at kønsblandede arbejdspladser medfører bedre arbejdsklima og opgaveløsning. Det er altså både kvinder og mænd, børn og ældre, samfund og økonomi, der taber på et kønsopdelt arbejdsmarked.

Vi har også de sidste år været vidne til, at en række traditionelle mandearbejdspladser i det private er forsvundet. Dette pga. finanskrisen, men også som konsekvens af en stigende globalisering, hvor arbejdspladser flytter derhen, hvor den er mest effektiv og mindst omkostningsfyldt.

Det er dog ikke muligt at udflytte arbejde med mennesker, da dette i sagens natur vil være der, hvor menneskene er. Og tag ikke fejl af, at mange kommuner fyrer nu: Der kommer til at mangle rigtig mange ansatte på social- og sundhedsområdet om ganske få år pga. den demografiske udvikling.

Mænd går efter lønnen

Derfor er det nærliggende at rette blikket mod mændene. Desværre søger mænd ikke over i de offentlige omsorgsjob. Hvorfor ikke kunne man spørge? Svaret er komplekst, men ét er sikkert: Lønnen - eller rettere sagt; den lave løn - holder dem væk, viser forskning på området.

Mens kvinder, der skifter over til mandejobs, kan se frem til en højere løn, så er det modsatte altså tilfældet for mænd, der ønsker at gå utraditionelle karriereveje og arbejde med mennesker frem for maskiner. De må gå ned i løn.

Lønstrukturerne bærer dermed en stor del af skylden for, at det kønsopdelte arbejdsmarked ikke står til at rokke ved. Og så længe mandearbejde aflønnes bedre end kvindearbejde, er der ingen løsning på vej.

Det er et problem, som Lønkommissionens rapport danser elegant udenom. Og undgår at forholde sig til.

Rapporten når frem til, at den gennemsnitlige forskel i mænd og kvinders timeløn er 14-18 pct. Den konkluderer, at denne forskel hovedsageligt skyldes, at kvinder og mænd arbejder i forskellige job og i forskellige sektorer.

Der er ikke væsentlig forskel på mænd og kvinders uddannelsesniveau. Tværtimod er kvinder en smule bedre uddannet end mænd, hvis du ser på arbejdsmarkedet som helhed. Alligevel konkluderer rapporten, at hvis nu bare kvinderne arbejdede i de samme jobs og funktioner som mændene, så var lønforskellen ikke så stor. Og hermed: End of discussion.

For os at se lugter det af et strukturelt problem med uligeløn - og en opgivenhed i forhold til det kønsopdelte arbejdsmarked.

Et kønsneutralt system

For skal vi blot acceptere lønsystemer, som tydeligvis er kønsblinde, og som ikke anviser en klar sammenhæng mellem de krav, et job stiller, og den løn, der betales for arbejdet? Lønsystemer, hvor der er lønforskel på at feje udenfor og feje indendørs? Lønsystemer, hvor ubekvemme arbejdstider og nedslidende arbejde belønnes forskelligt - afhængigt af, om det er en renovationsarbejder eller en rengøringsassistent, der udfører det? Og lønsystemer, hvor risikoen for voldelige overfald udløser forskellig løn - afhængigt af, om det er en politibetjent i marken eller en sygeplejerske blandt psykisk syge, der er udsatte? Selv om vi med Lønkommissionens rapport har taget små og vigtige skridt i den rigtige retning, så er der langt igen. Vi har stadig ikke et kønsneutralt lønsystem på det offentlige arbejdsmarked.

Og det kan også ærgre os, at vi her - efter Lønkommissionens halvandet års intensive arbejde - stadig står uden klare systemer og redskaber til at kunne jobvurdere. Uden disse er det nemlig svært i juridisk forstand at sammenligne fx teknisk arbejde og omsorgsarbejde.

Store vigtige skridt for ligelønnen venter altså stadig forude.

Kenn Warming er sociolog og ph.d.-stud. Byrial Bjørst er advokat og ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Lassen

Så lad os trøste os med at Lene Espersen tjener lige så meget, som Per Stig Møller. Hendes ferie er endda noget længere. Kan det ikke kaldes overligeberettigelse.