Kronik

Kunstneren på anklagebænken

De danske Muhammed-tegninger indgik som skræmmeeksempel i skueprocessen mod fotokunstneren Umida Akhmedova i Usbekistan - et diktatur, der styrer mod totalitarisme
De danske Muhammed-tegninger indgik som skræmmeeksempel i skueprocessen mod fotokunstneren Umida Akhmedova i Usbekistan - et diktatur, der styrer mod totalitarisme
11. maj 2010

Sidste år blev Usbekistans Medie- og Informationsministerium instrueret om at indlede undersøgelser af alle former for publiceret litteratur og film, der fremviser en fjendtlig indstilling over for 'den nationale kultur og tradition'. Dermed blev kimen lagt til retsforfølgelse af Umida Akhmedova, en internationalt anerkendt fotokunstner og Usbekistans eneste kvindelige filminstruktør. I februar blev Umida Akhmedova dømt »skyldig i ærekrænkelse og bagvaskelse af det usbekiske folk«.

Akhmedova appellerede, men appelretten i Tasjkent har siden stadfæstet dommen. Dokumentationen for den påståede lovovertrædelse består i en legalt publiceret bog med fotos fra dagliglivet i Usbekistan og dokumentarfilmen Jomfruelighedens byrde, som omhandler den traditionelle usbekiske livsstil med særlig vægt på bryllupsritualer og kulten om jomfruelighed.

Under den opsigtsvækkende og i flere henseender absurde proces blev der indkaldt 'kunsteksperter' og 'ekspertvidner' til at vurdere det fotografiske 'bevismateriale'. Den efterfølgende appelret forsøgte tillige at konkretisere anklagen ved at fremvise personligt fornærmede 'ofre'. Lederen af den patriarkalske institution med det orwellsk klingende navn 'Republikkens Center for Åndelig Propaganda' forsikrede, at alle hans mandlige medarbejdere følte sig personligt »frastødte« af Akhmedovas kvindebilleder.

Trods de komiske indslag skal man ikke tage fejl af sagens alvor. Som uafhængige observatører påpeger, er retssagen 'bestilt' af regimet. En aggressiv kampagne mod Umida Akhmedova, sat i gang af usbekisk presse og fjernsyn, bekræfter formodningen. De indkaldte 'ekspertvidner' var tilsyneladende i forvejen bearbejdet af myndighederne og selve processen iscenesat efter nøje manuskript.

Ingen kritiske medier

Ytringsfriheden i Usbekistan har været begrænset siden statens fødsel. Som suveræn stat siden Sovjetunionens kollaps har Usbekistan været styret med hård hånd af præsident Islam Karimov, der fornavnet til trods har indført barske restriktioner mod offentlig religiøs praksis i almindelighed og praktiserende muslimer i særdeleshed.

Karimov-regimet har forfulgt klart definerede mål: kontrol over borgernes religiøse praksis, undertrykkelse af oppositionen og hævdelse af Usbekistans hegemoni i Centralasien. Tilstedeværelsen af militante islamiske grupper på Usbekistans territorium er blevet udnyttet til at legitimere både censuren og indgreb mod dissidenter af alle mulige orienteringer.

Et vendepunkt var oprøret i byen Andijan i maj 2005, da politi åbnede ild mod protesterende menneskemængder og dræbte ubevæbnede demonstranter. Oprøret og dets eftervirkninger gjorde pressen tandløs og selvcensurens magt overvældende. I dag eksisterer der ingen medier, som forholder sig kritisk til landets myndigheder.

Listen over ofre for politiske forfølgelser er lang og indeholder oppositionsmedlemmer, samfundskritiske journalister og forfattere, menneskeretsaktivister, medlemmer af forskellige religiøse minoriteter etc. Men til forskel fra nabolandet Turkmenistan kunne diktaturet i Karimovs usbekiske støbning indtil for nyligt næppe betegnes som totalitært, da det hverken tilstræbte ideologisk ensretning eller at kontrollere kulturlivet. Regimet fastholdt monopol over informationer, mens billedkunstnere, digtere og film- og teaterlivet bevarede en relativ autonomi. Den officielt ikkeeksisterende censur foreskrev kunstnere, hvad de ikke må tale om, men ikke, hvorledes de skal udtrykke sig.

Er dommen over den usbekiske fotograf og filminstruktør symptom på kursskifte i Usbekistans ideologi og politik, eller blot det sædvanlige udtryk for styrets forsøg på at opdrage befolkningen i nationalismens ånd?

Politisk fravær i kunsten

Det er vigtigt at slå fast, at Akhmedova hverken er systemkritiker, dissident eller menneskeretsforkæmper. Politik glimrer ved sit fravær i hendes kunst. Det uafhængige usbekiske website uznews.net har i sit forsvar for Akhmedova draget misvisende sammenligninger med Salman Rushdies De Sataniske Vers, og dommeren i retssagen har med advarende ord refereret til både den hollandske filminstruktør Theo van Gogh og til de danske Muhammed-tegninger.

Disse sammenligninger er vildledende og har intet at gøre med hendes kunst, der hverken er antireligiøs eller samfundskritisk. Ser man på Akhmedovas poetiske og humoristiske billeder af dagligdagen i Usbekistan, bliver det både vanskeligt at få øje på, hvori bagvaskelsen består, og umuligt at forstå, hvem der kan blive fornærmet. Som den internationalt kendte fotograf og filminstruktør selv udtrykker det, er hun en patriot, der arbejder for at vække sympati og interesse for Usbekistan.

Hvordan kan man på det grundlag dømme en fotograf for at krænke hele nationen? Det kan man godt ifølge den usbekiske dommer, som fældede dommen over Akhmedova og kendte hende skyldig i to anklager - den usbekiske lovgivning skelner mellem 'bagvaskelse' og 'fornærmelse' - anklager med en strafferamme på op til tre års tvangsarbejde i en 'genopdragelseslejr'. Som Akhmedovas advokat har påpeget, står formuleringer af typen »fornærmelse af det usbekiske folk, dets mentalitet, sædvaner og traditioner« i modstrid med den usbekiske lov, der kun refererer til fornærmelser af konkrete personer. Selv om Umida Akhmedova umiddelbart efter domsafsigelsen blev 'benådet' - takket være loven om amnesti, der blev vedtaget i anledning af jubilæet for oprettelsen af den suveræne usbekiske stat - står dommens destruktive konsekvenser ved magt. Hendes film er forbudt, besiddelse og udbredelse af hendes billeder er blevet en kriminel handling, og hendes eksistens som kunstner ruineret.

Både ekspertvidnerne og dommeren udbredte sig om »negativitet« og »ironi« i Akhmedovas billedsprog, de vanskeligt definerbare krænkelser, der skulle være skjult i billedernes »undertekster«, og - i mangel af relevante argumenter - om hendes »knæfald« for vestlig feminisme, fascination af en »pseudokultur« og manglende finfølelse for nuancer i »Østens mentalitet«. Dommeren konkluderede, at Akhmedova var skyld i en alvorlig forbrydelse: »fornedrelse af det usbekiske folks værdighed«. Det uafhængige russisksprogede site ferghana.ru gengiver ord for ord dommerens ejendommelige sluttale, der lyder som følger:

»Størstedelen af Usbekistans befolkning bekender sig til islam. Og Umida Akhmedovas ironiske, krukkede, åbenlyst fornærmende og frem for alt konjunkturprægede fortolkning af bestemte religiøse dimensioner, specielt af ægteskabets institution i vores land, minder meget om den ugennemtænkte publikation af Muhammed-tegningerne (...) Vor nationale suverænitet påbyder os en afvisning af bestemte samfundsmæssige og mellemmenneskelige forhold, eksempelvis homoseksuelle ægteskaber, de unges indlogering af gamle forældre på alderdomshjem, ombygning af bedehuse til diskoteker; den påbyder os med andre ord at forhindre en fremmed pseudokultur i at ekspandere og blive påtvunget det usbekiske folk.«

Ren skueproces

Hvis formålet med processen har været misforstået bekymring for Usbekistans ry, har både dommen og mediernes heksejagt på en af landets mest talentfulde kunstnere virket mod hensigten. Retssagen havde demonstrativ karakter af en 'skueproces', hvis effekt primært er beregnet til intern brug. Den officielle presse lagde ikke skjul på, at man ville sende et kraftigt signal til den uregerlige ungdom og de udisciplinerede kunstnere. »Denne proces skal fungere som en bitter lektie i moral, primært beregnet for ungdommen,« erklærede en journalist i Tasjkents Aftenblad, der konkluderede, at Akhmedova burde være taknemmelig for den milde straf.

Usbekistan er en rodebutik af folkeslag og kulturer. Landets rige kulturtradition bærer tydelige spor af dets multikulturelle arv, der har sat sit præg på nationens kunst, teater, film og litteratur. Det paradoksale er, at regimet nu - i traditionalismens navn - forsøger at gøre op med denne virkningsfulde tradition. Konklusionen kan ikke være optimistisk: Man kan se frem til flere forsøg på at ensrette det usbekiske kulturliv. Grænsen mellem diktatur og totalitært styre er blevet flydende.

Se også et udvalg af Umida Akhmadovas fotografier på Fotobloggen: I fængsel for folklore

Alex Fryszman er ekstern lektor og underviser i russisk litteratur på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Det burde få de hjemlige kritikere af "provokationer" til at tænke sig om, hvilket nok dog er for meget at tro på.
Hvorfor er der dog så mange, også her, der tilsyneladende støtter op om "anstændighedsregler", der nærmest er som designet til at "gøre op med" kritikere af de der styrer? Der er vel ingen særlig grund til at f.eks. en Georg Metz skulle ønske at støtte op om sådan noget over hele verden. Så Hvorfor?

Erik Karlsen

Hvis det nu er en kriminel handling i Usbekistan at læse Umida Akhmedovas bog og se hendes fantastiske billeder, hvornår får vi så det første eksempel på en dansk statsborger, der med udgangspunkt i den danske terrorlovgivning udleveres til Usbekistan.... ;-)