Kommentar

Lad ikke Iran afpresse verden

Mens det internationale samfund ser paralyseret til, kommer Teheran stadig tættere på at kunne afsløre sine atomvåben
20. maj 2010

To begivenheder i sidste uge fik Obama-regeringens tøvende tilgang til Iran til at fremstå skødesløs. De henledte tillige opmærksomhed på to mulige fremtidige udviklinger, den ene stærkt truende, den anden en smule opmuntrende.

Den 15. maj blev verdensoffentligheden udsat for en tirade fra Ayatollah Mohammad Bagher Kharrazi, leder af Irans Hizbollah-parti og indehaver af avisen af samme navn, der bragte hans flammetale. Tiden var inde, således slog ayatollahen tonen an, til at skabe et »Stor-Iran«, som kan påtage sig hegemonisk kontrol over store dele af Mellemøsten og Centralasien (og således, i denne polemiks brede penselstrøg, strække sig fra Afghanistan til Palæstina). Denne nye imperialisme vil, således insisterede han, hidføre virkeliggørelse af to meget skattede scenarier: Den vil resultere i bortskaffelsen af den jødiske stat, og den vil fremkaldte den længe ventede genkomst af Mahdien, den såkaldt skjulte tolvte imam (en frelserskikkelse i shia-islam, red.), hvis lovede fuldkomne styre har været udskudt siden hans abrupte forsvinden engang i det niende århundrede.

Den anden udvikling fandt sted i den materielle verdens her og nu: Irans kurdiske mindretal gennemførte en velorganiseret generalstrejke i alle større byer af den igennem så lang tid så undertrykte region. Skoler, butikker og basarer lukkede ned, og ifølge pålidelige kilder var strejken omfattende. Anledningen var regimets brutale henrettelse af fem oppositionsaktivister, fire af dem kurdere. Mord og vold ser ud til at være den eneste taktik, Den Islamiske Republik har tilbage i dag, hvor årsdagen for Revolutionsgardens militærkup sidste år nærmer sig.

Dybt reaktionær

Mens revolutionsgardisterne inkarnerer ondartet kontrarevolution og ustabilt status quo for diktaturet, er Ayatollah Kharrazis manende opfordring til shiamuslimsk imperialisme dybt reaktionær. Hans krav om at udviske Israel fra landkortet er selvfølgelig ren rutinepræk, og det samme gælder hans glødende ønske om Mahdiens komme. Men hvad der må påkalde sig mere umiddelbar interesse, er hans udfald imod sunni- islams »kræftknuder«, navnlig som disse er repræsenteret ved Irans arabiske naboer i Golfen.

Ej heller er dette nye signaler, der kan bortfortolkes ved beroligende demagogi. Det er ikke længe siden, at den halvofficielle Teheran-avis Kayhan erklærede, at den nærliggende østat Bahrain i virkeligheden er en iransk provins, et synspunkt, som forfægtes mere eller mindre åbent af adskillige medlemmer af Khamenei-Ahmadinejad-regimets strammerfløj. Sandt er det, at en ret stor del af befolkningen i Bahrain er etniske persere, shiitter eller begge dele. Men sandt er det også, at en ret stor del af Irans kurdiske befolkning er sunnier og i sagens natur ikke persere.

De stridbare erklæringer fra Teherans ultrahøjre lyder med andre ord som oplægget til sekterisk krig, anstiftet af Iran både hjemme og hinsides landets grænser. Man kunne afvise dem som rablerier, hvis det ikke lige var for den kendsgerning, at enhver fremtidig iransk regering vil besidde og kontrollere kernevåben og deres fremførelsesmidler.

Hvem vil USA forsvare?

Næsten alle kommentarer til denne gruopvækkende udvikling, som vi ser ud til søvngængeragtigt at affinde os med, har drejet sig om den 'eksistentielle' trussel mod Israel. Uden at ville afvise denne eller den antijødiske paranoia og Holocaust-benægtelse, der følger med, er det værd at erindre om, at Israel kan falde tilbage på tre sikkerhedsgarantier, som ikke besiddes af lande som Bahrain, Libanon eller De Arabiske Emirater (der også er genstand for iranske territorialkrav i forhold til tre omstridte øer, som Iran allerede har besat). Den mest indlysende er Israels eget atomarsenal. Den næstmest indlysende, som sjældent fremhæves, er palæstinensernes eksistens. Det vil ikke være muligt for de iranske mullaher at udvikle et masseødelæggelsesvåben, som kun dræber jøder, men skåner, f.eks., al-Aqsa-moskeen. Præstestyret kunne måske formulere en fatwa, der giver grønt lys for massenedslagtning af sunniarabiske muslimer, men selv for en mand af Kharrazis kaliber forekommer det nok lovlig langt ude.

Den tredje sikkerhedsgaranti er naturligvis, at USA har svoret at ville forsvare Israel. Men kan vi være sikre på, at USA også vil forsvare Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater? Antag, at de iranske væbnede styrker erobrede Golfens småstater ved et lynangreb og derpå erklærede: Prøv engang at gætte, hvor mange atombomber vi har! Det ville svare til, at Saddam Hussein ikke havde begået den fatale fejl at invadere Kuwait, før hans reaktorer og missiler var klar.

Stræber efter bomben

Det forekommer indlysende, at de iranske mullaher ikke har noget ønsket om at tilintetgøre deres indbringende korruptions- og undertrykkelsesstyre i et opgør med stater, som er i stand til at udslette dem. Der skal nok være nogle Mahdi-fans derude, som drømmer om den store apokalypse, og dem skal man ikke se bort fra. Men hvad kunne være mere oplagt på mellemlangt sigt, end at Teheran stræber efter at få bomben for at kunne udøve nuklear afpresning mod andre muslimer?

Når den dag kommer, hvor Teheran kan proklamere sig som kernevåbenmagt, vil de sidste rester af den internationale retsorden være skrottet. Mullaherne har offentligt svoret - over for FN, EU og Det Internationale Atomenergiagentur - at de sandelig ikke prøver at snyde. Så når de engang løfter sløret for deres nye isenkram, vil de ved samme lejlighed håne enhver forestilling om 'det internationale samfund'. Hvor sært er det ikke, at de, som feticherer FN og dets våbeninspektører forholder sig så tavst i denne sag. I mellemtiden er den magt i Iran, som sidder med nøglerne til de hemmelige nukleare anlæg den selvsamme magt, som lader Irans fængselsindsatte voldtage, ydmyger Irans kvinder, undertrykker Irans 'vælgere', tømmer Irans universiteter og myrder Irans minoriteter. En afgørende opgave for en tidssvarende statsmandskunst må være at udvikle en Iranpolitik, der kan synkronisere kravet om opgivelse af atomvåbenambitioner med ideen om, at alle iranere - kurdere, azerier såvel som persere, armenere og jøder - kan få medbestemmelse omkring deres egne 'indre anliggender'. Desværre foreligger der for tiden ingen tegn på en sådan statsmandskunst. Velkommen derfor til en verden, hvor vi bliver nødt til at være logrende høflige over for mænd som Ayatollah Kharrazi.

© The New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Gad vide hvornår disse propaganda mod Iran, der indirekte opfordre til krig, stopper?

Jeg undrer mig at artiklen tager en ubetydelig mands ord og digter historier op. Hvorfor ikke tage Ahmadinejads ord som sandhed så? Eller analyserede lidt på Irans øverste leder Ali Khameneis ord?

Det er fakta at Iran før revolutionen havde sociale problemer, med feks. analfabetisme, så når artiklen skriver om at tømme universiteter undrer jeg mig over at artiklen mener så at de er ved at modarbejde deres egen politik??

Jeg forstår simpelthen ikke at vi skal tro at den position Iran er i, den største økonomi i mellemøsten, det land med mest stabilitet i regionen, det land med flest lærte, det land med de største vækst rater indenfor sociale rettigheder for dens borgere, nu faktisk bliver kritiseret for at arbejde imod disse. Jeg vil tro det er et mangel på historisk viden, når personer ignorer at Iran fra at være ingenting i forhold til sine nabo lande i 1980'erne især efter dens 8 år lange krig med Irak, kun og KUN kan takke sig selv for.

Man burde tro at en fyr i USA med viden at Iran på de sidste 30 år ikke har handlet irrationelt i nogen aspekter, og derfor nok heller ikke vil gøre i dag, eller i morgen. Alt andet vil være propaganda, hvilket denne artikel klart viser at besidde en absolut god kundskab til.

Til sidst bliver jeg nødt til at påpege at Iran er et multietnisk land, hvilket vil sige at ikke mere end 51% af dem er persere... Så hvis tanken er at nogen i det land er imod kurdere er så langt ude at jeg ikke kan få mig selv til at stoppe med at smile. Jeg må her også påpege at det er kurderene i Irak der sammen med andre iransk venlige partier der gør det muligt at slå Allawis koalition, dette er ret dokumenteret i mange af de artikler Informationen udgiver.

- Arash

Arash Shariar

Max Andersen

Og logikken bag dine postulater er??

Eller er det her hvor du ikke har noget at sige, andet end at beskylde andre for noget?

- Arash

Martin Vindum

Hvis jeg skulle lære uerfarne elver diskurs analyse, så må ovenstående tekst, da absolut kunne bruges som et første og meget simpelt studie objekt-

Max Andersen

Arash farer op som en trold af en æske, hver gang Iran modtager kritik - eller blot nævnes. Hans konstante forsøg på skønmaleri af dette primitive teokrati, er jo direkte pinlige.

Man kunne sagtens forledes til at tro, at Arash var på ambassadens lønningsliste.

Peter Jensen

" Iranian cranes bear strange fruit. "
Ja, og det er sæson hele året .
I USA har man nogle temmelig mærkelige stole der anvender strøm på en alternativ måde, i Kina har man dødsstraf for at kunne sælge organer og i Nord-Korea.... Det er bare ikke det det handler om .
Siden en vis Slyngelstat beviste sin vilje til at anvende A-våben, 2 gange, har det været almindeligt anerkendt at den eneste effektive beskyttelse mod atom-angreb er forsikringen om gensidig udslettelse, passende kendt som MAD-doktrinen eller "terrorbalancen" .
Uanset hvad man så mener om de religiøse tosser i Teheran er det en kendsgerning at Iran befriede sig selv fra en brutal diktator, indsat og støttet af nævnte A-slyngelstat . Deres land omtales jævnligt i Amerikanske medier som "grænsen mellem Irak og Afghanistan" og var offer for en proxy-krig startet af en anden af A-slyngelstatens marionetter .
Med tanke på at USA forsynede Sadam med generøse mængder kemiske og biologiske våben til brug i denne krig, ihukommende 30 års kraftig Amerikansk anti-Iranisme og krigs-lignende sanktioner er der ikke noget at sige til ønsket om
nuklear kapacitet .
I mine øjne er det eneste land der har bevist at de ikke kan betros at have A-våben USA .

Arash Shariar

Max Andersen

Du når ikke langt med at pege med dine små fingre. Har du noget imod min tekst, burde du tage pointerne op med mig, og jeg vil hjertelig gerne uddybe mine meninger.

Jeg forstår ikke hvad din pointe egentlig er, ønsker du at jeg ikke gav min mening til kende? Eller har du en fornemmelse af at folk der læser mine kommentar ikke forstår hvor jeg står? Hvad er det du er så ked af over??

- Arash

Max Andersen

Er der noget islamo-marxisterne kan blive enige om, så er USA´s ondskab. For der er selvfølgelig ingen forskel på at dræbe mennesker på grund af deres seksualitet i et teokrati, og så at henrette mordere og voldtægtsforbrydere i en retsstat, hvoraf flere delstater har benyttet den politiske pluralisme til at afskaffe den.

Og selvfølgelig drømmer Peter Jensen om en verden uden amerikanske A-våben. Det ville have indebåret frit spil for den af historien kasserede supermagt, Sovjetunionen, og så kunne vi alle været frie for det væmmelige demokrati, og have været på niveau med Rumænien og Bulgarien i dag, måske endog NordKorea, hvis vi var rigtigt uheldige.

Hej Max Andersen:
Prøv at komme med argumenter, det er lidt trættende at høre dine subjektive og udokumenterede smagsdomme.