Kommentar

Meget mere end en eurokrise

Rygterne om et muligt sammenbrud for den europæiske fællesvaluta viser, at den globale finanskrise er tilbage med fuld styrke
Debat
18. maj 2010

Frankrig truer med at forlade euroen. Tyske opsparere hamstrer guld. Bundesbank arbejder på en plan B for at genindføre D-marken. Det vil ikke være forfejlet at konstatere, at end ikke en hjælpepakke på én billion dollar har kunnet standse strømmen af ildevarslende rygter om den europæiske fællesvaluta.

Hvor meget sandhed der er i disse rygter, får vi næppe at vide. Elysée-palæet har som forventeligt stræbt efter at nedtone meldingerne om Nicolas Sarkozys trussel. Den pludselige stigning af guldprisen til over 230 kr. pr. gram kan kun delvis tilskrives tyskere, der køber massivt ind af guldmønter, og hvis Bundesbank vitterlig havde en sådan plan B, ville den næppe kommunikere denne ud i blogosfæren som det første.

Men for en gangs skyld kan konspirationsteoretikerne ikke affejes per rutine. Problemet med Europas gældskrise er det samme som problemet med gældskrisen alle andre steder: Den vil bare ikke gå væk. Og så længe den ikke gør det, vil fremtiden for euroen såvel som for resten af det globale finansielle system tegne usikker.

EU har reageret over for medlemsstater som Grækenland, der ikke har råd til at betale deres gæld, på samme måde som verdens ledere har reageret på krisen med konkurstruede banker - ved at låne dem flere penge. Man skal ikke være finansgeni for at regne ud, at denne taktik højst kan købe mere tid.

I mellemtiden intensiveres de politiske protester. Under sidste uges uroligheder i Athen blev tre mennesker dræbt, og græsk politi hævder at have afværget flere bombeattentater. Overalt i Europa spørger vælgere sig enten, hvorfor de skal punge ud til nye hjælpepakker, om de måske selv bliver de næste, der får brug for en - eller begge dele.

Konkursramte tilstande

Paul Volcker, præsident Obamas finansielle toprådgiver, lyder usædvanligt dyster for tiden. Ved en frokost i London holdt han en tale, hvori han satte spørgsmålstegn ved, om det politiske kammeratskab i Europa er stærkt nok til at holde til den aktuelle krises centrifugalkræfter. Selv det meget europavenlige Irland, bemærkede han, sydede af irritation over at skulle låne flere penge til at låne til grækerne i en situation, hvor de selv må rette ind under endnu skrappere spareforanstaltninger.

Men før angelsakserne bliver for selvglade, er det værd at dvæle ved Volckers anden store bekymring: de konkursramte tilstande på det amerikanske boligmarked. Selv om det er genstand for mindre opmærksomhed i disse dage end under den amerikanske realkredit- lånskrise, som udløste finanskrisen for mere end to år siden, er situationen så alvorlig som nogensinde.

I sidste uge rapporterede de to lånegiganter med de sære navne, Fannie Mae og Freddie Mac, som står bag langt størstedelen af de amerikanske boliglån, at andelen af boligejere, som undlader at betale af på deres realkreditlån, er mere end fordoblet. Skønt dets overlevelse allerede er helt afhængig af den amerikanske regerings støtte, anmodede Fannie Washington om yderligere 10 milliarder dollar og satte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet var i stand til at fortsætte.

Blot en kunstpause?

Som Volcker påpeger, udgør den amerikanske realkreditmarkedsindustri langt den største del af verdens største finansielle marked. Og hvis den ikke kan stå på egne ben, hvilket håb har så resten? Storbritannien er på ingen måde i bedre form. Faktisk kan de konservatives valgløfter om at ville svare alle de yderligere finansielle forpligtelser, som Gordon Brown gemte væk fra den nationale balanceopgørelse, kunne fordoble størrelsen på Storbritanniens officielle underskud.

Storbritannien kan indtil videre devaluere sig ud af problemer ved at lade pundet falde, men hvis euroen skulle bryde sammen, og de vigtigste handelspartnere forsøge at devaluere deres nye valutaer, vil vi havne i noget, der ligner 1930'ernes økonomiske uføre (og eventuelt politiske ditto).

Tilbage er kun at håbe på, at alle disse lande i sidste instans kan arbejde sig ud af problemerne, således at stigende indkomster og forøgede skattegrundlag kan begynde at nedbryde de kolossale offentlige og private gældsbjerge. Men som Bank of England-direktør Meryvn King advarede om i denne uge, gør det finansielle systems seneste anfald af eksistentiel angst det desto sværere at bringe den virkelige økonomi på fode igen. I stedet ser det i stigende grad ud til, at de seneste to år simpelthen har været en kunstpause i den store vestlige gældskrise.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her