Læsetid 4 min.

En ordentlig græsk røvtur

Forhåbentlig har de jublende eurotilhængere røde ører lige nu
En græsk skopudser læser avis i Athen, mens han venter på kunder. Hans regering har netop lånt milliarder i eurolandene for at få Grækenland på fode igen, men den græske nedtur kommer til at koste vækst og job over hele EU. Så måske er det på tide at overveje, om konvergenskravene bør ændres?

En græsk skopudser læser avis i Athen, mens han venter på kunder. Hans regering har netop lånt milliarder i eurolandene for at få Grækenland på fode igen, men den græske nedtur kommer til at koste vækst og job over hele EU. Så måske er det på tide at overveje, om konvergenskravene bør ændres?

Filippo Monteforte
14. maj 2010

Græsk økonomi er på røven. Og jeg håber, at der sidder en enkelt eller to jubeltilhænger af euroen med rigtig røde ører. For lytter man til den danske debat om den økonomiske krise, så står det klart, at vi herhjemme har behov for at anvende de redskaber, som trykker på speederen i samfundsøkonomien. Vi har behov for at arbejde mere, for at gennemføre massive offentlige investeringer og for at investere os til jobs i den grønne sektor. Og det har Grækenland også. Men den frihed har Euro-kriterierne taget fra et land som Grækenland med det resultat, at de er overladt til de borgerliges dødssejler af en økonomisk politik, hvor opsvinget konstant bremses af nedskæringer samtidig med, at uligheden stiger, og serviceniveauet i den offentlige sektor falder.

Øv, hvor er det ikke godt for den græske økonomi. Det kunne have været anderledes, hvis kriterierne var anderledes, og således bærer de en alvorlig del af skylden for den græske nedtur.

Uligheden er steget

Tårnhøje arbejdsløshedstal, social uro og et land på randen af statsbankerot. Det er konsekvenserne af Grækenlands deltagelse i Euroen. Tak for kaffe. Euroen har selvfølgelig ikke skylden helt alene. Det handler i sagens natur også om den økonomiske krise, der kom i kølvandet på finanskrisen. Men den måde vi kommer igennem krisen på hver især, afspejler jo i hvert fald to forhold: Dels hvordan vi var polstret inden krisen, og dels hvordan vores politikere håndterer selve krisestyringen. For Grækenlands vedkommende har Euroens krav på negativ vis styret al græsk økonomisk politik i årene op til krisen, og det har haft den konsekvens, at der ikke var noget socialt fedtlag at tære på, når krisen begyndte at kradse.

Fra 2004 og frem har Grækenland ført en ultraliberalistisk politik for at leve op til kriterierne. De har gennemført massive privatiseringer, de offentlige udgifter er blevet rundbarberet, de rigeste har fået skattelettelser, og erhvervslivet er blevet forgyldt. Uligheden er steget, og de fattige grækere har altså kunnet se langt efter det opsving, som resten af Grækenland ellers nød frugten af frem til finanskrise. Derfor er det selvfølgelig også svært for særligt de fattige grækere nu at skulle spænde livremmen yderligere ind som konsekvens af krisen, og det udløser altså massiv, social uro blandt grækerne, sådan som vi har set det både i vinteren 2008 og de sidste uger, hvor det er gået helt galt.

Man kan kun spare

Grundlæggende har grækerne manglet mulighed for at kunne sparke økonomien i gang med investeringer og mere arbejde, fordi kriterierne i Euroen byder dem, at de har skullet spinke og spare. Og sådan er logikken i kriterierne. Man kan ikke arbejde sig ud af krisen, man kan kun spare sig ud af krisen hvis altså man ligger på kanten af at leve op til kriterierne, hvilket Grækenland har gjort hele vejen igennem. Kriterierne er dybt uhensigtsmæssige og tvinger sparereformer igennem, som tager luften ud af enhver spæd tendens til opsving.

Så mens USA og de fleste europæiske lande i vinteren 2008/09 begyndte at føre ekspansiv finanspolitik for at få gang i økonomien, så tilskrev Euro-kriterierne at grækerne måtte føre en stram, stram finanspolitik med ansættelsesstop i det offentlige, fastfrysning af offentlige lønninger og store offentlige besparelser.

Man har ikke behøvet at være professor i økonomi for at kunne forudse denne lille problemstilling ved eurosamarbejdet, og det har da også gentagne gange ført til kritik fra flere sider, men i euroens første leveår befandt man sig i opgangstider, og her er behovet for ekspansiv finanspolitik som bekendt ikke tilstedeværende.

Også i Danmark

Nu sidder Grækenland så i saksen og er godt i gang med at trække resten af de europæiske lande ind i endnu en nedtur i økonomien. Dumt og unødvendigt, at det skulle gå så galt.

Hertil kommer at 20 ud af 27 EU-lande i skrivende øjeblik ikke lever op til konvergenskriterierne på grund af krisen og har derfor fået besked fra Bruxelles om at stramme op på finanspolitikken. AE-Rådet vurderer, at det kommer til at koste en procent på den økonomiske vækst og hele 1,6 millioner europæiske jobs. Alene i Danmark kommer de europæiske stramninger til at koste 6,7 milliader kr. og det er vel og mærke på trods af, at vi ikke er blandt de tyve lande, der skal stramme op. Det er alene den afsmittende effekt af, at de andre lande strammer op.

Tilbage til de røde ører. Jeg behøver vist ikke gøre det mere klart, at jeg synes, at der er behov for at forandre konvergenskriterierne for Euroen, vel? Men ud over en behørig ændring betyder de røde ører forhåbentlig også, at politikerne i EU-landene føler sig forpligtet ud over det sædvanlige til at samle op på græsk økonomi. Ikke kun lige nu hvor vores egen økonomi er truet af deres røvtur, men også i forhold til de mange år det kommer til at tage Grækenland at komme på fode igen. I givet fald har euro-samarbejdet ikke været helt forgæves.

>

Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S.

Hver uge skiftes Pernille Rosenkrantz-Theil, Mette Bom, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive klummen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hans Nielsen
Hans Nielsen

Man kan godt se, at kvinden aldrig nogensinde har fået færdiggjort sit universitetsstudie, når hun skriver sådan en gang sludder. Grækerne valgt selv at træde ind i euroen, der var ingen tvang. At de så snød på vægtskålen for at komme med kan da aldrig nogensinde blive konvergenskriterierne fejl.

Det handler om at grækerne har levet over evne i årtier, og det kommer de til at bøde for nu. Ærlig talt så har jeg ikke en dyt ondt af grækerne. De har fået massiv EU-støtte siden de blev medlem i 1981, og de har afholdt et mega dyrt ol for nogle år siden. Måske skulle de have brugt pengene anderledes.

Et mere manipulerende indlæg skal man lede længe efter.

Brugerbillede for Morten Lynge
Morten Lynge

"Grundlæggende har grækerne manglet mulighed for at kunne sparke økonomien i gang med investeringer og mere arbejde, fordi kriterierne i Euroen byder dem, at de har skullet spinke og spare."

Ehhh....Nej!
Grundlæggende har de ikke haft den mulighed fordi de allerede HAR brugt alt for mange penge (samt løjet om det) til at bankerne vil låne dem flere.....

Man kan ikke komme ud af gælds-problemer ved at låne ENDNU flere penge man ikke kan betale tilbage!

Problemet er ikke unikt for Grækenland. Hele Europas offentlige sektor lever i øjeblikket over evne, primært fordi politikerne åh så gerne vil vælges og derfor skriver gavecheck efter gavechek ud på ting det offentlige finansierer til den store vælgergruppe der er på 'støtten' (folk på overførsler og offentligt ansatte).

"The Republic will endure, until politicians realize they can bribe the people with their own money." -Tocqueville

Brugerbillede for asger pedersen
asger pedersen

Det undre mig, at Pernille har meldt sig ind hos S.

Og det undre mig også, at S har opstillet hende som kandidat.

Brugerbillede for Per Thomsen
Per Thomsen

Man kan mene om Pernille Rosenkrantz-Theil hvad man vil, men denne gang tager hun prisen for ugens morsomste overskrift.

Brugerbillede for Morten Lynge
Morten Lynge

"Grundlæggende har grækerne manglet mulighed for at kunne sparke økonomien i gang med investeringer og mere arbejde, fordi kriterierne i Euroen byder dem, at de har skullet spinke og spare."

Jeg vil lige tilføje til min ovenstående kommentar....

Det er jo netop det Grækenland HAR gjort over de sidste mange år!

...og se hvordan det er endt!
De har pumpet enorme mængder (lånte) penge ud i samfundet, hvilket jo så har resulteret i de reformer af samfundet der har været bydende nødvendige ikke er sket....
"Det går jo godt... Ingen grund til at lave noget om...."

Lånte penge kan være en løsning når du render ind i UFORUDSETE IKKE-SELVFORSKYLDTE problemer. Det er ikke en løsning på problemer du har skabt for dig selv ved at låne for mange penge!

Sjovt hvordan PRT stadig tror penge vokser på træerne :-p

Brugerbillede for Åge Sørensen
Åge Sørensen

Morten Lynge. Det med, at de har pumpet enorme mængde penge ud i samfundet. Er det i form af enorme skattelettelser de skibsrederne og ministrene?
Det er nemlig den opskrift, som de såkaldte"førende økonomer" anbefaler både i verdensbanken og OECD.
Det var også den opskrift, at O-VC flertallet her i landet har praktiseret med det resultat/fortsættelse, vi ser i øjeblikket, med enorme mængde besparelser overfor de øvrige til følge.

Brugerbillede for Morten Lynge
Morten Lynge

@Åge Sørensen

Nej... De penge der er pumpet ud i Grækenland er primært gjort det i pensioner, lønninger til unødvendige offentlige ansatte osv...

Eksempel: En have på 300 m2 ved en offentlig institution havde 60 gartnere ansat til at passe den... o_O

At låne penge der derefter bliver pumpet ud i samfundet (uanset om det er som tilskud til private eller til firmaer som 'offentlige investeringer') er en kortsigtet løsning. Det skaber ikke varig vækst, men giver bare nogen endnu mere kraftige tømmermænd senere når pengene skal betales tilbage og de 'offentlige investeringer' skal vedligeholdes.

Politikere elsker at foreslå det fordi:
1. Det får dem til at fremstå handlekraftige (giver stemmer)
2. Går ikke ud over nogen direkte (mister ingen stemmer)
3. Når effekten kommer så kan der ikke lave nogen direkte korrelation (mister ingen stemmer)
4. Når effekten kommer, så er politikeren formentlig gået på en fed pension.

I Grækenland har man pumpet penge ud de sidste 20+ år... Nu kommer tømmermændene... Løsningen er ikke at låne ENDNU flere penge...

Dit rig/fattig argument holder heller ikke rigtig vand hvis man ser på beløb....
Hvis du lægger ekstra skatter på alle de 'rige' i Grækenland, så kommer der måske nogen 100 mio ind på den konto (og du mister de arbejdspladser de flytter ud af landet).
Hvis du lægger skatter på den almindelige borger kommer der penge ind i en størrelse der rent faktiske betyder noget.

Er det retfærdigt? Nej, men når det resultat man ønsker er at landet kommer over problemerne, så er det den rigtige måde at gøre det på...

Brugerbillede for mariann offersen
mariann offersen

Jeg har hørt at Grækenland bruger 5% af sit BNP på militære udgifter... man skulle synes, ar der kunne spares lidt der! -

Men måske vil de genoptage fordums storhed og drage mod Troja, (og som italienerne siger "andare a Troja costa...)

Brugerbillede for Ole E. Mikkelsen
Ole E. Mikkelsen

Jeg er helt enig med Pernille Rosenkrantz-Theill i at konvergenskravene trænger til et eftersyn.

I sandhed må konvergensfundamentalisterne have røde ører. De har kun det fine ord 'konvergens' at opstylte sig selv på.

Konvergenskravenes positive side er som jeg primitivt forstår dem at der ikke laves unfair konkurrence mellem lande.

Mellem det synes som om konvergenskravene i stedet bliver brugt som ideologisk skalkeskjul til at lægge offentlige udgifter for had.

Offentlige udgifter, - som jo bare er udgifter vi alle er enige om at betale, - der ville ikke være nogen forskel til at hver enkelt dansker individuelt betalte det samme, - er lagt under had.

Fordeling af indkomst, f.eks. ved såkaldte overførselsindkomster, lægges for had og står for skud, bare fordi likviditeten strammer lidt et enkelt år. Det svarer jo til at en ellers sund og indtægtsskabende virksomhed må sige nej til ordrer, bare fordi en bank siger nej til at finansiere (mod betaling selvsagt) en driftskredit.

Diskussionen om konvergenskravene bruges ideologisk i stedet for til at drøfte tilpasninger til ellers sunde økonomier som den danske, hvor det kun er et spørgsmål om fordele indkomsten lidt mere fair, til alles bedste. Ved skatteomlægninger og ved at udnytte den overmåde mængde af arbejdskraft der er sat ud af spillet og gjort overflødig.

Hvilket viser den nuværende strukturs inffektivitet.

Samlet set er jeg en varm tilhænger af at få lavet en økonomisk, militær og politisk union i Europa.

Nytænkning, - a la Pernille Rosenkrantz, efterlyses, hvis det skal blive til virkelighed. Uanset om PRTer enig eller ej.

Hun har ret i at konvergensfundamentalisterne har spillet fallit.

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Well hun har vel ret i, at man i en periode med økonomisk nedgang ikke selv kan bestemme om man vil føre ekspansiv finanspolitik eller...?
Det vil jo så sige, at den ellers traditionelle mulighed for at afbøde virkningerne af en økonomisk krise er taget fra de nationale regeringer som følge af medlemskabet af Euroen.

Den offentlige sektor er måske vokset, men andet og mere vigtigt problem for Europa er, at vi har svært ved at konkurere med Kina, køb en vare og se i bunden af den! Er det en rød plastic spand er den sandsynligvis "made in EU" er det et stykke højteknologisk isenkræm, så er det nok "made in China" og det er squ da der udfordringen ligger, vi skal lave noget de andre vil købe og som er noget værd! Hele snakken om offentlig sektor kontra privat sektor er noget pølsesnak! Uden værdi, for det er ikke det der er problemet, problemet er at ingen bliver rige af, at klippe hinanden eller lave røde plastic spande. At spare sig ud af problemerne betyder blot at vi kommer endnu længere bagefter!

Brugerbillede for Ole E. Mikkelsen
Ole E. Mikkelsen

- i øvrigt paradoksalt at lov- og samarbejdsgrundlaget for 'konvergens'-kravene kaldes for 'stabilitets- og vækstpakken'. Øhhhh, - stabilitet og vækst?

- og så skal det være 'forståeligt for borgerne'. Øhhhh?

- og perioder med vækst skal anvendes til 'budgetmæssig konsolidering'. Øhhh?

- og der opfordres til at 'øge beskæftigelsesgraden og erhvervsfrekvensen'. Øhhh?

- og at der i konvergenskravene tages højde for den såkaldte ældrebyrde. Øhhh?

Konvergensmodellen blokerer alt imens for at sunde forretninger som Danmark finansierer et socialt retfærdigt samfund ved at deles om byrderne og ved at udnytte den enorme arbejdskraftreserve der er.

Blandt andet til at skabe det samfund, der kan konkurrere i det nye globale samfund, og som ikke lukker sig inde i nogle snævre konvergenskrav, hvis formål enøjet handler om EU i fortiden, og ikke om EU i fremtiden.

Link:
http://register.consilium.eu.int/pdf/dk/05/st07/st07423.da05.pdf

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Grækenland er et europæisk skoleeksempel på dårlig regeringsførelse.

Grækenland er et demokrati, og når den græske befolkning på demokratisk vis vælger nogle holdningsløse populister ind i parlamentet, så hæfter de også for ulykkerne bagefter.

Det er ikke Euroens skyld - uden Euro ville den græske økonomi også være braset sammen - Euroen forhalede sammenbruddet og tager en del af den smerte, som grækerne burde have haft 100%.

Brugerbillede for Anders Schou
Anders Schou

Dette indlæg fra pernille rosenkrantz er fyldt med så mange faktuelle fejl og at det nærmest skriger til himlen....

Kære Pernille, Grækenland kan ikke fører ekspansiv finanspolitik, for de har ikke lavet andet de seneste 20 år og nu er der ingen som gider at låne dem penge mere.... festen skal betales og det er ikke EU's skyld, men helt og alene Grækenlands egen skyld....

Brugerbillede for Anonym

@Pernille R-T:

1. Du giver konvergenskriterierne en del af skylden for den græske krise.

Men det er vel de kontinuerlige devalueringer i Grækenland - sammen med snyderiet - , der har været mest medvirkende til den græske krise:

http://e24.no/kommentar/spaltister/frisvold/article3565513.ece

Desuden opfyldte Grækenland slet ikke kriterierne, da de indtrådte i eurosamarbejdet i 2001. Gælden lå 100% over BNP.

2. Du skriver: “Det handler i sagens natur også om den økonomiske krise, der kom i kølvandet på finanskrisen”.

Det er rigtigt.

Problemet er, at EU - Kommissionen ikke handlede i tide, da den globale finanskrise startede i sommeren 2008. Den var inaktiv og tog ikke rettidige initiativer. På trods af G20s anbefalinger i nov. 2008.

3. Men også de enkelte EU-medlemslande har et meget stort ansvar mht. den græske krise:

Allerede i 2002 foreslog EU-Kommissionen nemlig, at dens eksperter i statistik fik mulighed for at kontrollere de enkelte medlemslandes administrationers statistiske data.

Det samme foreslog Kommissionen igen i 2005.

Men begge gange sagde de europæiske hovedstader nej. De ville have deres suverænitet.

Man kan håbe, at Europa Parlamentet drager medlemsstaterne og EU-Kommissionen til ansvar, når stormen har lagt sig.

4. Lige nu står grækerne for skud, men bør vreden ikke vendes bort fra dem og over på de største vestlige bankers finansspekulationer og deres ansvar for den økonomiske recession?

Brugerbillede for Thomas Højmark Dahl
Thomas Højmark Dahl

"Så mens USA og de fleste europæiske lande i vinteren 2008/09 begyndte at føre ekspansiv finanspolitik for at få gang i økonomien, så tilskrev Euro-kriterierne at grækerne måtte føre en stram, stram finanspolitik med ansættelsesstop i det offentlige, fastfrysning af offentlige lønninger og store offentlige besparelser."

Så må jeg jo bare sige: Vent og se mht. USA. Deres ekspansive politik vil ikke hjælpe landet, men kun midlertidigt skabe den rare følelse af økonomisk fremgang, som skal sikre Obama genvalg.
De vil opleve en endnu værre recession snart, netop som følge af deres ekspansive politik, hvor de i stedet burde have sparet og afdraget på gælden.

Brugerbillede for Lars  Rasmussen
Lars Rasmussen

Det er en fornøjelse at læse de mange fornuftige indlæg på debatsiden her.

Det Pernille Rosenkrantz-Theil skriver er i bedste tilfælde manipulerende, men desværre er det mest sandsyngligt at hun ikke aner hvad hun taler om.

Der er meget af det hun skriver som er lodret forkert. Det overrasker mig ikke at hun ikke ved bedre.

Selvfølgelig skal Grækenland spare på de offentlige finanser - Maastricht kriterier eller ej.

Landet er i manges øjne insolvent - dvs. bankerot - netop fordi man har brugt alt for mange penge til offentligt ansatte. Skatteopkrævningen har også været elendig, og det hjælper naturligvis ikke.

Et par eksempler på overforbrug, er den 13. og 14. månedsløn som græske offentligt ansat får. Der er tillæg for at møde til tiden!!! Der er tillæg for at bruge computer på arbejde? osv mange flere eksempler kan nævnes.

I mange lande kan man påstå at boligbobler og kreditfinansieret overforbrug var en vigtig årsag til krisen. For Grækenland er HOVEDÅRSAGEN til krisen de uduelige politikere, der har øget det offentlige forbrug på uhæmmet vis for at tække de offentligt ansatte og vælgerne.

En ting har Pernille dog ret i. Vi skal investere os ud af krisen. Derfor burde politikerne kigge nærmere på hvordan man kan gøre det mere attraktivt for virksomhederne at øge deres research & development udgifter - fx. via lavere skatter!

Jeg er rystet over den uvidenhed som Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil udviser i hendes artikel. Det ville klæde enhver der udtaler sig i det offentlige rum i det mindste at tjekke facts inden kloger sig om et emne!

God weekend

/Lars

Brugerbillede for Alf Petersen
Alf Petersen

Man kan sagtens diskutere fornuften (eller måske mangel på samme) i Euroen.

Eksemplet Grækenland er dog et sædeles dårligt argument i den diskussion. Hvis Grækenland havde ført en endnu mere ekspansiv økonomisk politik, så havde de formodentligt været bankerot allerede nu.

Deres renteomkostninger er enorme og ingen gider låne penge til dem. Det kan ikke klares med øget forbrug.

Grækenland har forlængst udtømt deres muligheder for at kickstarte økonomien med øget forbrug. Det bedste man kan håbe på nu, er at man er i stand til bedre at bekæmpe den udbredte skattesvindel og korruption.

Brugerbillede for Christian Larsen
Christian Larsen

Grækenland har ikke behov for yderligere offentlige udgifter eller investeringer.

Den græske krise skyldes et massivt overforbrug i den offentlige sektor, herunder vanvittige pensionsregler, og aflønningsformer i den offentlige sektor, samt dertil manglende skatteopkrævning.

Bl.a dette har resulteret i et massivt strukturelt underskud på over 8 % af BNP. Vækst i den private sektor vil således ikke alene kunne få underskuddet væk. Grækerne skal arbejde længere, skære massivt ned i den offentlige sektor og gøre den effektiv.

Det er decideret forkert at PRT taler om at Grækenland mangler mulighed for at "sparker gang" i økonomien pga. euroen. Det er noget vås.

Grækerne kan skære ned i det massive offentlige overforbrug, sænke lønninger og se at få gang i tilbagebetalingen af deres overforbrug. Lønningerne skal også ned i det private, så de kan konkurrere på markedsvilkår.

Det skal yderligere bemærkes at Grækenland dertil i årtier har modtaget massiv støtte fra EU på over 5 mia. EUR om året til bjergbønder eller motorveje.

PASOK, som er det græske arbejderparti, har stort set siddet på magten de sidste 30 år, kun afbrudt af to korte perioder, og burde være den anklagede i PRT s indlæg. Det var også dem der sad på magten da Grækenland kom med i euroen snød også med tallene da de skulle ind i euroen.

At være med i en valutaunion, men ikke overholde betingelserne for budgettet holder ikke. Det er grundlæggende økonomisk lærdom. Grækerne har levet over evne som helhed, med stort offentligt forbrug, lav pensionsalder og massiv stigning i reallønnen. Det sidste er sket som følge af deltagelsen i euroen, hvor græsk økonomi simpelthen ikke er konkurrencedygtig.

PRTs mange stråmænd og spøgelser, samt retorik om "neoliberalisme" dækker over at hun ikke magter at forstå hvad den græske deroute skyldes og indebær.

Det er som at se et par forkælede velfærdsnarkomaner i Luksus Fælden der har levet over evne, og hvor de grumme fra EU nu kommer og klipper kreditkortet over og kræver at de møjforkælede voksne nu begynder at opføre sig modent.

Grækenland har nydt godt af alle de fordele euroen har medført, men de har ikke overholdt deres del af aftalen.

Euroen er derfor ikke skylden i den græske deroute. Det er de græske politikere og den græske befolknings skyld.

Når man ser den hjemlige debat, burde dette få en del alarmklokker til at ringe, når vi ser på debatten eller nærmere den manglende debat om efterlønnen.

Med de argumenter og holdninger som kommer til udtryk i dette ubehjælpsomme partsindlæg fra PRT kan man frygte for fremtiden, da Socialdemokraterne indgår i aftalen om efterlønnen sammen med regeringen og DF, samt DRV.

Europa bliver sejlet mere og mere agterud i den globale konkurrence og det er ikke flere dødsyge offentlige udgifter der er behov for, men en stærkere konkurrenceevne.

Er det virkeligt hvad Socialdemokraterne kan byde på økonomisk indsigt ? Forleden var det Mette Frederiksen der ville belære Asger Aamund i Debatten på DR2 om økonomi, sammen med Ida Auken.......

Geee .....

Brugerbillede for Alf Petersen
Alf Petersen

@Christian Larsen

Selvfølgelig har grækerne brugt flere penge end de har - og på den måde kan man tale om overforbrug.

Grækernes forbrug er dog ikke særlig iøjnefaldende set med EU briller. Offentlig ansattes tilbagetrækningsalder er heller ikke væsentlig mindre end i DK.

Til gengæld har den græske stat pga. udbredt skattesvindel og korruption et alt for lavt indtægtsgrundlag.

Brugerbillede for Stig Larsen
Stig Larsen

Der er ikke en dyt forskel på den økonomiske politik som grækerne har ført som den VKO har ført. Grækerne har bare ikke haft nordsøolie til at dække over hullerne.
Danskerne er de mest forgældede i EU, forskellen er at i Danmark var det privat gæld via boligboblen. I Grækenland er var det offentlig gæld. Men forskellen er ens, for bankerne fik furtig vekslet den privare gæld til offentlig gæld via div. bankpakker.
Bankerne er også grunden til at Danmark ikke har kunne bruge monetaristiske værktøjer, som england har gjort, det ville nemlig fordyre bankernes euro-gæld.
Bare synd for danskerne at vi stadig har et konkurssyn der stammer fra jyske lov.

Brugerbillede for Thomas Holm
Thomas Holm

Det ville have hjulpet Grækerne hvis de havde betalt deres skatter. Alt efter hvem man tror på så er op til 30% af økonomien sort og betaler ikke skat.

Et eksempel: i rigmandskvarterene nord for Athen havde færre end 1'000 husstande meldt en swimming-pool. Google Earth kunne afsløre næsten 25'000...

Samtidigt er der kun ca. 15'000 grækere der har meldt en indkomst på over €100'000 om året...

Brugerbillede for Morten Bernburg
Morten Bernburg

Er enig med dem, som ryster på hovedet af PRT's forunderlige analyse af Grækenlands situation - og hvor euroen åbenbart skal have skylden for alt nu om dage. Måske skulle parti-formand Helle Thorning sende PRT på en privat-skole i nogle år inden hun igen udtaler sig om ting syd for kongeåen.

Til gengæld bemærkede jeg også, at Christian Larsen - i et indlæg hvor jeg ellers var enig i det meste - talte om, at Europa sakker bagud i den globale konkurrence.

Jeg er lodret uenig. Opgørelser viser, at Europa har fastholdt sin position som verdens største eksportør og verdens største økonomi - modsat USA som har mistet en trediedel af sin samlet eksport. Ydermere tjener det europæiske erhvervsliv mere end det amerikanske.

Naturligvis øges konkurrencen især fra Asien - og reformer er nødvendige for at fastholde Europas position, herunder også, at man nedbringer de offentlige udgifter, hvorfor PRT's drømmerier om en ekspansiv finanspolitik er gift for Europa/DK.

USA har lige nu en større vækst end Europa, men det er udelukkende grundet en hasaderet amerikansk finanspolitik, som øger de offentlige udgifter og det amerikanske stats-underskud, hvilket nok skal bide amerikanerne i røven inden alt for længe.

Hvad angår konvergens-kravene, så er det tydeligt, at Europa har brug for et EU-finansministerium, som kan tjekke de enkelte lande og deres vilde budget-overskridelser, da man ellers ender som Grækenland, der har ført en ekspansiv finanspolitik i 20 år - og nu må betale prisen. Det er hverken EU eller euroens skyld.

Havde de europæiske lande lyttet til Bruxelles allerede på et tidligt tidspunkt, fremfor at tækkes forskellige vælger-grupper, så havde krisen i de europæiske økonomier været knap så alarmerende.

At PRT så vil opfører en "græsk tragedie" på dansk - og herunder give konvergens-kravene skylden, hvis ikke det er muligt - fortæller blot lidt om S-SF's økonomiske verdensbillede.

Brugerbillede for Christian Larsen
Christian Larsen

Morten Bernburg, ser man på de strukturelle undeskud i EI, så lader man kke USA meget tilbage:

http://www.ae.dk/analyse/regering-misbruger-eu-henstilling-undskyldning-...

Se side 3.

Det er korrekt at særligt Tyskland har en god eksportindustri, men de har også en forholdsvis høj ledighed og offentligt underskud.

Jeg er enig i din analyse omkring EU. Men EU har også i lang tid været passiv overfor de store underskud og den manglende budgetdisciplin i eurozonen. Alene det at man lod Grækenlaqnd snyde sig ind i euroen i 2000 viser den manglende omhu og ordentlighed.

Jeg er også rystet over den manglende viden og populisme hos PRT, men den er hun desværre ikke alene med. Jeg tror det er en blanding af fortræninger og så den basale viden, kombineret med troen på staten og mistilliden til borgerne og det private erhvervsliv.

Økonomier bliver ikke rigere af at køre med underskud, og slet ikke strukturelle. Det burde ikke kræve den store indsigt, men det er omvendt svært for politikere at tage sukkermaderne fra vælgerne. Så heller skylde ulykkerne på de grimme banker.

Brugerbillede for Christian Larsen
Christian Larsen

@ Alf Petersen

Jeg mener at have set en opgørelse der viste at halvdelen af det strukturelle underskud skyldes den såkaldt manglende skatteopkrævning. Ser man på en tidsserie over selve skattetrykket, så har det dog været stabilt på ca. 30 % siden 1995:

http://www.skm.dk/tal_statistik/skatter_og_afgifter/4606.html

Mht. rederierne, så må man forstå at rederier er globale aktører. Sætter man skatten op, så flytter man blot sine aktiviteter. Rederier som drives godt kan dog være rene valutamaskiner, som vi ser i Danmark der er begunstiget af AP Møller, Norden, Torm osv.

Brugerbillede for Mikael Fauslund
Mikael Fauslund

Noget helt andet, og nok mest til redaktionen: Hvis det er en græsk skopudser i Athen, som billedteksten siger, hvorfor læser han så en tyrkisk avis?

Brugerbillede for Karl Lassen
Karl Lassen

Græsk økonomi er på ....., mener Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er rigtigt når hun skriver, at det skal man ikke være professor i økonomi for at finde ud af.

Hvad har Pernille Rosenkrantz-Theil så fundet ud af. Uden at være professor i økonomi, har hun fundet ud af at hendes nye ledere, Helle og Villy er meget kloge, og at de har forstand på økonomi.

Staten skal bare låne nogle milliarder i Kina eller hos oliesheikerne og så sætte en masse håndværkere i arbejde. Skoler, motorveje, broer, rådhuse mv.

Hos LO, 3F, alle landets byggefirmaer og arkitekter klapper man i hænderne. Nu er medicinen opfundet, som kan tage os ud af finanskrisen. Vi skal bare låne lidt penge i et par år indtil finansieringen er slut. Hvor genialt. Det må være en lærdom, som hun har medbragt fra Enhedslistens potentielle finansminister, Frank Åen.

Skal man le eller græde. Man får den tanke at Pernille Rosenkrantz-Theil er uddannet på en af de skoler, som socialdemokraterne ellers normalt vælger fra til eget afkom.