Kommentar

En Pyrrhussejr til Ungarns højrefløj

Ungarns højrefløj fik absolut flertal og gjorde et højreekstremistisk parti til landets tredjestørste, men landets fremgangsrige højrepopulisme vil snart sande, at den hverken kan indfri sine økonomiske løfter eller virkeliggøre sin nationale revanchisme - det står EU i vejen for
Debat
3. maj 2010

Hvad kan Viktor Orbán stille op med valgsejren? Socialisterne blev smadret, de liberale næsten udraderet. Orbáns Fidesz-parti kan regere alene og med sin parlamentariske overvægt forme lovgivning og politisk fundament, som det passer dem. Ungarn bliver etparti-stat for en tid. Har Orbán ret, når han taler om »en ny epoke« i landets politiske historie efter kommunismens fald?

Måske, men Ungarn i dag er et lille land, som mere end nogensinde er indlejret i et større Europa. Og dette Europa - læs EU - forventer, at Orbán viderefører den partiløse Gordon Bajnais' spare- og stabiliseringsprogram, som blev pålagt landet af IMF, Verdensbanken og netop EU. Alt andet er en økonomisk umulighed. Skal Orbáns retoriske valgløfter omsættes til praktisk politik, vil de gøre Ungarn til et skib uden ror: Dermed vil det internationale samfunds og den hasteindkaldte letmatros', Bajnais, anstrengelser være forgæves og Ungarn styre mod hastig bankerot.

Følgelig har Orbán ikke andet valg end at fortsætte som hidtil.

Men hvad så med nationalistiske folkestemninger? Dem har Orbán jo længe spillet på. Ja, han er til dels ansvarlig for, at Jobbik, dette højreekstreme parti med en åbenlys paramilitær gren, nu er landets tredjestørste. Nabostater med store ungarske minoriteter er allerede bekymrede over, hvad der fra deres perspektiv vækker minder om magyarisering og et historisk større Ungarn. Samtidig ved man i Bruxelles, at ungarere uden for Ungarn er Europas største minoritet, at de føler sig forurettede (af reelle eller indbildte grunde) og sender nostalgiske blikke mod Budapest.

Vækker mishag i EU

Situationen er ikke som 1990'ernes Balkan. Europa er på vagt over for konflikter, der næres af nationsgrænser, nationalisme, minoriteter og regioner, der etnisk eller historisk er knyttet til ét land, men under politisk kontrol af et andet. Når Orbáns Fidész-parti henviser til det nu selvstændige albanske Kosova som løsningsmodel, vækker det mishag blandt europæiske politikere og EU-bureaukrater.

Orbáns uhørte fremgang ligner derfor en Pyrrhus-sejr. Snarere end nu at tage fat på at virkeliggøre sine opulente valgløfter og lægge kursen radikalt om, bliver hans vigtigste opgave at parere de forventninger, han selv har vakt som Europas mest talentfulde populist. Ungarerne er utilfredse. Ganske vist er de fleste af årsagerne til utilfredsheden kendte og i den forstand banale: De findes i varierende grad i alle de lande, som stadig befinder sig i overgangen fra diktatur og planøkonomi til parlamentarisk demokrati og markedsøkonomi.

Men ingen andre steder har utilfredsheden og de gener, som er forbundet med metamorfosen, antaget så unik og forførerisk form som i netop Ungarn.

Albansk nationalstat?

Sydøsteuropa har to store uløste problemer: det albanske og det ungarske spørgsmål. Albanerne vil efter rumænerne snart være den største befolkning i denne del af Europa - de udgør en i bogstaveligste forstand meget ung nation, som er spredt på flere stater, og som kun i meget sen tid har gjort sig erfaringer med egne stater. Optakten til Jugoslaviens sammenbrud var netop konflikten mellem albanere og serbere, da de første ville indfri deres nationale ambitioner i en form, som ikke fandtes, men de sidste holdt fast i en form, som nok fandtes, men var utidssvarende.

Vil det albanske folk fremover insistere på at leve i egen nationalstat? Det er sagt, at albanerne med deres rødder i et klansamfund, slet ikke har den ambition, men ingen ved det - måske end ikke albanerne selv.

Mens det albanske spørgsmål angår fremtiden, er det ungarske et traume fra fortiden: Freden i Trianon i 1920 efter Første Verdenskrig og opløsningen af Dobbeltmonarkiet betød, at Ungarn mistede tre fjerdedel af sit territorium og to tredjedele af sin befolkning. Næsten en tredjedel af alle etniske ungarere havnede uden for den nye stats grænser. For så vidt var Trianon en større national katastrofe end fredsslutningen i Versailles. Men Trianon og Ungarn gled i baggrunden. Hitlers 'revision' af Versailles-traktaten er direkte forbundet med Anden Verdenskrig, hvorefter den tyske nation med succes tog fat på spørgsmål omkring skyld og ansvar, erstattede mytedannelse med historieskrivning og gjorde konfrontation med sin fortid til del af hverdagens politiske diskurs.

Fantomsmerte

Og de andre europæere? De har som ofre, neutrale eller sejrherrer kunnet hugge og klippe i deres historie, som de ville for at fremstå så fordelagtige som muligt (ikke mindst for sig selv). Især gælder dette i Centraleuropa, og derfor kan man i Østrig opleve politikere og politiske diskussioner, som ville være utænkelige i Tyskland.

I stater som Slovakiet, Kroatien, Rumænien eller netop Ungarn er denne konfrontation med fortiden ubekvem. Trianon kan derfor leve videre som fantomsmerte i ungarsk politik. Adskillige Jobbik-tilhængere forstår formentlig slet ikke den kritik, som sætter deres parti og program ind i en specifik og berygtet europæisk tradition. Det kroniske underskud på kritisk fortidsbearbejdelse har skabt sin egen politiske offentlighed, domineret af fantasters ønsketænkning, aggressiv selvhævdelse og jagt på syndebukke.

Ungarn kan siges at være vendt tilbage til sin ubearbejdede fortid, i kraft af at den politiske scene nu helt domineres af højre og det ekstreme højre. Dog adskiller den nye højreekstremisme sig fra den, som fandtes i Ungarn før krigen og efter kommunismens fald. Tonen angives ikke længere kun af litterater, fanatikere og uforbederlige. Jobbik råder over en lille veluddannet elite af intellektuelle, som føler sig hjemme i den moderne verden. Det gør partiet til en sværere modstander end før.

I et nyt Europa har denne kombination af forurettelsespolitik og chauvinisme ingen plads. Man kan tilmed hævde, at den i vor tids EU-Europa ej har potentiale til at blive et europæisk problem. Men ingen kender fremtiden. En forstærket krise og et mere svækket og splittet EU kan give medvind til populister og ekstremister i andre overgangsstater i øst. Nok går Ungarn i spidsen, men det står langt fra isoleret som fænomen.

Richard Swartz er Østeuropa-kommentator Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her