Kronik

Red NATO -forhandl med Taleban nu

Afghanistan-krigens gru er vigtig at afdække - endnu vigtigere er at påvise dens udsigtsløshed
For få dage siden omfavnede præsident Barack Obama helhjertet Afghanistans dybt korrupte præsident Karzai under sidstnævntes besøg i Det Hvide Hus i Washington. Det skete efter, at der i en periode har været kurrer på tråden mellem Washington og Karzai, ikke mindst efter at Karzai i en offentlig tale i Kandahar for nogle måneder siden direkte erklærede, at han ville overveje at slutte sig til Taleban-oprørerne, hvis ikke USA/NATO-styrkerne ophørte med at dræbe civile afghanere med så stor skødesløshed. 
 Konklusionen på hele situationen er, at Danmarks og NATO's Afghanistan-mission er udsigtsløs og en historisk fiasko.

For få dage siden omfavnede præsident Barack Obama helhjertet Afghanistans dybt korrupte præsident Karzai under sidstnævntes besøg i Det Hvide Hus i Washington. Det skete efter, at der i en periode har været kurrer på tråden mellem Washington og Karzai, ikke mindst efter at Karzai i en offentlig tale i Kandahar for nogle måneder siden direkte erklærede, at han ville overveje at slutte sig til Taleban-oprørerne, hvis ikke USA/NATO-styrkerne ophørte med at dræbe civile afghanere med så stor skødesløshed.
Konklusionen på hele situationen er, at Danmarks og NATO's Afghanistan-mission er udsigtsløs og en historisk fiasko.

Debat
18. maj 2010

Det er glædeligt, at der i anledning af den nye, danske dokumentarfilm Armadillo i den kommende tid - måske - omsider vil blive rettet mere journalistisk og offentligt søgelys på danske soldaters deltagelse i krigens gru i .

Alt for længe er det lykkedes Forsvarets Mediecenter, med velvillig bistand fra alt for mange journalister og redaktører i den danske medieverden, at tegne et blankpoleret glansbillede af NATO/ISAF's krigsførelse i i almindelighed og af de danske soldaters indsats i særdeleshed. »Diplomater i uniform«, som Helle Thorning-Schmidt for et par år siden i TV 2 - med en samtykkende Pia Kjærsgaard ved sin side - helt uimodsagt kaldte de danske kampsoldater i Afghanistan efter de to politikeres guidede tour med forsvaret til landet.

Dødstal stigende

Savner man dokumentation for ovenstående kritik af danske mediers Afghanistan-dækning, så er her det seneste, dugfriske eksempel:

Om morgenen den 14. maj skød og dræbte det afghanske politi mindst én demonstrant, efter at det kom til sammenstød med hundredvis af landbyboere i den nordøstlige, tætbefolkede provins Nangarhar. Demonstranterne protesterede imod et natligt NATO-angreb få timer forinden, som ifølge øjenvidner og de lokale afghanske myndigheder kostede mindst en halv snes civile afghanere livet. Der blev råbt slagord som »død over amerikanerne« og »længe leve Taleban«. NATO/ISAF's talsmand hævder, at kun Taleban-folk blev dræbt.

Denne episode blev rapporteret i DR's Radioavisen på P1 14. maj kl. 13. Scanninger på Infomedia viser, at bortset herfra har ingen danske medier, skrevne eller elektroniske, omtalt historien med ét ord. Til gengæld er der i disse dage brugt masser af spaltemillimeter og sendeminutter på det kølige og regnfulde danske maj-vejr. (The New York Times bragte den 14. maj en længere historie om episoden under overskriften 'Afghans Protest Deadly U.S. Raid').

Det er bestemt ikke første gang, danske medier enten helt eller så godt som helt har undladt at rapportere om episoder som ovenstående - det hører snarere til reglen. Heller ikke er det set rapporteret i danske medier (bortset fra en omtale i DR's Orientering på P1 14. maj), at antallet af civile, dræbte afghanere ved NATO/ISAF-angreb i de senere måneder er steget markant - og altså ikke faldet, således som det ellers tidligere har været rapporteret, og således som det er USA's og NATO's officielle, højtideligt erklærede bestræbelse.

Det er også så godt som forblevet urapporteret i danske medier, at en opinionsundersøgelse blandt befolkningen i den sydøstlige provins Kandahar, foretaget i december 2009 af et privat amerikansk bureau og betalt af den amerikanske hær, højst opsigtsvækkende viste, at hele 94 procent af befolkningen i den store afghanske provins (med en halv million indbyggere) var imod den bebudede, nært forestående storstilede NATO-militæroffensiv mod oprørsstyrkerne i Kandahar. Opinionsundersøgelsen blev foretaget i de dele af provinsen, som ikke er under Taleban-kontrol.

To tredjedele af de adspurgte svarede, at de af-ghanske militær- og politistyrkers checkpoints udgør hovedtruslen mod befolkningens sikkerhed, mens den sidste tredjedel mente, at Talebans checkpoints udgør hovedtruslen. 84 procent af de adspurgte mente, at Karzai-myndighedernes korruption er hovedårsagen til konflikten, mens 53 procent angav, at Taleban ikke lader sig korrumpere.

Marjah var en fiasko

Skulle man savne yderligere dokumentation for, hvor håbløs en opgave NATO/ISAF-koalitionsstyrken, herunder altså de danske soldater, er ude i, kan man se på følgende:

Gilles Dorronsoro, Afghanistan-ekspert ved den højt respekterede tænketank Carnegie Endowment for International Peace i Washington, D.C., er netop kommet hjem fra endnu et længere ophold i Afghanistan. Efter hjemkomsten erklærede han bl.a.:

»Den nuværende amerikanske strategi i Afghanistan har ikke været succesrig, og både den sikkerhedsmæssige og den politiske situation landet rundt bliver hele tiden værre. Det er ikke lykkedes Koalitionen at besejre Taleban, og der er simpelthen ingen eksempler på fremskridt. Situationen er slem overalt, og fornemmelsen i Afghanistan er, at de vestlige tropper er på vej ud, og at Taleban er på vej frem.« (her citeret efter Berlingske Tidende, 14. maj).

Dorronsoro udtalte desuden i et interview på Carnegie Endowment den 28.april om den aktuelle situation i Afghanistan:

»Krigen i Afghanistan er kørt fast. Den nylige koalitions-offensiv i Marjah (officielt af NATO og af danske tv-medier udråbt som en stor sejr, P.V.) har ikke været en succes, og afghansk Taleban har vist sig at være en formidabel modstander. (...) Det er usandsynligt, at den aktuelle militære offensiv ('surge') vil ændre dynamikken i magtbalancen. Marjah var en fiasko, Koalitionen er upopulær blandt afghanerne, og den afghanske regering og administation er korrupt. P.g.a. manglen på et formelt juridisk system bliver lokale retssager i stigende grad pådømt af Taleban-dommere i Kandahar By«.

Omgående forhandlinger

Dorronsoro pegede samtidig på som vejen ud, at USA omgående indleder forhandlinger med Taleban med udgangspunkt i et løfte om tilbagetrækning af NATO/ISAF-styrkerne:

»At love en tilbagetrækning af Koalitionsstyrkerne er formentlig nok til at bringe Taleban til forhandlingsbordet i betragtning af, at den pakistanske hær vil lægge stort pres på dem for at forhandle. (...) koalitionen må omgående begynde at forhandle med dem, mens der stadig er en vis styrkeposition.«

Dorronsoro understreger, at selv om forhandlinger muligvis kan slå fejl, er forhandlinger i betragtning af adskillige års militære fiaskoer for Koalitionen og den forværrede sikkerhedssituation ikke desto mindre aktuelt den bedste mulighed. Talebans organisation er en politisk bevægelse, pointerer Dorronsoro, som konkluderer:

»En regional tilgang, som fremmer forhandlinger i stedet for krig, støttes af de fleste europæiske medlemmer af Koalitionen som en måde at komme ud af den malstrøm af konflikter, som langsomt er ved at ødelægge NATO uden nogen rimelige udsigter til succes«.

Red NATO

Dorronsoros sidste pointe deles også af f.eks. Ulrich Ladurner, som er udlandsredaktør på den særdeles seriøse tyske avis Die Zeit. Han formulerer det på denne måde (1. maj):

»NATO vil overleve en tilbagetrækning fra Afghanistan. At blive i Afghanistan truer NATO mere end noget andet.«

Dén erkendelse kunne man ønske sig, at den danske regering og det politiske folketingsflertal også snart ville nå frem til. Frem for blot at klamre sig krampagtigt til ideerne om »civil-militær samtænkning« som »det nye værktøj i dansk udenrigspolitik« (indlæg i Politiken 12. maj af de tre ministre Lene Espersen, Gitte Lillelund Bech og Søren Pind). Dette 'samtænknings-værktøj' spiller også en vigtig rolle i det brede forsvarsforlig, som VKO-S-SF indgik for et år siden. Men værktøjets danske praktisering i Helmand-provinsen i Afghanistan ligger reelt i ruiner.

Det er måske alt sammen også ved at dæmre for de danske militære. Spørg blot oberst Henrik Sommer, chef for Operationsafdelingen i Hærens Operative Kommando og militær hovedansvarlig for de danske styrkers indsats i Afghanistan. Til Søndags-Politiken 16. maj udtaler han på spørgsmålet, om forholdene i Afghanistan i virkeligheden er mere indviklede, end den danske forsvarsledelse havde forestillet sig:

»Jeg kunne tale om problemet herfra og til jul. Det er nok kun afghanerne selv, der har fuldt indblik i det. Derfor er det også vejen frem, at de afghanske sikkerhedsstyrker overtager ansvaret.«

Det må vist være det nærmeste, en dansk top-officer nogensinde har været på offentligt at erkende, at Danmarks og NATO's Afghanistan-mission er udsigtsløs og en historisk fiasko.

Konklusionen er uundgåelig:

•Forhandl straks en politisk løsning med Taleban og de andre oprørere som del af en regional løsning, som inddrager alle relevante parter og aktører i området.

•Red NATO - træk NATO-styrkerne ud af Afghanistan.

Poul Villaume er dr.phil. og professor i samtidshistorie på Københavns Universitet

Den allerede forannoncerede kronik om 'Grøn skyld' vil blive bragt på et senere tidspunkt. (red.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Vadmand

Dilemmaet er vel, at ingen anstændige mennesker kan høre om talebanernes modbydeligheder uden at få lyst til at gøre noget ved det.

Men udviklingen i Afghanistan burde efterhånden vise alle, at det ikke er DET, vi skal gøre.

Lars R. Hansen

Ja - så længe argumenterne for en anden strategi og politik i regionen fremføres med overstående nonsens og fordrejninger - skal man vist ikke søge alternativer hos Poul Villaumes 'Råd for International Konfliktløsning'

Hvad angår Villaumes evindelige kritik af massemedierne - så er jeg sådan set enig - fx omtales det, at:

5 mio. afghanske flygtninge er vendt hjem efter Talibans fald,

at det afghanske BNP er steget med mere end 70% siden Talibans fald,

at 82% af afghanerne i dag har adgang til basale sundhedsydelser – mod 9 % før Talibans fald,

at mere end 7 mio. børn - heraf 2,4 mio. piger - i dag modtager undervisning mod 90.000 drenge under Talibanregimet,

at mere end dobbelt så mange afghanere har fået adgang til rent vand efter talibans fald,

at mere end 130.000 km² er blevet ryddet for landminer og ueksploderet ammunition fra besættelsestiden og borgerkrigen,

at over halvdelen af Afghanistans provinser er i dag fri for opiumdyrkning,

at 16 uafhængige tv-stationer og mere end 60 uafhængige radiostationer i dag sender i Afghanistan - mod nul under Taliban,

at tre gange så mange afghanere har strøm end før Talibans fald,

at mere end 70% af afghanerne i dag har adgang til en telefon -

stort set ikke i massemedierne, mens det at et par danske soldater - i overensstemmelse med alle krigens love og konventioner og direktiver for magtanvendelse - har nedkæmpet en håndfuld oprørere bliver til adskillige artikler, nyhedsindslag, et ministersamråd og en flok politikere i ophedet debat. Det er jo mageløst.

Hvad angår - Gilles Dorronsoros fra 'Carnegie Endowment for International Peace' - meninger om indsatsen i Afghanistan, og mere bestemt Operation Moshtarak, så forekommer hovedanken at være: Det er ikke lykkedes Koalitionen at besejre Taleban - og her må man jo medgive den skapsindige Dorronsoro, at konflikten rigtig nok pågår endnu - at løsningen herpå skulle være umiddelbart at forhandle en fred med taliban og alle de øvrige ufredsstiftere i regionen lyder jo til at være en genial ide - hvorfor har man mon ikke fået den ide før - altså under den forudsætning at taliban og de øvrige ufredsstiftere i regionen vil indgå en overenskomst, som opfylder det internationale samfunds sikkerhedspolitiske mål for dets indsats i regionen.

Og således bliver det en tom opfordring - Dorronsoro burde i stedet først argumentere for, hvorfor det internationale samfund skal acceptere, at taliban og andre militante ekstremister skal lades fri til at undergrave og omvælte regionens svage stater (herunder atommagter) samt huse og støtte antivestlige terrororganisationer.

Og så bør man også ihukomme, at der faktisk forhandles med taliban o.l., men at man tilsyneladende ikke har fundet hverandre - og det er ikke min umiddelbare opfattelse, at det internationale samfund stiller urimelige krav til modparterne - men det kan man altså forstå Villaume mener?

Selv hvis en fredsaftale mellem de alle de væsentlige stridende parter i regionen kunne indgås på papiret - og ISAF dermed træk sig militært ud af Afghanistan i år - ville en sådan fredsaftale næppe skabe den fred som afghanere indbyrdes ikke har kunne finde de sidste 30 år.

Hvis der skal være en langvarig fred i landet og landet ikke skal udgør en utilstedelige trussel mod den international fred og sikkerhed - kræver det fornærværende - simpelthen det internationale samfunds militære tilstedeværelse og hjælp til at opbygge det afghansk samfund og stat.

Hvad angår - Ulrich Ladurner fra Die Zeit - om at NATO vil overleve en tilbagetrækning fra Afghanistan. At blive i Afghanistan truer NATO mere end noget andet - så kan man være nogenlunde enig i første sætning, men man kan kun afvise anden sætning som nonsens.

NATO's indsats i Afghanistan truer på ingen måde NATO's eksistens - og det kunne være sjovt at blive præsenteret for ræsonnementet til Ladurners besynderlige påstand.

Hvad angår oberst Henrik Sommers udtalelse - så er der jo ingen meningsfuld sammenhæng mellem denne og Villaumes dertil knyttet kommentar - man undres såre.

HS:»Jeg kunne tale om problemet herfra og til jul. Det er nok kun afghanerne selv, der har fuldt indblik i det. Derfor er det også vejen frem, at de afghanske sikkerhedsstyrker overtager ansvaret.«

Altså en udtalelse som følger Afghanistan-strategien med kapacitetsopbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker - får Villaume til at blive det nærmeste en højtstående dansk officer nogensinde har været på offentligt at erkende, at Afghanistan-mission er udsigtsløs og en historisk fiasko. Det hænger jo slet ikke sammen.

Per Vadmand

Afghanistan-mission ER udsigtsløs og en historisk fiasko. Det hænger jo slet ikke sammen.

Lars R. Hansen

For hvem?

Tom Paamand

Lars, har du nogle kilder til dine succes-historie? Jeg betvivler den bestemt ikke..., men er lidt overrasket over fx at "mere end 70% af afghanerne i dag har adgang til en telefon". Er det den samme, de deles om?

Lars R. Hansen

Tom Paamand,

Tallene er fra Udenrigsministeriets Afghanistan-portal og Forsvarsministeriets Afghanistan-tema.

Lige med hensyn til adgangen til telefoni - så har man i Afghanstan, på samme måde som mange andre tredjeverdenslande, over de seneste år oplevede en eksplosion i udbredelsen. Men jeg må erkende, at jeg ikke har kendskab til metoden bag det tilgængelighedstal jeg videregav.

I følge 'World Factbook' var der i 2008 8,450,000 mobiltelefoner (samt 460,000 fastnettelefoner) i Afghanistan - i dag er det tal givetvis noget højere - og med en befolkning på måske 30 mio. virker nævnte tilgængelighedstal slet ikke skævt.

Thomas Holm

Tja,

ifølge det seneste så sejrer vi ad H... til. Taleban har lige angrebet Bagram Airbase ved Kabul, hjertet af USAs tilstedeværelse i afghanistan.

Ret godt klaret for en flok besejrede efter ti års kamp.

Samtidigt forlader de lokale bønder Marjah, som jo også for ikke så længe siden blev heroisk befriet fra Taleban fordi de lokale Taleban er kommet tilbage og straffer enhver der samarbejder.

Pyrrhus lader hilse.

Per Thomsen

»Konklusionen på hele situationen er, at Danmarks og NATO's Afghanistan-mission er udsigtsløs og en historisk fiasko.«

Det er så sandt som det er sagt.

Verdens mest avancerede og mægtigste militære organisation har fået læsterligt tæv af en flok skæggede landsbybeboere med turban og snabelsko.

NATO er klædt af til skindet og ydmygelsen er total.

Tom Paamand

Tak, @Lars. Jeg studsede over oplysningen om telefoner mest fordi det andet på din liste var "før og efter tal". Og fordi jeg i helt anden anledning tilfældigvis havde læst, at mindre end halvdelen af Afghanistan er mobil-dækket, men at hver sjette afghaner har en sådan dims. Så det må jo så være fastnettet, der dækker resten, hvis tallet skal være korrekt - eller snarere at sådanne tal er umulige at opgøre mere præcist.

Lars R. Hansen

Tom,

Jeg har haft 'før-tallet', men kan ikke finde det just nu - det har dog givetvis være betydeligt mindre end i dag - alene som følge af den almindelige udvikling på området - samt at forholdene i landet under Taliban gjorde, med meget mere, at både investorer og donorer ikke har udviklet telesektoren i landet.

Efter Talibanregimets fald har Afghanistan fået udviklingsstøtte til etableringen af et GSM-net.

Generelt er det givetvis svært at få præcis statistik om noget som helst i Afghanistan, men lige med mobiltelefoner og dækning findes der givet rimelig præcis data, da teleselskaberne jo holder tally.

Og så er det jo også et område som ændre sig lynhurtigt - så i dag er det nok nærmere hver anden som har en mobiltelefon end hver sjette som din kilde anslog - ifg. en lidt nyere undersøgelse fra 'Asia Foundation' har ca. 52% af befolkningen adgang til en mobiltelefon i husholdet - og så er det vel ikke for stort et logisk spring at antage de resterende ca. 20% har adgang via telefonkiosker mv.