Kronik

Samværschikane findes stadig

Konflikter mellem far og mor kan dække over meget, fra væsentlig uenighed til åben fjendtlighed, så det brede begreb kan derfor bruges, når far skal væk, fordi mor er sur. Såkaldte konflikter mellem forældrene er blevet en hyppigere årsag til, at kontakten mellem barn og far nedskæres eller afskæres. Det oplever Foreningen Far i forbindelse med deres rådgivning
Konflikter mellem far og mor kan dække over meget, fra væsentlig uenighed til åben fjendtlighed, så det brede begreb kan derfor bruges, når far skal væk, fordi mor er sur. Såkaldte konflikter mellem forældrene er blevet en hyppigere årsag til, at kontakten mellem barn og far nedskæres eller afskæres. Det oplever Foreningen Far i forbindelse med deres rådgivning
17. maj 2010

I Foreningen Far er der nogle medlemmer, som aldrig får deres børn at se. Der er tale om almindelige mænd, som er godt uddannede, passer deres arbejde, og i øvrigt er egnede til at tage sig af børn. Men da 'konflikten' mellem dem og deres barns mor er så stor, mener statsforvaltninger og domstole, at deres børn ikke skal have ret til at kende deres far under opvæksten

Der har ellers ikke manglet politisk vilje til at gøre noget mod samværschikane:

Da loven om forældremyndighed og samvær blev lavet om i 1995, blev der som et resultat af arbejdet i folketingsudvalget indsat formuleringer i den nye lovs § 12 og § 13, om at forældremyndigheden kunne flyttes, hvis »indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær«.

Berlingske Tidende sammenfattede den 13. december 1995: »Børn har ret til to forældre, uanset om de er gift eller ej, bor sammen eller ej. Og børn har ret til at bo hos den forælder, der bedst kan varetage barnets tarv - herunder sikre, at barnet bevarer kontakten til den anden forælder«.

Loven anno 2007

Men den 4. november 2003 belønnede Højesteret i en sag reelt samværschikane. Selv om moderen i årevis havde chikaneret en almindelig far, så han ikke fik kontakt med barnet. Højesteret begrundede bl.a. afgørelsen med, at barnet var mest knyttet til moderen. Ja selvfølgelig - må man indskyde - for hun havde jo forhindret, at barnet så faderen. Måske fik de nye paragraffer fra 1995 slet ingen virkning: Familieministerens oplysninger til Folketinget den 21. marts 2006 var, at »Der foreligger ikke nærmere statistiske oplysninger ...«

I slutningen af 2006 indgik alle Folketingets partier en aftale om en ny forældreansvarslov, der trådte i kraft den 1. oktober 2007.

På et sidespor

De gamle værdiløse paragraffer om samværschikane var ikke med. Men »Der skal strammes op over for samværschikane«, hed det alligevel som et af de 9 punkter i sammenfatningen fra Ritzaus Bureau den 5. december 2006. Og »Vi skal skride hårdere ind over for samværschikane«, slog daværende familieminister Lars Barfoed fast over for Information den 5. december 2007.

»Barnet har ret til både en moder og en fader,« sagde den nye familie- og forbrugerminister Carina Christensen ved førstebehandlingen i Folketinget den 20. februar 2007.

Og det reformivrige unge folketingsmedlem Martin Henriksen skrev i Fyns Amts Avis den 17. september 2007 kort inden lovens ikrafttræden: »Med de nye regler kan vi sikre, at den ene forælder ikke kan køre den anden ud på et sidespor uden ret til at have en relation til sit barn«.

Samværschikane i 2009

I 2008 blev der lagt mindre vægt på såkaldte konflikter mellem forældrene, der ofte vil afspejle samværschikane, men nu er det blevet en hyppigere årsag til, at kontakten mellem barn og far nedskæres eller afskæres. Det ser vi desværre i rådgivningen i vores forening.

Statsforvaltningerne kan henvise til formuleringer i Familiestyrelsens store 'Vejledning om samvær'. Det hedder bl.a.:

»Barnets udsathed kan således føre til afslag på eller ophævelse af samvær, selv om der isoleret set ikke er noget at udsætte på samværsforælderen« (fra afsnit 13.1.2.1).

»Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen« (fra afsnit 13. 1.2.2. 'Højt konfliktniveau mellem forældrene')

»Statsforvaltningen vil under behandlingen af sagen kunne træffe afgørelse om suspension af samværet, hvis der er akut behov for at friholde barnet fra forældrenes konflikt« (fra afsnit 13. 1. 2. 6. 1. 'Samarbejdschikane i form af bopælsforælderens hindring af samværet'). Alt i alt skal statsforvaltningerne, hvis de følger de nævnte afsnit af vejledningerne, ikke tage hensyn til samværschikane, men groft sagt følge mor, hvis hun synes, at der er bøvl med far. For 88 procent af skilsmissebørnene har bopæl hos mor.

Der er desværre nogle tegn på, at også landets domstole, følger Familiestyrelsens og statsforvaltningernes holdning til såkaldte konflikter. Det ses f.eks. i Østre Landsrets dom den 26. juni 2009. Tidsskrift for Familie- og Arveret refererer den sådan: »Ikke fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndigheden over femårig dreng, der som følge af samværschikane ikke havde set sin far, siden han var spæd«. Domstolen fandt det ikke »sandsynliggjort, at parterne kunne etablere et samarbejde,« skriver tidsskriftet. Så barnet får nok ikke kontakt med far under opvæksten.

Ind imellem er der dog lyspunkter i domstolenes afgørelser. Østre Landsret støttede den 10. august 2009 fogedretten i en »Tvangsbøde på 10.000 kr. for hvert weekendsamvær, hvor 5-årig dreng ikke blev udleveret«. Moderen »havde i en længere periode nægtet at udlevere ham til samvær med faderen og holdt ham hjemme fra børnehave,« beretter Tidsskrift for Familie- og Arveret.

Snyder juristerne?

Når jeg ovenfor skriver »såkaldte konflikter«, er det fordi omtale af konflikter er mange juristers måde at italesætte lovliggørelse af samværschikane. Konflikter kan dække over meget, fra væsentlig uenighed til åben fjendtlighed, så det brede begreb kan bruges, når far skal væk, fordi mor er sur.

Det kan umiddelbart se ud som om flertallet af landets jurister snyder flertallet af politikerne. Samværschikane er accepteret af juristerne, selv om politikerne ikke vil have det.

Men helt så enkelt er det nok ikke.

Landets jurister følger kun lovteksterne, ikke politikernes udtalelser, og kun i begrænset omfang Folketingets bemærkninger i forbindelse med lovgivningen.

Politikerne har forsømt at få deres ellers klart formulerede hensigter ind i selve lovens tekst.

F.eks. har de ikke insisteret på, at »barnets ret til begge sine forældre« skulle ind i den centrale formålsparagraf i lovgivningen.

De har også forsømt at få skrappe sanktioner med. F.eks. kunne straffelovens kidnapningsparagraf, § 215, også omfatte kidnapning ved at et barn ikke blev udleveret til samvær. Det kunne klares ved at indsætte det ene ord »samvær« i teksten til denne paragraf.

Politikerne har også forsømt at stille krav til embedsmændene i statsforvaltningerne. Hvis barnet virkelig har ret til begge sine forældre, så må det præciseres, at embedsmændene har pligt til at arbejde opsøgende og aktivt for denne ret.

Måske er politikerne undskyldt af de mange tågeslør, der ligger over det familieretslige område. Der må ikke refereres fra de enkelte lukkede retsmøder og vedrørende personlige forhold. Og Tidsskrift- for Familie- og Arveret, med vigtige afgørelser, er dyrt, ikke helt let at få fat på og ikke helt let at fortolke.

Desuden mangler der en ordentlig statistik over området. Selv om bedre statistik indgik i det politiske forlig fra 2006, er det ikke lykkedes hverken Familiestyrelsen eller Domstolsstyrelsen, at registrere mange af de mest enkle forhold. Hvor mange børn har ikke kontakt med den ene af deres forældre? Hvor ofte har myndighederne afbrudt et barns ret til kontakt med den ene forælder? Vi ved det ikke, selv om det burde være enkelt at registrere.

Endelig kan debatten forvirre. Pressen synes ind imellem at være glade for indlæg, der med udgangspunkt i ikke-dokumenterede enkeltsager tegner et billede af skilsmissemødre og børn som uskyldige ofre for skilsmissefædre, der næsten alle er voldsmænd og psykopater.

Lige nu bør politikerne indsætte en paragraf i forældreansvarsloven, om at bekæmpelse af samværschikane skal have »afgørende betydning« ved myndighedernes afgørelser. Ellers har mange seriøse politikeres bestræbelser mod samværschikane siden 1995 næsten været forgæves.

Claes Ludvigsen er landsformand for Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, og arbejder som gymnasielærer med undervisning i samfundsfag og historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Nielsen

Der er selvfølgelig mange der støtter både fædrene og mødrene, men desværre bliver børnene glemt i denne kamp.

Min mor fortalte mig gennem hele min barndom, at min far var en fordærdelig mand, som havde slået mig og gjort andre grimme ting mod mig, så det var derfor jeg ikke havde en far derhjemme.

På et tidspunkt fik jeg den ide, at opsøge min far for at få fortalt ham, at jeg var meget skuffet over den måde han havde gjort grimme ting, og bare havde forladt mig og jeg ikke havde haft ham i min barndom.

Det viste sig, at min far er en glad sløjdlærer, som ryger pibe, og hvis en flue flyver ud mod vinduet, lukker han den ud i stedet for at slå den ihjel.

Alle de løgne min mor havde fortalt passede slet ikke. I virkeligheden havde han kæmpet og mistet en masse penge i forsøget på at komme til at se mig, men det havde min mor modarbejdet med de værst tænkelige midler.

I dag har jeg ikke set min mor i flere år, men jeg hygger mig på fisketure med min far. Der er så meget vi skal have indhentet.

Poul Andersen

Meget trist historie Niels. Jeg rådgiver i Foreningen Mor og Far om samvær, forældremyndighed og frovaltningen af loven, og vi har rådgivet på området i mange år. Din historie har jeg desværre hørt mange gange, og forståeligt når myndighederne ubetinget stoler på bopælsforælderen, typisk moderen, og dennes udokumenterede påstande, og ligeledes forståeligt når mand som voksen forstår alt, bliver meget bitter på den forælder som har bidraget til så meget afsavn i sin barndom. Det principiellse i dette har jeg hørt mere end 100 gange, og er bestemt ikke ualmindeligt, desværre.

@Niels

Det er en af de meget - i mine øjne - indlysende grunde til at jeg ikke fatter de der griber til løgne om modparten, børnene bliver jo gamle nok til en dag at selv se igennem fakta, og så kommer straffen.

Men trist alle de skønne år af barndommen som både den udelukkede forældre, og barnet må undvære, grunde egoisme.

Jens Sørensen

Når man tænker på hvor meget debat den nye forældreransvarslov normalt frembringer, er det interessant at se hvor få kommentarer denne artikel har fået.
Måske fordi den den belyser et emne, som menge gerne vil fortie ihjel

Ja det er meget tankevækkende at der er så stor forskellighed i myndighedernes syn på os skilsmisse fædre kontra skilsmisse mødre - og ikke mindst det som statsamtet er sat i verden for - at varetage børnenes tarv.

Jeg var faktisk af den opfattelse at Statsamtet varetog børnenes tarv - men måtte sande at det stort set kun er mor's - hverken far eller børnene.

Min oplevelse af at være skilt far er det hårdeste og ondeste der er sket i mit liv - Moren til børnene sidder med hus, alt inventar og børn.

Det hænger sammen med at vores skilsmisse skete ved at der var urtroskab fra hendes side og blev først informeret om følgende:
1. Der er ikke "en anden"
2. Vi skal sikre den bedste seperationsperiode via et godt samarbejde om børnene og skabe de rammer der giver dem mindst støj og forandringer.

Tog i statsamtet underskrev seperations papirerne og fandt ud at der er handlet i ond tro og alt hvad der var blevet sagt (i bla. statsamtet) var løgn fra ende til anden.

Det ville i alle andre økonomiske situationer have medført en kendelse der indebar fængsel straf eller lign.

Men i en skilsmissesag er der åbenbart "intet helligt" ift. far og børnenes velbefindende og der er ingen konsekvenser eller lign. ift moren - far derimod skal slange sig for bare at fastholde sin status som weekend far (oprindeligt 9/5).

Et lysende eksempel på dette er bla. da jeg ringer til statsamtest info center med et høfligt spørgsmål om hvad børnepengene præcist indebar (havde lagt en del penge ud for recept pligtig medicin og var desværre af den tro at bleer er noget som er inkluderet i børnepengene) - svar "hvis du nu fokuserede på dine børn frem for dine penge ville du jo nok erfare at det er det bedste for alle parter - er der andet jeg kan hjælpe med ?".

Jeg er efterhånden af den holdnining at statsamtet og mor er de eneste der har et "say" ift. børnene og det er meget trist at denne kløft imellem far og børnene supporteres 100% af statsamtet.

Ifølge Statsforvaltningens ledelse er det op til sagsbehandleren at vurderer, om der er tale om samværschikane.

Det er præcis det samme som at bede ulven passe får. Såfremt Statsforvaltningen ikke har afvist at behandle en sag, underforstået tillagt "chikanøse" parts oplysninger betydning i forbindelse med sin selvretfærdigørelse på sagen, så skal der konkret en underkendelse af sagsbehandlingsgrundlaget til, før den vurdering vil forekomme, og det er ikke sandsynligt med det ry som Statsforvaltningerne har skabt sig.

Det er således nødvendigt at fratage sagsbehandleren retten til at foretage vurderingen om chikane, da barnets tarv ikke skal være afhængigt af sagsbehandlerens (alt efter sagens belysning) problemer med at underbygge det typisk uoplyste sagsbehandlingsgrundlag.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at der er opstået en ny praksis ved Statsforvaltningen København. Det handler i bund og grund om at fremsende akter til retten i forbindelse med en fogedsag vedrørende samvær, som fogedretten ikke har bedt om, også samtidig inorerer sagsøgerens ansøgning om indsigt i de fremsendte oplysninger .

Når lokummet så brænder tilstrækkeligt under Statsforvaltningen, trækkes det endelige trumfkort nemlig en ophævelse af samværet. Derved forhindres forurettede både i at få rettens vurdering omkring samværschikane, men også at få indsigt i de oplysninger som Statsforvaltningen fremsendte.

Som afsluttende bemærkning har Statsforvaltningen jo ingen interesser i sagernes afgørelser, hvorfor jeg blot skal undre mig over at fogedretten kan afvise en sag i henhold til en afgørelse fra Statsforvaltningen der ikke var truffet, men mon ikke Familiestyrelsen efter en snart 6 måneder lang sagsbehandling vil være i stand til at oplyse hvem der har informeret retten om oplysninger der ikke eksisterer, nu hvor Statsforvaltningen ikke vil forholde sig til sagen :-)