Læsetid: 3 min.

Slankekure som fedmemiddel

Rapport om et tabloidmarked i voldsom forandring
21. maj 2010

»B.T. vil gøre sig fri af papiret,« lød forleden en overskrift i dagbladet Børsen. Det er en ny redaktionel bestræbelse, som bladets 200.000 fhv. købere allerede gennem en årrække har hjulpet godt på vej! B.T.’s papiroplag er nu nede på 66.000 om hverdagen og 96.000 søndag.

Ekstra Bladets tilsvarende tal er 72.000 og 102.000. Men Ekstra Bladet har et langt større overskud pr. solgt eksemplar, fordi køberne selv henter det i kiosken, mens størstedelen af B.T.’s oplag sælges i abonnement og leveres i brevsprækken af dyre bude.

En trøst for de to avisers annoncesælgere er, at antallet af læsere pr. eksemplar er pænt, selv om det også er dalet: B.T. læses af 270.000 mennesker, Ekstra Bladet af 324.000.

Bladenes salgsstrategier fremtræder stadig mere forskellige. De afspejler, at de to aviser mere konkurrerer med internettets folkelige fristelser end med hinanden.

Ekstra Bladet går efter forsider med hårde nyheder parret med kendisstof og ugentlige forbrugerhistorier.

B.T. har næsten opgivet nyhedskonkurrencen. Oplaget skal fedes op med slankekure, som hver uge tilbydes de tykke damer, der holder avisen. B.T.’s anden nye slagvare er mirakelkure på stribe mod diverse sygdomme. Men kvalificeret sundhedsstof er et hestearbejde at frembringe. B.T.’s chefredaktør Peter Brückmann har derfor søgt samarbejde med fagskriftet Dagens Medicin for at låne stof og spare mandskab.
Den idé afvises lodret af Dagens Medicins chefredaktør Kristian Lund, som kalder B.T.’s håndtering af feltet katastrofal. Han finder det »forfærdeligt«, at B.T. f.eks. udnævnte det kolesterolsænkende middel Simvastatin til at være kræftfremkaldende og potensdæmpende, hvilket skabte skræk blandt hundredtusinder af mænd, der tager den udmærkede medicin.

Fuldstændig useriøst! hvæser Kristian Lund. Han nævner også, at kræft ifølge B.T. kan helbredes i Kina. Men den unge kvinde, der udgjorde dokumentationen, døde måneden efter behandlingen – en formue fattigere.
Derfor vil Lund ikke hjælpe B.T. med sundhedsstof. Sjovt nok var han selv chefredaktør af B.T. i 1999-2003. Da han kom, var bladets underskud 60 mio. kr. Da han rejste, var årets resultatet minus 10 mio. kr. B.T.’s regnskab er mørklagt, men Lund vurderer, at avisen i dag er tæt på at være en nulforretning, selv om Brückmann har talt om plus 50 mio. kr. i 2009. Måske for at hamle op med Ekstra Bladets bundlinje på 80 mio. kr.

Kamp på nettet

Tabloidernes dalende papiroplag har flyttet kampen om læsere over på nettet. Her har ekstrabladet.dk længe været Danmarks største nyhedssite målt på besøg: Over en million pr. dag.

Området er oprustet kraftigt af chefredaktør Poul Madsen, som har satset et stort mandskab på den elektroniske nyhedsavis, der er udbygget med en web-tv-afdeling. For at forstærke succesen blev netavisverdensmester Geir Ruud fra Verdens Gang i Oslo for to år siden headhuntet til at lede ekstrabladet.dk.

B.T. kom sent i gang med sin netudgave og tiltrækker her i foråret kun halvt så mange daglige besøg, nemlig en halv million.

Men nu bebuder Peter Brückmann altså, at B.T. vil satse på at skabe overskud på nettet, så papiravisens skrantende resultat bliver mindre væsentligt.

Det skal lykkes senest i 2015, og betting skal hjælpe godt til i forbindelse med, at Danske Spils monopol på bookmaking delvis ophæves ved årsskiftet.

B.T. går altså en fremtid i møde som en kloning af klog kone og bookmaker. Glosen tabloid-presse får en helt ny betydning.

Nå, det gjorde den jo allerede, da Information krøb ned i samme format.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu