Klumme

Søren Bramfris opsang

Har en lovgivende politiker ret til at kritisere en dommer? Ja. Er der klogt? Nej!
18. maj 2010

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Det vil sige, at enten har vi ytringsfrihed, eller også har vi ikke. Punktum (vistnok et skjult Ralf Pittelkow-citat). Ytringsfrihed er ikke det samme som krænkefrihed, har vores kirke - og integrationsminister sagt. Så enkelt mener jeg ikke, det er. Der kan være ytringer, der er krænkende - enten med eller uden forsæt. Er det første tilfældet, siger det nok mest om den, der fremsætter ytringen.

Men vi taler om frihed under ansvar, hvilket er formuleret klart i Grundlovens paragraf 77: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny genindføres.«

Set i det lys har Søren Krarup naturligvis lov til at kritisere en dom, der ganske vist ikke er faldet endnu - men den slags bagateller plejer Søren Bramfri jo aldrig at hænge sig i, ligesom han heller ikke altid lader sig distrahere af virkeligheden. I sagen mellem professor Bent Jensen, der har beskyldt journalist Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent, hvad Dragsdahl ikke vil finde sig i, er der, som sagt, endnu ikke faldet dom, og det skal naturligvis heller ikke ske via denne klumme.

Dommer Mette Langborg har indtil videre nøjedes med at tilkendegive, at der ikke var tilstrækkeligt belæg for Bent Jensens beskyldninger.

Krarups svada

Og det har så afstedkommet følgende svada fra Søren Krarup: »I mine ører har hun i den politiske korrektheds navn på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen og har kun været interesseret i én ting: at frikende Dragsdahl.«

Det er en ret grov beskyldning, for det er jo det samme som at sige, at dommeren har været forudindtaget, hvad Krarup da heller ikke vil benægte.

Det får Dommerforeningens formand, Jørgen Lougart, til at sige: »Det er jo næsten en ærekrænkende udtalelse.« Læg mærke til ordet 'næsten'. Han vil åbenbart ikke hænges op på noget, og Søren Krarup er da også hamrende ligeglad. »Man behøver ikke være så utrolig hellig, bare fordi man er dommer,« siger han frisk. Hvem der så har påstået dét?

Med Jensen som kilde

Når jeg spørger, om en lovgivende politiker - og det er man jo som folketingsmedlem - har ret til at kritisere en dommer, er det egentlig lidt retorisk. For naturligvis har han da det, omend kritikken vil have haft endnu større vægt, om han selv havde været til stede i retten i Svendborg. Det var han som bekendt ikke, men han ved i forvejen, hvad sagen handler om, siger han. Det ved han nemlig fra Bent Jensen, vel ikke den mest uvildige af alle kilder! Men Bent Jensen har Søren Krarups fulde tillid. »Jeg kan sige god for ham,« har han også udtalt. Vel næppe en vurdering, der vil have større tyngde i et forsvar for ham.

Men er det lovligt, det Søren Krarup gør, er det i hvert fald ikke klogt, tværtimod. Det er hamrende dumt. Krarup har også argumenteret med, at ligesom en politiker kan kritisere en dommer, kan en dommer kritisere en politiker.

Og jo, i princippet er det da helt rigtigt. Det kan Mette Langborg godt, så længe hun holder sig til politikerens konkrete synspunkter om f.eks. indvandring eller skattelettelser eller 12 minutters ekstra arbejdstid om dagen.

Hvad hun derimod er afskåret fra er at gå ind i en diskussion med Søren Krarup om den konkrete sag. Som sagt er der endnu ikke faldet dom i sagen, og derfor er hun totalt og aldeles afskåret fra at tage til genmæle mod Søren Bramfris beskyldninger, hvad han da heller ikke kan være uvidende om. Så lovligt, jo. Men ikke særligt fair.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Diepgen

Lærkesang og Opsang.

Der er ingen grund til at slå til Søren, for bramfri er næppe den, der er parate til at benægte fakta for at bevise sandheden. Sangen fra Nyhavn og rettergangen i Svendborg handler om andet end gikkerik. Når vi her ser lommens foer tømt for et rivegilde, må vi lade havnens piger drikke forårsguden til.

Søren Krarups samtale med Politiken og Jyllandsposten har udløst en lavine af påstande, redaktionen på Jyllandsposten til særligt behag, når den i dag giver yderligere plads til Krarups svadaer i en kronik over dommerne. Krarup må selvfølgelig tage udgangspunkt i Grundtvig, men lufter sine meninger om PET for at slutte med Stalin. Vi må jo huske på, at "vi lever i et evangelisk-luthersk land", hvor man logisk nok må sammenligne Svendborg Ret med Stalins udrensninger. "Alligevel var jeg (dvs.S.K.) jo slet ikke i tvivl om sagens sandhed." Præsten Jens Kvist må dog kunne indse, at når Krarup argumentere med gud, som man læser i kronikken, så er gud overalt Krarup selv, en teologisk talemåde: ego sum!

Sagen fik de store armbevægelser frem hos støtterne af Dansk Folkeparti til ære for Jyllandsposten, Politiken og Information. I Information Helle Meret Brix, Lone Nørgaard og Morten Messerschmidt, mens Mogens Camre stod for et indlæg i Politiken: Danske dommere er altså hverken paver eller guder. Søren Krarup har nemlig sagt nogle sandheder. Dommer Mette Lundborg er ude i en kulturkamp (antagelig imod DF), og her spiller landsforræderi en hovedrolle med navnene Jan Sonnergaard, Frank Aaen og Jørgen Røjel.
Camre slutter: "Vi afventer spændt, om landsretten har et andet forhold til den kolde krig og forskningens frihed end dommer Langborg."

Et eller andet sted i samvittigheden må der findes en begrundelse for, at repræsentanterne for Dansk Folkeparti ofte lander på krigen og besættelsens forræderi, som ikke de, men mange af os andre har erfaringen med og så mange personlige fakta, at man kan tåle at få en retsag imod sig.

Per Diepgen

Her til lands har vi i 65 år været friholdt den form for terrorisme, som alle taler om er så farlige, og som har givet anledning til antiterrorlovene og til 50 års koldkrig, som Bent Jensen har gjort til bannerfører for, og som politiet giver domstolene kæmperetssager at klargøre, men ingen har set blot skyggen af denne terrorisme - til gengæld er vi dagligt udsat for religiøs, økonomisk og politisk terrorisme af en langt værre samfundsnedbrydende karakter.

Karsten Aaen

Dragsdahl kan altså ikke blive 'frikendt' da Dragsdahl overhovedet ikke hverken var eller anklaget for noget som helst. Dragsdahl har anlagt sag mod Bent Jensen og Jyllands-Posten for 'ærekrænkelse' og 'injurier'? Altså er det nærmere Bent Jensen som kunne blive frikendt.

Men nu er det en civil rets-sag og i en sådan bliver man ikke frikendt eller dømt, mener jeg? Og så vidt jeg ved, er det Bent Jensen, som skal løfte bevisbyrden for at Dragsdal var agent eller spion.

Og den bevisbyrde er, efter retsformandens og de to andre dommeres, mening, ikke løftet. Det er Bent Jensen, der har siddet på anklagebænken her - for nu at bruge et sprog vi normalt taler om dom og rettergang i.