Kronik

Stift styret dansk bistandshjælp

Vi må gentænke u-landshjælpen. Vi sætter betingelser for respekt for menneskerettigheder og demokratisk udvikling for at ville yde støtte. I praksis bliver det til, at de lande regeringen ikke kan lide, eller som er besværlige, udelukkes, f.eks. Nicaragua og Bolivia. Vi siger, vi støtter skrøbelige lande, men det er ofte med specifikke danske interesser bag
U-landsbistanden styres og uddeles efter en sindssyg værktøjskassetænkning, hvor Afrika betragtes som hjælpeløst, hvilket er helt forkert, mener dagens kronikør.

U-landsbistanden styres og uddeles efter en sindssyg værktøjskassetænkning, hvor Afrika betragtes som hjælpeløst, hvilket er helt forkert, mener dagens kronikør.

nic botma

6. maj 2010

Privatsektoren skal opgraderes og demokrati, vækst, ligestilling, stabilitet og miljø/klima styrkes ifølge en ny udviklingspolitisk strategi. Selv om de er glade for hensigterne, går udviklingsprofessionelle og ngo'er lige i fælden og forsvarer den hidtidige konsensus om fattigdomsorienteringen. Underforstået, at den danske og anden bistand har bidraget væsentligt til at reducere fattigdommen.

Lad os kigge på den nuværende bistand, der skal hjælpe til opfyldelse af 2015-målene om halvering af fattigdommen, delvis gennem forbedring af sociale ydelser: Siden 2005 skal den også leve op til Paris-erklæringen om harmonisering og tilpasning af bistanden til modtagerlandenes behov. Bistandshjælpen er fuld af plusord.

I modsætning til nødhjælp kan det tage år at vedtage f.eks. et nyt sektorprogram, hvori besværges, at alle hensyn er taget korrekt, at man kender risiciene, og at alle donorer stemmer overens. Tempoet står i skærende kontrast til kravet om hurtig reaktionstid i en verden, hvor Wall Street sender verdensøkonomien i koma i løbet af en uge.

Rugbrødsarbejdet med programforberedelse, review og evaluering udføres af konsulenter. Struktureringen og stadierne på et programs vej er nøje fastlagt. Programdokumenterne skal forholde sig kreativt-teknokratisk til 'aktiviteterne' og implicit foregøgle muligheder for store fremskridt ved at viske problemerne bort. Fremskridt måles ved hjælp af indikatorer, såsom at den procentdel af en årgang, der går i skole skal stige fra X til Y procent i løbet af en vis årrække, alt dejlig fremtidigt. Dernæst skal et apparat sættes op for at måle på indikatorerne. Skriver I, karle?

Bemærk ordet program, for 'projekt' blev på et tidspunkt et fy-ord. Et projekt er typisk en veldefineret investering med en begyndelse og en slutning, et program er en mere global samling tiltag, hvor man foregiver, at regeringen tager ejerskabet (et andet kerneord).

Flere donorer skal helst støtte det og deles om at måle og veje - og om at blive enige. Donorerne har også i deres visdom besluttet, at de hver især skal have færre sektorer, tre, så tiden kan bruges på afvikling og forsikringer om, at et lukket program nok hjalp alligevel, og at andre tager over, eller at det allerede er »bæredygtigt«.

Når programmet implementeres, som det hedder med et fælt ord, laves der reviews. Der måles på de opstillede indikatorer. Hvis der er tale om budgetstøtte, bruges indikatorerne til at frigøre penge.

Efter programafslutningen kigger evalueringer mere globalt på programmets kontekst: Når det sine resultater og mål, er det bæredygtigt, har det utilsigtede konsekvenser, og er det omkostningseffektivt?

Det lyder besnærende konkret, men uanset måleteknik kan der være både gode og dårlige grunde til, om målene nås eller ej. Alligevel bliver lande, der har er en vis fremgang i udviklingen, udråbt til at være mønsterelever som Ghana, mens andre, der knokler nok så ihærdigt, får på hattepulden.

Det er måske ikke, fordi selvhøjtidelige donorer sidder i evige møder med dem selv, at der kommer flere børn i skole. Men man er parat til at tage æren.

Der bruges mange ressourcer på institutionelle analyser og reformer. Et problem foreslås næsten automatisk løst ved organisatoriske nyskabelser. Vejbyggeri skal ikke længere styres af et ministerium (for et ministerium skal ikke implementere), i stedet skal der skabes et fritstående organ.

Ministeriet skal så planlægge og lave politikker, men både personale og andre ressourcer skæres ned. Måske ligger problemet ikke i organiseringen, men i lave offentlige lønninger.

Disse reformer sker selvfølgelig kun indirekte på grund af donorerne, men de giver en undskyldning for, at det ikke er gået bedre. Fællesnævneren ændres gennem en pseudo-løsning.

Jeg skal ikke gå ind i alle moderne bistandshjælps måder at foregive, at der er dynamik over feltet.

Ej heller påstå, at det er på grund af bistandshjælpen, hvis Afrika f.eks. ikke er kommet længere. Donorlandene og modtagerlandene befinder sig i en omfavnelse: I lader som om, I vil gøre de ting, vi er enige om, og vi lader som om, det virker. Hvis en journalist finder en uheldig historie, skynder donoren sig at tale om 'korruption', der betyder, at 'det er ikke vores skyld'. Nu skal der ryddes op, siger donoren til regeringstoppen uden måske helt at gøre sig klart, at det er lige dér evt. korruption udgår fra.

En stor del af bistanden går til 'demokratisering'. Men om demokratisering er et bistandsegnet program, er et åbent spørgsmål. Processen foregår således: Mangel på demokrati og befolkningsindflydelse erkendes som et problem, og svaret hedder: Indfør demokrati og giv befolkningen indflydelse.

Måske foretages en ikke særlig sofistikeret undersøgelse, og derefter opstilles et program med mål og aktiviteter, ofte kurser, hvor succeskriteriet kan være antal deltagere. I stedet for at se på samfundets mekanismer.

Kritiske røster er fremme om, at bistanden ikke virker efter hensigten. Enten at det måleri, der foretages, er af tvivlsom kvalitet, eller også at landene ikke når målene eller bare, at det ikke sker på en måde, man kan lide. Om de var urealistiske, spørges der mindre til.

Afrika er ikke passiv

Mens bistanden således har sat sig selv i stå med overmålstyring, selvretfærdighed, møde på møde og ikke mindst en sindssyg værktøjs-kassetænkning, er der en dynamik over Afrika, der ikke er søndagsskoleagtig.

Afrika er en del af verden med ned- og opture. Det internationale kapitalmarked er ikke gearet til Afrika, og når veje og elektricitetsledninger skal bygges, henvender lederne sig til arabiske fonde, der styrer efter den gammeldags projektmodel.

Kina er aktiv på mange fronter og bruger mange instrumenter: regering-til-regering, pseudo-private investeringer, rent private investeringer og handelssamkvem. Kineserne bruger mindre tid på skriveri og blander gladelig instrumenterne sammen. Samtidig er der sket det, at nogle afrikanske landes ledere og topfolk er blevet mere selvbevidste, som den danske regering måtte erkende på COP15.

Fogh skulle have et bistandseftermæle og skabte Afrika-kommissionen. Dens arbejde med den private sektor er inspirationen for strategien, hvis indhold ikke er særlig nyt. Med hensyn til privatsektorudvikling - en dårlig eufemisme for kapitalisme - støtter man gerne rammeorganisationer eller giver lidt småpenge til danske virksomheder, som for længst burde have set mulighederne i Afrika.

Hvis man indrømmede, at det drejer sig om kapitalistisk udvikling, kunne man i ny og næ spare talen om bæredygtighed væk. Kapitalisme bærer jo destruktionen i sig. Respekt for menneskerettigheder og demokratisk udvikling bliver både betingelse for støtte og objekt for støtte. Men hvem husker ikke Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ? I praksis bliver det til, at de lande regeringen ikke kan lide, eller som er besværlige, siges der farvel til. Nicaragua og Bolivia går ud. Nok skal skrøbelige lande støttes, men især dem der har specifik dansk interesse.

Det er godt at gentænke bistandshjælpen. Endnu bedre at beskæftige sig mere med hvad der faktisk foregår.

Jeg er i de sidste mange år regelmæssigt kommet i Uganda og læser hver gang i aviserne om, hvor galt det står til med sundhedsvæsenet. Ingen medicin i de mange små sundhedscentre, heller ingen læger.

Der er under 30 psykiatere til 33 mio. mennesker, mange med krigstraumer. Kræft er udbredt i alle befolkningslag.

Danmark har støttet sundhedssektoren gennem minimumssundshedsydelser i over 20 år. Andre donorer er med, ud over særprogrammer for hiv/aids, malaria og tuberkulose.

Det skuffende resultat hænger måske sammen med spredningen af sundhedscentre i stedet for at holde styr på færre hospitaler.

Regeringen skylder at gøre rede for, hvordan strategien passer ind i den vedtagne 3-sektormodel og de lange engagementer. Det ville være en fordel med en bredere flade.

Forespurgt om et eller andet fornuftigt ikke kan gøres, udbryder enhver donor rutinemæssigt: »Desværre, vi er ikke i den sektor« eller »Vi har lagt vores program fast for de næste fem år«.

Udviklingsminister Søren Pind har lanceret vidtgående frihedsambitioner. På sin nylige rejse til Zimbabwe reviderede han hurtigt forestillingen om deres realisering. De store armbevægelser nytter ikke. Men der er i sandhed brug for et opgør med måden, bistanden foregår på.

Ellers fortsætter karlene og pigerne blot med at skrive. Det er det rene Holberg.

Karen Helveg Petersen er ph.d. (økonomi) og konsulent i udviklingsarbejde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det skuffende resultat hænger måske sammen med spredningen af sundhedscentre i stedet for at holde styr på færre hospitaler." Det er det man, hyldet af regering såvel som donorer her (i Uganda) kalder DECENTRALISERING: lad ydelserne komme ud hvor borgerne er...

I een landkommune, Inomo i Apac distrikt i det nordlige Uganda, hvor lokale kolleger og jeg har arbejdet, var der sidste år afsat 380.000 UGX til kommunens godt 26.000 borgeres sundhed - dvs. 14,6 UGX, = ca 0,40 DKK. Ikke sært at mødre i hobetal ligger og dør under barsel ude ved hytterne

Karen Helveg

Kære Susanne,
Det har du ret i, altså at budgetterne ikke er særlig store på decentralt plan. Men der går i hvert fald ret mange penge til sundhedssektoren alt i alt, mange flere end hvad der svarer til det usle resultat. Det bedste der virker langt på landet iflg. mine ture rundt i det (ikke primært for at se på sundhedsinstitutioner, men som led i andet arbejde) er hospitaler drevet af protestantiske eller katolske missioner. Kisiizi, Kalongo (der er malet fint op for Danida-penge, fik jeg at vide). Jeg har da også set et par nogenlunde udseende andre småhospitaler, men sundhedscentrene er en ynk (jeg glemmer et center, hvor "stigbøjlerne" til gynækologiske undersøgelser eller fødsler, ja, der var kun én. Og ikke så meget som en sygeplejerske, men måske en dag.... Og så er der ikke penge lokalt til, at centrene kan knytte sig til elnettet, som i nogle tilfælde ligger lige ved. Og så fremdeles. Som man også kan læse af klager i pressen. Så hvis der virkelig er vilje til at lave det bedre, må det organiseres strammere. Selvfølgelig skal ydelserne ud, hvor borgerne er, men de er ikke uflyttelige. Distrikterne og sub counties er i hvert fald ikke for gode til at styre sundhedssektoren uden et solidt indspark. Men samtidig er der drysset så meget ud, at også Mulago (Ugandas største hospital) er i en elendig forfatning, som du ved. Det forekommer mig, at undervisningsinstitutionerne er relativt set langt bedre.

Enig, jeg kender godt Kalongo. Problemet for den OFFETLIGE sundhedstjenese er korruption, hvert eneste sogn skale iflg policies have et Health Centre II, men de fleste har ingen. INGEN. Og de HCIII's der er, har ofte, som du er inde på, hverken sygeplejerske, jordemoder eller læge, og hvis de har - er de ikke lige på arbejde... eller kræver masser af penge under bordet for selv den mest simple ting. For ikke at tale om det udbredte private salg af den offentlige medicin, som folk har krav på at få på HCIIIs, men henvises til at købe i obskure folks shops..

Desværre tror jeg ikke undervisningssektoren er stort bedre - pt. er der masser af debat og undersøgelser, der viser hvordan den såk. gratis grundskole og nu USE, fri gymnasieskole, lider voldsomt under de mange elever, de alt for få lærere, ingen eller få undervisningsmaterialer, ringe eller ingen bygninger, ol. Mao. en masse KVANTITET men yderst tvivlsom KVALITET. UV-ministeriet er også kendt som et af de mest korrupte, så...Distrikterne og sub counties i det hele taget ligeså. EET stort problem med decentraliseringen er at der IKKE skabes noget lokal produktion af betydning, så der er ikke noget lokalt skattegrundlag; derfor kommer de fleste midler fra Kampala og DER går det så galt. Distriktspolitikere og embedsmænd er virkeligt dygtige til at kanalisere pengene alle mulige andre steder hen end derhen, hvor de kunne komme til gavn for borgerne..

Karen Helveg

Jeg har selv arbejdet med elkooperativer, ja tro det eller ej. Og jeg mener at kunne se positive muligheder i dem, også fordi de er lidt på afstand af myndighederne. Der er dem, der mener, at lokale elselskaber skal ind under kommuner eller distrikter, men der skal checks and balances til. Der er to i gang, et i Bundibugyo og et i Pader-området. Jeg har ikke mere noget systematisk med dem at gøre, men i hvert fald i begyndelsen havde de en stor dynamik. Der gik godt nok også meget arbejde ind i at få dem sat op.
Undervisning: du har uden tvivl ret, især mht kvantitet over for kvalitet, hvad der ofte bliver resultatet, når man kommer med de store deklarationer om, at "det vigtigste for udvikling er...." Så skal der ske noget, og kvaliteten fejler. Men man har dog nogenlunde nået op på 100% skolegang minus et par procent i Uganda, hvilket faktisk er ganske imponerende.

Hej igen Karen,
Næsten 100% skolegang, jo, men under 50% gennemfører... og især i skoler nordpå er der mange, hvor kuun en enkelt elev gennemfører, såeh... mine egne aktionsforskningsprojekter i Apac og Masindi peger på STOR utilfredshed med UPE blandt alm fattige bønder - deres børn spilder tiden, mener de - desværre har de nok ikke helt uret..