Kommentar

Tapre lille Belgien

Den sproglige mangfoldighed er kernen og styrken i Europas kulturelle identitet
6. maj 2010

I dag hører man sjældent udtrykket 'Tapre lille Belgien'. Men da Belgiens suverænitet blev krænket i 1914 - og aviser i Storbritannien og Frankrig var fulde af historier om voldtagne nonner og spædbørn, der blev spiddet på de bestialske hunners bajonetter - var det klejne Benelux-land så absolut et tapperhedens sted. Siden er det gået ned ad bakke med det belgiske ry. Spydigheder, hvis ikke foragt er blevet den generelle tone over for det regnfulde 'tegneserieland'. Da en britisk general i september '44 rykkede ind i det befriede Belgien, udtalte han: »Belgierne ser ud til at have ædt sig igennem krigen«. Den bemærkning satte standarden for de efterfølgende årtier.

Hvilket kan undre for afhængig af, hvordan man ser situationen, kan Belgien siges at give indblik i, hvad Europa kunne blive eller aldrig kan blive: Nationens konstitutionelt forankrede skillelinjer mellem det fransktalende Vallonien og det flamsktalende Flandern, har gjort Belgien stedse sværere at regere.

Indædt modstand

For nylig faldt den belgiske koalitionsregering, da et flamsk liberalt parti trak sig ud, vrede over, at der i en sprogligt blandet valgkreds ikke var plads for et kompromis, som kunne give de fransktalende vallonere en principiel mulighed for at stemme på flamske partier.

For at danne den nys afgåede regering krævedes der i sin tid ikke mindre end 194 dages drøftelser, hvilket siger alt om, hvor dyb en etnolingvistisk kløft, der går ned gennem Belgien. Men i de syv måneder uden regering klarede Belgien sig storartet. Hvorfor? Fordi den belgiske stats beføjelser er stedse mere udhulede: De har enten forskudt sig nedad mod regionale og kommunale enheder eller opad til det EU, hvis glas- og stålskyskrabere dominerer bybilledet i hovedstaden Bruxelles. Ud over repræsentative opgaver er det et mysterium, hvad der står tilbage for den belgiske stat at gøre.

Ser man med mistro på perspektivet om en stadig snævrere europæisk union, er det fristende at se Belgien som et skræmmeeksempel på, hvad der kan gå galt: Her har vi en stat, som synes reduceret til at par euroregioner i et tætbefolket og bymæssigt sammenvokset hjørne af Nordvesteuropa.

Det bemærkelsesværdige ved det dysfunktionelle Belgien er imidlertid slet ikke dets nedsynken i tiltagende eurohomogenitet. Det er derimod de fransk- og flamsktalende befolkningsgruppers indædte modstand imod at give sig i sprogspørgsmålet. Samme lingvistiske stejlhed afspejler sig EU-institutioner, hvor bås efter bås af tolke hver dag kæmper for at oversætte elendige græske vitser til polsk eller højtstemte polske proklamationer til passabelt gælisk. EU hånes for sin babelstårnagtige strukturer, og ofte lyder der krav om at slanke det enormt ressourcekrævende system med oversættelse mellem 23 forskellige nationale tungemål til fordel for en håndfuld arbejdssprog.

Men at give efter for det krav, ville ikke bare være at handle imod Europas ånd. Det ville ret beset være at hoppe med på den skrøne, som både fanatiske EU-modstandere og glødende føderalister abonnerer på: At Europa er EU, og at EU er Europa. Der er sandt at sige få steder, som er mindre genuint europæiske end EU-hovedkvarteret i Bruxelles, præget som dette er af anonyme kontorsiloer, bureaukrater i udlændighed, lobbyister og politikere. Dette EU har ingen historie. Det har meget lidt stil, og det savner så ganske - hvad der er helt afgørende - den kulturelle dybde, som gør Europa så ekstraordinært.

Rejs fra Ungarn til Tjekkiet og videre ind i Polen. Nye hurtige togforbindelser suser uhindret igennem, uforstyrret af toldmyndigheder og grænsekontroller. Som oftest er der ikke andre indikationer af, at den nationale suverænitet har skiftet, end de varierende bogstavtyper på jernbanestationernes navneskilte.

Identiteten og sproget

Men sprog har også stor betydning her. Da jeg for BBC dækkede indvielsen af et nyt museum for Warszawa-opstanden, sagde jeg en passant - men alt for højt - til en kollega:

»Bare museumsdirektøren nu taler engelsk. Jeg kan ikke klare ét interview mere på polsk.«

Efter lidt ventetid fik jeg at vide, at interviewet måtte aflyses. En af direktørens medarbejdere havde overhørt min bemærkning, og først efter dybe beklagelser og alternative udlægninger af mine uoverlagte ord, kunne interviewet gennemføres som aftalt.

For museumsdirektøren var polsk ikke bare et kommunikationsmiddel - det var en fortælling. Sådan er det i det meste af Europa. I den genskabte Reichstag i Berlin sneglede jeg mig via tolk igennem et møjsommeligt interview med en tysk politiker. Da mikrofonen var slukket, slog han over i flydende engelsk, og dér stod jeg med åben mund, fuldt af selvretfærdig - og uvidende - harme.

»Alle taler engelsk i dag,« på det kontinentale Europa, siger man. Men tro det ej, for det er ikke sandt. Vi har for let ved at glemme, i hvor høj grad identiteter er bundet op på sprog. Og når sprog har betydning, er det, fordi nationer har betydning. Nationer og sprog rummer fortællinger, indstifter tilhørsforhold og indgyder loyaliteter, hvilket er vigtigere end folklore og festivaler.

En advarsel

Nogle vil endda hævde, at Europas nyvundne harmoni efter de to verdenskriges enorme og ufattelige blodsudgydelser, må ses i sprogligt lys: Med udgangen af Første Verdenskrig opløstes de russiske, osmanniske og Østrig-ungarske imperier i mikronationer efter de wilsonske principper om selvbestemmelse. Efter Anden Verdenskrig blev millioner - især tyskere, men også andre nationale minoriteter - fordrevet fra deres hjemstavn gennem generationer.

Først efter disse to omvæltninger, skal vi følge denne tankegang, blev der tilvejebragt en passende etnolingvistisk homogenitet. Og kun takket være denne homogenitet kunne Øst- og Centraleuropas postkommunistiske stater falde tilbage på en stabil national suverænitet.

Den moderne nationalstat, som er sikret ved en høj grad af etnisk og sproglig renhed, er på godt og ondt stadig det primære fokus for de europæiske borgeres loyalitet. De, som længes efter et europæisk lingua franca - et fællessprog for alle europæere til at erstatte EU's hære af tolke og oversættere - kan komme til at vente længe.

Og 'tapre lille Belgien'? Landet er mere interessant, end det måske kunne se ud. Og snarere end et forvarsel må det stå som en advarsel - om de sproglige og etniske bånds loyalitetskraft og vedblivende styrke i vores grænseløse, overnationale og globaliserede tidsalder.

Jonny Dymond er Europa-korrespondent for BBC

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Stengaard Larsen

Hvis udenrigsjournalisterne skal have ordentlige arbejdsbetingelser, og hvis de engelsktalende udenrigsjournalister ikke skal have unfair meget bedre arbejdsbetingelser end alle andre -- så er der kun én løsning. Se http://www.esperanto.dk

Tara Gregers

Sprogvinklen i artiklen er et godt eksempel på hvorledes sprog kan skabe problemer. Alle holder på deres nationale sprog og tvinger andre til at lære deres. Selvfølgelig skal folk da have deres medfødte sprog, men sammen ville det være lettere at snakke ved hjælp af et fælles sprog. Fx. Esperanto

Simon Shine

Den sproglige mangfoldighed er såmænd kernen og styrken -- at man kan tage et sted hen i Europa og finde markante forskelle i måden folk lever på, må da ses som en mulighed. (For hvis man ikke kan lide tanken, kan man jo altid blive hjemme.)

Men det afholder ikke folk på poster hvor kommunikation er essentiel i at lære andre sprog end deres eget. Jeg er også tilhænger af Esperanto som fællessprog, både fordi mindre lande ikke skal føle, de opgiver sig selv til fordel for det engelske kulturimperium, og fordi det er lettere at lære.

Peter Weide

"Alle taler engelsk i dag,« på det kontinentale Europa, siger man. Men tro det ej, for det er ikke sandt."

Nu har jeg boet i Danmark i over ti år. Indtil nu har det været mit indtryk, at de fleste danskere har den betonfaste ideologi usletteligt indbrændt i deres hoveder, at engelsk er VERDENSSPROGET, som tales af alle mennesker på denne klode.
Det er glædeligt, at man her finder et mere realistiskt syn på sagen. Ironiskt nok ikke af en dansker, men en englænder.
Spørgsmålet er, hvordan man vil løse sprogproblemet i Europa. Åbenbart har årtier af unervisning af fremmede nationale sprog i skolerne ikke bragt os en løsning nærmere.

Jens Stengaard Larsen

Journalisten har et sprogproblem, når han skal interviewe nogen på polsk, som han ikke er særlig god til. Den interviewede har et problem, hvis han gerne vil snakke med den engelske journalist, men ikke er særlig god til engelsk (eller har andre grunde til at vige tilbage for at bruge et fremmed sprog). Løsningen er et fælles sprog, som begge parter har som andetsprog. I det konkrete tilfælde kunne det f.eks. være tysk. I alle tilfælde kunne det være esperanto.

Jean Thierry

Prøv at sammenligne Belgien og Schweiz.

Ikke fordi alt i Schweiz er godt, men de har et meget mere udviklet demokrati og lokalt selvstyre og har også derfor bevaret meget mere selvstændighed.

Dermed er de trods alt (og fire sprog og to store religioner protestantisme og katolicisme) i stand til at finde meget bedre ud af det sammen end i Belgien.

Jens Stengaard Larsen

Der er flere forskelle mellem Belgien og Schweiz. Belgien skilte sig i sin tid ud fra Nederlandene netop fordi man ville have en stat med klart katolsk flertal. Sproget spillede på det tidspunkt en mindre rolle. Dertil kommer at lavlandet Flandern og bjerglandet Wallonien har haft meget forskellig økonomisk udvikling; på dét punkt er Schweiz vist mere ensartet, eller også følger de økonomiske forskelle ikke de religiøse og sproglige.

I øvrigt _er_ Belgien jo blevet mere og mere føderalt med tiden, og må siges at have taget ved lære af Schweiz på den måde. Hvis ikke det var fordi Brabant, Limburg og Luxembourg var blevet opdelt ved Belgiens oprettelse, kunne tyngdepunktet i folks identitetsfølelse godt have ligget i provinserne (sådan som det gør i Schweiz' kantoner), men det er det jo svært at gøre noget ved nu.

Jeg har i øvrigt skrevet en længere artikel om Belgiens sproghistorie her: http://www.tinyurl.dk/17286

@jens Stengaard Larsen

Tak for supergodt link til Belgiens sproghistorie!

Ja, i Belgien er sprogproblemet blevet en livsform.

Men forhistorien er også barsk. Selv tyskerne udnyttede sprogstriden under anden verdenskrig.

Min belgiske, fransktalende venindes far var tvangsarbejder i Tyskland under krigen. Han blev syg, men for at kunne blive hjemsendt skulle han aflægge bevis på, at han kunne tale flamsk.

Det kunne han ikke, men en flamlænder bag ham hviskede til ham, så det lykkedes.

Min erfaring fra 9 år i Bruxelles er flg.:

Har man bare lidt kendskab til flere fremmedsprog åbner det for en god kontakt, og man kan så fortsætte på det fremmedsprog samtalepartnerne behersker bedst: ofte engelsk eller fransk.

Tolerancen er høj arbejdsmæssigt over for det sproglige, for når man svinger mellem flere fremmedsprog dagligt, kan det indimellem slå knuder. Det ved alle.

Forhandlingsmæssigt og skriftligt skal det selvfølgelig være korrekt.

Det er vigtigt at bevare den sproglige forskellighed, for identitet og følelser er bundet til sproget.

Det kan f.eks. enhver fynbo snakke med om, der er blevet tvunget til at aflægge sin dialekt efter flytning til hovedstaden. ;-)

Franskmændene prøvede at udrydde regionalsprogene, og det lykkedes desværre næsten:

http://annealbinus.wordpress.com/2010/02/05/det-er-forbudt-at-tale-diale...

Hans Jørgen Lassen

Nogle ønsker åbenbart det gnidningsløse knald.

Så er vi andre, der gerne vil kunne mærke noget.

Inklusive vores forskellighed.