Klumme

Tro og værdighed

Det er den politiske verdens problem når program og gerning er modstridende
At forventningerne til Mette Frederiksen var så høje, gør troværdighedstabet så meget desto større.

At forventningerne til Mette Frederiksen var så høje, gør troværdighedstabet så meget desto større.

Jens Nørgaard Larsen

15. maj 2010

En folkevalgt fortaler for afskaffelse af tobaksrygning får mere end svært ved at overbevise sin målgruppe, såfremt vedkommende bliver grebet i at ryge i smug. De fleste vil mene at smugrygeren hermed har forskertset sin mulighed for at overbevise nogen om noget. Også uanset at den pågældende stadig besidder alle fornødne egenskaber og kvalifikationer i tobaksbekæmpelsens vanskelige kunst og rent faktisk med sine evner og kundskaber fortsat kan få andre til at aflægge den grimme vane, selv da vil troværdigheden trods alle positive resultater være gået op i - nå ja - røg. At genopbygge det gode omdømme bliver mere end vanskeligt. Ordet skal svare til handlingen. Jo mere tillid der har været investeret i personen, des tungere er nedstyrtningen fra troværdighedens gyldne tinder.

Hykleri er glosen, når prædikanten prædiker mådehold og ægteskabelig troskab til døden, og han selv går på horehus. Såfremt vedkommende befinder sig i en helt anden boldgade, hvor det på forhånd er en kendt sag at han tager for sig af retterne, er tillidstabet mere bærbart. Det betyder således ikke så meget at Henrik Sass Larsen har sine børn anbragt i privatskole, ingen venter sig, sagt i al nænsomhed, så megen dyd af denne kontante politiker, hvis udtalelser før har givet et gib i sagtmodige forsamlinger. Et fåtal havde ligeledes ondt af Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring som skatteminister, hvilket førte til den da yngre Venstre-politikers fald. Men kun midlertidigt. Herregud, således har mange Venstre-politikere i tidens løb masseret moralen, og der var også siden det med krigen og masseødelæggelsesvåben og mange andre letbenede påstande om får og bukke og besættelsestidens samarbejdspolitik. Det var jo Fogh Rasmussen. En senere Rasmussens forbrug af fadøl, cigaretter og naturfilm på skatteydernes regning var egentlig heller ikke så overraskende. Ikke at Løkke R. er tilgivet, meningsmålingerne tyder ikke på det, men få danske vælgere faldt ned af stolen, da historien kom frem. Den passede ligesom til det Græsted'ske segment: man nupper lidt i ny og næ, og hvad fanden, det kan også blive for småligt. Også selv om man tilhører et parti der gerne harper på modstandernes påståede - nogle gange reelle - pamperoptræden, så takseres forseelserne i egne vælgerkredse efter forventning.

Målet helliger midlerne

Det er heller ikke fatalt for finansministeren at han blev afsløret som klar lovbryder - find selv synonymer i ordbogen - i tiden som beskæftigelsesminister. Finansministeren lader målet hellige midlerne og har været en nyttig rådgiver for den forhenværende og nuværende statsminister. Venstres fikse ideer om beskæftigelsespolitik skulle med den ondes magt og vælde gennemføres, skønt kendsgerningerne på området talte det ideologiske midt imod. Bendt Bendtsen tabte ikke sin troværdighed, da han ved sin tiltræden som økonomi- og erhvervsminister om vindkraft kækt erklærede: Nu har vi nok af det! Den forholdsvis let tilgængelige mand var en anelse grumset i kanterne, lod sig invitere lidt mere på jagt end godt var og brød våbenloven flere gange. Men ventede man sig noget andet af ham?

Når Søren Krarup øser en spand ukvemsord ud over den dommer, der dømte Krarups store helt, den dybt utroværdige og højlydt aggressive historiker Bent Jensen for injurier mod Jørgen Dragsdahl og hævdede hende forudindtaget, det værste man faktisk kan beskylde en dansk dommer for, kom det ikke som en svimlende overraskelse. Krarup mistede i sin blinde hadefulde kamp mod det han hårdnakket blindt og stupidt nægter at ville begribe og acceptere ikke noget videre på reputationen, da hans reaktion var forventelig, og han i øvrigt ikke besidder nævneværdig troværdighed.

Troværdighed er relativ

Troværdighed er med andre ord en relativ affære. Dansk Folkepartis argumentationsniveau opfylder mildt sagt ikke nogen høj akademisk standard. Når Morten Messerschmidt trods en ganske grundig videnskabelig undersøgelse fortsat beskylder DR-journalisterne for at være venstresnoede og dynger usammenlignelige størrelser sammen og vrøvler op og ned ad stolper, bliver man trygt siddende på stolen. Det var at vente. Morten Messerschmidt er ikke en troværdig person, der benytter rimelige argumenter, men lader sig drive rundt i manegen af sin egen tromlende presto prestissimo veltalenhed der meget vel er i stand til at overdøve eventuel tankevirksomhed i det Messerschmidt'ske hoved. I den forstand genvinder DF-politikeren nu og da en vis paradoksal falsk troværdighed baseret i en art bizar (tilsyneladende) uskyld. Manden er jo ikke i stand til at vurdere sig selv udefra, hvilket i saglig forstand er et stort handicap - i politisk et mindre, når man er fremtrædende medlem af det store O.

At der ikke er sammenhæng mellem Bertel Haarders dydsirede erklæringer om skolen og skolens kvalitet på den ene side og på den anden side den realitet, der nu er blevet en del af regeringens valgkampsoplæg, er markant påfaldende. Men Bertel Haarder har endnu ikke mistet i total troværdighed, fordi han er - Bertel Haarder, der i forvejen regnes for en ildsjæl og derfor oprigtig. For dette er der sådan set aldrig ført sandhedsbevis, men det virker alligevel hver gang. Haarder har i snart sagt alle de år, han har haft noget at skulle have sagt, det vil bl.a. sige 13 år som undervisningsminister, ofte benyttet sig af den retoriske teknik der går på melodien: Hvis et eller andet forholder sig så galt, som jeg nu siger det vistnok gør, fordi der er slendrian i tingene, uden at jeg aner noget som helst om det, er det også for galt, og så må vi gøre noget ved det! Og så sker der altid et eller andet forfærdeligt. Som for eksempel nedgøringen af skolevæsenet, lærerne, modstanderne, skeptikerne og med hetz mod rundbordspædagogik, fordi Fogh Rasmussen havde fået en lys idé, og til kamp mod gruppeeksaminer, trods erhvervslivets protester. Måske dog troværdigheden nu står på spil. Folkeskolen har mildt sagt ikke været vel forvaret i de 13 år under Bertel.

Fra forskning til faktura, sagde Helge Sander, hvilket heller ikke anfægtede en troværdighed der ikke var for hånden. Og den blev ikke siden etableret, tværtimod; ministerens hensigtserklæringer om verdens bedste forskning stod i skærende kontrast til den virkelighed, han skabte. Men ingen havde sådan set ventet sig noget.

Store forventninger

Hvad angår Mette Frederiksen, har forventningerne til denne begavede unge politiker været store, hvilket i hendes parti har ført til en næstformandspost. Det er højt at nå på kanten af 30 års alderen. De store forventninger og deres indfrielse i form af stærkt udtalte krav om ordentlighed i det danske samfund og et politisk temperament, som er sjældent set i dansk vadmel, skruer af sig selv kravet til troværdighed i ord og handling op i det røde felt. At forventninger og krav er så høje gør troværdighedstabet så meget desto større. Hvis Socialdemokraterne tror det er en sag i bagatelstørrelse, tager Socialdemokraterne fejl. Kravet til venstrefløjen om at undgå urent trav har altid været større end til den anden side, hvor man i sagens natur ikke har de samme forestillinger om tillidshvervs ophøjethed. Det kan man vånde sig over, når det går galt, men sådan er det. Dybest set er det her den store forskel ligger, så kan det ikke nytte noget at forgribe sig på selve præmisserne for ægte politisk troværdighed.

Det er M. Fredriksens - og hendes vælgeres - problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sonja Bautz

Falsk reklame er for os andre strafbart.

Jeg ser ikke nogen undskyldning i dette erhverv, der kan berettige til at opføre sig anderledes.

Men kan man være tro mod sig selv og andre i et selskab. Ikke hvis man er i tvivl om hvem man er.

Er jeg slagter? eller var det nu møbelpolstrer ?

Enhver gerning har et sigte der vedrører andre, netop derfor er "troværdigheden" på spil. Det at mange i dag er forvirret fra ung til gammel, er ikke uden grund. Der bliver ikke skiltet korrekt udenfor butikkerne.

Henning Ristinge

Smukt og klart formuleret som altid - hvis den socialdemokratiske ledelse nu er nået til det sted hvor de end ikke mener at de vil risikere at deres egne børn går i samme skole som jeg, mine og min nabos børn går bruger og har brugt.

Ja hvor er ideen om et socialt-demokrati så blevet af?

Det her er absolut fundamentalt!

Karsten Aaen

Hvis man skulle følge G. Metz skulle man jo bo i en jordhule, hvis man måtte gå ind for omfordeling fra de rigeste til de fattigste i denne verden, eller bare i Danmark.

Og jeg ikke om Mette F. fra Socialdemokratiet har et problem; har hun det, er et nok mere det, at den borgerlige presse hunter hende down hele tiden.

Og mener at vide, at der på den lilleskole (friskole?) hun har indmeldt sit 7-årige barn, ikke går en eneste indvandrer (læs:muslim).

Det er præcis det samme, der sker når B.T. i dag i to stort opsatte artikler harcelerer over, at Margrethe Vestagers tre børn går på den Classenske Legatskole (som de udråber til at være en privatskole, selvom dette klart er forkert); denne skole bliver åbenbart også udråbt til at være en eliteskole (muligvis pga. en liste som det allersteds-nærværende CEPOS engang har lavet omkring undervisnings-effekt?)

Og B.T.'s Helle Ib kalder i dag i en leder i B.T. Ingrid Jespersens Gymnasieskole for en "hvid" skole. Helt ærligt - hvad er det som er ved at ske i det her land? Åbenbart har Ingrid Jespersens Gymnasie-skole (og grundskole) kun ca. 1% indvandrere, hvor andre skoler har op til 50% indvandrere eller mere (læs igen: muslimer).

Mon ikke B.T. glemmer, at også børn af nordmænd og svenskere, af tyskere og englænderne mv. er indvandrere, børn af chilenere er faktisk også børn og efterkommere af indvandrere. Paula Larrain er faktisk efterkommer af chilenske indvandrere (mener jeg det er); Billy Cross' børn og børnebørn er også indvandrere og efterkommere...

Men næ nej, her handler det skam om 1) dels at vise utroværdigheden hos Mette F og Soc.Dem, så deres manglende (politiske) troværdighed kan blive udstillet og 2) endnu en gang at finde på noget, som kan udstille indvandrerne (læs: muslimerne), især dem, som ikke er præcis så 'hvide'i huden som Helle Ib måske måtte kunne ønske sig. Eller sagt på en anden måde: Især dem, som har en mørkere teint end gennemsnits-danskeren har.

Per Thomsen

Georg Metz:

."Det betyder således ikke så meget at Henrik Sass Larsen har sine børn anbragt i privatskole, ingen venter sig, sagt i al nænsomhed, så megen dyd af denne kontante politiker, hvis udtalelser før har givet et gib i sagtmodige forsamlinger."

Ja, der er nok ikke mange der ville købe en brugt bil af Henrik Sass Larsen.

I øvrigt som altid en glimrende artikel af Gerog Metz.

Sven Karlsen

Mette Frederiksen har bommet - af to årsager:

1. Hvis man handler i direkte modstrid med et tidligere politisk postulat (at det er forkert af forældrene, at svigte folkeskolen), så kal man i det mindste have en god forklaring parat ... den dér med, at hun at hendes barn har brug for at gå på en skole hvor der ikke er så mange (eller hvordan hun nu udtrykte det), hænger jo ikke så godt sammen, når den valgte skole kun ligger ca. 1 barn under kommunens almindelige klassekvotienter.

1. Man kan ikke kritisere folkeskolen, uden at have prøvet den (og så lige folkeskolen i Ballerup ... Danmarks mest socialdemokratiske kommune?)

Mette bør overveje om hun har vlagt det rette parti, - hendes "ni teser" lyder nærmere som om, at hun burde se nærmere på Liberal Alliance!

Sven Karlsen

Mette Frederiksen har bommet - af to årsager:

1. Hvis man handler i direkte modstrid med et tidligere politisk postulat (at det er forkert af forældrene, at svigte folkeskolen), så kal man i det mindste have en god forklaring parat ... den dér med, at hun at hendes barn har brug for at gå på en skole hvor der ikke er så mange (eller hvordan hun nu udtrykte det), hænger jo ikke så godt sammen, når den valgte skole kun ligger ca. 1 barn under kommunens almindelige klassekvotienter.

1. Man kan ikke kritisere folkeskolen, uden at have prøvet den (og så lige folkeskolen i Ballerup ... Danmarks mest socialdemokratiske kommune?)

Mette bør overveje om hun har vlagt det rette parti, - hendes "ni teser" lyder nærmere som om, at hun burde se nærmere på Liberal Alliance!

Martin Vindum

Skal vi så ikke konkludere at Mette Frederiksen altså ikke er moder Teresa.!!!
Sjovt at Ingrid Jespersen's skole i starten blev hængt ud for ikke at have så mange 2. sprogede elever, da det så gik op for Venstre spinenheden, at Helle T. datter jo faktisk var 2. sproget, så måtte sagens vinkles på en anden måde...
Fornøjeligt at læse dig Henning Ristinge, jeg troede du var historiker, har du virkelig kun læst den sidste 6. del af artiklen ??
Kan du ikke se ironien over alle de andre politikere, som bliver ligeså meget hængt ud, men dem bærer vi over med, for politikere er jo politikere.
At erklære Social Demokratisk tankegang for død, på grundlag af artiklen, vil jeg tillade mig at spørge dig, hvad er det nu lige du studerer hvad har du offentligjort af dine studier, har søgt men kan ikke rigtig finde noget validt, men kom med nogle adresser så er jeg helt villig til at bøje mig.
Og bemærk nu igen buzzword KLYNK - HYKLERI

Martin Vindum

Kære Sven Karlsen
Ja for engang skyld er vi uenige

Ad1: Mette frederiksen har ikke udtalt sig om klassekvotienter, om at hedes datter havde brug for mindre forhold, og stadig hvis det menes at være bedst for barnet, så f*** partilinien.

Ad2:Jeg er den argeste modstander af dødsstraf, men så vidt jeg erindre har jeg aldrig prøvet det ;o)

God Weekend
Martin Vindum

Sven Karlsen

Kære Martin Vindum,

godt ord igen (ref: ad 2) ... det må jeg jo så leve med (sic!)

Men fakta er (med ref til 1.), at MF har kritiseret forældre for ikke at bruge folkeskolen, og derfor må formodes at have vægtige grunde til selv at fravælge den. I betragtning af, at hun normalt ikke er bleg for at tale før hun tænker, så undrer jeg mig over at jeg ikke får en bedre forklaring på dette valg ;-)

Bemærk i den forbindelse, at jeg ikke har det mindste imod privatskoler, ej heller imod at socialdemokrater sætter deres børn i sådanne, - som vælger ser jeg det bare som min pligt at punke min egen side i folketinget ligeså hårdt som modparten, så snart der kommer mudder i ideologien (og Mette har altså mange problemer med socialdemokratisk ideologi ... om det så skyldes Sass Larsen er vel ligegyldigt?)

;-)

Henning Ristinge

ja for mig er det værste signal det at vi nu er noget til et sted hvor end ikke socialdemokrater ønsker at deres børn går i skole med almindelige menneskers børn - men føler behov for at isolere sig i enklaver og privilegier

Sven Karlsen

Kære Henning Ristinge,

den socialdemokratiske top har ikke været "folkelig" i min tid (tænk bare tilbage på JOK).

Det kan jeg sagtens leve med, hvis bare de passer deres arbejde: at føre socialdemokratisk politik!

Henning Ristinge

det er ikke et spørgsmål om at være folkelig. Men kærnen i hele den socialdemokratiske tankegnag er fælleskabet, vi har her at gøre med mennsker der fraskriver sig selve fællesskabe. Det er endnu længere væk end Kragh, som jeg øvrigt anser for en af de største statsmænd i dansk historie, Det her går for mig til kærnen og jeg synes det absolut alright at de borgerlige aviser også går i kødet på dem

Martin Vindum

Kære Sven Karlsen
Hvis jeg ikke husker meget galt, var Anker Jørgensen, den mest populære statsminister i forrige århundrede ( OK det var nok en eller anden form for populistisk undersøgelse i forbindelse med år tusind skiftet ) Anker var arbejdsmanden, ikke en stud et eller andet, og det fremmede hans folkelige opbakning, at det så er lykkedes venstre at opfinde begrebet ankernomics er jo det rene vrøvl.
Men jeg tror desværre ikke at den slags politikere vil findes mere, det har været et hårdt arbejde at være tillimand på B&W dengang, i begge retninger, når nu Lars Lykke jamrede sig over det hårde job med klima-konferencen, så havde han ikke holdt et øjeblik til hvad der foregik på B&W dengang, hverken på den ene eller anden side af bordet.

Per Thomsen

I dagens leder i B.T, kan man læse følgende beskrivelse af Helle Thorning Schmidts adfærd:

»For en partileder, der tidligere har betegnet det som 'snæversynet' at foretrække privatskoler, er det indlysende kontroversielt at vælge en skole, som en tidligere chef hos Københavns Kommune har kritiseret for ikke at ville skabe plads til svage indvandrer-elever.«

Det er helt utroligt som den socialdemokratiske ledelse har blottet sig. Man skulle jo tro at partiledelsen bestod af nybegyndere uden det mindste overblik.

Niels-Simon Larsen

Det er jo frygtelig besværligt, at venstrefløjen har sat sig for at have en højere moral end højrefløjen (tillidshvervs ophøjethed), men hvad skulle ellers være forskellen på venstre og højre?

Sonja Bautz

Rent ud sagt, så tror jeg ikke der er mange der ved hvor deres handlinger egentlig hører til.

Kommer de til det, og hvordan ?

Jo, i det øjeblik deres liv tager en uheldig drejning, og de bliver afhængige af et troværdigt modspil til deres akut opstået situation.

Der begynder refleksionerne for alvor. Hør bare politikerne hyle når deres egen virkelighed rammer lige mellem øjnene.

Hvor står jeg ?

Velsagtens der hvor du står, med forbehold for at tingene tager en drejning mod dig selv, og du står i vejen for dig selv.

Den uskyldige utroværdighed ?

Den kender Claus H. Frederiksen næppe. Et åbent sind har han da, for utroværdighed, opfattes i hans verden som en sejr, og som en bondesnuskshed der er en direktørløn værdig.
Jeg ville gerne spille et slag poker med Claus, for hans kort vender udad.
Den uskyldige skammer sig vel lidt når det går op for vedkommende hvilke implikationer utroværdigheden har.

Der må altså eksistere mange paranoide politikere..........undtagen Claus - han sover bedre når han ved at ingen ved hvad han ved.

Lars Peter Simonsen

Ku' man tænke sig, at hvis der nu kom en rigtig god forklaring på Mette F.'s grund til skoleskift, at hun så blev beskyldt for at udnytte det politisk? Eller bare ønsker at holde sit barn uden for rampelyset, så kun kan få en så normal opvækst som muligt, det kan have voldsomme omkostninger for et barn at have kentdte froældre...

Dorte Sørensen

Først tak til Metz for den klumme, der udstiller det cirkus som regeringen og DF forsøger at opfører. Det virker noget underligt når de selv slår meget på det frie valg – det skal åbenbart bare ikke gælde partier som S og venstrefløjen.

Kan anbefale at høre P1- debat fra i fredags mellem undervisningsminister Tina Nedergaard og Antoini (eller hvordan socialdemokraternes undervisningsordførers navn staves) Her kom eksemplet med Løkke Rasmussen, der havde skældt forældre ud fordi de tog deres børn med på ferie uden for skole ferien og så tog Løkke Rasmussen selv sine børn med på ferie uden for skoleferierne . Undervisningsministeren ville ikke fordømme MF, men påstod at S mente ikke at folkeskolen var blevet forringet og derfor satte deres børn i en privatskole. Hvilken begrundelse TN kom med den påstand på blev desværre aldrig uddybet

PS: P1s ”Selvsving” havde et indslag om, at regeringen vandt en dramapris for bedste optræden, her braget ”Selvsving” en række VK politikere, der alle sagde at S og SFs forslag var intet værd, da det kun var fugle på taget.

Claus Benny Øland-Christensen

En ordentlig omgang paent formuleret sludder.
De borgerlige er de til alle tider de amoralske og opportune. Mens venstrefloejen altid har vaeret ordentlige og ideologiske.
Hvor er mennesket i klummeskriverens optik?
Kunne det taenkes, at der er nogle grundlaeggende tingest i mennesket vi maa acceptere og leve med?
Og saa vaere frie i det?
Hvem vil ikke vaelge det bedste for een selv, hvis den muligheden opstaar, selvfoelgelig uden det gaar direkte ud over andre?
Det er vel den sondring alle goer, naar man fravaelger den lokale folkeskole uanset politiske fordomme.
Saa er det tankevaekkende, at den private skole trods egenbetaling, kan have en venteliste paa nogle tusinde. Er der grund til at see naermere paa, hvad den skole kan tilbyde, som er saa attraktiv?
Maaske kunne andre laer af det, i stedet for at bortdoemme politikere, der proever at vurdere det, der er bedst for deres boern.
Maaske holder ideologi ikke altid selvom den er vigtig.
Maaske ogsaa klummisten skulle stille sig det spoergsmaal?

John V. Mortensen

Vi ser det mere og mere, politikere er ikke mere et udpluk af folket, der i en periode bliver valgt til at forfægte folkets tarv på tinge og byråd.

Politikere er blevet en ny adelstand, som gennem uddannelse og partiarbejde bliver ophøjet tll et livsværk: "At bestemme - for - og over - andre".

Mod dette - er der kun - eet godt råd, prøv at kigge gennem spin og partirangfølge - for at finde et menneske, inden du sætter det næste kryds.

Kirsten Svejgaard:

Nix, jeg ser det også.
Jeg kan fandeme ikke forstå hvorfor de af Metz nævnte politikere kan slippe afsted med at være gennemkorrupte uden at nogen løfter et øjebryn, mens en ung mor skal myrdes i pressen for at være blevet udsat for livets realiteter og rent faktisk være blevet klogere af det!
Mette Frederiksen er stadig en gæv kuern, i min optik. Folk der har ondt i røven over at nogen bliver mindre ideologiske og mere pragmatiske af at have børn, har indlysende ikke mere end to hjerneceller i behold.
Og den ene sidder i kørestol og den anden gider ikke skubbe.

Nå!

Christian Olesen

Men Bertel Haarder har endnu ikke mistet i total troværdighed, fordi han er - Bertel Haarder,

Har han ikke?
Det gjorde han sgu da allerede da han var parat til at indtræde i en regering støttet af DF.
Det med Mette F. er dybt pinligt!

Peter Taitto

Mette Frederiksen deler skæbne med Lene Espersen. Familien er i forreste række og glemt er det ansvar, der følger med det folkelige mandat, man er blevet tildelt. Det skulle være åh så meget i orden og vi burde udvise åh så meget forståelse for at man sætter afkom og familie over regulært politisk virke.

Det passer fint i tidens ånd. Og den er både Mette Frederiksen, Helle Thorning-schmidt og Lene Espersen ofre for.

Egoismen er ved at føre til døden for socialdemokratiets død. Desværre..

Stig Larsen

Moralen i Metz lille fortælling må jo være, at det er bedre at stjæle og lyve end at tænke på sine børns vel og værd. Hvis man er politikker.

Der er et andet sted i dagens avis en boganmeldelse, hvor Laura Bush citerer sine børns forargelse over at en politikker i valgkampen, blander en modstanders barns seksualitet ind i valgkampen.
Og vi er åbenbart noget til samme argumentatoriske lavpunkt i dansk politik.
Martin forøvrigt, en fin pointe med pigens tosprogede status.

Forældre vil altid gøre det, som de mener er bedst for deres børn, og det har intet med politik at gøre, men er en individuel vudering.
Man burde i stedet glæde sig over at de danske skolesystem er så bredt og rummeligt, men det virker som om at VKO bliver stadig mere Stalinistiske. Måske det stadig er retrædeposterne i Nordkorea der trækker.

Sagt på en anden måde, forældrene skal sætte statens behov før deres børns, ren facisme.

Stig Larsen

Lidt eftertanke, jeg tror faktisk jeg ville miste enhver respekt for Mette og Helle hvis de valgte folkeskolen for at understøtte deres politiske karriere.

Brian Jensen

Det største hykleri i sagen om folkeskolen ligger vel egentlig i alle de borgerlige politikere, der sætter børn i privatskoler. Det borgerlige har nu haft en hel skolegangs-”generation” som ansvarlige for tildeling af ressourcer til folkeskolen. Enhver borgerlig politikers fravalg af folkeskolen er jo en erkendelse af at deres politik ikke er god nok.

Kirsten Svejgaard

Peter Tage:

Nej, Mette Frederiksens tilfælde er helt forskelligt fra Lene Espersens.
At Mette Frederiksen ikke vil gøre sit barn til offer i en politisk kamp er forståeligt for alle normale forældre.
Hvad man i sin uvidenhed siger, når problemet aldrig har været aktuelt, skal man ikke nødvendigvis holdes fast på, når man siden står med ansvaret for sit barn. Vi må bare konstatere, at Mette Frederiksen er blevet klogere.
Lene Espersen havde både familie og børn, da hun påtog sig jobbet som udenrigsminister, og med alle sine år i regeringen på bagen må hun have været helt klar over, hvad dette job krævede. Alligevel tog hun på ferie med en syg undskyldning om, at et møde med udenrigsministrene fra to af verdens stormagter var "uvæsentlig".
Det var en helt, helt anden situation.

Hvis socialdemokratiet er ved at afgå ved døden, skyldes det nok mere deres generelle mangel på en selvstændig social politik end på Mette Frederiksens skoleprioritering. Både Helle og Villy render jo i røven af VKO.

Marie Spliid: Helt enig!

Nic Pedersen

I AFRs synderegister har vi nok alle vores favoritter?
Men om 100 år tror jeg, man vil pege på at forære Grønlands undergrund væk! Lidt kreativ bogføring vil man nok have glemt som pebernødder.

Peter Lauritzen

Hvori bestod egentlig den kreative bogføring?
Mht. til Grønlands undergrund er jeg enig, men det betragtes vist ikke som kriminelt.

Mette Hansen

Vi vidste vel godt alle sammen et eller andet sted, at der ikke er stor forskel på blå og rød blok.
Jeg håber, at S og SF lærer af det her og iøvrigt også lærer af de sager , der nu er fremme med Venstres ublu brug af offentlige midler til private kurser.
Jeg tror bare, det er sådan, at politikere ikke skal sidde i mere end højest 8 år i en regering, så skal der skiftes ud, renses ud , luftes ud ! Det virker som om Løkke og Co. kun sidder endnu, fordi de lige skal suge det sidste ud af Det Offentlige vel at mærke til sig selv, så Man Rigtig Kan Se , hvor Ineffektivt Det Offentlige Er!! Nu rammer de for alvor Dr...men det er efter, de har forringet kanalen så meget, at de automatisk får folk med på ideen!!
Ud med dem, de ødelægger og øder bort vore fælles goder til ingen verdens nytte!!

Niels Thyge Riisgård

Socialdemokrater ligner os andre, blot bevæger de sig friere i urent trav pga. en misundelsesværdig selvretfærdighedsfølelse. Oh, at have egalitær observans, oh at være ud af arbejderklasse, oh at gøre opmærksom på den tunge ende, som altid har vendt nedad, oh at føle sig moralsk ansvarlig.

Forresten, hva' med Georg Metz. Han skriver da altid så pokkers selvretfærdig og moralsk bedrevidende. I al sin velskrevethed, vel at mærke. Hvornår mon han vil udvise dødsforagt og sænke i tjærespanden vore rigtige fjender, nemlig muslimske ledere, som fører kulturel jihad. Begynd fx. med vores helt egen imam Abdul Wahid Pedersen.
Hvem gider høre mere om ledende socialdemokrater og deres missionsvirksomhed. Vi skal have fat i tidens rigtige missionsrøvhuller!

Niels Thyge Riisgård

Socialdemokrater ligner os andre, blot bevæger de sig friere i urent trav pga. en misundelsesværdig selvretfærdighedsfølelse. Oh, at have egalitær observans, oh at være ud af arbejderklasse, oh at gøre opmærksom på den tunge ende, som altid har vendt nedad, oh at føle sig moralsk ansvarlig.

Forresten, hva' med Georg Metz. Han skriver da altid så pokkers selvretfærdig og moralsk bedrevidende. I al sin velskrevethed, vel at mærke. Hvornår mon han vil udvise dødsforagt og sænke i tjærespanden vore rigtige fjender, nemlig muslimske ledere, som fører kulturel jihad. Begynd fx. med vores helt egen imam Abdul Wahid Pedersen.
Hvem gider høre mere om ledende socialdemokrater og deres missionsvirksomhed. Vi skal have fat i tidens rigtige missionsrøvhuller!

Sonja Bautz

Visit from outer space

Alien 1 : What´s up with all those looking alike shooting eachother

Alien 2 : Hey look, there´s one with a peace flag.....no not anymore, he got shot.

Alien 1 : Makes you wonder why.

Alien 2 : I talked to one, and the answer was paper.

Alein 1 : Paper ?

Alein 2 : Yeah, somekind of exchange for : I do you, if you do me.

Alein 1 : But then there shouldn't be any shooting ?

Alein 2 : That's the problem, cause they are in short of paper.

Alein 1 : Oh,I see. So no paper is like... BUM, you're dead, and i take your paper, or...nah I still don't get it. Let´s go home.

Alein 2 : Yeah, let´s take the next wormhole, it should be here in one hour.

Per Diepgen

Alberti må dog snart have kunnet synge "om 100 år er alting glemt", sådan som lemfældigheden florerer i samfundet.
Mette Frederiksen toner ligesom Ritt Bjerregaard frem af selvbevidsthed. Ritt blev dog sat på plads for sit besøg på Ritz i Paris og for sin dobbeltlejlighed på Vesterbro, delvis fordi hun var socialdemokrat, men nok så meget fordi statsministeren var arbejdsmand. Dem er der næsten ingen af mere i Folketinget, og ordet klassekamp er ikke gangbart i det moderne Ting, et fyord blandt pæne akademikere. Nu har Mette og Ritt og mange andre fået gennemført ligestilling her og der - hvad med ligestilling i folketinget? så manden fra gulvet også kan blive repræsentant for det danske folk.Måske ville korruptionen, som i Danmark kaldes kreativ bogføring, blive mindre på 100 år fra Alberti til Bernstein.

Dorte Sørensen

Per Diepgen
Det er ret sjovt at Ritt Bjerregaards hotelophold stadig skal nævnes som fros, da det senere er kommet frem at hendes hotel ikke var dyre end de mandlige ministers hoteller. Men som KVINDE kan man åbenbart ikke bo så dyet – kan det ikke også ses som kvindeundertrykkende.
Ligeledes er det sjovt at du gør Auken ril arbejdsmand, da det var under hans formandskab, at medierne rasede over Ritt Bjerregaards store lejlighed. - som heller ikke var ulovlig - Her kunne Fogh Rasmussens ord bruges med rette - der var intet at komme efter.

Mette Hansen

Synes nu alligevel , der er en forskel .V toner rent flag og arbejder decideret for ulighed, privatisering osv. Socialdemokraterne er måske dobbeltmoralske, men de arbejder i det mindste for større lighed , privatisering med omtanke (forhåbentlig) og fællesskabet FOR ALLE!

Per Diepgen

Er det sjovt at misforstå, Dorte? Dyre regninger som nationalbankdirektørens i Istanbul er blevet den moralske tilrettevisning af den arbejdsmand, som du ikke bryder dig om, og som kan tænkes at begå socialt bedrageri.

Dorte Sørensen

Per Diepgen
Du må undskylde, men jeg forstår ikke helt dit svar til mig. Men jeg medgiver at det er ret ”sjovt” at det her til morgen er kommet frem at Danmarks nuværende nationalbankdirektør er blevet afsløret i frås med sit hotelophold i Istanbul.

Sonja Bautz

Peter L, nettet har søgemaskiner, en af dem hedder google, og hvis du vil vide hvad kreativ bogføring betyder, så er de til rådighed 24/7.

Onsdag d. 18. november 1992 blev Anders Fogh Rasmussen (AFR) afsat som økonomi- og skatteminister. Eller rettere, han valgte selv at trække sig efter det var konstateret, at der i Folketinget var et flertal for at afsætte ham. Han blev erstattet på posten som skatteminister af den langt hæderligere Peter Brixtofte.
«Kreativ bogføring» - svindel

Baggrunden for afsættelsen er svindel med ministeriets midler under den pænere betegnelse: Kreativ bogføring. AFR er i 1987 blevet udnævnt til økonomi- og skatteminister, og den unge venstreløve går straks i gang med at bevise, at Schlüterregeringens nedskæringsideologi ikke blot er tom retorik. Han gennemfører de følgende år en drastisk omlægning af sit ministerium og skærer drastisk ned. Toldvæsenet og Skattevæsenet der hidtil har været adskilte direktorater bliver pr. 1. marts 1989 lagt sammen i den nyoprettede Skatte- og Afgiftsstyrelse. Samtidig reduceres selskabsligningen til næsten ingenting, for at gøre virksomhedernes skatteafrapportering lettere. Uafhængige iagttagere vurderer, at alene angrebet på selskabsligningen siden da gjorde det muligt for virksomheder at snyde for omkring 1 mia. i skat årligt - simpelthen fordi kontrollen med regnskaberne er reduceret til det rene ingenting.

Nedskæringerne medfører endvidere, at også ministeriet får reduceret sine budgetter. Den første «kreative bogføring» bliver derfor begået allerede i 1988, hvor Datacentralen og Kommunedata tvinges til at udskrive kreditnotaer for arbejde leveret dette år - men som først betales i 1989. Det drejer sig om 16,5 mio. kr.

Endnu værre går det i 1989, hvor der er et hul i budgettet på 150 mio. kr. AFR står nu overfor at skulle gå den tunge gang til finansministeren, for at bede om et stort beløb til dækning af merforbruget i ministeriet. Denne mulighed er dog i så voldsom strid med ministerens neoliberale ideologi, at der må findes andre og mere kreative løsninger. I det sene efterår indgår ministeriet og Datacentralen derfor en kontrakt, hvor en betaling på 35 mio. kr. udskydes til 1990. Noget sådant er ulovligt, og især når ministeren ikke informerer andre. Og det undlader AFR at gøre, trods det at han deltaget i beslutningen. Hverken da han i slutningen af november alligevel må bede finansudvalget om flere penge; eller da udvalget den 6. december beder om flere oplysninger om de kaotiske forhold i ministeriet.

Trods hemmeligholdelsen af kontrakten med Datacentralen siver oplysningen alligevel ud, og den 21. februar erklærer AFR i Folketinget, at han har igangsat en særskilt juridisk undersøgelse af kontrakten. Det er imidlertid løgn. Det sker først med nedsættelsen af en kommissionsdomstol flere uger senere. I disse måneder har AFR bevidst tilbageholdt oplysninger fra finansudvalget, og ender med at lyve overfor folketinget. Det er en åbenlys overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og burde have medført, at AFR var blevet sat for en rigsret - på samme måde som daværende justitsminister Erik Ninn Hansen blev flere år senere.

Kommissionsdomstolen kommer på et langstrakt arbejde, og er først i stand til at afgive en slutrapport 18. november 1992. Det er denne rapport, der fælder AFR. Kommissionsdomstolen har mildest talt haft store problemer med at indsamle data om sagen fra ministeriet. Det viser sig, at som følge af den ivrige venstreministers omstruktureringer og nedskæringer er selv de mest basale administrative procedurer brudt sammen i flere direktorater. Der føres ikke længere journal over ind- og udgående post. Vigtige aktstykker er ikke journaliserede og må formodes at være forsvundet - eller destruerede. Revisionsfirmaet Schøbel & Marholt har i slutningen af 89 gennemført en vigtig undersøgelse af arbejdsgangen i ministeriet, og er herunder også faldet over kontrakten med Datacentralen, men rapporten der har været dyr og må formodes at være vigtig er helt forsvundet. Kun et internt notat fra ministeriet er tilbage.

Det der overbeviser de andre partier om nødvendigheden af AFR's afgang er ikke hans deltagelse i svindelen med de 35 mio. kr. men hans føren folketinget og finansudvalget bag lyset i vinteren 89/90.
AMBI

Det er imidlertid ikke første gang AFR fører folketinget bag lyset. I marts 1992 er Danmark blevet dømt ved EF domstolen for at have omlagt arbejdsgiverbidragene. Da ændringen er undervejs i 1987 vurderer embedsmænd i både justits- og udenrigsministeriet, at ændringen sandsynligvis er i strid med gældende EF ret, fordi den rummer et element af statsstøtte til arbejdsgiverne. Denne vurdering bliver imidlertid ikke lagt frem for folketinget, der alene bliver informeret om de påtænkte ændringer. I december 1987 pålægger skatteudvalget skatteministeren - igen AFR - om at give en: «indgående redegørelse for problematikken om, hvorvidt ordningen juridisk og/eller moralsk er overensstemmende med Danmarks placering i EF, og hvilke synspunkter der taler for og imod, at Danmark ved ordningens etablering ikke lever op til de krav, som de andre EF-lande kan stille til os«. Trods de kritiske vurderinger fra embedsmændene - der findes som et regeringsinternt rapportbilag - svarer AFR yderst kortfattet: «Regeringen har forud for fremsættelsen af lovforslagene om omlægning af arbejdsmarkedsbidragene nøje overvejet, om omlægningen skulle være i strid med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet af disse overvejelser har været, at regeringen ikke har betænkeligheder ved de fremsatte forslag». Efter AMBI dommen i marts 1992 erkender folketinget, at det er blevet ført bag lyset af ministeren. Sagen tages op i tingets Udvalg for Forretningsorden, men inden sagen når at blive afgjort, er ministeren afsat for sin kreative bogføring.
Skattefolk i oprør

Rasmussen når at sidde i alt 5 år som skatteminister, og indadtil er det ikke gået stille af. I efteråret 1990 finder de ansættes tillidsrepræsentanter i skattevæsnerne i de større byer situationen så belastende, at de tager det meget usædvanlige skridt, at de går til offentligheden, og opfordrer skatteministeren til at gå, for at tilliden til skattevæsenet kan genoprettes:

«Kun ved ministerens afgang kan borgernes tillid til skattevæsenet genoprettes,» udtaler tillidsrepræsentanter fra skattevæsnerne i Ålborg, Århus, Odense, Randers og Esbjerg i november 1990. De fortsætter: «Anders Fogh Rasmussen må selv drage konklusionen af kommissionsdomstolens undersøgelse vedrørende «den kreative bogføring» i Skattedepartementet og gå». Skattefolkene slutter således: «Den hetz, skatteministeren har rejst mod de offentligt ansatte, sammenholdt med den personalepolitiske håndtering af afbureaukratiseringen på skatteområdet og tilbageholdelse af oplysninger for finansudvalget gør, at tilliden til Anders Fogh Rasmussen som minister for skatteområdet er væk. Som repræsentanter for personalet i de kommunale skatteforvaltninger må vi kræve en troværdig minister, der ikke handler i strid med bogføringsregler.»

Per Diepgen

Dorte, du opfatter Mette og Ritt i en kvindekampssag. For mig er de politiske talefigurer. Jeg husker så vel sodialdemokratiske statsministre, den ubehagelige Buhl, der under krigen kaldte socialister kriminelle, og Krag, der kom med den famøse udtalelse om, at man jo blot kan skifte standpunkt, som jeg husker Anker Jørgensen, og som jeg, lidt naivt, håbede kunne sætte skik på dansk regeringsførelse (med lidt socialistisk tankegang og bløde op på den tåbelige koldkrig, som mange mere elsede end frygtede).
(Sv.Auken har jeg hørt tale flere gange, men direkte til mig kun ved en enkelt lejlighed, da vi som de eneste på en parkeringsplads skulle finde vej til et mødelokale).

Ann-Charlotte Kjeldsen

@Sonja Bautz
Mange tak for den tiltrængte reminder om den gode Hr. Fogh's meritter..

Noget andet i denne debat, som jeg mener I alle, uden undtagelse, glemmer, nemlig spørgsmålet: Hvorfor har begge kvinder valgt privatskole ?
Så nu kloge-åger jeg mig, og svarer på deres vegne:

Det har de, fordi de har råd ! Det har de, fordi Bertel Bims har undermineret undervisningsområdet, nu af 2 omgange, så der ikke længere er plads og penge til tiltag for børn med særlige behov fra folkeskolen til gymnasiet, og slet ikke for dem med en højere IQ end gennemsnittet.

Derfor har MF flyttet sin datter til en privatskole.Derfor har HTS flyttet sin datter til en privatskole.
Det er den groteske sandhed, men den er virkeligheden. Der fattes i den grad penge til kvalificeret undervisning i folkeskolen, så de, der bliver tilbage, er børn med andet etnisk baggrund, og børn af lavtlønsgrupperne. Her imellem kan der godt sidde en intelligent lille størrelse, som fuldstændig glemmes og overses, fordi Alexander eller Hassan har ADHD og der ikke er penge til at lave specialtiltag for ham, han skal nemlig inkluderes... !!!

Noget andet er, at 60% af en årgang i gymnasiet.. det er alt for meget. 25-30%, det svarer til den elite af en dansk ungdom, som har evnerne til at gennemføre en gymnasial uddannelse. Det er en af grundene til, at gymnasierne i dag råber så højt ifht. at skulle samle op på de 30%, som kommer fra folkeskolen, fordi de presses til det, men reelt ikke har evnerne. Dem skal de samle op med kurser i grammatik, matematik, dansk etc.. Det er helt og aldeles forfejlet, gymnasiet er og bliver for eliten. De klogeste. Sådan skal det være. (siger een, der selv har gået der i beg. af 1980-erne, hvor Bertil Bims OGSÅ hærgede det danske uddannelsessystem)

Per Diepgen

Penge betyder meget i vores samfund, uanset køn.

Det værste er, at de børn, hvis tarv vi taler om, kan ikke mere skifte tilbage, selv om nogen skulle have fortrudt. Børns argumenter er ikke sjældent forældrenes, og den sociale mangfoldighed og indlæring i folkeskolen bryder mange forældre sig åbenbart ikke om. Det folkelige er blevet tarveligt, man foretrække opstigningen fremfor solidariteten, så krage søger mage, Den dumme er blevet uønsket i vores samfund, men véd man noget som helst om den dumme?

Ann-Charlotte Kjeldsen

@Per Diepgen
Man ved utrolig meget om den dumme elev. Det er jo ham, man har baseret forskning og specialundervisningstiltag på. Der er en kæmpe industri indenfor undervisningsområdet, som påberåber sig specialistviden om netop "den dumme elev"......
Og hvem bestemmer, i øvrigt, hvornår man er dum.. ? Eller klog..
Min søn er handicappet, så jeg ved noget om den dumme elev.. ikke kun som mor, men også ifht. uddannelsessystemets krav og især syn på elever med en anden form for intelligens...

Bjarne Thyregod

Jamen - de socialdemokratiske fruer - har altså selv sagt/skrevet at folk med overskud ikke skal fravælge Folkeskolen
De har selv støttet op om en centralisering af Folkeskolen med kæmpeskoler til følge,.
Ingen af fruerne har stillet krav til at sikre Folkeskolen vilkår, der gør den god nok til at de vil lade deres børn gå der.

Mette Frederiksen hyklede fordi hun pegede fingre af andre og efterfølgende svigtede og gjorde det samme som de hun pegede fingre af.

Ole E. Mikkelsen

Jeg mener Metz har ganske ret, det er et spørgsmål om forholdet mellem Mette F og hendes vælgere. For graden af tilsyneladende dobbeltmoral hænger sammen med forventningerne om moral. Og hvad er da egentlig den fremviste moral for noget?

Personligt synes jeg der er tendens til at tage børn som gidsler for en politik på folkeskoleområdet, der lider af mangel på anden konsekvens end at ville afskaffe eller nedprioritere den. Og jeg mener ikke det er penge det handler om, men derimod ledelse og linie.

Både Mette F, Helle T og alle vi andre vælger jo skole til vore børn ud fra en samlet vurdering af det faglige, sociale og kulturelle miljø på en skole. Men da folkeskolen er nedprioriteret på alle kanter og kun ser sig selv i lyset af leverpostej og ligemageri vælger vi i stedet de (privat)skoler hvor der fremstår en linie, der tager udgangspunkt i et menneskesyn der peger videre end lidt staveord i remse. F.eks. peger på nogle værdier ud over det faglige af social og kulturel art.

Ralf Pittelkow mener i JP at Mette F er dobbeltmoralsk fordi hun som S-medlem er ansvarlig for indvandringspolitikken i 70'erne og 90'erne (det kan jo ikke være i 80'erne, for da havde Schlüter jo ansvaret) og dermed ansvarlig for det der gør at hun nu selv fravælger folkeskolen.

Jeg mener det er at ignorere VK(O)'s ansvar siden 2001 (!!) og samtidig at klandre tingenes tilstand i dag på en 20-40 år gammel S-regering. Trods alt synes jeg ikke det er helt rimeligt.

Mette F fravælger folkeskolen fordi hun ikke mener hendes barn får de faglige, sociale og kulturelle værdier som det skal have i den pågældende skole. Det er ikke noget særsyn fotr Mette F's skole.

Hun har gjort det helt rigtige. Påpeget at folkeskolen er stærkt nedprioriteret af 9 års VK(O)-satsning på privatskoler. Samtidig vælger hun at hendes eget barn ikke skal være gidsel for VK(O)'s politik.

Hvad er der galt i det? Og hvorfor kan man ikke være tilhænger af folkeskolen hvis man i lyset af dagens status vælger en privatskole.

Igen: Det har intet med penge at gøre, - det har at gøre med ledelse, retning og ide.

Sider