Baggrund

Udkantsdanmark var engang Vækstdanmark

Det er en sandhed med modifikationer, at staten ikke har styret den regionale udvikling, for det har den indirekte ved, at investeringer i alle relevante sektorer er foregået ud fra snævre, ofte økonomiske formler
Debat
12. maj 2010

Debatten om udkantsområderne kører i højt gear lige nu - og ikke uden grund. Debatten bærer imidlertid præg af manglende sammenhæng. For en, der har fulgt den regionale udvikling i Danmark i mange år, er det interessant også at kunne trække nogle tråde, som viser, at vandringen fra land til by ikke har været en naturlov igennem alle tider, og at den regionale udvikling har kunnet påvirkes. Det er f.eks. interessant, at da den gamle kommunalreform og en række følgereformer blev indført fra 1970, blev den regionale befolkningsudvikling stabiliseret og >vandringen fra land til by stoppet, målt gennemsnitligt. I en periode var det tilmed sådan, at Vækstdanmark lå i de nuværende udkantsområder. Det er først for kort siden, at Udkantsdanmark blev tydelig. >Fra ligelig udvikling, til udvikling, hvor man selv kan skabe den.

EU's fonde hjalp

Tilbage i 70'erne og i en periode frem var styringslogikken at virke for ligelig udvikling f.eks. gennem decentralisering og administrativ styrkelse også i de små enheder. Den unikke, danske, decentrale velfærdsstat og miljøet omkring decentral udvikling foldede sig ud og kan tildeles en stor del af æren for, at den decentrale befolknings- og erhvervsudvikling kunne finde sted.

Logikken blev dog gradvist erstattet af en ny logik, f.eks. kommunikeret i diverse Landsplanredegørelser, nemlig at det lokalt unikke og mangfoldigheden skulle fremmes ved at man selv lokalt skulle tage initiativerne til at skabe udvikling. Staten kunne og skulle ikke længere dirigere nogen udvikling. Det gav blod på tanden til at støbe kugler rundt om lokalt, f.eks. inden for landdistriktsudvikling >støtte af puljer og fonde, og ildsjælene blev et kendt begreb. EU's medvirken med fonde har virket som et brændstof i den trafik.

Lige nu er mantraet 'Et Danmark i balance', men fortsat skal der ikke ovenfra ske regulering, undtagen måske via placering af nogle få statslige arbejdspladser - udviklingen bestemmes af dem, der nu kan og måtte have interesse i det.

Det er dog en sandhed med modifikationer, at staten ikke har styret den regionale udvikling, for det har den indirekte ved, at investeringer i alle relevante sektorer er foregået ud fra snævre, ofte økonomiske formler - altså uden at tage de regionale briller på. Det har fået den (logiske) effekt, at de fleste betydningsfulde institutioner m.v. er placeret i de områder, som i forvejen er velkørende.

Svært med projekter

>Umiddelbart synes de fleste af os, at det er sympatisk, at vi har ansvar for egen udvikling. >Men det forudsætter, at vi lokalt kan virke på den måde og har kompetencerne og ressourcerne i øvrigt. Det lokale miljø skal altså bygge sig selv op af folk og det lokale erhvervsliv, og man skal f.eks. selv kunne tiltrække fondsmidler og drive udviklingsprojekter. Det er ufatteligt meget nemmere i områder, der i forvejen er i smult vande, hvor der ikke skal laves grundlæggende forandringer, og hvor institutionerne styrer hen nærmest af sig selv.

I udkantsområderne har man primært det viltre projektmarked med dets puljer og fonde tilbage at gøre godt med - og alene det økonomiske volumen batter jo som en skrædder ... Men fordi de demografisk og erhvervsmæssigt set er afmattede, bl.a. fordi det tidligere succesfulde erhvervsliv er skrumpet eller flyttet, og kommunernes tidligere bidrag til decentrale arbejdspladser ditto, har de af alle sværest ved at begå sig og drible bolde på projektmarkedet. Udkantsområderne kan næppe selv skabe et nyt livsgrundlag! Og hvor gerne man lokalt ville understøtte, f.eks. fra kommunernes side, må vi også se i øjnene, at de nye kommuner ikke er sat i verden for at fremme decentral udvikling for at skabe lighed - i modsætning til de kommuner, der blev en følge af den tidligere kommunalreform.

>Denne transformation af hele grebet om regional udvikling har vi været vidner til de sidste år, og mange har støttet den og troet på alt det gode i 'bottom up'. Men forudsætningen for at bottom up virker, er en god affyringsrampe, og det glemte vi vist. For at udkantsområderne kan komme tilbage på beatet og blive i stand til at skabe udvikling, skal jorden gødes og kalkes på ny. > >

Hanne W. Tanvig er senior-rådgiver ved Skov & Landskab, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Erik Blumensaat

I et lille område af asien længst mod nordvest, næsten så lang ude man kan komme sidder der på det yderste næs, et folk der tror at alt drejer sig om dem at de er verdens udvalgte, bedste, dyktigste, fra deres himmelbjerg styrer de verden og ser overtroiske ud.
Landet er i sig selv en udkant, hovedstaden, hvilken tankegang, hvorfor ikke røvhullet.

mariann offersen

"Og hvor gerne man lokalt ville understøtte, f.eks. fra kommunernes side, må vi også se i øjnene, at de nye kommuner ikke er sat i verden for at fremme decentral udvikling for at skabe lighed - i modsætning til de kommuner, der blev en følge af den tidligere kommunalreform."

Netop, - mildt sagt!!