Klumme

Undskyld, vil De række mig eliten?

Da jeg var lille lød parolen, at det ikke gjaldt om at vinde, men om at være med. Det er noget bagstræberisk nonsens. Det gælder både om at være med og om at vinde, men allermest om at gøre sig umage
Debat
7. maj 2010

Forleden havde jeg en veninde og hendes teenageramte niece til middag. Vi skulle se X Factor. Min hjerne spolede for at finde på noget at konversere denne tavse pige med, som bestemt ikke gav verbalt ved døren. Indtil jeg spurgte, hvad hun lavede i sin fritid. Hun nærmest hviskede, at hun skulle til VM snart - VM i rope-skipping, som er det amerikanske ord for konkurrencesjipning for hold. Pludselig lyste hun op, og munden stod ikke stille. Vi talte om sporten, om sammenholdet, om hvor sjovt det var. Og grinte. Hun lærte mig noget. Hun var rigtig god til noget, og det var tydeligt, at hun havde en position.

Jeg har altid drømt om at være rigtig god til noget. Til at spille klaver, danse ballet eller til dansk stil - bare at være rigtig god til noget. Komme hjem helt svedig med en medalje, som kunne stå på kaminen og skinne med mit navn på. Noget velfortjent, man kunne hænge sin hat på, som ikke alle havde.

Men jeg blev god til meget, ikke virkelig god til noget. Typisk for min omgangskreds - os der kunne vælge alting, og derfor ikke kunne vælge én ting. Det begyndte ellers lovende. Jeg var mægtig tynd med lange fødder og gik til ballet hos tidl. kgl. balletdanser Annette Amand i Virum. Der var et temmeligt old school set-up i en dansesal med en gammel dame, som spillede klaver til vores pas des deux og piruetter. Fru Amand tikkede takten med en pind i gulvet: »Og svanearme og plié og ret ud og stræk foden«. En dag kom en talentspejder fra Balletskolen i byen, og så var det alvor. Vi dansede diagonalt gennem rummet i hvide strømpebukser og tylskørt med stramme læber, stift blik og helt kolde arme og blev stille bedømt. Jeg blev ikke udvalgt. Det blev min veninde Gitteflitten derimod. Det var mit første nederlag. Og jeg stoppede til ballet. Min forklaring på nederlaget har senere været, at jeg havde en hoftefejl, men det var bare løgn. Min mor trøstede i omklædningsrummet: »Det gør ikke noget. Du er god til så meget andet,« sagde hun og holdt uvidende hånden om min akilleshæl. Den næste gang tylskørtet kom frem var til fastelavn. Min bror skulle være Pjerrot.

Lugter lidt udansk

Dernæst gennemgik jeg forskellige discipliner, der kunne have ført mig mod eliten; blokfløjte på Hummeltofteskolen, tværfløjte på Engelsborgsskolen, fotografi på ungdomsskolen, klaver hos organisten i Sorgenfri, hvis yndige og dygtige døtre kunne spille Rachmaninov på violin efter gehør i 4. klasse. Der var så heller ikke andre adspredelser hos organisten. De levede totalt low tech uden tv, aviser eller radio. De fik flødeagtig ko-mælk fra en gård, gik med snesko på Lyngby Sø om vinteren, og hele taget på huset løftede sig af musik, mens jeg klemte fingeren imellem dis og e i »Für Elise«. Organisten talte om en ørken, jeg skulle igennem. Når jeg kom igennem den, ville alting blive lettere. Jeg nåede ikke engang til oasen, før min tålmodighed slap op. Der var andre ting, jeg skulle i 1.g. - på Montmartre i Nørregade for eksempel.

Derfor blev jeg stolt, da jeg i efteråret læste en artikel af en ung forfatter, som harcelerede imod nogle, hun kaldte 'elitefeminister'. Jeg vidste, at det var mig. En, der var godt uddannet fra middelklassen, som havde en vis position i den offentlige debat med forskellig skribentvirksomhed af feministisk karakter. En idealist, som ikke selv var synderligt undertrykt, men altid udtalte sig bekymrende på mindre bemidlede kvinders vegne. Selv om elite var et skældsord for forfatteren, slubrede jeg det veltilfreds i mig. Elite, så var man sgu' noget ved musikken. Så var man én, der havde gjort sig umage og ikke bare faldt i med tapetet.

Problemet med elitebegrebet herhjemme er, at det stinker af penge. Af tvang og stræben. Vi ser lille underudviklede Nadia Comaneci på kanten af gulvmåtten til OL. Eller nørdede engelske kostskoledrenge, der får olfert eller fransk manchet af ældre fascistoide knægte. Det lugter af noget udansk, at nogle er bedre end andre, at det foregår på bekostning af andre, og at det kun er for rige mennesker. Elite er no go i Enhedsdanmark, hvor man hellere går efter laveste fællesnævner end overliggeren. Elite er Jantes fjende, og hende skal man gå stille med. Exceptionelle talentfulde Elite, der bliver pacet frem af far med egne bristede illusioner.

Identitet og selvværd

Det er en dybt forkert indstilling. Vi har brug for, at nogen gør sig særligt umage. Og at nogen ser det og støtter det. Vi har brug for Nomakokken og nørder som Holger Bech Nielsen, for Anja Andersen x 2, altså også den Anja, som formidler stjerneforskning, så alle kan forstå det. For Wozniacki, Silja Schandorff, Maze og Soulschock. Alle sammen folk, der vist ikke er født med en guldske i munden, men som giver den max gas, prioriterer for at nå deres mål, og ikke nødvendigvis skal læse til lærer ved siden af for at have noget at 'falde tilbage på'. For elite er ikke fem minutters fame med døgnfluerne i X Factor. Det er hårdt arbejde. Ofte hele livet.

Vi skal også have gang i flere kommunale og statsstøttede eliteskoler og sportscentre med talentspejdere og undervisere, der forstår at spotte talent og udvikle børn og unges potentialer og styrker. Alle børns potentialer. Ikke kun dem fra 2100 Spelt. Men vi skal også fortælle dem, når de har nået toppen af poppen, at de skal give tilbage til dem, der kommer efter.

Jeg ved da godt, at man ikke bliver lykkelig af at være elite, men det at have talent for noget giver energi, glæde og bevægelse hele vejen rundt. Det er fedt at kunne noget. Jeg tror, alle har et talent. Forældrene må sørge for, at deres børn selv tror på, at de kan noget. Og fastholde dem i fokus.

Da jeg var lille, lød parolen, at det ikke gjaldt om at vinde, men om at være med. Det er noget bagstræberisk nonsens. Det gælder både om at være med og om at vinde, men mest om at gøre sig umage. Elite giver alle os andre middelmådige noget højere at gå efter. Det lokker os til at prøve at finde noget, som vi kan blive rigtig gode til. Ikke bare for at vinde eller være bedst, men for at være rigtig god til noget, som kan give identitet og selvværd og kan sætte andre i gang.

Elite får tavse teenagepiger til at lyse.

Mette Bom er journalist og webkonsulent
Hver fredag skiftes Mette Bom, Pernille Rosenkrantz Theil, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive ugens klumme på denne plads

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sven Karlsen

"Elite er no go i Enhedsdanmark, hvor man hellere går efter laveste fællesnævner end overliggeren. Elite er Jantes fjende, og hende skal man gå stille med."

Sikke noget vrøvl, - måske skulle Mette Bom prøve at skelne imellem "elite" og "elitær":

"Elite" er, når man er noget ...

"Elitær" er, når man bare tror man er mere end andre!

Og det forhold har nogle mennesker af eliten svært ved at forstå, så lad mig lige pensle det lidt ud: at man er i toppen af superligaen, betyder ikke at man har krav på mere hensyn i trafikken eller på skattekontoret ...

Det pudsige er jo, at janteloven i det store hele er ret fornuftig, og kun hvis man mener at have ret til at bestemme hvad andre mennesker skal mene om én, kan man få den til at være noget negativt.

"Du skal ikke tro, at du er noget" "Du skal ikke tro, at du er mere end os"

Er det ikke rigtigt? Er det ikke kollektivets/samfundets ret, at bestemme hvem de anser for "at være noget", eller kan enhver blot forlange at få højstatus, uden at arbejde for den anerkendelse?

Aksel Sandemose - jantelovens far - antog ganske almindelig og gemen mobning, for at være et specielt nationalt eller lokalt fænomen, men det er det såmænd ikke ... mobning er - hvor utilgivelig og frastødende den så ellers er - et almindeligt udbredt menneskeligt fænomen, som Aksel Sandemose f.eks. selv muntrede sig med overfor sine tidligere landsmænd, efter at han var flyttet til Norge ;-)

Malene Hald

Elite er et navneord, elitær er et tillægsord. Når noget er elitært er det "bestemt for eller vedrører eliten". (Se den danske ordbog: http://ordnet.dk/ddo_en/dict?aselect=elit%C3%A6r&query=div).

"Er det ikke rigtigt? Er det ikke kollektivets/samfundets ret, at bestemme hvem de anser for “at være noget”, eller kan enhver blot forlange at få højstatus, uden at arbejde for den anerkendelse?"

"Det pudsige er jo, at janteloven i det store hele er ret fornuftig". Siden hvornår er den fornuftig?

Læs artiklen igen, Sven. Den handler om, at man netop skal gøre sig umage – og arbejde for at opnå noget. Du bør også skelne imellem hvem der er folkevalgt til at "være noget" og hvem der "bliver til noget" fordi de selv har kæmpet for det, uden at være folkevalgt af den grund.