Kronik

USA er bedre til plejefamilier

Amerikanske børn og unge får langt oftere tilbudt en plejefamilie end deres jævnaldrende i Danmark. I USA er institutionsanbringelser en sjældent brugt nødløsning, mens børns ret til en familie er mantraet - spørgsmålet er, om vi kan lære noget af amerikanerne
I USA er det en udbredt holdning, at alle børn har ret til en familie. Det udsagn går igen og igen i deres programerklæ-ringer, og som afspejler hele deres måde at arbejde på. De bygger dette på talrige undersø-gelser, der viser, at børn klarer sig bedre, når de vokser op i en familieenhed, end hvis de anbringes på en institution. Det kunne vi lade os inspirere af, mener dagens kronikører.

I USA er det en udbredt holdning, at alle børn har ret til en familie. Det udsagn går igen og igen i deres programerklæ-ringer, og som afspejler hele deres måde at arbejde på. De bygger dette på talrige undersø-gelser, der viser, at børn klarer sig bedre, når de vokser op i en familieenhed, end hvis de anbringes på en institution. Det kunne vi lade os inspirere af, mener dagens kronikører.

Henrik Pyndt Sørensen

Debat
21. maj 2010

I Danmark anbringes børn i højere grad på institutioner end i familie og netværkspleje. Samtidig er vejen til adoption længere og brolagt med betydeligt flere forhindringer end i det amerikanske system. Trods udbredte fordomme om USA's velfærdspraksis, er der ting, vi kan lære af stormagten mod vest og i særdeleshed deres fokus på det enkelte barn - et fokus som overskygger alle andre hensyn.

De sidste nye tal fra Ankestyrelsens anbringelsesstatistik (2008) viser, at ca. 50 procent af anbragte danske børn og unge var på døgninstitution, sikret afdeling, akutinstitution eller lignende. I USA fremgår det af den nyeste rapport fra U.S. Department of Health and Human Services (2008), at kun 10 procent af amerikanske børn og unge var på institution og seks procent på gruppehjem, mens 71 procent var hos familie eller plejefamilie. Tallene illustrerer to kulturer, der griber problemerne an på meget forskellige måder.

I USA er det en udbredt holdning, at alle børn har ret til en familie. Det er et udsagn, der går igen og igen i deres programerklæringer og informationsmateriale, og som afspejler hele deres måde at arbejde på. De bygger dette på talrige undersøgelser, der viser, at børn klarer sig bedre, når de vokser op i en familieenhed, end hvis de anbringes på en institution.

Resultaterne fremgår blandt andet af et projekt under Europa-Kommissionens Daphne Program, som beskriver, hvordan børn under tre år reagerer på og påvirkes af at bo på en døgninstitution. Forskerne bag projektet anbefaler, at børn ikke bliver anbragt uden en far, mor eller anden primær omsorgsgiver. Blandt andet fremhæver de, at det på en institution kan være svært at drage omsorg for et barn, når det vågner om natten med mareridt eller er sygt. Her er der brug for stabilitet - det vil sige en voksen, der kan give barnet den nødvendige tryghed og kropskontakt ved for eksempel at tage barnet med ind i egen seng. Når mange voksne ansatte er involveret, går det ud over trygheden og oplevelsen af at høre til.

Institutionernes magt

Amerikanerne bruger kun institutioner som en nødløsning og sætter i stedet alt ind på at finde en familie/primær omsorgsgiver til barnet. Systemet er langt fra perfekt, og der tabes absolut også skæbner på gulvet i dette system, men de positive erfaringer bør bestemt tages til efterretning, og vi er også så småt ved at bløde op overfor andre landes metoder. Fra dansk politisk side har der i nogen tid været et ønske om at få flere børn i plejefamilier, men der er lang vej endnu. Barnets Reform, hvis mål er at forbedre indsatsen i forhold til udsatte børn og unge, blev vedtaget i 2009, og er i øjeblikket ved at blive implementeret.

Med reformen ønsker Socialministeriet, at flere anbragte børn skal i familiepleje netop på grund af forskningen, der viser, at især små børn har brug for at relatere sig til få voksne. Spørgsmålet er så, om vi når op på de amerikanske tal.

En af grundene til, at vi i Danmark anbringer så mange børn på institutioner, er, at vi ganske enkelt har tradition for det. Vi har gennem årene opbygget et landsdækkende udbud af specialiserede institutioner, og ikke alle ønsker vidtgående ændringer i den nuværende praksis. Mange af institutionerne vil naturligt nok kæmpe for at opretholde deres eksistensgrundlag. De er organiserede og har magt, hvilket plejefamilierne har svært ved at konkurrere med.

Det skal også nævnes, at der i Danmark er meget skrappe krav til plejefamilier, og det kan derfor være overordentlig svært at finde og hverve tilstrækkeligt mange familier til det store antal børn. Samtidig er sagsbehandlerne ofte overbebyrdede. Som følge deraf kan tid og ressourcebegrænsninger komme til at betyde, at det for mange er nemmere at anbringe børnene på institutioner.

Sagsbehandlerne har ofte godt kendskab og samarbejde med dem, og kan af den grund hurtigere finde en institutionsplads til barnet og dermed undgå besværet med at finde en plejefamilie.

Mere støtte

I USA er systemet gearet helt anderledes. De ser næsten en institutionsanbringelse som et overgreb og bruger kun muligheden som et absolut sidste alternativ. Til det skal siges, at forholdene på amerikanske institutioner kan være yderst kritisable.

Det kan derfor blive en ubehagelig og decideret traumatisk oplevelse at stifte bekendtskab med den del af det amerikanske system, og blandt andet det forklarer, hvorfor der fokuseres så stærkt på familien. Målsætningen, at alle børn har ret til en familie, indbefatter også unge mellem 12 og 18 år.

I USA tilstræber man, at også teenagere skal anbringes i plejefamilie - noget vi slet ikke har tradition for i Danmark.

Det er problematisk, da teenagere udgør 69 procent af alle danske anbringelser, og behovet for en familie vel også er stor for denne gruppe.

Amerikanerne bruger meget tid på rekruttering og støtte til plejeforældrene. En stor del af systemet er sat op til at servicere denne gruppe, og når de ringer med problemer, er der som regel hjælp at hente med det samme.

De er desuden meget bevidste om at rose og anerkende plejeforældrene. Dette er centrale funktioner, da man ellers kan føle sig meget isoleret og alene med opgaven. En anden fundamental forskel på det danske og amerikanske system er, at plejefamilierne i USA hurtigere får mulighed for at adoptere barnet.

I Danmark har vi meget stor fokus på de biologiske forældre og deres rettigheder, hvor man i USA er hurtigere til at beslutte, om forældrene har en positiv eller negativ indvirkning på barnets liv. Hvis det sidste er tilfældet, kan plejefamilien inden for kort tid få lov at adoptere barnet.

Inspirationsmodel

Selv om det altid er vanskeligt og kompliceret at fratage forældreretten fra de biologiske forældre, er vi i Danmark meget fokuseret på at fastholde dem i barnets liv. Det sker ofte, selv om forældrene ingen positiv indflydelse har, og barnet endog selv har bedt om ikke at se dem mere. Der er dermed mere konsekvens i det amerikanske system, hvorimod man i Danmark ofte i årevis kæmper videre med en familiekonstellation, der helt tydeligt ikke gavner barnet. Spørgsmålet er, om en afklaring - i form af fuldtidsfamiliepleje eller evt. adoption - ikke var en bedre løsning for barnet simpelthen for, at han/hun kan få et bedre og mere stabilt liv. At bibeholde de gamle, utrygge rammer, mens man prøver at etablere nogle nye og bedre, kan være nødvendigt i nogle situationer, men bør vel ikke være standarden? I USA ville fokus alene være på barnet, og alt andet ville være sekundært.

Den amerikanske måde at gøre tingene på kan tjene som inspiration, og det er ikke nødvendigvis her, alle løsninger skal hentes. De danske børn, der er berørt at disse problemer, er i en ulykkelig situation, og man bør begrænse deres anbringelser og flytninger mest muligt. Kunsten er at kunne tage den rigtige beslutning tidligt i forløbet, så man undgår de traumatiske frem-og-tilbage forløb. Der er desuden mange penge at spare, hvis man etablerede flere familie- og netværksanbringelser, da de koster en del mindre end en institutionsplads. Tiden må vise, om Barnets Reform giver den ønskede ændring, og om familie- og netværkspleje - ligesom i USA - bliver den vigtigste anbringelsesform.

Louise Harkes er socialfaglig konsulent, og Martin Ellermann er cand. mag. i Amerikanske Studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her